English
« Tilbage til søgeresultaterne

Haster det?

Af: Gyrithe Lemche, Hedvig Reinhard, Th Daugaard, Dora Lacoppidan-Koefoed, Maren Marcussen

« Se emneord

En Berigtigelse

Det er kedeligt at blive misforstaaet; endnu værre at faa sine Ord og Meninger forvanskede. Jeg ved ikke, hvilken af Delene, her foreligger; men ifølge Referat i Kv. og S. Nr. 12, har Dr. Reinhardt ved Aarhusmødet ud­talt følgende!: „Ja, det er endog gaaet saa vidt, at en Indsender (Undertegnede) i

Kv. og S. mener det ikke fair at blive udenfor Partierne."

Jeg skrev i Slutningen af mit Ind­læg i Bladets Nr. 10: „Der er endnu en Chance for Kvinder udenfor Par­tierne, at de undertiden ved Valghandlinger kan virke som „Tungen paa Vægtskaalen"; men Tilfældet ind­træffer maaske ikke ofte; der kan ik­ke regnes med denne Indflydelse, og Chancen er, synes mig, ikke helt fair".  Enhver vil kunne se forskellen paa Dr. Reinhardt Citat og min Mening. Og Dr. R. kalder selv senere disse uafhængige for uberegnelige Vælgere. Iøvrigt fremgaar det, mener jeg, ty­deligt af mit Indlæg, at jeg har al mu­lig god Respekt og Sympati for disse uafhængige paa Grund af deres Idea­litet; kun vilde jeg gerne anspore dem til at føre deres politiske Idealer ud i politisk Virksomhed. Men Idealer­ne hemmeligholdes, og Vejen udenom Partierne ligeledes, - kan kun anty­des, siger Dr. R.

Jeg ved ikke, om Dr. R. har Udsigt til at kunne afgive sin politiske Stem­me paa en eventuel Liste D, saaledes som hun har besluttet. Vi her i det øvrige ganske Land har ikke Listevalg til Rigsdagen, desværre - jo, jeg skal være blandt de ivrigste til at ville omforme Valgloven i den Retning; det vilde være et stort plus for Kvinderne. Men vi maa nu tage Valgloven som den er, og Grundloven ogsaa og Mæn­dene og deres Politik med; vi kan ikke bortvifte disse Faktorer, og, mens Græsset gror, dør Horsemo’er. -

- Og saa vilde jeg gærne spørge Hovedstyrelsen om, hvad der i den ved Fællesmødet af Hovedstyrelsen foreslaaede og af Deltagarne vedtagne Resolution angaaende Kvinderne og Partierne menes med „upartisk" poli­tisk Oplysning? Og hvor den erholdes?

Det er jo os, Kredsenes Styrelses­medlemmer, der nu ere forpligtede, til at føre denne Resolution, et af Fæl­lesmødets vigtigste Resultater, ud i Praksis. Upartisk politisk Oplysning er ikke enslydende med Samfundslæ­re; thi Resolutionen nævner straks selv dette sidste i en anden Forbindel­se. Politikere har svaret mig, at Be­grebet eksisterer ikke, idet der ikke kan gives Oplysning om en Politik, for hvilken der ikke haves Erfaring. (Mænd er saa rent ud væmmelig lo­giske, ikke sandt?) I hvert Fald er Re­solutionen derved bleven uklar, hvil­ket er beklageligt for os, der ikke var til Stede i Aarhus. Mon det dog ikke skulde være heldigere, og mere oplysende at læse alle Partiers Blade for Sammenlignings Skyld; ikke partifar­vede Blade er ikke politiske og afgaar, hvis de ere Dagblade, i Reglen hurtigt ved Døden. Et upartisk Blad, som f. Eks. Kv. og S., er jo ganske upolitisk. Og Rigsdagstidende er, skønt upartisk, dog et tro Spejlbillede af netop de stærke, politiske Partifarver. Der er derfor sikkert mange, der ønsker at vide, hvad Dansk Kvindesamfund me­ner med: Upartisk politisk Oplysning?  Og hvor den erholdes?

Dora Lacoppidan-Koefoed, Odense.

 

Svar til Dora Lacoppidan-Koefoed.

