« Tilbage til søgeresultaterne
Frankrig efter Krigen
I La Revue hebdamadaire for d. 25.. Marts 1916 har Maurice Donnay, Medlem af det franske Akademi skrevet en Artikel - Aprés - som ved de Tanker om Fremtidens Frankrig, han deri fremsætter, har Interesse langt udover Landets egne Grænser.
Han taler om den Fattigdom og Sparen, der nødvendigvis maa indtræde i alle de Lande, som har oplevet Krigen, og som vil vedvare i mange Aar. Menneskene maa vænne sig til at leve enklere, hvad der absolut ikke er af det onde, da de derved skaanes for mange af de Sorger, Ængstelser og moralske Udskejelser, som Rigdommen altid fører med sig. Og ligesom »Lejlighed skaber Tyve«, kan den ogsaa skabe »nøjsomme, fornuftige Mennesker«. Man kan godt nyde Livet i enkle og skønne Former. At nyde Livet er nemlig ikke at Kaste Penge ud af hundrede Vinduer, at betale tidobbelt Pris af Tingenes Værdi, at være Snob, at følge de skiftende Moder, at more sig ved Gøgl og letfærdige Fornøjelser.
Og saa skilder han, hvorledes Krigen virker som et rensende Fornyelsesbad paa dette sorgløse, letlevende Frankrig, der pludselig besjæles med Helteaanden fra de svundne, store Tider. Ud af den Feberrus, hvori der leves, skimtes allerede Fremtidens ny Frankrig, skønt og betagende, hvor Byerne blomstrer, Landet befolkes, hvor hver Provins igen lever efter sine Skikke; hvor de unge Mænd vil være Atleter, hvor Kunst og Litteratur vil udfolde sig efter store, rene Linier, fremfor alt et Frankrig, arbejdsomt og barmhjertigt som ingen Sinde før. Et Frankrig, som efter at have bekæmpet den videnskabelige Raahed, tager Kampen op mod al Sygdom og Last og Elendighed, mod al Uvidenhed, disse al overdreven Luksus’ sørgelige Følgesvende.
Ti alle forstaar nu, at det er Frankrigs Eksistens, dets Frelse, det gælder. Der er intet mere, som hedder Partier, rig eller fattig; alle forenes i den højeste Kraftanspændelse, Kvinderne kappes paa Hospitaler, i Værksteder, overalt i Iver og Opofrelse. De tænker paa de fattige, de ulykkelige; de udpønser Midler til at finde dem, til at hjælpe dem; de inddeler dem i Klasser, i Grupper. De fyldes af den inderligste Medfølelse overfor Flygtningene fra Belgien og Nordfrankrig; de lever sparsommeligt og tarveligt, baade af Nødvendighed og af moralske Grunde som en Slags Bod og Sonoffer.
Men Krigen vedbliver at rase. Man vænner sig til alt. Nye, gode Vaner opstaar. Som Helhed betragtet har Franskmændene altid været beundringsværdige, de er intelligente, resignerede, taalmodige, forhaabningsfulde. Der har stadig løbet to Strømme i Frankrig; den ene fører Ligegladhed, Havesyge, Fornøjelser med i sit Løb; den larmer og bruser og falder i Øjnene. Den anden er langt dybere, langt større af Udstrækning; men først nu er den kommet frem i det fulde Dagslys, derfor tør Fremtiden imødeses med saa store Forventninger og uden nogen Ængstelse.
Kvinderne vil komme til at spille den største Rolle i det »Fornyelsens Arbejde«, som skal udføres, naar Krigen en Gang er endt. Den enestaaende Fædrelandskærlighed, det Mod og den Udholdenhed, den Energi og Tilpasningsevne, som de har lagt for Dagen, vil gøre dem selvskrevne hertil. De har fuldt ud staaet Maal med Mændene paa alle de Felter, hvor de har maattet erstatte dem. De har vist sig i Besiddelse af store, uanede Egenskaber, og hele deres Synskreds har i disse 20 Maaneder udvidet, forandret sig.
Han fortæller om unge Piger, hvis højeste Ønske det er efter Krigen at leve paa Landet og blive gift med en Landmand, hvem de kan føde mange Børn, og hvis Medhjælper de kan være i et og alt. De har forstaaet, at et sundt og uafhængigt Liv paa Landet skaber større Lykkevilkaar end et Liv i Byerne under indskrænkede og fattige Forhold.
Og han siger, ligesom Henri Bergsom har sagt, at d. XIX. Aarhundrede har været Videnskabens, Analysens Aarhundrede, men ikke den højeste Oplysnings, dertil kræves højere Idealer. Videnskaben har i det forløbne Aarhundrede og i Begyndelsen af dette forøget vort Velvære paa mangfoldige Omraader; den har udvidet vort Syn og vor Lydhørhed; den har mangedoblet vor Kunnen; men vor Aand er ikke vokset, ikke blevet bedre i samme Forhold. Det vil blive det ny Frankrigs Opgave at faa Aanden til at vokse i samme Forhold. Og ser man hen til den enestaaende Offervilje, det ubøjelige Mod, det sikre Haab om en endelig Sejr, som midt i Trængslerne og Ulykkerne findes hos alle i Frankrig, saa kan man heller ikke tro andet, and at det vil lykkes. Frankrig har alle Dage været Frihedens og Skønhedens Land. Dets klare, uafhængige Aand vil til evige Tider lyse over Verden.
