« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og Prisreguleringskommissionen
Den 15. September har D. K.s Fællesstyrelse indsendt følgende Andragende, som desværre blev forsinket, fordi det Udvalg (Udvalget ang. Kvinders Adgang til Embeder), som havde faaet Sagen overdraget, maatte vente i lang Tid paa nogle Oplysninger, som det ansaa for vigtige, men som skulde skaffes fra anden Side.
Forøvrigt var D. K.s Krav jo offentliggjort efter Resolutionen paa Aarhusmødet. Hvis derfor det Forlydende er rigtigt, som er opstaaet ved nedenstaaende Andragendes Indsendelse, og som gaar ud paa, at tre Kvinder allerede i nogen Tid har været udsete til Medlemmer af Prisreguleringskommissionen - da kan man vist tage det for givet, at D. K.s Aarhusresolution, der kom som en Udtalelse fra Kvinder fra alle Landets Egne, har nogen Del i Æren for, at dette Spørgs-maal er taget op. -
Vi vil nu haabe, at det maa lykkes for de Kvinder, der kommer i Kommissionen, at udrette noget til Gavn for dem, der hidtil saa føleligt har maattet savne Forstaaelse og Fortalere for deres Stilling i disse trange Tider. –
Til Indenrigsministeren.
Paa Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde i Aarhus vedtoges følgende Resolution:
„Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde d. 16de Juni 1916 udtaler, at Husmødre som Forbrugere bør være repræsenteret i Prisreguleringskommissioner."
Vi tillader os i Tilknytning hertil at anmode den ærede Minister om at søge en eller flere Kvinder udnævnt til Medlem af den overordentlige Kommission af 8de Aug 1914. Det er sikkert ingen Overdrivelse at sige, at faa har følt Vanskelighederne ved Dyrtiden mere direkte og trykkende end Landets Husmødre. Det er disse, een af de vigtigste Faktorer blandt Samfundets Forbrugere, repræsenterende Familiens og Hjemmets Interesser, hvem Spørgsmaalene om Prisreguleringen i saa høj Grad berører, at de ikke bør være uden Indflydelse paa deres Afgørelse. At man andet Sted har Forstaaelsen af Betydningen af Kvindens Medvirken paa dette Omraade fremgaar af, at man
i Sverige har valgt en Kvinde til Medlem af Statens „Livsmedelsråd", ligesom enkelte Kvinder har Sæde i forskellige lokale „Livsmedelsnämnder", hvilket sidste ogsaa er Tilfældet enkelte Steder i Norge. Skønt denne Sag burde have været taget op allerede for to Aar siden, vil dog en eventuel Repræsentant for Husmoderens Interesser, som nu indvælges i den overordentlige Kommission af 8nde Aug. 1914, sikkert kunne virke til Gavn for disse og derigennem for hele Samfundet, idet der jo stadig opstaar nye Spørgsmaal og Vanskeligheder, hvis Løsning er af den største Betydning for Landets Husmødre.