Jeg er ganske enig med Dora Lacop­pidan-Koefoed i, at det er kedeligt, at blive misforstaaet, men vil gerne til­føje, at jeg ikke derfor synes, det er værdt straks at insinuere, at ens Ord og Meninger er blevet forvanskede. - Det forekommer mig nu ikke saa helt let for enhver at se, hvor Misforstaaelsen egentlig ligger. Min Omtale af Frk. L.-K.s Bemærkning i Nr. 10 af Kv. og S. var ganske vist noget flygtig - ved en saadan Lejlighed kan man jo ikke brede sig ubegrænset - men min Op­fattelse synes mig dog tydelig udtrykt,  nemlig, at det var blevet kaldt „ikke helt fair" at bruge sin Valgret til at gribe aktivt ind i Politikken, naar man samtidig holdt sig udenfor Partierne. Selvfølgelig bliver denne Mening kun tydelig, naar man sammenholder den af D. L.-K. citerede Sætning med det følgende Stykke, og jeg synes derfor ikke, D. L.-K, som selv nødig vil misforstaas, skulde have undladt dette. Forstaar man imidlertid min Udtalelse saaledes, ser jeg ikke rettere, end at den falder sammen med, hvad D. L.-K. skrev. For ganske vist gjaldt hendes Bemærkning det bestemte Tilfælde, at Kvinderne kunde „virke som Tungen paa Vægtskaalen"; men for det første kan det, netop med uafhængige Vælgere, næppe forud afgøres, hvem der vil blive Tungen paa Vægtskaalen, og for det andet var dette jo i Virkelig­heden det eneste Tilfælde, hvor der efter D. L.-K.s Mening var Tale om at faa Indflydelse uden samtidig at opgive Stillingen indenfor Partierne. Naar jeg overhovedet kom til at nævne denne Udtalelse, saa var det, fordi jeg ærlig talt ikke kunde tænke mig den Paastand fremsat ud fra no­gen umiddelbar, naturlig Tankegang, men kun som en Reflex fra den Partipolitikkens Forestillingskreds, hvor man til Stadighed er stærkt optaget af at hypnotisere baade sig selv og andre til at tro, at ethvert almindeligt Moralbud bliver magtesløst overfor Partidisciplinens Bud om ubetinget Troskab og Lydighed mod Partiet. Derfor min Udtalelse om, at intet er mere frygtet, man kan ogsaa sige for­hadt, i Partipolitikken, end uafhængi­ge Vælgere, hvis Stemmegivning er uberegnelig, det vil sige, for hvilken Partiledernes Parole ikke er nogen Lov. Men det falder af sig selv, at disse „uberegnelige" Vælgere har min ubetingede Agtelse.

Meget besynderlig er Dora L.-K.s Be­mærkning om, at baade Idealerne og Vejen udenom Partierne „hemmelig­holdes"; de „kan kun antydes", har jeg sagt. Ja, jeg véd ikke, om D. L.-K. vilde have faaet Tid til mere end det­te i et indledende Foredrag som mit. Men alligevel mener jeg dog at have faaet sagt saa meget derom, at dette med Hemmeligholdelse lyder lidt ko­misk. Og fik jeg forøvrigt min Tid og mine Kræfter en Smule mindre op­tagne, skulde det saa vist ikke mangle paa Lyst til og Interesse for at dis­kutere netop Vejene udenom, f. Eks. her i Kv. og Sf.  

Hvad endelig den Ting angaar, om man kan tjene sit Fædreland bedst udenfor eller indenfor Partierne - se Dora L.-K.s første Indlæg - saa maa vist hver enkelt have Lov at dømme herom for sit eget Vedkommende. Jeg for min Part er ialtfald ganske over­bevist om, at jeg gavner mit Fædre­land mest ved af al Magt at bekæm­pe den Politik, som jeg i den nuvæ­rende Form betragter som en ganske uværdig Farce, i Stedet for selv at væ­re med i den. Det er jo overhovedet en mærkelig kortsynet Betragtning, at Kampen for noget i og for sig negativt ikke kan have den allerstørste po­sitive Betydning; som om det ikke meget ofte kan være ganske nødven­digt først at rydde Grunden, før man begynder at bygge noget op. En Hus­moder, som har faaet Rottegift blandet i Maden, gør dog vist ubetinget mest positiv Nytte ved at smide hele Gryden i Vasken, i Stedet for at forsøge „in­defra" at forbedre dens forgiftede Ind­hold. Og maaske tør jeg endnu som Eksempel - uden at mistænkes for mere end en rent principiel Sammen­stilling - pege paa, at hvis Luther var vedblevet som katolsk Munk kun at ville reformere Kirken „indenfra", i Stedet for at bryde ud, saa var Re­formationen, for den Gang i hvert Fald, død i Fødslen.

Hedvig Reinhardt.

 

Upartisk, politisk Oplysning.

Hvis Indsenderen af ovenstaaende Artikel vil læse D. K.s Resolution med Hensyn til Kvinderne og Partierne op­mærksomt igennem, vil hun finde, at Ordet Samfundslære i Slutning af Re­solutionen udtrykkelig nævnes i For­bindelse med upartisk politisk Oplys­ning, idet der staar, at D. K. „betrag- ter det i Øjeblikket som en af sine Hovedopgaver ved Kursus i Sam­fundslære at støtte Kvinders Bestræ­belser i denne Retning" (nemlig i Ret­ning af at skaffe sig en upartisk, poli­tisk Oplysning).

Den politiske Oplysning, D. K. øn­sker at give Kvinderne, er den, som findes angivet paa vort udsendte Ske­ma for vore Kursus i Samfundslære: Kursus i Grundlovens og Valglovens Paragraffer, Kursus i borgerlig person­lig Ret. Kursus i Kommunalvæsen og i Statsøkonomi m. m.

