« Tilbage til søgeresultaterne
Tre Ansættelser
En Haandgerningsinspektrice.
Som i Bladets sidste Nummer flygtig omtalt, er der af Kultusministeriet blevet udnævnt en Haandgerningsinspektrice, hvis Hovedopgave skal være dels at arbejde for Fagets Indførelse i de mange Skoler, hvor der endnu ikke undervises deri, ved at søge at faa de lokale Skolemyndigheder interesserede derfor og ved derefter at arbejde paa at fremskaffe brugbare Lærerinder, der saa gennem Komitéen til Uddannelse af Haandgerningslærerinder eller paa anden Maade kunde faa den nødvendige Uddannelse; dels at tilse Haandgerningsundervisningen ved de Skoler, hvor Faget allerede er indført, sørge for, at det holdes i det rette Spor og ved gode Raad angaaende Arbejdets Art og Materiale være til Hjælp og Støtte for de stedlige Lærerinder og virke til Undervisningens Fremme og Højnelse.
Det vil glæde alle Venner af Kvindesagen at erfare, at denne Post er bleven betroet Borgerrepræsentant, Kommunelærerinde Jothanne Blom, som i Forvejen er Censor ved Seminarierne og Medlem af Komitéen til Uddannelse af Haandgerningslærerinder.
Man har tænkt sig, at der som Haandgerningsinspektricens Medhjælpere ansættes 12 lokale tilsynsførende, hver for en nærmere afgrænset Del af Landet, ligesom Haandgerningsinspektricen: Lærerinder i Embede, for en Del mulig Seminarielærerinder, eventuelt ogsaa andre dertil egnede Kvinder, hvis Opgave det da skal være at inspicere Landsbyskolerne, hver i sit Distrikt, eventuelt ogsaa enkelte Købstadskoler, og gennem Inspektionen virke dels for en Forbedring af Haandgerningsundervisningen, dels ogsaa for Indførelse af denne Undervisning, hvor den ikke gives. Haandgerningsinspektricen skal modtage Indberetninger fra de 12 Assistenter og samle dem til Forhandling f. Eks. én Gang om Aaret og iøvrigt føre Overtilsynet med og Ledelsen af deres Arbejde samt eventuelt i Sager vedrørende Spørgsmaalet om Haandgerningsundervisning virke som Ministeriets Konsulent.
Haandgerningsinspektricen, som vedblivende varetager sit Lærerindeembede, men i 2 a 3 Maaneder om Aaret maa holde Vikar for at kunne foretage Inspektionsrejse til Købstadskoler og Landsbyskoler, lønnes med 1500 Kr. aarlig, af hvilke dog 300 Kr. anvendes til Vikarens Løn. I den Tid, hun er paa Inspektionsrejse, faar hun 8 Kr. daglig til Rejseudgifter og Diæter. - Assistenterne faar 8 Kr. for hver Skole, de besøger, og 6 Kr. i Diæter foruden Godtgørelse for Rejseudgifter.
Naar vi saa indgaaende har skildret Haandgerningsinspektricens fremtidige Virksomhed, er det, fordi Oprettelsen af Haandgerningsinspektoratet danner en smuk Afslutning paa Bestræbelserne her i Landet - og ikke mindst fra Kvindesagens Side - for at sikre enhver Kvinde i Barndomsalderen en praktisk Undervisning i at omgaas Naal og Traad.
Arbejdet for denne Sag har ogsaa sine Blade i Dansk Kvindesamfunds Historie, og vi vil kortelig her optrække Linierne for, hvad Foreningen paa dette Omraade har foretaget sig.
