« Tilbage til søgeresultaterne
„Kvinden og Samfundet”s redaktionelle Forhold
Et Angreb paa Redaktionen, som findes andetsteds her i Bladet, nøder mig til at føje endnu nogle Bemærkninger til de Udtalelser om mit Syn paa Bladet, som jeg fremkom med paa Fællesmødet i Aarhus.
Dengang „Kvinden og Samfundet” i 1910 fejrede sit 25 Aars Jubilæum, skrev jeg i Bladet, at en stor social Bevægelses Sammenhold og indre Styrke kunde maales paa, om den var i Stand til at bære en Presse, og ved en Presse forstaar jeg vel at mærke ikke et Blad alene til Underholdning for Medlemmerne, men et Blad, som i første Række er Bannerfører for en Idé, Vaabendrager og Herold for en kæmpende Sag. Og jeg sagde, at dansk Kvindesag endnu ikke havde vist sig i Stand til at kunne bære en Presse, thi saalænge „Kvinden og Samfundet” vedblev med at være Fjortendagsblad, vilde dets Røst ikke blive hørt i Dagens Strid, fordi den i de fleste Tilfælde vilde komme bagefter: „fjorten Dage for sent”, som jeg skrev i en Række Smaaartikler med dette Navn. Artiklen sluttede med en Opfordring til Medlemmerne om snarest mulig at gøre deres Blad til mindst Ottedagsblad og helst Dagblad.
Jeg var ung dengang - ikke af Aar, men i D. K.’s Tjeneste - derfor stod det ikke for mig som en Utænkelighed, at Medlemmerne vilde bringe deres Sag og deres Blad det Offer, at gøre „Kvinden og Samfundet” til en Røst midt i Koret af Dagspressens Røster.
Jeg var blevet ældre og klogere, da jeg i 1913 overtog Redaktionen med det Forsæt til Trods for de Hindringer, et Fjortendagsblad frembød, at forsøge at gøre det til en virkelig Røst fra Kvinderne midt i Døgnets Strid, en Røst, som aldrig gik paa Akkord med Sandheden og Kvindesagens Program, som aldrig betænkte sig paa at slaa ned overalt, hvor Ordet Kvindesag misbrugtes, forfuskedes, forvrængedes, selv ikke naar Misbruget, Forfuskningen, Forvrængningen kom fra vor egen Lejr, kort sagt en Røst, som ikke hos Modstanderne lod Tvivl tilbage om, hvor Kvindesagens Vej gik midt gennem Mylderet af Tidens andre store Sager.
Og dog var jeg ung i Tjenesten ogsaa dengang, saa ung, at jeg fuld af Fortrøstning udtalte det Haab, at Kv. og Sf. maatte have en fylket, kampberedt, loyal Hær i Ryggen, rede til ved enhver Lejlighed at styrke Bladets Røst med et Ekko af tusinde Røster. De sidst forløbne 3 Aar har gjort mig ogsaa paa dette Punkt ældre og klogere. Men endnu staar disse Ond fra 1913 for mig som den absolute Betingelse for en Redaktions Forbliven, og da jeg ved sidste Fællesmøde af eget Initiativ satte Drøftelsen af „Kvinden og Samfundet”s redaktionelle Forhold paa Dagsordenen, var jeg fast besluttet paa, at saafremt Fællesmødets Holdning overbeviste mig om, at den nuværende Redaktion ikke længere havde em fylket, kampberedt, loyal Hær i Ryggen, da vilde jeg overlade Ansvaret for Bladet til en anden.
Fællesmødets overvejende forstaaende Holdning gav mig imidlertid Mod til at forsøge et Aar endnu, men Forudsætningen var unægtelig fra min Side, at indtil næste Fællesmøde skulde Redaktionen have Arbejdsfred, og ikke Gang paa Gang være udsat for Tilrettevisninger af misfornøjede Medlemmer.
Skulde dette være for meget forlangt?
Vil ikke den Kusk, hvem det er blevet betroet at køre et Spand Heste, være berettiget til at smide Tøjlerne fra sig, hvis andre Hænder skal have Lov til at gribe med om dem? Vil ikke den Styrmand, hvem et Fartøj er blevet betroet, have Ret til at give Roret fra sig, hvis andre Hænder stadig skal gribe med om Styret? - Paa samme Maade med den, hvem Ansvaret for et Blad er blevet betroet.
Skal han paa den Tillidspost, han beklæder, blive ved at være udsat for Angreb af dem, hvis Tillid han repræsenterer, da vil Omverdenen tilsidst nødvendig faa det Indtryk, at Vognen er ved at køre løbsk; og det vil hverken være til Ære for ham eller dem, som har betroet ham Linerne.
Redaktionen, den som andetsteds i Bladet er kaldt „Vi-alene-vide”- Redaktionen, har strakt sin Loyalitet overfor de misfornøjede Indsendere til det yderste - vi har private Udtalelser for, at der er Medlemmer, som mener, Loyaliteten har strakt sig ud over det yderste - i hvert Tilfælde har Redaktionen i dette Nummer af Bladet strakt sin Loyalitet saa vidt, at den har optaget fornyede Angreb i Anledning af Artikler, som blev baade drøftede, forsvarede og godkendte paa Fællesmødet, dette gælder bl. a. Art. om Fru Lassens Tale i Studenterforeningen. - I dette Nummer er Redaktionen tillige Genstand for et Angreb i Anledning af Bladets Anmeldelse af Fru Thora Knudsens Skrift „Vore Hjem”. Med Hensyn til denne Anmeldelse kun saa meget:
„Kvinden og Samfundet” er ikke og bør aldrig blive et gensidigt Assuranceforetagende for kvindelige Præstationer i den ene eller den anden Retning.
Hvad enten det gælder Mænd eller Kvinder, Medlemmer eller Ikke-Medlemmer, skal Bladets Kritiker være lige saa oprigtige, saglige og upersonlige, som den paatalte Anmeldelse af Fru Thora Knudsens Skrift var, og som den nuværende Redaktion lover, at dens Anmeldelser skal vedblive at være, saalænge den endnu sidder med Ansvaret.
Men med Optagelsen af disse sidste Angreb maa det ogsaa være Slut med Redaktionens Loyalitet overfor sine Angribere. Disse maa nu ogsaa paa deres Side vise den Loyalitet overfor Redaktionen at opsætte, hvad mere de har paa Hjerte, til rette Tid og Sted. Hverken for Historiens eller for Omverdenens Skyld kan Redaktionen afse mere Plads paa disse idelige Overfald i Ryggen til Glæde for vore fælles Modstandere. Vi betragter derfor Diskussionen om „Kvinden og Samfundet”s redaktionelle Forhold som afsluttet her i Bladet, og opfordrer dem, som maatte sidde inde med mere uforbrugt Kritik, til at fremkomme med denne paa Fællesmødet i Aalborg 1917. Da skal Redaktionen saa vist ikke unddrage sig Regnskabet saa lidt som dets Følger.