At Politikere har erklæret, at upar­tisk politisk Oplysning ikke eksisterer imponerer ikke os, saaledes som det synes at have imponeret Indsenderen; vi er ingenlunde uvidende om, at Or­det Politik i den  sidste Menneskealder er blevet forvansket i den offent­lige Bevidsthed som ensbetydende med Partipolitik, men D. K. som ikke har nogensomhelst  Forpligtelse  overfor Partierne, ønsker netop at fastslaa Or­det i dets virkelige Betydning af Viden om alt, hvad der vedrører Statsforfat­ning og Statsforvaltning, og har med ønskelig Klarhed gjort det i sin Re­solution  paa  Fællesmødet  1916. „Kv. og  Sf." er ikke et  upolitisk  Blad, som af Indsenderen hævdet, det  er  overvejende et politisk Blad,  idet det  stadig beskæftiger sig med Forhold,  som angaar Regering og Rigsdag, men det er et upartipolitisk Blad. D. K. er ogsaa en politisk Forening, idet dets Formaal hovedsagelig gaar ud paa at reformere vor Lovgivning til Kvindernes Bedste, men det er en upartipolitisk Forening, thi det tæller Medlemmer af alle Partier.

Altsaa en upartisk politisk Oplys­ning erholdes paa D. K.s Kursus i Samfundslære, som med saa meget Held er iværksat i flere af vore Kred­se, og som vi stræber at faa oprettet overalt, hvor D. K. har Kredse. At Kredsene ved Siden af giver deres Medlemmer Lejlighed til at lære de forskellige Partiers Politik at kende, overflødiggør ikke en virkelig politisk Oplysning, uden hvilken Kvinder ikke vil være i Stand til at træffe et modent og selvstændigt Valg imellem de bestaaende Partier, uden hvilken de hel­ler ikke vil være i Stand til at finde frem ad andre Veje, dersom intet af de bestaaende Partier tilfredsstiller dem.

Gyrithe Lemche.

Resolutionens Forslagsstiller.

 

Naar jeg paa Aarhusmødet udtalte min fulde Tilslutning til Fru Jensen Storch, var det ikke af Lyst til at deltage i Diskussionen, tvertimod, hel­ler ikke havde jeg forud talt med Fru Jensen Storch, men jeg fandt det urig­tigt at tie, naar jeg finder hendes Kri­tik fuldt berettiget. For mig er Or­det „Pine" dog ikke helt rammende, jeg vil hellere sætte Indignation eller Ligegyldighed som Udtryk for mine Følelser over for meget af, hvad der kommer frem i „Kvinden og Samfundet". Der blev paa Mødet hentydet til den Skade, det har gjort Forsvarssagen, at den blev gjort til en Parti­sag, idet et enkelt Parti mente at ha­ve den ene rette Forstaaelse af den­ne Sag.

Lad os ikke nu gøre det samme med Kvindesagen, men lad de forskel­lige Opfattelser komme frem selv om det ikke saa lige er den samme, der haves indenfor Redaktionen. - For mig - og jeg tror for mange - staar Tanken om et Kvindeparti som det umuligste af alt. Jeg forstaar ikke, nogen i fuld Alvor kan tro det mu­ligt. Aldeles uforstaaende staar jeg overfor dem, der ikke vil have med Politik at gøre. - Hvad skal vi saa med Stemmeretten? Tror nogen vir­kelig, vi kan komme uden om Par­tierne?                            

Jeg synes ikke, Dansk Kvindesam­fund kan være bekendt, eller være tjent med, at dets Medlemmer ikke er saa vidt med, at de ved, hvor de gaar hen den Dag, da de skal stemme. Vi er da sikkert ogsaa mange, som ikke staar tvivlende, vi har jo haft Lov at følge med i Politik, selv om vi ingen Stemmeret har haft, og jeg mener, at de, der ikke har fulgt med, har forsømt deres Pligt.

Det haster i høj Grad.

At et enkelt Parti i sig skulde for­ene alt det gode, kan ingen vel tro, men enhver maa kunne finde det, der tilfredsstiller hende mest. At der ikke mere er Plads for Idealisme in­denfor Partierne, er en Paastand, der ikke kan forsvares, tvertimod, vi har Mænd i det politiske Arbejde, der har bevaret deres Ungdomsidealer gennem et langt Liv, helt til den sene Alder­dom.

Til Udtalelserne om, at Mændene indenfor Partierne bruger Intriger el­ler Rænker for at faa, eller for at be­holde Magten, vil jeg tillade mig at minde om det gamle Ord: „Hvo, som bor i et Glashus, han vogte sig for at kaste med Sten." - Den opmærk­somme Deltager i vore Fællesmøder vil give mig Ret.

Til Slutning vil jeg sige: Den Selv­følgelighed, at Kvinde og Mand faar lige Ret, har jeg ikke lært af Dansk Kvindesamfund, det har jeg hørt i min Barndom og Ungdom af min Mor. Hun har ogsaa lært mig, at det er Pligt at følge med i Mændenes For­handlinger, saa man kan danne sig en Mening derom, ligesom hun har holdt mig til, naar hun syntes mit dag­lige Arbejde hindrede mig i at følge tilstrækkeligt med. Hun vil som jeg sige: Vi arbejder sammen med Mæn­dene i vore Hjem, vi vil ogsaa arbej­de sammen i det store Samfund, hvor­af Kvinderne dog kun er den ene Del. - Ikke et Øjeblik er jeg i Tvivl om, hvad jeg vælger, mit Parti eller Dansk Kvindesamfund. Partiet om­fatter det Hele, ikke en enkelt Del.  Jeg vælger absolut det Hele, og jeg tror, mange gør som jeg.

