« Tilbage til søgeresultaterne
De hygiejniske Forhold paa de vestindiske Øer
Da vi tør betragte det som afgjort, at Kvinderne under en eller anden Form i en nær Fremtid vil komme til at tage Standpunkt til Spørgsmaalet: Salg eller Ikke-Salg af vore vestindiske Besiddelser, og da vi maa formode, at det store Flertal af Kvinder kender mindre end intet til Forholdene derovre; har vi tilladt os her at aftrykke af ,,Ugeskrift for Læger”, 8. Juni 1916, et Uddrag af en Artikel „Om sanitære og hygiejniske Forhold i Dansk Vestindien” af cand. med. Chr. Ditlevsen, skrevet til Tidsskriftet „Atlanten”, Medlemsblad for Foreningen „De danske Atlanterhavsøer”.
Dr. Ditlevsen er født paa St. Thomas og har under et 8 Maaaeders Ophold i Dansk Vestindien, hvor han paa Gouvernementets Opfordring undersøgte en Tyfusepidemi i Frederikssted og Omegn, haft rig Lejlighed til at sætte sig ind i de hygiejniske Forhold paa Øerne.
Disse er, som vil ses af det følgende, af en saadan Beskaffenhed, at de ikke er ærefulde for Moderlandet Danmark og ingenlunde egnede til at indgyde os Kvinder Respekt for Mændenes Administration.
„Kvinden og Samfundet” kan selvfølgelig ikke tage Standpunkt til, om Øerne bør sælges eller ikke; det forekommer os, at der af nedenstaaende Beretning baade kan udledes Grunde for at sælge Øerne straks, nu hvor der tilbyder sig en gunstig Lejlighed, og for at modsætte sig Salget og i Stedet for sætte alt ind paa at oprette det forsømte og skaffe Danmark noget af den Anseelse tilbage, som det engang erhvervede sig ved at gaa i Spidsen med Slavehandelens Afskaffelse paa de
dansk-vestindiske Øer, men ved sin slappe og ligegyldige Administration senere forspildte. - Et Lyspunkt for os Kvinder i denne Jammersbeskrivelse er det at erfare, at en dansk Kvinde har taget Initiativet til at organisere Syge- og Børneplejen paa Øerne, nemlig vor Enkedronning, men de ringe Resultater af dette Skridt til Formindskelse af Børnedødeligheden, overbeviser os til Gengæld om, at saa længe det kvindelige Initiativ holdes udenfor den offentlige Administration, vil Kvinders Anstrengelser som oftest, ligesom her, forblive frugtesløse.
Forholdene i de tre Byer, Frederikssted, Christianssted og Charlotte Amalie, er ret ensartede, Forf. beskæftiger sig hovedsagelig med Frederikssted, som han kender bedst.
Gaderne beskrives som velholdte og rene. De er forsynede med aaben Rendesten, der forener sig til bredere „gutters”, som fører ud mod Havet. „Rendestenene optager de fleste flydende Affaldsstoffer fra Husene og danner Hovedafløbene for Regnvandet. Det maa som Helhed siges, at Byernes Afløbsforhold er ret gode, idet de ved ethvert stærkere Regnskyl bliver vaskede og afskyllede; kun paa faa Steder er der paa Grund af ringere Fald Tilbøjelighed til Stagnation, og Regnvandet og Affaldet samler sig da let til mer eller mindre stinkende Pøle, der danner udmærkede Udrugningssteder for Myggene. - I Tørkeperioder gaar der ofte meget lang Tid, inden en saadan Rensning af Byerne finder Sted.”
Man ser straks af dette Citat, at Dr. Dilevsen aldeles ikke maler sort, idet han kalder Afløbsforholdene som Helhed ret gode, uagtet deres uheldige Sider dog er stærkt fremtrædende.
„I Frederikssted og Christianssted er Rendestenene ikke cementered og for største Delen kun ufuldstændig brolagte, hvorfor det meste flydende Affald som oftest synker lige ned i Jorden. Dette er et meget uheldigt Forhold, da mange af Byernes Brønde ligger tæt op ad disse utætte Rendestene.”
