« Tilbage til søgeresultaterne
Københavnerinden
Københavnerinden er genopstaaet i „Politiken”s Spalter - ikke som den imbecile Pariserimport fra de store Boulevarder, vi husker fra for nogle Aar siden, og som passede til vore provinsielle Hovedstadsforhold, som en demimondæn Parfume til en hjemmesyet Skjortebluse, men i en Skikkelse, tilpasset efter hjemlige, danske Maal. Et Regeringsblad med Kvindens fulde Ligestilling paa sit Program kunde ikke i Længden tillade sine Journalister og Tegnere at drive saa grove Løjer med det ligeberettigede Køn. „Politiken” forstod det, og gav baade Tegneren og Journalisten Løbepas. Det trak op til den store Grundlovsændring med Kvinders Valgret og Valgbarhed, og hvad betød den politiske Stemmeseddel for „Palmehavernes arbejdsløse Kvindeproletariat”? (se Hans Koch: „Plovfuren”). En Stump Papir, brugeligt til at tørre sit Krøllejern i - intet mere. Men for de arbejdende, selverhvervende Kvinder betød Stemmesedlen et Vaaben, uundværligt i Kampen for deres økonomiske Eksistens. Der laa Fremtiden, der var Stof til den valgberettigede Københavnerinde: demokratisk, flittig, borgerlig ædruelig.
Efter et Par Aars Hvile staar „Københavnerinden” da igen paa „Politiken”s Underholdningsprogram, maaske med de forestaaende Valg for Øje, og føres frem paa Manegen af Journalist Johannes V. Jensen, der som Sprechstallmeister udtaler sig i følgende Vendinger om Dyrets ydre Fortrin: „en slank, fin Skikkelse, hverken robust eller spæd, med et ejendommeligt højt, smækkert Kryds” - „et stort, dejligt Haar af en eller anden blond Nuance, fra det lyseste silkegule til den dunkle skønne Sepialfarve" - „Øjnene graa eller blaa” o. s. v.
Som man ser, har Dyret skiftet Skaberak, siden den Gang det fremførtes af Gerda Wegener og Andreas Winding, eller hvad nu Sprechstallmeisteren før hed. Det demimondæne, parfumerede, halvbarbariske Skaberak, set paa Baggrund af Palmehaver, Teerooms. øg Wivels Veranda, er afløst af et stilfærdigt, praktisk og smagfuldt Skrud, afpasset efter Kontorer, Forretninger og Auditorier. Men Hovedsagen er nu som den Gang ikke Dyrets indre Egenskaber, Hovedsagen er den, at Dyret er smukt.
„Hvordan hun er i Elskov?” spørger Sprechstallmeisteren og Blinker forborgent til Logernes Herrepublikum. ,,Hvor skulde jeg vide det? Om Københavnerindens Privateksistens skal der ikke røbes mere, end hvad enhver kan læse sig til af hendes kønne Træk. Man hører adskilligt” (Logeherrerne spidser Øren), „men for Kvinden er ingen Ting sandt, før der bliver løbet med Snak derom; jeg skal nok holde min Mund.”
Logeherrerne hænger med Ørene, men lives atter op, da Journalist Johannes V. Jensen som Introduktion til vor Tidsalders „Københavnerinde” udtaler om „Politiken”s Sommerprogram:
„Her skal samles nogle smaa Beskrivelser af Københavnerindens Liv Udadtil, paa Cykle, i Byen og ude paa Sjælland, eller hvor man ellers, naar man selv er paa Cykle, træffer paa hende, og som Portræt skal hun indsættes i Rammen af den Sommer, der kommer, Sommeren 1916.”
„Politiken” handlede klogt i, den Gang den søgte en Journalist til sin nye Københavnerindeserie da at henvende sig til Bladskriveren Johannes V. Jensen og ikke til Forfatteren af samme Navn, den sidste havde sikkert aldrig kunnet gøre et saadant Manege-Nummer ud af vore fordringsløse Maskinskrivedamer, Ekspedetricer og Studiner, som den første har formaaet. Naar vi har faaet de lovede, følgende Smaabeskrivelser af disse Damers Cyklefærd rundt om paa Sjælland, og „hvor man ellers, naar man selv er paa Cykle, kan træffe dem,” da vil disse tidligere saa ubemærkede smaa Dusinmennesker sikkert vaagne en Morgenstund og se i sig selv ikke blot lige saa mange fordringsløse, flittige Smaahjul i det hjemlige Samfundsmaskineri, men lige saa mange københavnske Seværdigheder med Repræsentationspligter overfor Udlandet i Henseende til Taille, Kryds og Manke, som man ikke kan tage alvorlige nok.
Det har været os magtpaaliggende at overbevise vore Læsere om, at Forfatteren Johannes V. Jensen og Journalisten af samme Navn ikke er samme litterære Person, at den sidste umulig kunde have udtalt sig om den selverhvervende Københavnerindes Privateksistens med den lystne Forborgenhed, hvormed den første i ovenstaaende Linjer har skildret hende, - at „Bræen”s og Himmerlandshistoriernes Forfatter aldrig, selv om han nærede det mest hvidglødende Had til Kvindesagen og dens Førere, kunde være falden paa at tilsøle disses Navne med et Ord saa sjofelt, at han ikke turde sige det paa ærlig dansk, men maatte skjule dets Mening under et videnskabeligt Navn, som kun er tilgængeligt for en snæver Kreds af indviede. Det ved alle vi, som beundrer Forfatteren Johannes V. Jensen og fryder os ved hans aandelige Muskelkraft, at naar han vil et personlig forhadt Individ til Livs, da slaar han til efter alle den litterære Boxerkamps Regler, lige i Synet helst - men altid for aabent Tæppe. Men læs her, hvorledes hans journalistiske Navnefælle optræder overfor de Kvindereformatorer, hvis Kamp han i sin mandfolkelige Selvgodhed savner alle Betingelser for at forstaa:
„Kvindesagens første, let komiske og ubehagelige Stadium, det tribade*) Individs Reformiver, Mandinders Attentat paa en Verden, de dog ikke kan erobre, var her hurtig overvundet.”
Sandelig, en saadan Stimandsfærd overfor en Sag og dens Pionerer kunde Forfatteren af „Bræen” og Himmerlandshistorierne aldrig gjort sig skyldig i. Vi gratulerer ham til, at han kun har Navnet tilfælles med ,,Københavnerinden”s Journalist, „Politiken”s nye Sprechstallmeister.
Gyrithe Lemche.
*) Tribad: Tillægsord af Hovedordet „Tribadi”, der (se Hagerups illustrerede Leksikon) betyder: homoseksuel Tilfredsstillelse af Kønsdriften mellem to Kvinder”.