Interesserede Kvinder kan undvære Dansk Kvindesamfund, det omvendte vil næppe være saa heldigt.

Kolding Højskolehjem, 31.- 6. - 16.

Maren Markussen.

 

Uden iøvrigt at komme ind paa Ma­ren Markussens Redegørelse for hen­des Følelser overfor „Kvinden og Samfundet" skal vi dog oplyse om; at de „forskellige Opfattelser", som hun synes at nære Frygt for vilkaarligt Skal blive holdt nede af Redak­tionen, allerede i Marts Maaned blev indbudt til at udtale sig til „Haster det?", og de, der har meldt sig, har fundet Optagelse.

Vi skønner ikke hvilken Tankefor­bindelse der har faaet M. M. til at springe fra sin Kritik af Bladet lige i Armene paa Spøgelset: „Et Kvinde­parti". For Tydeligheds Skyld skal vi dog atter fremhæve, at Redaktionen - som Redaktion - aldrig har ud­talt sig for Dannelsen af et Kvinde­parti og at dens enkelte Medlemmer gentagne Gange har fralagt sig at være Tilhængere af et saadant. –

Redaktionen.

 

Svar til Maren Marcussen.

I den Artikel af Maren Markussen, som findes andet Steds i Bladet, frem­kommer en Del Misforstaaelser, som det synes svært at faa klarede.

Jeg har jævnlig mødt dem og vil­de have forsøgt at komme dem til Livs i Aarhus, men Tiden tillod det ikke. - Maa jeg da forsøge her.

Det vilde maaske være rigtigst aller­først at prøve paa at lave en Ter­minologi - Benævnelseslære - om de Mennesker og Begreber, som vi har med at gøre i en Diskussion som den­ne; Misforstaaelser opstaar jo ofte derved, at man lægger en højst for­skellig Betydning i de samme Ord.

M. M. hører jo til, hvad jeg vil kalde de „Autoritetstro", dem, der altsaa sværger til et af de bestaaende politiske Partier, og hvis Modsætninger, til hvilke undertegnede hører, man kunde døbe „Rebellerne" (for at hente en Betegnelse fra Historien om et af de fire bestaaende Partiers Dannelse), det vil her sige: dem der ikke føler sig tilfredsstillende repræsente­rede ved noget enkelt af de i Øjeblik­ket eksisterende Partier.

Naar jeg saa bemærker at jeg:

1.   ved Politik  forstaar:   „Læren  om Staten", Kundskab om og Arbejde for Samfundsopgaver og praktiske Stats og Regeringsforhold,

2.   ved Partipolitik: det Arbejde, der forsøges udført, eller udføres, af hvert enkelt af de bestaaende po­litiske Partier med hvert sit Pro­gram (i Øjeblikket her i Landet 4),

3.   ved Partierne: de bestaaende politi­ske Partier {i Øjeblikket 4),

4.   ved Partisystemet:   En Form gen­nem hvilken man kan give sin po­litiske Anskuelse et    organiseret Udtryk og arbejde for at omsætte den i Handling,

5.   ved Kvindeparti: Et af Kvinder bestaaende hovedsagelig om Kvinders Sag dannet Parti, og

6.   ved „et femte Parti": et nyt Parti bestaaende af Mænd og Kvinder med et fra de fire bestaaende Par­tier forskelligt Program,

saa har jeg i hvert Fald gjort, hvad jeg kunde for at blive forstaaet i sproglig Henseende.

-  -  -

Hvor er det muligt, at nogen, der har fulgt Diskussionen „Haster det?" der siden Marts Maaned har været ført her i Bladet - at nogen der har overværet Diskussionen „Kvinderne og Partierne" i Aarhus kan faa det ud heraf, at de, der ikke kan melde sig ind i "et af de bestaaende 4 Partier, dermed skulde have sagt, at de intet vil „have med Politik at gøre"!

Er dette ikke M. M.s Opfattelse, da er hendes Udtalelse meningsløst an­vendt i denne Forbindelse.

Mon der virkelig skulde være man­ge, foruden M. M., der har faaet det Indtryk, at det er paa Grund af mang­lende politisk Interesse, at hele dette Spørgsmaal er rejst! Lad os dog være enige om, at selv den mest „autoritetstro" ikke kan bryste sig af større politisk Interesse og Virketrang end den, der staar - ønsker at staa - udenfor Partierne, men ærligt sø­ger at klare sig sin Stilling til de for­skellige politiske Spørgsmaal og hand­le derefter. -

Det er underligt saa svært det kan være at faa taget Livet af en saa uhyr­lig Ukorrekthed som den, at man ik­ke skulde kunne stemme uden at være Medlem af et politisk Parti! M. M. har jo dog „fulgt med" og ved sikkert, at der er - og alle Dage har været - Masser af Vælgere, der „ved hvor de gaar hen den Dag, de skal stemme", uden at staa i et politisk Parti. M. M. er dog vist klar over, at der er For­skel paa at stemme og paa af være bunden til at stemme paa et bestemt Parti gennem sin Indmeldelse i dettes Partiforening. Men er M. M. klar over dette, hvorledes da forstaa hendes Bemærkninger sidst i 2. og først i 3. Stk.?

