« Tilbage til søgeresultaterne
Haster det?
Et Svar.
Fru Lemche indrømmer, at der ikke gives anden upartisk politisk Oplysning end: Kursus i Samfundslære. Vi er enige. Men Samfundslære er ikke Politik i Praksis. Samfundslære er:
Historisk Oversigt over de Samfundsforhold og Love, som er Partipolitikens Værk og Resultat.
Dr. Reinhardt bruger nogle Uheldige Lignelser fra en Suppegryde og Morten Luther, men kan ikke give Svar paa, hvorledes politiske Vælgere udenfor København skal kunne deltage i politisk Arbejde udenfor Partierne. Det er jo netop Ulykken ved den Klaus Berntsenske Valglov.
I Provinsen tvinges vi ind i de politiske Partier, mens Hovedstadens Vælgere kan arbejde efter andre politiske Linjer. Lad os endelig komme til klar Forstaaelse af, at denne uheldige Valgordning vil skille os i vor Politik mod vor Vilje, men lad os ikke være saa ufornuftige at blive hverandres Fjender af den Grund.
Jeg mener, at vi indenfor Partierne og de udenfor (de partiløse) meget godt kan arbejde sammen ogsaa for andre Sager end Kvindesagen, Hvis disse sidste har mere revolutionære Tendenser end vi, kan de jo blive vore Pionerer, forudsat, ja forudsat, at de forstaar at organisere sig. Og nu kommer jeg til den vrede Frk. Daugaard, som jo bare skader sig selv med sit bitre - skal vi sige sommernervøse Indlæg. En Redaktions - og Foreningssekretær maa ikke gøre sig selv umulig i Diskussion med Medlemmerne; det er ikke coutume; men Frk. D. er maaske for „dansk”
til at vide, hvad coutume er! Mærkeligt for Resten, at Frk. D. ikke tør bruge fremmede Ord, men nok tør bruge næsten usømmelig Tale overfor Medlemmerne af D. K. - for Fru Stampe-Feddersen. Men til Sagen: Frk. D. „slider i det for at finde et ærligt Leje for sin politiske Overbevisning,” og et Øjeblik efter er hun, qua Rebel, „godt i Gang med at træde de nye Stier,” men vil paa ingen Maade give nogen Oplysning om disse „nye Stier”. Atter denne Hemmelighedsfuldhed; dog, dette nye Partis Program vil vel en Gang aabenbares. Jeg synes egentlig, at dette haster! Vi kan jo faa Valg. Og derfor vil jeg sige til dem, der staar bagved Frk. D.: Gør nu Alvor af at danne dette nye Parti, saa vi kan tage Stilling dertil. Vi, som er indenfor Partierne, er ikke i Vildrede, vi véd, hvor vi staar, og hvad vi vil, og vore Programmer er offentliggjorte. Held til! siger Frk. D., men hun ser med svær Foragt paa os.
Alligevel - kunde Frk. D. og flere nu slet ikke tænke sig, at Samlingspolitik skal komme indefra Partierne. Politik er jo ikke andet end Stændernes og dermed Partiernes berettigede Kamp for deres forskellige Interesser. Denne Kamp kan ikke kues ned, men den kan gøres mindre bitter og hadsk, mere forstaaelsesfuld gennem Kvinderne indenfor Partierne, hvis disse forstaar deres politiske Mission.
Partierne skal ikke sprænges, men Fordragelighed skal vide Grænserne ud, saa at det fjerne Maal (ikke paa kort, men paa langt Sigt): Samlingspolitik aldrig tabes af Sigte.
Og hermed ønsker jeg for mit Vedkommende at slutte denne Diskussion.
Dora Lacoppidan-Koefoed, Odense.
D. Lacoppidan-Koefoed vender paa den elskværdigste Maade op og ned paa Faktorernes Orden i vor Diskussion om upartisk, politisk Oplysning. Hun har i Nr. 14 af „Kv. og Sf.” spurgt: „hvad
D. K. mener med upartisk politisk Oplysning, og hvor den erholdes?” - og andet Steds i samme Artikel har hun erklæret, at upartisk politisk Oplysning ikke er enslydende med Samfundslære. Hertil har undertegnede svaret, at netop D. K.s Kursus i Samfundslære, saaledes som de praktiseres i Overensstemmelse med den af D. K. udgivne Ledetraad, byder Kvinderne en upartisk politisk Oplysning, medens den, Partierne byder paa, kun kan blive ensidig. D. L. -K. giver det nu Udseende af, at dette har hun altid været klar over og enig med G. L. i, men ændrer samtidig Spørgsmaalet til at betyde praktisk, upartisk, politisk Oplysning og erklærer mig triumferende for mat i Diskussionen. Ja, jeg indrømmer gerne at denne Maade at føre Ordets Kaarde paa, gør mig lidt „mat”. Imidlertid skulde jeg gerne unde D. L. -K. hendes lille Triumf, hvis kun jeg og ikke tillige
D. K. var Part i Sagen. Men hun har beskyldt D. K.s Fællesmøde for at have vedtaget en uklar og ulogisk Resolution, og dette maa ikke gaa upaatalt hen. D. K. har aldrig lovet at ville aabne sine Medlemmer Adgang til en praktisk upartisk politisk Oplysning - jeg gaar ud fra, at ved praktisk Oplysning forstaar D. L. -K. Oplysning om det, man med et kortfattet Udtryk kan kalde politisk Taktik - men D.K. har tvertimod vist denne Side af den politiske Viden fra sig ved at overlade til Kvinderne selv, ad hvilke Veje de vil gøre deres Indflydelse gældende, og andet kunde D. K. som upartisk Forening ikke gøre.