Haandgerningen var allerede indført som Fag i de københavnske Skoler, mens det Landet over var overladt til Kommunerne selv at bestemme, om de vilde indføre en saadan Undervisning eller ej, da Dansk Kvindesamfunds Medlemmer samledes til Organisationens første Fællesmøde i Aarhus 1893. Her blev Haandarbejdsundervisningen her i Landet taget op til Drøftelse, og paa Fællesmødets Beslutning indsendtes der et Andragende til Regering og Rigsdag om at indføre Haandarbejdsundervisning som obligatorisk Fag i alle Kommuneskoler. Andragendet fik en krank Skæbne; man mente, Forslaget vilde medføre Udgifter, som let kunde beløbe sig til flere Millioner. Dansk Kvindesamfund vilde imidlertid ikke lade Sagen strande paa det økonomiske Skær, men indgav et nyt Andragende, som gik ud paa, at Staten skulde anvise en bestemt Sum til Understøttelse for de Kommuner, som vilde gøre noget for at indføre Haandarbejdsundervisning i deres Skoler; men heller ikke dette Skridt førte til noget Resultat.
Fra 1896 har vi atter en Udtalelse vedtaget paa D. K.s Fællesmøde om, at Haandarbejde bør indføres som tvungent Fag i Pigeskolen indenfor den almindelige Undervisningstid.
Endelig indbringer Fællesstyrelsen i Februar 1914 et Andragende til Regering og Rigsdag om, at der ved Lov maa blive indført Undervisning i Haandgerning ved alle Landets Folkeskoler saavel for Piger som for Drenge, for de sidstes Vedkommende mindst et Aar af Skoletiden. Som tidligere meddelt her i Bladet er der siden 1. Maj 1912 i Lyngby Kommuneskole indført tvungen Undervisning i Haandarbejde for Drenge i Skolens tre første Klasser, og med tilfredsstillende Resultat.
Der er Grund til at tro, at med Oprettelsen af Haandgerningsinspektoratet er man inde paa den sikre Vej til at faa en forsvarlig Haandgerningsundervisning indført ved alle Landets Folkeskoler. Hvor langt der endnu er tilbage, viser den sidste Indberetning om den kvindelige Haandgerningsundervisning fra 1913. Den Gang fandtes der ca. 1900 Skoler (850 paa Øerne og 1050 i Jylland) med Undervisning i dette Fag, men 1350 Skoler (400 paa Øerne og 950 i Jylland) hvor saadan Undervisning ikke var indført.
En kvindelig Forstander.
Staten har nu oprettet et særskilt Institut for Talelidende efter Professor Engels System, begyndende med et Internat med 10 Alumner, og til at forestaa dette udnævnt en Kvinde, Frk. Margrethe Eckardt, Lærerinde ved Holsteinsgades Kommuneskole. Frk. Eckardt, som i 1892 tog Seminarieeksamen ved Frk. Zahles Skole og, før hun blev ansat ved Københavns Kommuneskoler, har virket 3 Aar ved Frk. Langs Skole, begyndte i 1907 at studere Professor Engels Stemmedannelse, først hos hans Elev Rektor Scharff i Flensborg, senere i Dresden under Engel selv. Hun er den første, som har arbejdet med det danske Sprog efter Engels System, som ved Tungeindstilling lærer Eleven at blive Herre over sin Talestemme, og hun har selv benyttet dette System ved Undervisning i Folkeskolen.
Embedet lønnes med 4000 Kr. aarlig og kan stige til 5000. Hertil kommer Fribolig eller 1000 Kr. i Huslejegodtgørelse. At Frk. Eckardt har opnaaet denne overordnede og betydelige Stilling, har hun alene sin egen Dygtighed og Sagkundskab at takke for.
Der ansættes desuden ved Institutet en ugift Lærer og en Økonoma.
En Organist.
Embedet som Organist, Graver og Klokker ved Grenaa er for tredie Gang blevet besat med en Kvinde, Organist og Lærerinde Theodora Petersen, med Berettigelse til at nyde den Løn og de Indtægter, som er forbundet med Embedet. Under hende sorterer en Ringer og en Undergraver.
Theodora Petersen er født i 1891 og tog den udvidede Organisteksamen i Aarhus i April 1915. Den nye Graver tiltræder altsaa sit Embede i den unge Alder af 25 Aar.