M. M. hører altsaa til dem, „som ikke staar tvivlende". - Held til! Held til alle de Kvinder, der har fun­det deres Plads. Der er jo iblandt dem Mennesker, som enhver Kvinde vil være glad ved at se i et politisk Arbejde i det af Partierne, der nu re­præsenterer hendes Overbevisning. In­gen „Rebel" vil sikkert paatrænge sig dem og Søge at faa dem ud af Parti­erne. Vi forsøger jo aldeles ikke no­get saadant. Vi anerkender og respekterer deres Overbevisning - selv­følgelig; men vi sætter os til Modvær­ge, naar de anmassende spiller For­myndere for os og søger at fæste den sorte Kokarde paa os, fordi den Hjærnebeklædning, de befinder sig vel i, ik­ke passer os, og vi forbeholder os ogsaa Ret til at protestere, naar de dri­ver Sjælefangst mellem dem, „der ik­ke har fulgt med" men, - efter M. M. - „har forsømt deres Pligt".

Hvor det er let for den, der i „Barn­dom og Ungdom" har lært af sin Mor, „at det er Pligt at følge med, saa man kan danne sig en Mening" - at ud­slynge en saadan Bebrejdelse. Den er ligesaa uretfærdig som den er Bevis for manglende Forstaaelse af, hvorle­des de store Masser vaagner til poli­tisk Liv.

Det er nu en Gang saaledes, at man først faar Lyst til - eller tvinges til - at svømme, naar man er i Vandet, og M. M. kan være forvisset om, at mange af dem, hun korrexer for manglende Pligtforsømmelse, vil være Frisvømmere, før hun ved et Ord af, hvis de blot kan blive skaanede for anden „Sele" end den deres egen For­stand ved Hjælp af ufarvet politisk Oplysning lægger paa dem. -

M. M. kommer lidt for „hastigt" til sit: „Det haster i høj Grad". For at overbevise herom kræves der mere end en Samling Misforstaaelser og en In­sinuation om, at paa vort Fællesmøde „Intriger eller Rænker for at faa, el­ler for at beholde Magten", skulde komme til Anvendelse! - Jeg vil gærne tillade mig som Tillidsmand for 25 Medlemmer af D. K.s Københavnskreds at protestere mod, at en saadan Udtalelse falder offentlig fra en anden Tillidsmand, uden at der samtidig klart og tydeligt siges til hvad og til hvem, der sigtes. - Den fra vor Par­ti-Politik saa velkendte Trafik: at lade falde forblommede nedsættende Ytrin­ger for at stække Modstanderen, bør lyses eftertrykkelig hjem, naar den skimtes i Nærheden af et Arbejde som det, der samler D. K.s store aarlige Fællesmøde.

 

Svar til Karen Johansen.

Det glæder mig, at Karen Johansen er enig med mig i, at de, „der ude­lukkende søger deres politiske Oplys­ning indenfor et politisk Parti og holder sig borte fra al  anden Paavirkning, vil aldrig naa at blive fuldmyn­dige Borgere."*)

*) Fremhævet af mig.

Naar vi er enige om dette, saa kan vi vist ogsaa blive enige om at kassere de politiske Partier som Skoler, hvor man faar det, nye Vælgere be­høver: „upartisk, alsidig,  saglig Op­lysning om Dagens Politik og objek­tiv, historisk-politisk Viden med Ret og Skel til alle Sider." (Dette var mit Spørgsmaal i Nummeret for 30. Marts).

Det forekommer mig, at man lige saa vel staaende udenfor et Parti, som staaende i et Parti kan foranledige „at den opstillede Kandidat eller Rigs­dagsmand klart maa udtale sin Stil­ling" til det eller det Spørgsmaal (se K. J.s Indlæg). Der er jo noget, der hedder Interpellationer, og disse har ofte større Chance for at opkvikke en Kandidat, naar han maa besvare dem i fuld Offentlighed end paa lukkede Partimøder. Om det er lettere som Medlem af et Parti end som Løsgæn­ger at faa en Rigsdagsmand til at hol­de „sit givne Ord", skal jeg ikke kom­me ind paa. Løber han fra det, saa deler Løsgængeren i hvert Fald ikke Skammen med ham. Det er ikke let at forstaa, hvorfor det „paa Valgdagen" bliver mere „skæbnesvangert" for Kandidaten," fordi hans Parti har af­vist et Krav overfor de i Partiet staaende Kvinder, end naar det har af­vist samme Krav til udenfor Partiet staaende Kvinder, som har interpelleret det. Det ligger dog nær at antage, at de, der ellers - i andre vigtige Spørgsmaal - føler sig i fuld Over­ensstemmelse med Kandidaten og som Medlemmer af hans Parti har bundet sig til hans Program, dog alligevel stemmer paa ham. Det kan han da i hvert Tilfælde til en vis Grad regne med. Anderledes uberegnelig er dog de, der ikke har bundet sig til hans Parti og ikke gjort fælles Sag med ham, men hvis Stemmer han dog gærne vil sikre sig - blandt andet ved at imødekomme deres Krav.