I St. Thomas By er derimod mange af Gaderne forsynede med forsvarlige cementerede Rendestene og ,,gutters”.
Vandforsyningen foregaar hovedsagelig ved Hjælp af Regnvand og Brønde, som indeholder Grundvandet. Der findes ikke Bække eller Aaer, som er vandførende i større Udstrækning hele Aaret.
Regnvandet opsamles dels i Cisterner, dels i Jerntanks, Tønder, Lerkar o.l. Vandet samles fra Tagene og løber fra disse lige ned i Beholderen. „Det er klart, at al Slags Urenhed fra Tagene, Blade, Støv, Ekskrementer o. 1. skylles lige ned i Cisternerne, hvor det efterhaanden bundfældes og danner en tyk Slammasse.” I tørre Tider, naar der kun er lidt Vand tilbage, samt efter stærke Regnskyl, er Vandet naturligvis meget urent. Rensning foregaar yderst sjældent og vanskeliggøres ved, at mange Cisterner intet Afløbsrør har, saa at de kun kan tømmes ved Pumpning.
„Meget ofte ligger Cisternerne overordentlig Uheldigt, tæt op ad Møddinger, Klosetter, Kuler o. l. Vandet tages i Reglen fra Cisternerne ved Pumper eller Haner, men meget ofte ogsaa gennem en Aabning i Taget ved Hjælp af en snavset Spand. Denne Aabning er ofte daarligt aflukket, saa, at alle Urenheder let kommer ned i Cisternen. Overløbsrør findes sjældent og erstattes som Regel ved et aabent Hul i Muren. Støv, Snavs og, - hvad der næsten er værre - Myg flyver let derind. Myggelarver er ingen Sjældenhed i de vestindiske Cisterner”.
Kun i to Huse (i St. Thomas By) har Dr. Ditlevsen fundet Filtre direkte knyttet til Cisternerne.
Det vil efter denne Beskrivelse forstaas, at det slet ikke er sjældent, at Folk kort efter stærkere Regnskyl angribes af Mave- og Tarmsygdomme, hidrørende fra det daarlige Cisternevand.
Efter at have læst Beskrivelsen af dette udsøgte Svineri kan man ikke undgaa at blive i høj Grad forbavset, naar man ser Forf.s Fortsættelse:
„Imidlertid maa vi desværre sige, at Cisternevandet, naar alt kommer til alt, er det bedste Vand, vi har paa Øerne, og derfor er det ogsaa forbavsende at se, hvor lidt der findes af det. I en By som Frederikssted paa en ca. 3000 indbyggere findes der saaledes kun 158, og det er i Virkeligheden kun en Brøkdel af Befolkningen, der har Adgang til at bruge Cisternevand.
Negerbefolkningen henter største Delen af det Vand, de bruger, fra offentlige Brønde, for Frederikssteds Vedkommende tre Brønde nord for Byen, tæt ved et Vandløb, „Hardengut”, i et sumpet Morads, en Slags Lagune. Brøndene er aabne og har kun en ganske lav Murkrans. De ligger tæt op ad Rørmarker, der sædvanligvis gødes hvert tredie Aar. Vandet er graaligt, grumset og lugter ikke godt.
Disse Brøndes Omgivelser er den mest yndede Vaskeplads. Ogsaa Tyfuspatienters Tøj vaskes her. Vaskevandet løber tilbage til Brøndene.
I Frederikssteds Gader findes 11 Brønde, ligeledes aabne, anbragte tæt op ad de aabne Rendestene, lige ved Husene. De fleste af dem er utætte og lave, saa at det flydende Affald og Overfladevandet kan løbe lige ned i dem. Vandet hentes op ved Hjælp af snavsede Spande. Vandet er gennemgaaende daarligt og i Tørkeperioder ofte salt.
I Tørkeperioder maa Negerne ty til Vandløbet ved Hardengut for at skaffe nogenlunde brugbart Drikkevand, men „Vandløbet” bestaar under svær Tørke kun af nogle stinkende, stillestaaende Vandpytter, som desuden bruges til Vaskeplads; „I den ene Ende af en saadan Mudderpøl staar et Par Negerkvinder og Vasker, begge har de maaske Elefantben og Skinnebenssaar, i den anden Ende vil man se en Neger øse det mudrede Vand op - til Drikkebrug inde i Byen! Naar man hører, at dette Vand drikkes inde i Byen, vil det maaske ikke forbavse, at der hersker stor Børnedødelighed i Frederikssted.”
