« Tilbage til søgeresultaterne
Island
Der er dannet et dansk-islandsk Samfund som vil arbejde for at fremme Kendskabet mellem Island og Danmark. Da jeg er med i dets Styrelse, vil jeg gerne have Lov til overfor Kvinderne at gøre lidt Rede for dets Formaal.
Island ligger jo saa fjærnt fra Danmark, saa at Samkvemmet mellem os, selv nu, da der gaar ret jævnlig Dampskib mellem de to Lande, kun kan blive sparsomt. Følgen bliver, at vi kun kender lidet til Land og Folk, og mange Danske tænker kun saare lidet paa Island og forbinder med det Tanken om noget fjærnt iskoldt, hvilket maaske noget ligger i Navnet.
Men noget kommer det ogsaa af, at der er begaaet den store Fejl, at der ikke i de danske Skoler er blevet undervist om Island udover et Par Ord om „Sagaøen”. Islands Historie er en hel anden end Danmarks; det har ikke taget Del i vore ulyksalige Krige og har ingen Minder tilfælles med os. Og dog er det et tappert lille Folk, tappert i sin Kamp mod de overmægtige Naturmagter, mod Fattigdom og mod Sult, ofte som Følge af den Eneret, Danmark havde paa Handelen indtil langt ind i det nittende Aarhundrede.
Naar man læser om Island, undres man over, at der har været Kræfter i det Folk til igen at rejse sig saa kraftig, som det har gjort, efter at det fik Selvstyre.
Det er for at raade Bod paa denne Ukendskab, at „Dansk-islandsk Samfund” er dannet. Vi vil sprede Oplysning om Island, dels ved Møder, dels ved Smaaskrifter, som enten faas gratis eller meget billig af Samfundets Medlemmer. Kvinderne har jo nu faaet politisk Borgerret, og de har derfor den Pligt at sætte sig ind i de Spørgsmaal, som de kan komme til at faa Indflydelse paa - og det kan jo godt hænde, at Forholdet mellem Island og Danmark kan komme for paa den danske Rigsdag, og saa bør Kvinderne „vide Besked”, „og den har aldrig levet, som klog paa det er blevet, han først ej havde kær”. Først naar man har faaet Sympati for Island ved at lære det lille, livskraftige, men haardt prøvede Folk at kende, kan man dømme retfærdig om dets Forhold til Danmark.
Nu synes jeg, at det er af største Vigtighed, at vi nordiske Folk kender og forstaar hverandre, og dette Maal bør Kvinderne virke hen til, at vi naar. Det var Tankens med det nordiske Kvindesagsmøde i 1914, og jeg er vis paa, at alle de Kvinder, der hørte Beretningen om Forholdene oppe paa Island, som er saa forskellige fra Forholdene hernede, maa have følt, at der var en hel Del at lære om det Folk. Ogsaa Festen for de islandske Kvinder i Vinter, da deres Valgret var traadt i Kraft, var med at knytte et Baand imellem danske og islandske Kvinder, som ikke bør briste.
Det vilde derfor glæde mig, om mange af dette Blads Læsere fik Interesse for at lære det islandske Folk at kende og meldte sig ind i „Dansk-islandsk Samfund”. De vilde derved støtte „Dansk Kvindesamfund”s, Arbejde for at bringe Kendskab og Forstaaelse mellem alle Nordens Kvinder, og styrke Baandet mellem dem.
