« Tilbage til søgeresultaterne
Moderskabet og Forslag til dets Værn og Pleje
(Af Distriktsjordemoder Jensine Thorgils).
Moderskabet er en af Fremskridtets betydeligste Faktorer. En sund Sjæl i et sundt Legeme danner Grundlaget for et kraftigt og lykkeligt Menneskeliv. Værn om Moderskabet vil sige Værn om de fødende Kvinders og den ny Slægts Sundhed og Styrke.
Ganske vist kan der paa mange andre Maader værnes om Menneskenes Sundhed og Styrke, men Værnet om Moderskabet udgør det grundlæggende Arbejde.
Men der er en anden Henseende, i hvilken Moderskabet kan tjene Fremskridtet, taget i dets højeste Betydning. For næsten halvtredie Tusinder Aar siden opstillede Confucius Frembringelsen af det store Menneske som Livets Hovedopgave. Den berømte Kineser vidste dog ingen anden Vej for Bestræbelser i den Retning end Erhvervelse af Kundskaber og Fremgang i Dyd.
I vore Dage har Udviklingslæren gjort det klart, at Frembringelse af en højere Art Mennesker maa være mulig. Og i den nyeste Tid har man begyndt paa omfattende eksperimentale Undersøgelser med Hensyn til Arvelighed. Formaalet er at faa Lejlighed til at iagttage Udviklingen af ny Former i den levende Verden og komme efter Lovene for Udviklingen.
For Planters og Dyrs Vedkommende er man naaet til Resultater af ikke ringe Betydning baade for Videnskaben og det praktiske Liv. Den eksperimentelle Arvelighedslære er allerede i Stand til nu at yde gode Opelskere af ny Planteformer og Opdrættere af ny Dyreformer en betydelig Hjælp. For Menneskenes Vedkommende staar den eksperimentelle Vej jo ikke aaben. Men Galton og en Række andre Forskere, der er fulgt i hans Spor, har ved statistiske Undersøgelser vist, at de Arvelighedslove, der gælder for Planter og Dyr, ogsaa er gyldige, naar Talen er om Menneskene. Og naar det forholder sig saaledes, er det kun i sin Orden, at en Bevægelse har rejst sig for at indlede et rationelt Arbejde i Retning af at omdanne det nuværende Menneske til en ny og højere Art. Det er, som det kunde ventes, Angelsakserne, der er gaaet i Spidsen. I Aarhundreder har dette stærke og energiske Folk i højere Grad end noget andet været i Stand til at bryde ny Veje i Videnskab og Praksis.
Vi staar aabenbart ved Begyndelse af et nyt og storslaaet menneskeligt Fremskridt, der vil udfolde sig med den eksakte Videnskab som Vejleder og Moderskabet som Middel. Da vil Moderskabet komme til sin Ret som Fremskridtsfaktor. Menneskehedens Skæbne vil da paa et af de mest afgørende Punkter væsentlig komme til at ligge i Kvindehænder, og da vil vi Kvinder, hvem Kulturlivet bl. a. skylder et af sine største Goder: Hjemmet, faa Lejlighed til at gøre en anden langt større kulturel Indsats.
Foreløbig maa dog Arbejdet paa Raceforbedringens Omraade indskrænkes til nærmest at være forberedende. Mens Videnskaben arbejder videre med at klarlægge Arvelighedsforholdene, maa vi stræbe at vække almindelig Opmærksomhed for Raceforbedringen og forberede Sindene paa, at den vil kræve gennemgribende Ændringer i det menneskelige Følelsesliv, og at de bør gennemføres saaledes, at Kyskheden, den sædelig Renhed, ikke skades, og Kærligheden opretholdes som Grundvolden for Forholdet mellem Mand og Kvinde.
Indtil videre maa vore Bestræbelser hovedsagelig gaa ud paa at sikre Moderskabet, saaledes som det nu en Gang træder os i Møde, det stærkeste Værn og den bedste Pleje, det er muligt at sikre det. Og vor Tids Naturvidenskab frembyder Hjælpemidler til at værne og pleje Moderskabet langt bedre, end det nu sker.
II.
Men naar Talen er om bedre Værn og Pleje af Moderskabet, træder Spørgsmaalet om Jordemodergerningen straks i Forgrunden. - Jordemodergerningen omfatter Tilsyn med svangre Kvinder, Fødselshjælp, Tilsyn med Barselkvinder og med nyfødte Børn. Det er en Gerning, der ikke hører med til Lægegerningen. Svangerskab og Barnefødsel er ikke Sygdomme.
Det er naturlige, sunde kvindelige Funktioner. Men det er Funktioner, der - sandsynligvis paa Grund af Forhold, der skyldes Civilisationen, - frembyder mangehaande Vanskeligheder og Lidelser for Kvinderne og udsætter deres Helbred og Liv for store Farer. Jordemodergerningen er derfor en overordentlig betydningsfuld Gerning, som de fødende kan forlange udført saa fuldkommen, det overhovedet er muligt. Men skal den udføres saaledes, maa der stilles store Fordringer til dens Udøvere. Jordemødrene maa have den bedste videnskabelige Fagdannelse, der kan gives dem. Og de maa være i Besiddelse af en fortrinlig Almendannelse, der kan tjene som Grundlag for Fagdannelsen, og som kan bibringe dem den høje aandelige Udvikling, den Opøvelse i hurtig, nøjagtig Iagttagelse og i skarp, logisk Tænkning, deres Gerning saa absolut kræver.
