« Tilbage til søgeresultaterne
Vort første Mindesmærke for Kvinde-Storværk
Den 2. Maj afsløredes i Ørstedsparken i København den Statue af Natalie Zahle, som Venner af denne Foregangskvinde har arbejdet paa at rejse hende og hendes Livsværk lige siden, hun lukkede sine Øjne d. 11. Aug. 1913.
Borgmester for Københavns Magistrats 1. Afdeling, Dybdal, som er Formand for den Komité, som har arbejdet med Planerne, overgav Statuen til Byen og udtalte bl. a., at Natalie Zahle var en af de fromme, stærke Kvinder, som Landet efter det bitre Nederlag i 64 havde set hen til, og som med sin rige Personlighed og sin Evne til altid at være i Forbindelse med det bedste og de bedste havde skabt en stor Sum af den Kraft, som skulde til, for at hendes Fædreland ikke skulde forbløde.
Borgmester for Københavns 4. Afdeling, Marstrand, modtog Monumentet paa Byens Vegne og lovede at vogte det vel. Han tilføjede, at aldrig nogen Sinde har et Andragende om Lov til at rejse en Statue paa Byens Grund mødt en saa enstemmig Forstaaelse som Andragendet om at rejse Natalie Zahle et Mindesmærke i Ørstedsparken. Hun er den første arbejdende Kvinde i Danmark, som man har rejst en Statue, hendes kendte Træk har nu sin Plads i vor Hovedstads skønneste Park. Byen er stolt over at modtage dette Mindesmærke.
Derefter talte Natalie Zahles trofaste og mangeaarige Hjælper, Henriette Skram. Personlig og smuk var hendes Tale, der blev fremført med beundringsværdig Kraft: Havde Natalie Zahle anet, at et Øjeblik som dette vilde oprinde, da vilde hun først i sin Ydmyghed have bedt om, at dette ikke maatte ske, men „havde Tanken fulgt hende, og havde hun efter sin Sæd og Skik ladet den dvæle i sit Sind, til den havde vokset sig til Modenhed og Klarhed, vilde hun være kommet til at se anderledes herpaa; da vilde det være sket, hvad vi, der stod hende nær, ikke saa sjeldent oplevede at være Vidne til, at hendes Aasyn pludselig havde straalet med en ejendommelig, næsten forklaret Glans, og hun vilde jublende have udbrudt: „Aa, nu forstaar jeg det, det er ikke mig, der hædres, men det er det Kald og den Opgave, jeg har tjent, der nu lyses i Kuld og Køn som jævnbyrdige med Aandens og Handlingens Storværker! Nu ser jeg, at Tiden er inde, da i vort Folk en Fredens Idræt som Lærergerningen betragtes som en stor og hellig Sag. Nu bliver i vort Land den Mand eller Kvinde, som i usvigelig Troskab giver sit Liv og sin Kraft til at føre den unge Slægt „til Kundskabens sundeste Brønde”, de, der vier sig til at opdrage, d. v. s. drage de smaa og de unge opad mod de højeste og skønneste Maal, Mennesker kan sætte sig, agtet værdige til at hædres paa samme Vis som de, der vinder saadanne Sejre i Aandens, i Videnskabens som i Kunstens Riger, at nulevende og endnu ufødte Slægter priser dem som Menneskehedens Velgørere. Det er Sejren, der er vundet, ikke for mig eller for, hvad der synligt lever af min Gerning, men for min Stand, for mit Kald!”
Den stemningsfulde Højtidelighed overværedes af et stort Antal Indbudte, blandt hvilke var Jutta Bojsen-Møller som D. K.s Repræsentant og bærende vort smukke Formandsmærke.
Mellem Talerne sang man en Kantate i 3 Afdelinger, skreven af Gyrithe Lemche. Et Barnekor fra
N. Zahles Skole sang for. Op mod de lysegrønne, halvt udsprungne Træer lød de forjættende Barnerøster, medens Natalie Zahles Blik moderligt og ømt hvilede paa dem:
Her, hvor Stadens gamle Grav
Spejler Voldens Sider,
Og langs Blomsterbredden lav
Svanen lydløst glider,
Her, mens Vaar og Vinter gaa,
Skal i Malm Dit Minde staa
Synligt gennem Tider.
Trippende ad Gangens Grus
Rappe Fødder iler,
Haster mod Dit Skolehus,
Standser lidt og hviler;
Barnerøster, en for en,
Staver Navnet paa Din Sten,
Mens Du mod dem smiler.
Staa da her, hvor Tidens Strøm
Skaaned Vold og Grave,
Som en Folkemoder øm
Værnende Din Gave.
Se den rinde for din Fod,
Danmarks gyldne Ungdomsflod,
Mod de dybe Have.
Statuen er udført i Bronce af Billedhugger Brændstrup, der navnlig hvad Portrætligheden angaar har skilt sig overordentlig heldig fra sit Værk. Hovedstaden er et smukt Mindesmærke rigere.
Efter Afsløringshøjtideligheden var en snævrere Kreds af den store Forsamling indbudt af Styrelsen for N. Zahles Skole til en Sammenkomst i Skolens Festsal. Forstanderinden, Martha Steinthal, mindedes her i smukke Ord Natalie Zahles Virksomhed indenfor Skolens Mure og bragte en hjertelig Tak fra Skolens Ledere til de Mænd og Kvinder, som havde bidraget til at virkeliggøre Ønsket om at faa rejst et synligt Mindesmærke for Skolens Stifter. Hendes Tak gjaldt især Kunstneren, som med saa lykkelig en Haand havde løst sin Opgave og vundet sig en Plads i de Hjerter, som staar Vagt om Natalie Zahles Minde.
Derefter blev en Sang, skreven af Bertha Hahn, Natalie Zahles mangeaarige, trofaste Medarbejder, sunget. Vi af trykker det sidste Vers:
„Ja, medens Stenen staar, hvor Løvet vifter,
malmsmykket stærk, her i Dit Hjem, hvor Slægt med Slægter skifter,
blomstre Dit Værk. Lev i Din Skole, lev i Hjærters Gløden,
dæmpet og dybt med Kræfter af Guds Aand.
Stærkt er som Døden,
Kærligheds Baand.
