« Tilbage til søgeresultaterne
„Blide Kvinder"!
”Blide Kvinder”! Jeg maa tilstaa at jeg sværmer ikke før den Kategori. Jeg er nemlig overbevist om, at der altid er en „aber dabei". Allerede som Barn var jeg meget mistænksom overfor Legekammerater, som fremviste en, som jeg syntes, altfor stor englelig Taalmodighed og Blidhed. Desuden havde jeg allerede den Gang, gjort den Erfaring, at de blide Hustruer og Mødre næsten altid fik deres Villie sat igennem. Og saa underligt, det maaske end kan lyde, saa fandt jeg deres Blidhed derved forvandlet fra en rosværdig Egenskab, til noget for mig højst usympatetisk. Jeg maa tilstaa, at jeg for det meste anser deres Blidhed for en, og det maa jeg indrømme ofte højst nødvendig Rustning, Kvinderne maa iføre sig, imod Mandens, den stærkeres, Brutalitet. Derved gaar en Del af dens Glories Glans af den, men Nød, siger man jo, bryder alle Love. Denne Slags Blidhed er et Kulturprodukt. Jeg er overbevist om, at der i Urbefolkningen, mellem Mand og Kvinde, aldeles ikke fandtes den Slags Følelser.
Jeg tænker mig, at naar den Gang en Mand og Kvinde tilfældigvis kom til at jage samme Dyr, at Manden da knurrende og advarende kastede sig over det, og med den stærkeres Ret gjorde sig til Gode.
Kvinden maatte holde sig tilbage, skønt det maaske netop var hendes Sten, der fældede Dyret.
Hun maatte staa og se til, rystende af Raseri og Skræk. Hun viste sine pragtfulde Tænder i et bredt, ondt Grin, en hæs forbitret Knurren trængte op fra hendes Strube. Alt dette forhøjede kun Mandens vilde Glæde ved at flaa i det varme Kød.
Saa blev han omsider mæt, han strakte sig og brummede fornøjet veltilfreds. Snart faldt han i en tryg, tung Søvn, beruset af varmt Blod.
Men Kvinden har ventet. -
Nu er Øjeblikket hendes. - Hun sniger sig hen og graadig sluger hun Resterne. Det er kun lidt for et vildt Menneskes tomme Mave. Hun slikker Blodpølen op, og skæver ondt til ham, som højlydt snorker. Han irriterer hende! Han gør hende rasende! Der ulmer i hendes uudviklede Sjæl en Følelse af Uretfærdighed. Hævnen vaagner!
Og med et lavt Frydeskrig kaster hun sig over ham. Hendes stærke Tænder trænger til flere Sener at flænge, og de lukker sig i et fast hurtigt Bid om hans Strube. Hun slipper ikke, hun fyldes af henrykt Raseri. Hun er den stærkeste.
Saadan tænker jeg mig Urfolkene.
Men Tiden flyver, som Vinden der suser om den altid sig drejende Klode. Menneskene vokser i Visdom og Naade.
Religionerne blomstrer frem, og Kulturen mejer med sin Le de onde Urinstinkter, hvor de dukker op.
I Middelalderen vilde vist de fleste Kvinder gyse ved Tanken om Urkvindens frydefulde Hævnbid.
Men Giftblandersker var ikke sjældne i de Tider.
Nu til Dags er det paa en hel anden Maade, Kvinden ruster sig mod Mandens Overherredømme. Religionen eller Moralen har lært hende, at Giftblanderi er en forfærdelig Forbrydelse. Jeg er bange for, at den ikke helt har lært hende, at det er lige saa hæsligt at lyve for ham, at bedrage ham, at gaa ham under Øjnene.
Der lyves under Blidheds Maske uendeligt meget i Verden af Kvinder.
Nu maa Kvinderne ikke tro, at jeg dadler dem alene derfor. Nej, jeg vil netop have en stor Del af Ansvaret lagt over paa de Skuldre, som har Skylden. Nemlig paa de kære Mænd. Man siger nok, at Jeppe drikker o. s. v.
Havde Urtidsmanden ikke med den stærkeres Ret tilranet sig hele Dyret, saa var hans Strube ikke bleven bidt over. Ja, dette er naturligvis en Paastand. Men jeg synes, at Sandsynligheden taler derfor.
Manden har altid været den, der viste Vejen, og Kvinden har trolig fulgt ham, som hun kunde. Manden har egenmægtig paataget sig at opdrage Kvinden.
Er Resultatet blevet daarligt, maa vel han tage det meste af Skylden.
Er det ikke retfærdigt?
Nu synes jeg Øjeblikket til den store Emancipation maatte være inde; nu vi har faaet politisk Frihed og Borgerret. Nu alle ydre Forhold er gunstige, og vi kan begynde at betragte os selv, som næsten voksne og selvstændige Væsener. Nu er Øjeblikket til at ruste os, ikke med falsk Blidhed og tilsyneladende Underkastelse, men med vor Ret til at være og med vor kvindelige Værdighed. Nu skal vi selv, sammen med det tunge Ansvar, tage vor egen Opdragelse i egne Hænder.
Der raabes i Øst og Vest paa Kvinderne: „Meld jer ind i Partierne."
Jeg vil ikke høre efter de Røster, men kun efter den ene fornødne, der siger: „Opdrag Dig selv i den fuldkomne Sandhed og Ærlighed, saa først vil din Stemme faa Betydning."
