« Tilbage til søgeresultaterne
„Danske Kvinders Fredskæde”
Vi har modtaget:
Naar Mødrene magter at opdrage Børnene saaledes, at disse evner at skelne klart mellem Uret og Ret;
evner at elske Valget mellem ondt og godt (altsaa den frie Viljes Ansvar);
evner aldrig at svige sig selv eller andre;
altid at styre egne Lidenskaber saaledes, at de ikke glemmer at handle mod andre paa samme Maade, som de ønsker, at der stedse maa blive handlet mod dem selv,
da har Mødre gjort, hvad de skal gøre for at afværge de grufulde Krige, gjort, hvad der efter min Overbevisning ene kan gøres i den Sag. Før eller senere skal alt andet nok vise sig - som hidtil - at være udvendige Lapperier eller Midler, der Gang paa Gang vil blive skyllet over Ende af det stærkeste i Verden - Lidenskaberne. Enten af fremmede Folkeracers, eller af Lidenskaberne hos vor egen.
Men saa længe der findes mere eller mindre af de dybe Mangler rundt om i alt for mange Hjem - enten paa Grund af Sjuskeri eller af Uforstand - ved Dannelse af Grundstenene til al Samfundsbygning, Barnesindene, saa længe gynger det i Grunden, dingler det hele, ja, ramler til Tider sammen. Og Mødres Tumlen med og Tro paa, at det lader sig gøre at slippe for Følgerne af hint kan kun være evigt flygtende Lygtemænd, golde Illusioner. Saa er det da ogsaa uretfærdigt at tale om de uskyldigt lidende Kvinder rundt om i de krigende Lande. Bag hver Mand, der øver Vold (Modsætning til Værge), staar Kvinder, der ikke kendte, eller ikke vilde kende deres Ansvar, ikke gjorde deres Pligt mens Tid var.
Mødre styrer ikke Verden fra Kongresser eller ved Valg- eller Stemmeret; men de styrer den som ingen anden fra det Sted, hvor alt godt eller ondt udspringer og dannes - fra Hjemmets fire snevre Vægge. Det mest skæbnesvangre af alle Værksteder i Verden.
Har Kvinders Arbejde i Hjemmet ikke hidtil sat bedre Frugter end de, disse Krige synes at aabenbare, da skriger dette mod Himlen om, at det, vi Kvinder mest af alt trænger til at sige hverandre, er dette: lad os dog se at faa samlet vore Kræfter om at forædle Menneskenes Sind der hvor vi ved, vi har dem; hvor vi alle ved at de er bløde og modtagelige. Lagde vi ikke Kræfter nok i tilforn, saa lad os dog ændre paa dette, og lægge dobbelt saa mange i herefter - om det forslaar. Har vore Øjne ikke hidtil været klare nok til at se de mangfoldige Aarsager til Lykke eller til Ulykke, til ondt eller til godt for Menneskeheden, som Mødrene daglig sætter ind eller giver Plads i Verden, saa lad dem dog blive lukket bedre op, inden det er helt for silde.
At Fred over Verden kan erhverves og vel at mærke bevares gennem Kongresser og ved Paragraffer er som sagt efter min Mening kun et Blændværk, der Gang paa Gang omsonst sluger Tid og Kræfter. Bagved det ligger denne overfladiske Tro paa, at der er Smutveje til Opnaaelsen af Verdensfreden. Bliver der i Hjem saaet Svig; og dette vil næppe nogen kunne tro, kan ophøre, saa længe denne Verden staar, da vil Ordholdenhed Folkene imellem heller aldrig nogensinde kunne garanteres, saa det forslaar, naar Ildprøven er der.
Faa Svigene i alle dens Skikkelser fra de mest usynlige - Svigene mod det dybeste i en selv, til de grovere og derfor mere tydelige, Svigene mod Hustru, Mand, Børn, faa alle disse fejet ud af Hjemmene! Dette er den meget lange, men eneste holdbare Vej til varig Fred.
Og derfor maa jeg saa føle Ordene i den modtagne Opfordring til at indtræde i D. K.s Fredskæde som tomme og uden Undergrund og kan da selvsagt heller ikke sætte mit Navn under nævnte Adresse.
Juli 1916.
Estrid Bennike,
f. Høgsbro.
Indsenderen har jo Ret i, at naar det først lykkes alle Mødre at faa alle Børn befriet for alle menneskelige Fejl og Mangler, saa er dermed Fredssagen løst. Det er jo klart.
Knapt saa klart synes det at være, at en Stræben fra Mødres Side mod dette noget fjærne Maal skulde hemmes eller skades derigennem, at man officielt organiserer sig om Fredsideen for netop at naa til de Mødre, man gerne vil vække til Forstaaelse af den store Magt og det uhyre Ansvar overfor Slægtens Efterkommere, som de sidder inde med, og som Estrid Bennicke saa rigtigt fremhæver for Læserne af „Kv. og Samf.”
At Kongressen i Haag heller ikke har forsømt at drage Mødrenes Ansvar frem i sine Forhandlinger, vilde E. B. kunne have overbevist sig om ved at gennemløbe Beretningen fra denne Kongres. Det er jo en af dennes foreløbige Arbejdsmethoder, hun tager som Udgangspunkt i sin Artikel. Man kunde maaske have ventet, at et saa alvorligt Arbejde som Kongressens, var en grundig undersøgelse værd af den, der vil udtale sig om det.
Imidlertid vil jeg takke Fru Bennicke, fordi hun har indsendt ovennævnte Artikel. Den kan jo ikke være skrevet, fordi hun synes, hun skylder Offentligheden sine Grunde til ikke at underskrive det hende tilsendte Opraab. Den maa vel tilsigte at holde Kvinderne for Øje, om det er rigtigt at støtte en saadan Bevægelse, som (efter Inds. Mening) er Blændværk og sluger Tid og Kræfter. Dette er jo en privat Overbevisning, som E. B. har Lov til at have og sprede om sig, men som det er loyalt af hende at have givet Sektionen Lejlighed til offentlig at imødegaa.
Selv om man ikke styrer Verden fra Kongresser, saa kan dog ingen være blind for, at denne Form, trods den store Udvendighed der ofte klæber ved den, dog har vist sig at være et meget nyttigt og virksomt Led i Bestræbelserne for at tilvejebringe god Vilje og Forstaaelse mellem Mensker; det er vel dette, vi alle tilstræber.
Th. Daugaard.
Vi har givet Plads for disse Udtalelser; men kan iøvrigt ikke aabne for videre Diskussion. Alle Grunde synes os ogsaa af tale for, at enhver dansk Kvinde underskriver denne Henvendelse, som vi har haft Lejlighed til at anbefale.
Red.