Altsaa, D. L.-K. har i sin forrige Artikel rejst et Spørgsmaal, som D. K. allerede i sin klare og logiske Aarhusresolution har besvaret; det nye Spørgsmaal, hun rejser, maa Kvinderne selv finde ud af at besvare. Men jeg raader alligevel de Kvinder, som ønsker at trænge ind i den praktiske Politiks Krinkelkroge, til først at udstyre sig med den saglige Kundskab, som erhverves paa D. K.s Kursus, den vil ikke blive dem en overflødig Byrde at slæbe paa. De vil der ikke alene lære af den parlamentariske Forhistorie at undgaa en Gentagelse af Fortidens skæbnesvangre Fejltagelser, men de vil tillige lære at klare deres Begreber og at præcisere deres Udtryksmaade i Diskussionen, saaledes at de sparer deres Læsere saavel som deres Tilhørere for megen vidtløftig og overflødig Diskussion.
Gyrithe Lemche.
Dora Lacoppidan-Koefoeds Koketteri med „Mands-Logikken”, som hun fremhævede for at stille sine Kønsfæller, i dette Tilfælde Deltagerne i D. K.s store aarlige Fællesmøde, i Gabestokken med deres bristende Evne til at tænke logisk, fristede mig til en spøgefuld Paranthes-Bemærkning, som D. L.-K. øjensynlig har ladet sig krænke af.
Det er beklageligt, at D. L.-K. ikke har raadet over anden Parade end den at drage Hensynet til min private Livsstilling ind i et Ordskifte, i hvilket jeg ikke deltager som Redaktionssekretær, men som menigt Medlem af Dansk Kvindesamfund med ganske samme Ret - hverken, mere eller mindre - som D. L.-K. og ethvert andet Medlem til at sige min Mening og vælge den Maade, jeg vil sige den paa.
Den, der er med i Striden, maa ogsaa vente at faa Skrammer, og D. L.-K. har naturligvis ikke ved sin uheldige Bemærkning villet true sig Skaansel til hos en Modstander, men jeg indvilliger dog ikke desto mindre gerne i at undlade at ægge hende til fortsat Diskussion om en Sag, som hun - efter hendes Slutbemærkninger at dømme - ganske har misforstaaet.
Th. Daugaard.
Svar til Frk. Daugaard.
Naturligvis kan jeg give nærmere Forklaring angaaende „Valgretsfilmen”, og skønt jeg jo ikke tror, det er nødvendigt for Frk. Daugaards Skyld, skal jeg dog efterkomme Opfordringen.
Deltagerne i Aarhusmødet vil huske, at det var under Forhandlingen om det ønskelige i at faa Kvinder i Prisreguleringskommissionen, at Fru Lemche fik Ordet for en Meddelelse. Denne gik ud paa, at Fællesstyrelsen havde arrangeret sig med „Kosmorama”, som vilde vise Billeder fra Grundlovstoget. Fruen mente, man kunde hurtig blive færdig med Forhandlingen, saa Forevisningen kunde naas før Middag. Forestillingen, som vilde tage ca. 5 Minutter, skulde koste 50 Øre for hver, og Indtægten skulde gaa til den paatænkte Margrethestatue. Man følte jo ikke netop dette som en Hensynsfuldhed mod Indlederen, og da Fru Berg Nielsen kom op og bad Damerne om at møde i rette Tid til Middagen, særlig dem, der skulde spise paa Skolerne, saa forstod man jo nok, at i hvert Fald Fru Berg Nielsen ikke var Medindbyder til Filmsopvisningen. Frk. Daugaard kom da ogsaa med den Oplysning, at det var „de tilstedeværende Medlemmer af Udvalget for Margrethestatuen i København”, der var Indbydere, med andre Ord: Fru Lemche og Frk. Daugaard!