Er det heldigt, at give det Ud­seende af, at Kvinderne endelig maa ind i Partierne for der særlig at dyrke Kvindesagens Interesser? Ingen vil underkende det Arbejde, som Kvinder, der forlængst har taget de­res Standpunkt, i Aaringer har udret­tet for Kvindesagen indenfor deres Parti - ingen vil heller ønske at und­være dem der, men saalænge vi har et Dansk Kvindesamfund, kan man trygt gaa ud fra, at det vil blive dette, der endnu et godt Stykke Tid, fører For­sædet i kvindesaglige Spørgsmaal, og som med sin af alle politiske Anskuel­ser sammensatte Organisation turde være mindst ligesaa vanskelig i offent­lig Fejde at komme udenom, som ”Generalen" i en Fejde indenfor Par­tierne, hvor hun dog altid - uanset sin Hærs Størrelse - kæmper med, i alle andre Retninger Meningsfæller og Partifæller. - Der er flere Tilfælde i D. K.s Historie, hvor - naar det kneb -, Kvinder indenfor Partierne søgte til D. K., og ved dettes Hjælp fik Magthaverne indenfor Partiet til at bøje sig for deres Krav.

Kvindesagen er ikke i Nødstilstand, fordi Kvinderne ikke over Hals og Ho­ved farer ind i et af de bestaaertde po­litiske Partier. - Ogsaa uden Hen­syn til den - netop maaske af Hen­syn til den - kan de rolig tage sig Tid til Overvejelser. -

K. J. plumper altsaa ud i den sam­me Misforstaaelse som Maren Markussen! K. J. skriver: „det falder mig underligt, hvis det virkelig er saadan, at det store Flertal af de Kvinder, som har kæmpet for at faa politisk Borger­ret, ikke har været saa meget med i det politiske Liv og Arbejde, at de ved, hvilket politisk Parti det hører til, naar det gælder Løsningen af disse store Spørgsmaal!.. (Skole, Kirke og sociale Spørgsmaal).."

Det vilde ogsaa falde mig „under­ligt", hvis det var saadan. Men det er det ikke! .

Er det da ganske umuligt at faa de autoritetstro til at se, at mange - flere end man tror - netop fordi de har gjort deres Stilling op til de store po­litiske Spørgsmaal, er bleven hjemlø­se indenfor de 4 bestadende Partier? Kan de autoritetstro ikke begribe det­te, da er det sandelig dem og ikke os, der er „i Vildrede", - dem og ikke os, det skorter paa Opfattelsesevne.

Jeg vil gærne vide, hvad Karen Jo­hansen vil raade den nye Vælger til at gøre, som f. Eks. i Skattepolitik af hele sit Hjærte kun kan følge Socialdemokratiet, - i Kirke- og Skolepolitik: kun det konservative Folkeparti, i Forsvarssagen kun Venstre, i Jordreformspørgsmaalet: kun de Radika­le.- (Dette er Eksempler taget i Flæng og ikke min politiske Troesbekendelse, som jeg hverken føler mig berettiget eller forpligtet til at aflæg­ge).

Vilde K. J. ikke være lidt „underlig" ved at kalde vedkommende et Men­neske uden Mening, og vil hun ikke med lidt god Villie kunne forstaa, at en saadan Vælger ikke kan gaa ind i et af de bestaaende Partier, men ved et muligt Valg maa kaste sin Stemme paa det Parti, som staar vedkommen­de nærmest i det eller de store Spørgsmaal, hvis Løsning, efter alt at døm­me, staar først for Døren? Mange nye Vælgere (og gamle med maaske) vil sikkert ved de førstkommende Valg handle saaledes, se Tiden, med dens Muligheder an. Man behøver ikke at svækkes gennem at vente; naar man blot ikke er uvirksom i Ventetiden.

