« Tilbage til søgeresultaterne
Haster det?
Naar Frøken Daugaard opkaster dette Spørgsmaal og derved tilkendegiver sin egen Stilling dertil, saa kan man sige sig selv, at dette er et Spørgsmaal, der neppe kan besvares, men kun kan belyses. Og dog er Spørgsmaalet aktuelt, nærmest mellem Kvinder - og Mænd - af det oprindelige, grundtvigske, kristeligpolitiske Parti, det forhenværende moderate Parti, hvis Førere har ra-dikaliseret Partiet. Det er disse, som føler sig brøstholdne og politisk hjemløse. Og da netop disse Kvinder er stærkt interesserede Mennesker, der har været f ørende i Arbejdet for Kvindernes Frigørelse, saa staar de saa underlig tomhændede nu, da det politiske Arbejde skal begyndes. Og saa - bliver disse gode Kræfter udenfor Arbejdet.
Der er andre Kvinder, hvis Fremtidssyn er: Ophævelse af Parti-Politik og Indførelse af en Politik, der kun tager Sigte paa Sagen, paa den Sag eller de Opgaver, der ejer deres Interesse. Dette er vistnok den egentlige Kvindepolitik, et ideelt, men meget fjernt Fremtidssyn; og disse Kvinder vil foreløbig afgive deres Stemme til det Parti, der tager deres specielle Sag paa Program, - bliver altsaa alligevel Partigængere. Hertil kommer, at den nye Valglov næsten har umuliggjort Sær-Interesser og Løsgængeri i dansk Politik igennem Fastholden af Enkeltmandskredse (udenfor København) og Partidannelser paa mindst 10,000 Medlemmer. Jeg kan derfor ikke rettere, end at vil Kvinden virkelig rydde Vej og Sti i dansk Politik, saa maa de begynde indvendig fra, indenfor Partierne og der gøre sig stærkt gældende. Saalænge vi har det store, stærkt krævende, socialdemokratiske Parti, der sætter Skel, kan der jo ikke opnaas Enighed om Dannelse af et upolitisk Kvindeparti. Et saadant Ideal maa tages i Perspektiv; thi Politik er i en uoverskuelig Fremtid den økonomiske Brydnings-kamp mellem Mændene med den gifte Kvinde ved deres Side. - Der er endnu en Chance for Kvinder udenfor Partierne, at de undertiden ved Valghandlingen kan virke som »Tungen paa Vægtskaalen"; men Tilfældet indtræffer maaske ikke ofte; der kan ikke regnes med denne Indflydelse, og Chancen er, synes mig, ikke helt fair.
Om det haster? Dertil vil jeg svare med Fynboen Rasmus Rasks bekendte Ord, hidtil gældende for Mænd, nu ogsaa for Kvinder: »Sit Fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette!«
Dora Lacoppidan-Koefoed,
Odense.
Medlem af det konservative Folkepartis Vælgerforening.
