Kvinderne og de politiske Partier

(Forsinket paa Grund af Pladsmangel.)

Dette Emne er stadig Genstand for Drøftelse indenfor Dansk Kvindesam­fund, uden at denne Drøftelse har ført til synderlig Klarhed og Forstaaelse. Mon det ikke ligger i, at man stadig

kommer bort fra Hovedsagen og ind paa alle mulige Biting, som egentlig er temmelig ligegyldige.

Hvad er Hovedsagen? Det kan ik­ke være at angribe dem, der mener, at Kvinderne helst maa holde sig uden­for Partierne; det kan heller ikke væ­re at angribe dem, der har den Op­fattelse, at Kvinderne saa vidt mulig bør slutte sig til et af de bestaaende Partier, fordi de mener derved at bli­ve i Stand til at udrette mest til Gavn for sig selv og andre. At diskutere selve de to Opfattelser, tror jeg, vil vise sig fuldstændig unyttigt; til syven­de og sidst er det nemlig en Trossag, hvilken af dem, der er den rette, og om Troen kan man lige saa lidt dis­putere som om Smagen. Derimod er der noget andet, man kan gøre. Har man Tro paa én eller anden Sag eller til en eller anden Fremgangsmaade, kan og maa man søge at klare for sig selv og andre, hvorfor man har den­ne Tro, og hvorledes man vil handle og virke ud fra denne Tro i Livets Virkelighed, for at Tiden og Udvik­lingen kan vise, om det, man har fæ­stet Tro til, er ret eller fejl. Naar der er Tale om „Kvinderne og de politi­ske Partier", er der derfor Mening i at drøfte, hvilket Arbejde de Kvinder, der forstaar, hvad Kvindesag er, kan udføre dels for denne Sag og dels for det fælles borgerlige Samfund, hvad enten de vælger at slutte sig til et Parti, eller de vælger at staa udenfor alle Partier.

Udfra dette Synspunkt talte jeg i Aarhus. Da jeg har den Tro, at det er bedst, hvis Kvinderne kan slutte sig til de bestaaende politiske Partier, søgte jeg at paavise, hvorledes der kunde udføres et Arbejde inden for disse. Jeg tænkte naturligvis ikke, at mine Ord skulde omvende dem, der betragter alt, hvad der har med Parti at gøre som „Rottegift"; ligesaa lidt tænkte jeg mig, at de, som føler sig saa hjemløse i dansk Politik, som Frk. Daugaard skildrer dem, ved mine Ord pludselig skulde være i Stand til at finde deres Baas. Jeg er hverken ind­bildsk nok eller sangvinsk nok til at tro paa en saadan Mulighed. Derimod tænkte og haabede jeg, at jeg mulig kunde bidrage til, at der kom et Ord­skifte i Gang, som kunde hjælpe Fæl­lesmødets Deltagere til Klarhed over, hvor de stod - paa den ene eller den anden Side; om de vilde slutte sig til et Parti og søge at udføre et Ar­bejde derigennem, eller om de vilde vælge at staa udenfor og gøre sig klart, hvilket Arbejde, de saa kunde udføre, og hvorledes de bedst kunde gøre det. Jeg ventede, at den, der skulde indlede sammen med mig, vilde have brugt det meste af sin Tid til at paavise, ad hvilke Veje og paa hvilken Maade, de Kvinder, der stod uden for Partierne, bedst kunde bruge deres Borgerret. Det var imidlertid ikke den Side af Sa­gen, Indlederen særlig opholdt sig ved, og Diskussionen kom aldeles ikke til at dreje sig om Arbejdet, men om Par­tiernes større eller mindre Nederdræg­tighed. Det Emne vil altid fremkalde en meget livlig Diskussion; det gjor­de det ogsaa ved denne Lejlighed; om den bidrog til at skaffe en eneste af de tilstedeværende Klarhed over Hoved­sagen, er et ganske andet Spørgsmaal.