Det, der i det hele taget generer mig ved de autoritetstro, er, at deres Sigt er altfor kort. De ser kun paa Øjeblikket, tror det gælder om at komme til, med og ind nu. De mere selvtænkende iblandt dem erkender, at de nuværende Partiforhold og den nuværende Partiaaad er alt andet end tilfredsstillende. De siger, at „Partierne er et nødven­digt Onde” (Hulda Petersen), at man maa arbejde for, „at den ene Sag ef­ter den anden kan blive taget ud af Partierne (atter Hulda Petersen), - at de „forstaar, at det ikke er let at gaa ind i Partierne", (Elise Jensen), at de, har selv overvundet sine Betænkeligheder” (Maren Thoftum-Høgsbro) o. s. v. De maa dog kunne se, at hvis man Samvittighedsfuldt sla­vebinder hvert nyt Vælgerkorps til de bestaaende Forhold saa bliver Mulig­heden for et mere tilfredsstillende Re­gimente virkelig ringere og ringere. -

Man maa jo ogsaa tage i Betragt­ning, at det vel aldrig nogensinde i vor Historie har været sværere for et nyt Vælgerkorps end i disse Tider at kla­re sig, hvad de bestaaende Partier er, og tænke sig, hvad de i Fremtiden, ef­ter Krigen, vil blive. - Alt er præget af Verdenskrigen og de politiske Par­tier frem for noget andet. -

Et enkelt af dem har jo end ikke paa sit nye Program turdet beskæfti­ge sig med et saa vigtigt Spørgsmaal som det militære. - Alle staar de i Foranderlighedens Tegn. Og saa skul­de nye uerfarne Vælgere netop nu vælge imellem dem! Netop nu var der Anledning til, om ikke af anden Grund

saa af denne, at advare nye Vælgere mod at tage et fast Stade, før Verden er kommet noget til Ro og Forholdene blevet normale. -

Naar jeg har hævdet, at med Stem­meret følger Stemmepligt, da har jeg selvfølgelig ikke dermed  ment, at man var forpligtet til at stemme paa en af de opstillede Kandidater, selv om man var i Skærende Modsætning til dem alle. Skulde dette være Tilfæl­det, da kan man jo ved en blank Stem­meseddel vise, at man gærne har villet opfylde sin Borgerpligt, men under de ved Stemmeafgivningen herskende Forhold har maattet nøjes med at give kun dette tilkende. Jeg nævner kun denne Form for Deltagelse.

Jeg ved ikke, om Karen Johansen er helt tilfreds med den Sammenligning, hun drager mellem den „femte Bro­der" og dem, der ikke som hun har et Hjemsted for sin politiske Overbe­visning. Jeg finder det uretfærdigt at stemple Mennesker, hvis Overbevis­ning ikke tillader dem at staa i noget

af de bestaaende politiske Partier, el­ler hvis Viden ikke sætter dem i Stand til med Fornuft at vælge mellem Par­tierne, kun som kolde Ræssonører overfor det Arbejde, andre udretter for den Overbevisning, de har. Det er aldrig faldet mig ind at agitere for, at Karen Johansen, Maren Markussen og alle de andre autoritetstro skulde træ­de ud af deres politiske Parti, og over i vor Lejr, og jeg synes ogsaa, at vi paa vor Side indtil videre kan være berettiget til at forlange, at man tror om os, at det er vor Hjærtens Overbevisning, der holder os der, hvor vi er, og ikke blot Lyst til at „pille det gale ud" ved enhver Ting, og som „for­nemme fordømmende Tilskuere" øve en „glimrende Kritik" over andres Ar­bejde.

For Synd er den, at vi vrager - ikke Parti-Systemet - men de fire bestaaende politiske Rammer, som de eneste tænkelige Udtryk for hele den store nye Vælgermasse, der vel engang kommer til at optræde aktivt.

Vor Synd er den, at vi søger at træ­de hindrende i Vejen for den usma­gelige Klapjagt, som Partierne og nog­le af deres enkelte Medlemmer driver paa nye Vælgere, som ikke er - i den sunde Fornufts Navn ikke kan være - udrustede nok til at binde sig til en bestemt politisk Anskuelse.

Vor Synd er den, at vi tror, det nye Vælgerfolk, om det blev fri for anden Paavirkning end den objektive Frem­læggelse af Historie og Forhold, som bl. a. finder Sted paa D. K. s Samfundskursus, da kunde skaffe os af med noget af den Klassepolitik, som skæmmer og hæmmer vort offentlige Liv.

K. J. maner til, at man særlig læg­ger Vægten paa Ordet „Arbejde". - Hvem tror K. J., der har størst ”Ar­bejde", - den der slider i det for at finde, - længes efter at finde - et ærligt Leje for sin politiske Overbevis­ning eller den, der sorgløst traver ind i de en Gang optømrede Baase, over hvilke hvert Parti har anbragt som en fed Pegefinger: Lige Ret for Mand og Kvinde. -

(Der er mange Kvinder, som ved af større Livsspørgsmaal end dette og som aldeles ikke falder i Rørelse, fordi Partierne brøler dette Slagord i Tide og Utide - og senere præsen­tere Virkeliggørelsen i Eksempler som Retsreformen!)

