« Tilbage til søgeresultaterne
"Mor" eller "Molok"
Et Eventyr.
Jeg sidder dybt inde i den store, stille Skov, hvor Larmen fra den lidende og Stridende Menneskeslægt ikke kan naa hen. Det tætte Bladehang skjuler ’Himmelen, der luer i Skæret fra de brændende Landsbyer og de springende Granater. Her er ganske tyst, Smaafuglenes Sang er forstummet.
Er Luftens vingede Sangere døde, eller er de blot skræmte bort, nu da Menneskenes Ondskab har taget deres rene Rige i Besiddelse. Og i de høje Kroner hviler intet mægtigt Vingepar ud efter en stolt Morgenflugt, nej, de kredser langt borte, der, hvor uskyldigt Blod raaber mod Himlen.
Jeg er gaaet herind i den store, dybe Stilhed for at glemme. Ak, jeg huskede ikke, at Tankerne, de tunge Tanker, dem kunde jeg dog ikke lægge fra mig ved Indgangen til Skoven. Saa maa jeg da tumle videre med det nagende Spørgsmaal, som tvinger sig ind over mig ved Dag og ved Nat: Fædreland! hvad er du? Er du en Mor, eller er du en Molok, i hvis gabende Ildsvælg al Ungdommen skal ofres, mens dens reneste Blod stænkes paa din glødende Rist?
Jeg sidder med Ansigtet skjult i Hænderne; da pludselig ligesom føler jeg et Lysskær omkring mig. Jeg hæver Hovedet, foran mig staar den straalende Fe, der udsendes med Personlighedens Gave til Mennesker og Folkeslag.
»Fædrelandet er en Mor, jeg ved det,« siger hun, og hun sætter sig ved Siden af mig og fortæller: Det var i Tidernes Morgen, Gud Herren vilde skifte Arven mellem de Børn, han. i sin store Livets Kærlighed vilde sende ud over den skønne Jord.
Han havde netop kaldt dem frem, alle de herlige Lande: de stolte, mørke Klippelande og de smilende Øer var stegne op af det friske blaa Hav. Bjergene havde han budt at vige til Side og give Plads for store, dybe Skove, for yppige Sletter og blomsterfyldte Dale med blanke, nynnende Floder. Dem alle havde han skænket Modernavnet og lovet dem, at af deres aldrig trættede Moderskød skulde Millioners Millioner stige frem til Fryd ved Livet. - Jeg husker især en lille ung Mor, saa spæd og fin, lige dukket op af Havet; de grønne Havblomster slyngede sig endnu om hendes guldgule Lokker, og store Draaber hang som straalende Diamanter i de lange, lyse Vipper. Frygtsomt saa hun op mod Skaberen og sagde: »Jeg er saa lille, hvorledes skal jeg kunne sørge for mine Børn?« »Se paa dine gyldne Agre,” svarede han, »paa dine bølgende Enge, dine sangfyldte Skove, paa de sølvblaa Baand, der slynger sig imellem dem og binder det sammen til eet; du har Rigdom overalt, lyt saa til dine sollyse Strandes Bølgeskvulp, og lær af dem at bøje dig tavs under Vinterens barske Favntag og at synge frejdigt under Solens varme Kys.« »Men hvad skal jeg lære mine Børn?« spurgte hun igen, »jeg er saa ung og uerfaren.« »Du skal lære hver eneste af dem Kærlighed og Arbejde, saa vil der altid være nok til dem alle,« svarede Gud Herren og gav mig et Tegn, at jeg skulde udkaste min Gave. Og jeg kastede Fredens og Menneskekærlighedens Gnist i den unge Moders Barm, at hun kunde gemme den, til hendes Børn blev store nok til at løfte den som en lysende Fakkel højt op over Jorden. - Og vi gik videre, hver ung Moder fik sin Daab, sin Opgave, sin Gnist, der skulde vejlede hendes Børn i deres særlige Mission; men til dem alle blev det sagt: »Husk, du er en Mor, riv aldrig andres Børn til dig, en Stedmoder kan aldrig give en Moders Kærlighed eller vinde en Søns eller Datters Forstaaelse og Fortrolighed.«
Og mens Solen gød sit rige straalende Skin ud over Jordens nyskabte Lykke, skred Skaberen bort. Men da Nattens Mørke for første Gang svøbte sig om den intet anende unge Jord, listede Magtsygen og Begærlighedens onde Fe sig hen over den; hist og her, hvor hun fandt en ung, sovende Moder, dryppede hun Begærlighedens svidende Gift i hendes Bryst, saa hun stivnede og forvandledes til en Molok, og hendes Børn drak Giften og kastede sig over de andre for at rive dem til sig.« - - Mens Féen fortalte, havde Mindet om hin første Skabelsesmorgen kastet Straaleglans over hendes sjælfulde Ansigt; men pludselig gled en dyb Skygge hen over det, Sorgens mørke Klædebon lagde sig om den fine Skikkelse, og hun forsvandt for mit Blik.
Jeg rejser mig og gaar bedrøvet ud af Skoven; - hvornaar, hvornaar vil Menneskene forstaa, at et Fædreland er en Mor, - en Mor, - det største af alt i Verden!
Hvormange Gange vil det endnu være fornødent at opvække Apostle, der kan sammenfatte al Menneskepligt i Ordet: Mine Børn, elsker hverandre.