Nu er Emnet atter taget op i Kvinden og Samfundet, og det tegner til, at Diskussionen vil blive fortsat i samme Spor, den kom ind i ved Aarhusmødet. Gør den det, er der Ud­sigt til, at den kan komme til at gøre mere Skade end Gavn, idet den let skaber Bitterhed paa begge Sider. Vi maa kunne hindre dette. Vi maa fra begge Sider rolig kunne tale om og høre paa, hvorledes man tænker sig Fremtidens Arbejde udført, hvad en­ten det skal ske indenfor eller uden­for de nuværende politiske Partier. Vi maa kunne komme bort fra i Modpartens Fremstilling af et saadant Arbej­de at se et Angreb paa eller en For­klejnelse af ens eget Standpunkt eller et lumsk Forsøg paa at overliste og forføre enfoldige og ubefæstede Sjæle. Vi er enige om Maalet; der skulde da nødig være en saadan Smaatskaarethed og et saadant Snæversyn blandt os, at vi ikke med Forstaaelse kan se paa, at vi søger at naa dette Maal ad forskellige Veje. Jeg synes, vi maa være glade ved, at flere Veje og Mid­ler paavises; hver faar saa overveje, hvilke af disse Veje og Midler, hun anser for mest formaalstjenlige, hvil­ke, der stemmer bedst med hendes Na­tur, og saa vælge det, hun synes bedst om, Tiden og Udviklingen faar da vi­se, hvem der valgte bedst.

Dette maatte jeg have sagt, inden jeg giver mig i Lag med Frk. Daugaards Artikel i dette Blads Nr. 14. Naar man læser denne, kan man ik­ke undgaa at faa en Følelse af, at Frk. D. helt igennem har opfattet min Ind­ledning i Aarhus som et Angreb paa dem, der ligesom hun selv, vælger at staa uden for Partierne, Jeg maa tilstaa, det har vakt min Forundring. Der er adskilligt i Artiklen, som jeg haaber senere at kunne faa Tid til at komme ind paa; men der er enkelte Ting, som jeg gerne med det samme vil sige et Par Ord om og bede Frk. Daugaard tage op til fornyet Over­vejelse.

Frk. D. skriver: „Er det heldigt at give det Udseende af, at Kvinderne en­delig maa ind i Partierne for der sær­lig at dyrke kvindesagens Interesser". Jeg vil gerne vide, Frk. D., hvad De mener med Ordene „give det Udseende af"; det Udtryk plejer man nem­lig at bruge, naar man mener, at et Menneske i en eller anden Hensigt fremstiller en Sag, ikke alene ander­ledes end den er, men anderledes end vedkommende selv tror, den er. Hvad berettiger Dem til at mene, at jeg har gjort mig skyldig i noget saadant. De kan have den Tro, at det er uheldigt, at der gøres et Arbejde for at faa Kvinder ind i de politiske Partier; De kan arbejde for at faa andre til at dele denne Tro - selvfølgeligt; men er det rigtigt at gøre det ved at antyde, at en anden, i dette Tilfælde jeg, naar hun taler om, hvilket Arbejde der kan ud­føres for vor Sag indenfor Partierne, giver Tingen et Udseende, hun ikke selv tror paa.

Er det heldigt i Ordskiftet om en Sag at give Karakterer for, hvem der er de mere, og hvem der er de mindre selvtænkende. Kommer man ikke let til at erklære dem for de mere selv­tænkende, der udtaler noget, som stemmer med ens egen Mening. Jeg tror, man skal vogte sig for en saadan Dom; den fører let til, at Folk kom­mer i Tanker om P. A. Heibergs be­rømte Definition af Ordet Nar: „En-hver, der har en anden Mening end jeg."