Men Jordemoderuddannelsen er ringe over alt i Verden. Det drejer sig jo her om en Gerning, der er en udpræget Kvindegerning. Udføres den daarlig, er det kun kvinder, der direkte rammes. De mandlige Magthavere, der hidtil har formet og styret Samfundsforholdene, har da ikke bekymret sig stort om den og kun gjort meget lidt for at hæve den et højere Trin. Man sørgede for, at Dyrlægerne f. Eks. fik en god Almendannelse og en grundig videnskabelig Fagdannelse. Og dog gjaldt det kun Dyrene. Men Jordemødrene, der skulde hjælpe de fødende Kvinder i vanskelige og farefulde Stunder og ofte kom til at staa baade med Moderens og Barnets Liv i deres Hænder, holdt man uden for al videnskabelig, al højere Dannelse.
Hvad nu særlig den danske Jordemoderuddannelse angaar, staar den betydelig tilbage for mange andre Landes. Medens man f. Eks. i Holland, Belgien, Frankrig, Spanien, Italien og Rusland har en toaarig Jordemoderuddannelse, er den i Danmark kun etaarig. Og medens i Rusland ingen Kvinde faar Adgang til den toaarige Jordemoderuddannelse uden at have bestaaet Afgangsprøven - ved Jordemoderskolen i Charkow forlanges endog Studentereksamen som Afgangseksamen – ved et fireklasset Progymnasium, forlanger man i Danmark af de Kvinder, der skal være Jordemødre, ingen anden Fordannelse end den, der almindelig erhverves i en jævn god Landsbyskole med Hverandendagsundervisning.
Vi maa have Jordemødre med Studentereksamen som Fordannelse og med en 5-6 aarig Fagdannelse, der bør erhverves under kvindelige Professorers Vejledning. Paa det Omraade kan nemlig bedst og mest indgaaende undervises af Kvinder. Med en saadan Uddannelse vil Jordemødrene kunne overtage al Fødselshjælpen - foruden Hjælpen ved normalt forløbende Fødsler, ogsaa den Kunsthjælp, der undertiden er nødvendig.
Der vil herved opnaaes betydelige Fordele. Man vil da, hvis der uventet indtræder Forstyrrelse i den naturlige Fødsel, straks have Kunsthjælpen ved Haanden. Der kan under Fødslens Forløb let indtræde Forhold, som kan medføre den største Livsfare baade for Moder og Barn, hvis man skal afvente Tilstedekomsten af en Læge, der maaske bor langt borte. Jeg skal blot nævne saadanne Tilfælde som Eklampsi, det øjeblikkelig sætter baade Moderens og Barnets Liv paa Spil, og Fremfald af Navlestrængen, hvorved Barnet straks er udsat for den største Livsfare. Men der er andre, endnu betydeligere Fordele ved at lægge al Fødselshjælpen i fortrinlig videnskabelig uddannede Jørdemødres Hænder. Alle fødende Kvinder vil da blive hjulpen af virkelige Specialister. De fleste Læger maa jo endnu være Tusindkunstnere; de maa hjælpe og kurere paa alle Lægevidenskabens mange Omraader, og Fødselshjælp er kun en lille Gren af deres vidtomfattende Kunst. Det er udenfor de store Byer, kun sjældent en fødende Kvinde bliver hjulpen af en Læge, der er Specialist i Fødselshjælp. Og naar en alm. Læge kaldes til en fødende, ved man, at man kalder en Fødselshælper, der daglig gaar ud og ind hos alle Slags syge og stadig er udsat for at blive befængt med allehaande Smitstoffer. Selv om man kan gaa ud fra, at Lægerne altid gennemfører den største personlige Renlighed og den omhyggeligste Antiseptik, vil de fødende Kvinder dog være bedre
sikret mod Paaføring af den farlige Barselfeber, naar al Fødselshjælp lægges i Hænderne paa Specialister, der saa vidt muligt holder sig borte fra alle syge, og kun i meget at ringe Grad er udsat for at blive befængt med ondartede Smitstoffer.
Men en gennemgribende, fuldt tilfredsstillende Reform af Jordemoderuddannelsen bør man næppe prøve paa at faa gennemført paa een Gang. Vi bør gaa forsigtig prøvende frem. Foreløbig kan vi forlange - og det kan vi straks forlange - at den danske Jordemoderuddannelse bringes paa Højde med den bedste i Udlandet, f. Eks. den toaarige franske Uddannelse. Samtidig maa vi i Fag som Anatomi, Fysiologi og Hygiejne se at faa oprettet Statskursus for Jordemødre, der allerede er i Virksomhed. Kan Staten ofre saa meget, som den gør paa Lærernes Videreuddannelse f. Eks., kan den vel ogsaa ofre lidt paa Jordemødrenes.
Ved de fornødne Foranstaltninger i den Retning vil vi tillige opnaa den betydelige Fordel, at vi bevarer Fødselshjælpen - en af de ældste og mest udprægede Kvindeerhverv - for Kvinderne. Der kan næppe være ringeste Tvivl om, at Kvinderne fra Naturens Haand - fysisk, intellektuelt og moralsk - er bedre udrustet til den Gerning end Mændene. Men de mandlige Fødselshjælpere har i den nyere Tid i alle Kulturlande med Held stræbt at fortrænge Kvinderne fra Fødselshjælpen - saa langt det forretningsmæssigt kunde betale sig. – Lægerne har alle Vegne raadet for Jordemoderuddannelsen; men medens de selv ivrigt udnyttede de Fordele, den moderne Naturvidenskab bød dem, lod de Jordemødrene staa uden for Videnskabens Porte.
(Fortsættes).