« Tilbage til søgeresultaterne
Haandgerning i Landsbyskolen
Naar vi har skrevet her i Bladet, at Oprettelsen af Haandgerningsinspektoratet dannede en smuk Afslutning paa Bestræbelserne her i Landet for at sikre enhver Kvinde i Barndomsalderen en praktisk Undervisning i at omgaas Naal og Traad, har vi naturligvis ikke dermed villet sige, som af Mathilde Eriksen, Aasum Forskole i forrige Nummer af Bladet antaget, at Haandgerningsspørgsmaalet er endelig løst. Hvad vi vilde fremhæve var, at man nu er inde paa den rette Vej til at faa det løst, baade til Lærerindernes og Forældrenes Tilfredshed. Det er jo nemlig ikke Hensigten med Inspektionen, At den kun skal se Lærerinderne paa Fingrene, den skal ogsaa virke som en Støtte og Hjælp for Lærerinderne, og den skal virke for, at Haandgerningsundervisning indføres der, hvor den endnu ikke er indført.
Vi skal være de første til at indrømme, at det er usle Kaar, der i Øjeblikket bydes Lærerinder for deres Undervisning i Haandgerning, men Spørgsmaalet om Fagets Inddragning under den almindelige Undervisningstid vil forhaabentlig snart blive drøftet indenfor den paatænkte Semina-riekommission, og hvis Lærerinderne rundt om i Landet vil se med lidt mere Velvilje og Tillid paa Haandgerningsinspektricen og give hende et Indblik i det mangelfulde ved de bestaaende Forhold, da vil ganske sikkert hendes Indberetninger fra Inspektionsrejserne bidrage til, at der i en nær Fremtid indføres Forbedringer paa den ene eller den anden Maade.
Vi mener os af disse Grunde berettigede til med Glæde at have hilst Oprettelsen af Haandger-ningsinspektoratet.