Frøken Daugaard skriver: Jeg ved ikke om Karen Johansen er helt tilfreds med den Sammenligning, hun drager mellem den „femte Broder", og dem, der ikke som hun har et Hjemsted for sin politiske Overbevisning, Jeg finder det uretfærdigt at stemple Mennesker, hvis Overbevisning ikke tillader dem at staa i noget af de bestaaende politiske Partier, eller hvis Viden ikke sætter dem i Stand til med Fornuft at vælge mellem Partierne, kun som kolde Ræsonnører over for det Arbejde, andre udretter for den Overbevisning, de har." Ja, det finder jeg ogsaa uretfærdigt; men jeg tror, at hvis Frk. D. endnu en Gang læser igennem, hvad jeg har sagt, vil hun opdage, at en saadan Sammen-ligning har jeg aldrig draget. Jeg har peget paa adskillige af de Farer, der kunde true de Kvinder, der sluttede sig til Partierne og søgt at vise Midler til at værge sig mod dem; jeg pegede paa een Fare, der kunde true dem, der holdt sig udenfor, nemlig den: at de let kunde komme til at fortabe sig i Kritik af Partierne; de, der bukkede under for den Fare, sammenlignede jeg med den femte Broder; denne Sammenligning kom frem i Forbindel­se med Spørgsmaalet om, hvorledes man tænkte sig et Arbejde gjort uden for Partierne. Det Spørgsmaal, synes jeg ikke kan afvises, saaledes som Frøken Daugaard gør det i sin Arti­kel, naar hun skriver: „Lige saa lidt som vi allerede nu forlanger synlige Beviser for det Arbejde, de autoritets­tro har udrettet paa deres slagne Lan­devej, lige saa lidt har de noget som helst at kræve i Retning af Oplysning om, ved hvilke praktiske Fremstød vi vil udrette vort.” Men i al sund For­nufts Navn, Frøken D., hvad mener De? Hvad skal vi drøfte, og hvad skal vi i det hele taget tale og skrive om, hvis det ikke er det fremtidige Arbej­de, der skal gøres? Drøfter vi ikke Spørgsmaalet, for at baade vi selv og andre, hvad enten vi staar i et eller andet Parti eller staar uden for alle Partier, kan vinde Klarhed over, ad hvilke Veje og ved hvilke Midler, vi kan naa frem mod Maalet. For mit Vedkommende har jeg aldrig gjort mig skyldig i en saadan Taabelighed, som at kræve Beviser for, at et Arbej­de, der helt og holdent hører Fremti­den til, skal lykkes; det Bevis kan kun Fremtiden give; men jeg har spurgt om, hvorledes man har tænkt sig at gøre et Arbejde uden for Partierne. Jeg synes ikke, Spørgsmaalet er urime­ligt. Hævder man, at man vil virke for en Sag, er det rimeligt, at man bli­ver spurgt om, paa hvilken Maade, man har tænkt sig at gøre det.

Endelig - er det rigtigt, naar der er Tale om upartisk politisk Oplysning, at komme med Udtalelser, der kan tydes, som om de Kvinder i Dansk Kvindesamfund, der slutter sig til de politiske Partier, er ligegyldige, vrang­villige eller endog fjendtligsindede overfor en saadan Oplysning. Naar og hvor har vi vist en Holdning, der kan retfærdiggøre en saadan Beskyld­ning. Har vi ikke været med i det upartiske Oplysningsarbejde, som Dansk Kvindesamfund har øvet i For­tiden, og har der blandt os været vir­ket for, at dette Arbejde skulde høre op i Fremtiden. Har vi ikke tværtimod været ivrige for, at netop det Ar­bejde skal fortsættes, fordi vi ved, at vi altid vil trænge haardt til den upartiske Oplysning, vi kan faa, enten vi saa staar i eller udenfor Partierne. Men naar det er Tilfældet, er der saa Grund til i den Sammenhæng at tale om: „at de ny Stier kommer vi, Rebeller vel til at træde ene", og at stille de „au­toritetstro", der gaar ad den „slagne Landevej” i Modsætning dertil. Mon det i det hele taget ikke vil være hel­digt at være lidt forsigtig med stadig at fremhæve, at man selv og Menings­fæller vandrer ad de ensomme, utraadte Stier, mens alle, der har en anden Mening, gaar ad den slagne Landevej. Skal vi ikke overlade til vore Efter­kommere at dømme om, hvem af de to Parter, der traadte de tornede Sti­er, og hvem der gik den slagne Lan­devej. Maaske de kommer til det Re­sultat, at vi alle har talt om nye Stier uden at træde eller bane dem.

Ja, jeg har adskilligt mere paa Hjer­te, men det faar være til en anden Gang; der er bare Ordet „autoritets­tro". Brugen af det er ret mærkelig; alle Fortolkninger og Udtydninger til Trods har det en lidt foragtelig Klang, der passer godt til „den slagne Lande­vej" i Modsætning til „de nye Stier".

Er det ikke et Spørgsmaal, hvem der er mest „autoritetstro", den, der hæn­ger ubrødelig fast ved det Dogme, at alt, hvad der har med Parti at gøre, er af det onde, og saa er man færdig med den Ting, eller den, der med aabne Øjne for de Brøst, et Parti har, gaar ind i det i Tro til, at der kan gøres et Arbejde der. Tror De ikke, Frk. Daugaard, at der findes lige „autori­tetstro" Sjæle i begge Lejre; der er vist kun lidet Grund til at knytte det­te Ord saa lidt som Ordet „Rebel" til den ene eller den anden af de to Op­fattelser.

Karen Johansen. Holstebro, d. 6.-9.-16.