« Tilbage til søgeresultaterne
Gaven var for stor
Brand: »Hvad Hilsning bringer du?"
Manden: „Hun sagde: „Gaa; faa Præsten hentet, mit halve Gods for Sakramentet."
Brand: „Det halve! Nej! Sig Nej!"
Manden: „Da var ej Budet ærlig bragt dig, Far."
Brand: „Saa gaa og sig, det Svar blev sendt, ej kommer Præst, ej Sakrament."
Brand: „Nyt Budskab - Sig, hvad bringer du?"
Anden Mand: „Ni Tiendedele lød det nu."
Brand: „Ej alt?"
Manden: Ej alt."
Brand: „Mit Svar er kendt, ej kommer Præst, ej Sakrament."
(Ibsen).
Dengang de politiske Partier efter Vedtagelsen af den nye Grundlov i deres Programmer alle som ét lovede Kvinderne fuld retslig Ligestilling med Mænd, og denne spendable Optræden hilstes med højlydt Begejstring i Kvindernes Lejr, da, maa vi tilstaa, følte vi os til Trods for den glædelige Overraskelse, anfægtede af den samme gustne Tvivl,, som maa have luret bag Camilla Collets Glæde, da hun paa sin 80-aarige Fødselsdag, hyldet af alt det, som duede noget i Norge, gav sine Følelser Luft i disse Ord: »Gaven har været for stor.«
Vi kunde lige som hun ikke rigtig tro, at dette virkelig var Alvor, at det var Mændenes Hensigt paa staaende Fod at gøre os til deres Jævninge for Loven. I vore Øren genlød endnu de Ord af en Rigsdagsmand for kun et Par Aar siden, at Kvinderne paa nogle faa Undtagelser nær var overfladiske, kundskabsløse og i det politiske Liv ganske ubrugelige. Var det da muligt, at et Pennestrøg i den gamle Grundlov, skulde have ændret denne Mands Syn paa Kvinderne i en saadan Grad, eller givet
de mangelfulde Kvinder lige paa en Studs en saadan Indvikling, at alle Landets Embeder og Stillinger paa lige Vilkaar med Mænd med et kunde aabnes for dem, saaledes som det blev os lovet i Partiernes Programmer. Thi fuld retslig Ligestilling kan jo kun betyde: Udslettelsen af alle bestaaende Uligheder. Som sagt, vi havde vore Tvivl. Gaven, Partierne bød os, forekom os for stor. Vi maatte ligesom Camilla Collet tænke paa Tiggeren, der ventede en Nødskilling, men fik en Guldmønt. - Naa, vor Tvivl, gjorde os heller ikke til Skamme. Partiernes Løfter skulde jo ikke tages bogstavelig i den Forstand, at man straks vilde give os hele Retfærdighedsskyllen af lige Rettigheder over Hovedet, vi skulde have dem lejlighedsvis og ikke med hele Tal, men med Brøker.
Der var nu allerførst Retsreformen. Programmæssig skulde Kvinderne naturligvis have haft Adgang til dens Hverv og Embeder, men se, om Forslaget gav os det! »Mit halve Gods for Sakramentet!« Saaledes købslaar i Ibsens »Brand« den døende Moder med sin strænge Søn. Saaledes købslaar den nye Retsreform ogsaa med Kvinderne. Nævninge kan de blive, Sagførere kan de ogsaa blive, rimeligvis fordi somme af dem er det allerede. Men hermed hører omtrent ogsaa Ligheden op.
Dommersædet er vedblivende Kvinderne forment, ligesom mange andre Stillinger indenfor Retsvæsenet.
Sandelig: Gaven var for stor, da Partierne satte Kvinders retslige Ligestilling paa deres Programmer.
Retsreformen byder os altsaa det halve, men Dansk Kvindesamfund svarer med at andrage om det hele, idet det ubarmhjertig peger paa Partiernes Programmer.
»Saa gaa, og sig: Det Svar blev
sendt,
ej kommer Præst, ej Sakrament.«
Kvindesagens Idé er ikke sket Fyldest.
Efter Retsreformen fulgte Kultusministerens Forslag om at lønne Lærerinder og Overlærerinder i den højere Almenskole paa lige Fod med Lærerne og Overlærerne.
»Nyt Budskab! - Sig, hvad bringer Du?«
»Ni Tiendedele lød det nu.«
Kultusministeren var paa Nippet til generøs at give os hele Pungens Indhold, men lod i sidste Øjeblik 400 Kr. blive tilbage. Kun Lærerne og Overlærerne skal have den sidste Stigning paa 400 Kr. med. Hvad har da Dansk Kvindesamfund hertil at sige andet end det gamle:
»Mit Svar er kendt
ej kommer Præst, ej Sakrament.«
Kvindesagens Idé er heller ikke her sket Fyldest.
De Mænd, som endnu til Trods for Junigrundloven af 1915 vedblivende skriver Vilkaarene for Kvinderne i dette Land, kan byde os ligesaa mange Fremskridt og Forbedringer, de vil, byder de os ikke den hele Lighed for Loven, vil Dansk Kvindesamfunds Svar uvægerlig lyde: »Jeg gaar ikke paa Forlig; hverken om den halve eller de ni Tiendedele, ja ikke engang om de nioghalvfems Hundrededele Retfærdighed. Jeg holder mig til Partiernes Løfter til Kvinderne og afviser enhver Akkord om denne Sag. Om de hundrede tusinde danske Kvinder er ude af Stand til at forstaa den dybe Alvor bag denne Fordring, - om de hundrede tusinde danske Mænd ikke vil forstaa den, Dansk Kvindesamfund skal aldrig, blive træt af at holde sin Fordring op for Folket, overbevist om, at dets sunde Retsfølelse tilsidst vil forlange den fyldestgjort. Vi har Grund til at tro, at det ikke er Besparelseshensyn, man har halt for Øje, da man forholdt Lærerinderne den sidste Stigning, men at det er Principet: Lige Løn for lige Arbejde, man ikke ikke har turdet anerkende helt ud, derfor er Lærerindernes sidste Tillæg blevet ofret for at forsone Modstanderne af dette Princip. Men hverken denne Modstand paa den ene Side eller den altfor ængstelige Hensynstagen til denne Modstand paa den anden Side, er i Overensstemmelse med Programløfternes Gavmildhed. Derfor føler vi os med de sidste Tiders Erfaringer i frisk Minde berettigede til at sige som Camilla Collet:
Gaven har været for stor.
Den har i hvert Fald ligget over Partiernes Ydeevne.