Affaldsforholdene er om muligt ligesaa uheldige. Natrenovationen fjernes ikke, men ophobes i Kuler sammen med alt andet Affald. Kulerne tømmes meget sjældent, oftest kun efter Polititilhold. Sundhedsvedtægterne fordrer vel at Gruberne skal være „forsvarlig tæt muret i Cement”, men dette overholdes aldeles ikke. Kulerne findes ofte paa de uheldigste Steder, tæt op ad Cisterner og Brønde, ja ikke sjældent i selve Husene.
Da Jordbunden er meget slet filtrerende, kan det ikke undgaas, at affaldet og Renovationen skylles lige ned i Brøndene. Ethvert større Regnskyl efterfølges derfor af et stort Antal akute Mave –Tarmsygdomme hos Smaabørn, som oftest af meget voldsom Karakter og med stor Dødelighed.
Forholdene paa Plantagerne paa Landet er gennemgaaende bedre end i Byerne. ,,Der er ikke den tætte Sammenbygning, Husene er som Helhed bedre, der er et forholdsvis ringere Antal Kuler og meget mindre Lejlighed til Infektion af Vandet i Cisterner og Brønde. Der er heller ikke den Vandmangel som i Byerne, og mange af Plantageejerne gør sig megen Umage for at byde Negerbefolkningen saa gode og behagelige hygiejniske Tilstande, som det er dem muligt.”
Følgen af de daarlige hygiejniske Forhold er, at Øerne affolkes. I Tiaaret 1901-11 har der paa St. Croix været en Tilbagegang af 3123 Personer. Dødelighedskvotienten paa St. Croix var i 1912
44 pro mille, Fødselskvotienten 26 pro mille. Forf. udtaler, ligesom Hagemann, at dersom denne Udvikling fortsættes, staar St. Croix i Fare for helt at affolkes.
Den store Dødelighed falder hovedsagelig paa det første Leveaar. Der er som bekendt, særlig paa Enkedronningens Initiativ, udført et stort og meget nyttigt Arbejde for at organisere Syge- og Børneplejen, men nogen Formindskelse af den store Børnedødelighed kan ikke spores, simpelthen fordi Forbedringen af Børneplejen ikke kan udfolde sin fulde Virkning, uden at de hygiejniske Forhold forbedres. Dette er i Vestindien som anden Steds Hovedsagen. Saa længe Vandforsyning og Renovation er elendigt ordnede, vil Dødeligheden vedblive at være stor, selv om Sygeplejen er nok saa godt ordnet. De omliggende Øers Befolkning tiltager, uagtet deres Negerbefolkning utvivlsomt er lige saa forsømmelig og ligegyldig overfor Børnene som de danske Øers, og uagtet der ikke findes den vel gennemførte Syge- og Børnepleje. Forskellen i Dødelighed beror paa de omliggende Øers bedre hygiejniske Forhold.
I Tropehygiejnen spiller som bekendt Bekæmpelse af de Myggearter, der kan overføre Sygdomme, en stor Rolle. Der findes ikke paa de danske vestindiske Øer mange Vandløb eller større Ferskvandssøer, og Jordbunden er som Regel ret tør. Betingelserne for Udvikling af Myggelarver er altsaa fra Naturens Haand ingenlunde særlig gode. Men Menneskene har ogsaa paa dette Omraade gjort, hvad de kunde, for at ødelægge de oprindeligt gode hygiejniske Forhold. Myggene holder til i Mængder omkring Husene, særlig i Cisternerne, hvortil de jo har uhindret Adgang, samt i det Vand, som samler sig i alt det Skrammel, der smides udenfor Husene - Blikdaaser, Kokusnødskaller, Flaskeskaar, Kalebasser o. s. v. Saadant Vand kan være helt geléagtigt af Myggelarver.
