« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og Retsreformen
Nedenstaaende Andragende indsendte D. K.s Fællesstyrelse den 10. Juni 1916.
Til Justisministeren!
„Dansk Kvindesamfund" tillader sig herved ærbødigst at henlede den højtærede Ministers Opmærksomhed paa, at der i den vedtagne Lov om Rettens Pleje, hvor Talen er om Betingelserne for at blive beskikket til Embeder og Hverv, paa flere Steder er brugt Udtryk, som vil kunne vække berettiget Tvivl om, hvorvidt Adgang til disse i Fremtiden ogsaa vil staa Kvinder aaben. Vi henviser i saa Henseende særlig til følgende Paragrafer:
§§ 42-44 om at Betingelserne for fast eller midlertidig at beklæde Dommerembeder ved Landets samtlige Retter,
§ 52 om Betingelserne for at beklæde Stillingerne som Justitssekretærer og Fuldmægtige ved Højesteret, Landsretterne, Sø- og Handelsretten i København og Københavns Byret, samt By- og Brevskriveren ved sidstnævnte Ret,
§ 55 for at kunne være Retsvidne,
§ 104 for at beskikkes til offentlige Anklagere,
§ 109 for at beskikkes til Politimester,
§ 269 for af Justitsministeriet at kunne beskikkes til Medlem af en Forligskommission,
§ 270 for at kunne møde til Mægling ved Retterne eller Forligskommissionerne udenfor København og Frederiksberg med Fuldmagt fra en af de indstævnte Parter i Tilfælde af denne Parts lovlige Forfald.
§ 480 om Betingelserne for at kunne være Vidner og Vurderingsmænd ved en Eksekutionsforretning.
§ 787 om Betingelserne for at paatage sig Selvskyldnerkaution for en Sigtet under en Straffesag.
Naar vi ikke har foretaget denne Henvendelse allerede under Forslagets Behandling paa Rigsdagen, er det fordi vi har ment, at en Indvending som denne er af væsentlig formel Natur og derfor ikke burde fremføres under en Forhandling, som fornemmelig drejede sig om Retsplejeforslagets principielle Side og mindre om dets formelle. Denne Opfattelse, som vi føler os berettigede til af de forskellige politiske Partiers offentlig udtalte Indrømmelse af Kravet om Kvinders retslige Ligestilling med Mænd, lader os ogsaa antage, at de Udtryk, vi ovenfor har henvist til, ikke skyldes den bevidste Hensigt at ville udelukke Kvinder fra Dommerens, Retsvidnets, Anklagerens og andre juridiske Hverv, men alene bør opfattes som Gentagelser af en i tidligere Lovgivning anvendt Sprogbrug, som er bleven staaende uforandret overalt, hvor der ikke er Tale om Indførelsen af et nyt Hverv (f. Eks. Nævninger) eller om Hverv, som Kvinder allerede har Adgang til (f. Eks, Sagførere), eller hvor den kvindelige Medvirken ikke kan undværes (Syn og Skøn).
Da „Dansk Kvindesamfund" imidlertid er af den Overbevisning, at Udtryk som de i de ovennævnte Paragrafer anvendte: f. Eks. uberygtede, vederhæftige Mænd, vil kunne fortolkes saaledes, at Kvinder udelukkes, og at en fuldt kvalificeret Kvinde, som i Fremtiden maatte ønske at beklæde et saadant Embede eller Hverv, paa Grund af sit Køn vil kunne blive hindret i at søge det, tillader vi os ærbødigst at ansøge om, at Ordet „Mand" de paagældende Steder vil blive ombyttet med et Ord, som ogsaa indbefatter Kvinder, eller at Loven maa blive ledsaget af en Tilkendegivelse af,
at Ordet Mand skal opfattes i Betydningen Menneske, saaledes at det ikke udelukker Ansættelsen ogsaa af en Kvinde.