Naar man nu véd, at der er to Komitéer for Mindesmærker: en, der vil have Mindesmærke i København, og en, der arbejder for Jylland, og der desuden sikkert er mange, der synes, at vi foreløbig kan nøjes med Egene, saa mener mange flere end jeg, at det var et Forsøg i Retning af at bruge sine (maaske lidt nysgerrige) Medmennesker i en bestemt Hensigt.
Jeg maa maaske ogsaa minde om det energiske Arbejde, der udøves ved de forskellige Valg, i Særdeleshed til Fællesstyrelsen, hvor der anvendes de samme Midler, man bebrejder Partierne, for Eksempel, at sætte et ret ukendt Navn paa Listen, kan man ikke opnaa andet, splitte Stemmerne kan man da.
Endelig vil jeg gøre opmærksom paa, at jeg har hverken rost eller dadlet Partierne. Jeg overser ikke Manglerne eller Fejlene, men hævder, at vi Kvinder alligevel maa slutte os til det Parti, hvis Program tilfredsstiller os mest og gøre det snart. Jeg har ikke udtalt mig for det ene eller det andet Parti, kun om et Kvinde- eller Kvindesagsparti siger jeg: Vorherre bevare os vel!
Maaske jeg til allersidst maa komme med en beroligende Bemærkning til Frk. Daugaard i Anledning af hendes Betænkelighed ved at opfordre mig til at svare.
En navngiven Indsender, som tillige oplyser, at Dansk Kvindesamfund ikke har Ansvaret for hendes Udvikling, kan aldrig komme „Kvinden og Samfundet” til Skade paa dets gode Navn og Rygte. Anderledes med Redaktionens „Vi alene vide-Artikler”, de giver Bladet Farve, for dem hefter Bladet, ligegyldigt hvem, der har skrevet dem.
For at forebygge Tvivl om, hvad jeg sigter til, vil jeg henvise til Omtalen af Fru Lassens Tale i Studenterforeningen, Diskussionen om, hvad der var sagt paa Aalborgmødet og Anmeldelsen af Fru Thora Knudsens „Vore Hjem”.
Nu haaber jeg at have tilfredsstillet Frk. Daugaard, i hvert Fald tillader min Tid mig ikke at fortsætte, min Lyst heller ikke, især da jeg i Grunden tror, Ligegyldighed her er bedre end Indignation.
Maren Markussen.
I den Travlhed, der hersker paa vore store tre Dages Fællesmøder, og som nødvendigvis maa koncentrere sig om et Par Mennesker i Ledelsen, kan det ikke undgaas, at der i Hastværket indløber Misforstaaelser. Ved en saadan Misforstaaelse fik Gyrithe Lemche den Opfattelse, at Fællesstyrelsens enkelte Medlemmer havde tiltraadt den i Formandens Beretning Dagen i Forvejen omtalte Plan om at lade Valgretsfilmen forevise, og havde tiltraadt at lade dette ske for at skaffe et første Bidrag fra Landsforeningen Dansk Kvindesamfund til Rejsningen af et Landsmindesmærke for Kvinders Valgret. D. K. er jo nemlig repræsenteret i den af Landets store Kvindeorganisationer stiftede Komité for Rejsning af en Statue af Dronning Margrethe til Minde om Valgretten, og er saaledes interesseret i at skaffe Midler til dette Formaal. -
Fejlen blev begaaet og rettet i den samlede Fællesstyrelses og det samlede Fællesmødes Nærværelse.
Vi skal ikke gaa dybere ind paa Maren Markussens Forsøg paa i denne Anledning at kaste Skygge over Motiverne til vore Bestræbelser for at skaffe et Tilskud til en Landskomité, der er dannet om en Sag, som ogsaa D. K. har givet sin Tilslutning og ladet sig repræsentere i; men vi skal saa meget mere energisk protestere imod, at D. K.s Fællesmøde paa et saa løst Grundlag som dette, af en af Tillidsmændene er bleven omtalt som en Tumleplads for ,,Rænker”, „Fif ” og „Forsøg paa at bruge” Deltagerne i en illoyal Hensigt. Da vi opfordrede M. M. til at forklare sig, forstod vi, at hun havde en virkelig Forklaring paa sin Sigtelse. Vi beklager overfor vore Læsere at have givet Anledning til Fremkomsten af en pjanket og af vrang Vilje præget Fremstilling af, hvad der skete i denne Sag. Vi indser, at denne Diskussion ikke klæder Bladet og vi skal i Fremtiden - om fornødent - straks afvise saadanne Indsendere, som sigter i forblommede Hentydninger i Stedet for at anklage i klare Ord, som kan forstaas og besvares.
Gyrithe Lemche.
Th. Daugaard.