„Et planlagt bevidst Arbejde" uden­for Partierne vil f. Eks. være dette, at man søger ved privat Initiativ, ved Støtte gennem det offentlige at skaffe de fornødne Midler tilveje for at kun­ne byde de nye Vælgere sund politisk Oplysning. -

Hvis de politiske Partier havde Forstaaelsen af, hvad det i Virkeligheden er, der tiltrænges, hvis der var lidt høj Luft indenfor dem, saa dannede samtlige Partier et af en „neutral Magt" forvaltet Fællesfond for politisk Oplysning blandt de nye Vælgere, gav dem Lejlighed til objektiv Lærdom inden de valgte, inden de som partibundne skulde virke ved „Løsningen af alle de mange Opgaver i vort Samfund". Men de nye Stier kommer vi „Rebeller" vel til at træde selv. Vi er godt i Gang. Iøvrigt, ligesaa lidt som vi allerede nu forlanger synlige Beviser for det Arbejde, de autoritetstro har udrettet paa deres slagne Landevej - ligesaa lidt har de noget som helst at kræve i Retning af Oplysning om ved hvilke praktiske Fremstød, vi vil udrette vort. –

-  -  -

Ved Diskussionen i Aarhus faldt der et Par Bemærkninger, som jeg tilsidst skal tillade mig at beskæftige mig med. -

En af de Lokketoner, der jævnlig (især af Mænd) anvendes for at faa Kvinderne ind i Partierne er den, at Mændene i Partierne saamænd ikke er en Smule klogere paa Politik end Kvinderne, som saamænd ikke behø­ver at vente paa særlig Oplysning for at snakke med. - Det er dog vist at tjene sin Sag lidt vel yderligt, naar man vil paastaa, at Vælgere, der i op til 70 Aar har været nødsaget til at gøre deres Stilling til Landets Poli­tik op, ikke skulde være mere vidende end det Vælgerfolk, der endnu ikke en eneste Gang har været stillet overfor det direkte Ansvar og deraf følgende Arbejde for at erhverve sig Kendskab til det, man bærer Ansvar for. Men er det nu saaledes - siden de selv siger det, maa det vel passe -, at Mæn­dene ikke er en Smule klogere paa Po­litik end vi, saa ved jeg virkelig ikke, hvorfor i Alverden vi saa skulde søge Samarbejde med dem. Det kan da ikke hjælpe os fremad, om vi ved Si­den af vore egne Bestræbelser for at erhverve os Indsigt ogsaa skal slæbe paa et uoplyst Korps, som maaske netop gennem sin Mangel paa Viden, kommer til at holde os nede. -

Er dette: at  man skal søge politisk Oplysning hos dem, der ikke ved mere end En selv, er dette den „Mandslogik", for hvilken Dora Lacoppidan Kofoed andet Steds i Bladet knikser i en yndefuld Pirourette*)? 

*) Jeg tør ikke for Fru Stampe-Feddersen bruge dette Ord uden at oversætte det, altsaa efter Hagerup: „Kaldes i Dansekunsten en hurtig Omdrejning paa Taaspidserne af det ene Ben".

Th. D.

„Kvinderne skal ind i de politiske Partier for at sprænge dem", er en anden Invitation, men den slaar nu ikke saa godt an. De aller fleste Kvinder føler dog mere eller mindre Væm­melse ved den Tanke, at man skulde melde sig som Tilhænger af et Parti for at undergrave det og hidføre en Sprængning. Der skal vist den typisk moderne Partipolitikers Moral til, for at hylde og anbefale en saadan Frem-gangsmaade.

-  -  -

Jeg maa hævde, at jeg, hverken af Karen Johansen paa Fællesmødet og endnu mindre af nogen af de Indsen­dere, som har imødegaaet mig i „Kv. og Samf." har faaet fyldestgørende Svar paa det, jeg spurgte om i min Artikel af 30. Marts 1916, og jeg maa fremhæve at de fremkomne Indlæg, mere end jeg egentlig havde forudset, har bekræftet min Opfattelse af, at det ingenlunde haster for danske Kvinder med at melde sig ind i de fire bestaaende politiske Partier.

Lad de Kvinder, der kan det, gaa ind i et af de bestaaende Partier; men lad de Kvinder, der ikke af sig selv melder sig til Partierne, være i Fred udenfor dem. -

Maa jeg med „Peter Vadum" sige „baade til de lidt ældre og lidt yngre":

Naar naan skal vælge for Livet, skal man se sig for.- Gaa hellere „i Frø" end paa Akkord! Det haster ikke! -

Jeg har ikke skrevet fil Gunst for et Kvindeparti i denne Artikkel!   Jeg  siger det, fordi der ufravigelig stadig er nogle, der ved  „udenfor Partierne" forstaar „et Kvindeparti".

Jeg har ikke sigtet personligt i den­ne Artikel. - Jeg siger ogsaa det, for­di det efter et Par Udtalelser paa Aarhusmødet synes vanskeligt for enkel­te Læsere at skelne mellem Angreb paa en Person, som Person, og For­svar for en Sag, som en Person kri­tiserer, gør sig til Kender af, og som man har en anden Mening om end denne Person. Bevidstheden om, at vi alle sætter Sagen øverst har ført min Pen.

-  -  -

Dette Indlæg blev langt, men da jeg ikke har haft Ordet siden 30. Marts, vil man forhaabentlig ikke finde mig ubeskeden. -

Maa jeg ønske Ikke-Meningsfæller og Meningsfæller en god Sommerfe­rie. - Den 15. September skal jeg lægge mit Ho’ede paa Blokken igen!

København i Juli 1916.

Th. Daugaard.