« Tilbage til søgeresultaterne
En Kvinde i Spidsen
Helga Helgesen, Skaberen af Norges Skolekøkkenundervisning, er blevet valgt til Formand for den Komité, som skal behandle Spørgsmaalet om Udvidelse af Statens Lærerindeskole i Husstel. Der sidder foruden hende i Komitéen 7 andre Kvinder, Husmødre, Lærerinder og Forstanderinder, og 1 Mand (!)
Vi kan ikke andet end ønske Norges Skolekøkken- og Husholdningssag til Lykke med dette Valg.
D«t er 25 Aar siden, at Helga Helgesen begyndte sin Skolekøkkenundervisning med et Par
Petroleumsapparater i en Kommuneskole i Kristiania, og nu er der Skolekøkkener og Husholdningsskoler spredte over hele Norge. Det ene Hold Lærerinder efter det andet har hun opdraget og udsendt; ogsaa her i Danmark har ikke mindre end 5 Lærerinder modtaget deres Uddannelse af hende. En af disse, Forstanderen for Aarhus Husmoderskole, Marie Jespersen, drog derfor ogsaa op til Kristiania for at bringe Helga Helgesen hendes danske Elevers Hyldest paa Jubilæumsdagen, hvor hun tillige hyldedes med Deputationer, Telegrammer og Hilsener fra Ind- og Udland, af ung og gammel, ja selv af Norges Ministre. Helga Helgesen har, som hun selv udtalte paa Festdagen, haft den Lykke at faa Lov til at bruge sine Evner til Hjælp for dem, som trænger. Hendes Gerning var fornemmelig den at hjælpe den lille „Barnemor", der maatte gaa og stelle med „alla Barna", mens Forældrene var paa Arbejde. En Kogebog, hun har udgivet, er derfor ogsaa udarbejdet for de smaa Hjems Behov. Samtidig med at vi ønsker Helga Helgesen til Lykke med den overordnede Stilling, hun nu med saa megen Adkomst indtager, bekender vi med et Vemodssuk, at vi ogsaa her hjemme kunde trænge til at faa dygtige, energiske og varmhjertede Kvinder ind i vore Departementer for huslig Økonomi.