Af de Sygdomme, som overføres ved Myg, omtaler Dr. Ditlevsen enkelte. Hvor udbredt Malaria er, er tvivlsomt. Forf. tror dog, at Febertilfældenes Tiltagen i regnrige Aar for en Del skyldes Malaria.
Filariosis og den dermed sammenhørende Elefantiasis er meget udbredt. Efter Undersøgelser af
Dr. Heyn i Christianssted findes Filaria hos omtrent 25 pCt. af St. Croix’s Negere. Forf. bemærker meget rigtigt, at naar man hører om, hvor mange forholdsvis unge Mænd og Kvinder, der i et arbejderfattigt Land som St. Croix melder sig til Fattigkommissionen som arbejdsudygtige paa Grund af Elefantiasis, maa man forbavses over at der aldrig er gjort noget som helst effektivt for at komme denne Sygdoms Overførere, Moskitoerne, til Livs.
Den gule Feber, som overføres af den stribede Moskito, ogsaa kaldet Husmyggen, var tidligere overordentlig udbredt overalt i Vestindien, men er efterhaanden trængt meget tibage,
først ved at mange af Øerne har faaet gode Vandforsyninger, hvorved Cisternernes Antal indskrænkedes, dernæst Ved at der er gennemført en konsekvent Moskitokrig. Som bekendt er Amerikanerne gaaet i Spidsen, men alle de andre Stater, undtagen den danske, har fulgt Amerikas Eksempel. St. Thomas er vrimlende fuld af de stribede Myg. At der ikke er forekommet gul Feber i mange Aar, skyldes altsaa ikke de danske hygiejniske Foranstaltninger, men er en Følge af de omliggende Øers gode hygiejniske Forhold. Men importeres Sygdommen fra et af de nærliggende Febercentrer (f. Eks. Venezuela eller Ecuador) „vil Sygdommen med vore fortvivlede Moskitoforhold let kunne brede sig saa stærkt, at kun meget store Anstrengelser og Ofre vil kunne slaa den ned igen - og inden det er sket, har maaske St. Thomas allerede faaet saa slet Ry, at Skibene søger derfra.”
Ogsaa Pesten risikerer man at faa indført til St. Thomas fra nærliggende Steder. Kampen mod Pesten - og det vil atter sige imod Rotterne som Smittebærere - er kun delvis organiseret. Det vigtigste mangler, nemlig at Byens Møddinger og Kuler samt alt det Skrammel, der er strøet om Husene, fjernes - kort sagt, at de ovenfor omtalte hygiejniske Forbedringer iværksættes.
St. Thomas er altsaa i hygiejnisk Henseende fuldkommen uforberedt til at modtage en større Trafik, naar Verdenshandelen igen kommer i Gang.
Forfatteren af en anden Artikel i „Atlanten”, Kommunelæge Viggo Christensen, mener at turde paastaa, grundet paa geologiske Undersøgelser, at man ved passende Brøndanlæg i eller i umiddelbar Nærhed af Byen kan skaffe rigeligt og godt Drikkevand og gør Rede for St. Thomas’ Vandværkssags sørgelige Historie, som strækker sig med sine Avisdrøftelser og Borgerstridigheder og kostbare Begyndelser, der aldrig blev gennemførte, lige op til nu, hvor den elendige økonomiske Tilstand paa Øen umuliggør, at et kommunalt Vandværk kan anlægges uden dansk Støtte.
Det vestindiske Kompagni har dog allerede nu ført Bevis for Dr. Christensens Paastand ved at lave et Brøndanlæg med godt og rigeligt Vand ved St. Thomas’ Havn til Forsyning af Skibene. Ugeskriftet slutter med at sige, at dette viser, at saa snart en Forretning har Brug for et Vandværk, løses Opgaven i en Haandevending. -
Lad os haabe, hvad enten Øerne kommer under Amerikansk Herredømme eller bliver hos os, at
St. Thomas’ Havn maa blive den gode Forretning, som skaffer Befolkningen derovre det, som hverken stadige Epidemier eller overhaandtagende Affolkning gennem 54 Aar har formaaet at skaffe den: Vand til Mennesker, Dyr og Planter, saaledes som Hagemann har krævet det i sit Skrift om Vestindien.