« Tilbage til søgeresultaterne
Danmarks første kvindelige Læge,
Nielsine Nielsen,
født den 10. Juni 1850. - Død den 8. Oktober 1916.
Der staar om dette Navn en Glans fra den Tid, som med Rette er blevet kaldt: Kvindesagens gyldne Tid; Tiden, da Stierne blev traadt og Dørene sprængte, medens Forargelsestilraabene piskede den lille fremtrængende Skare som Haglbyger om Ørene. Nielsine Nielsen fik sin Part af Bygen,
Hun var født i Svendborg 1850, og er altsaa som saa mange af Kvindebevægelsens Pionerer
i København indvandret fra Landet. Hun havde allerede nogen Tid omgaaedes med kætterske Tanker om at ville sprænge den Bom, som udestængede hendes Køn fra Universitetets Studiesale, da en lykkelig Skæbne førte hende sammen med en kvindelig Læge fra Philadelfia, Miss Yhlen. Denne havde paa en Lægekongres i. København i 1870 truffet den ansete Læge og Politiker Carl Emil Fenger og hørt ham udtale sin levende Beklagelse over, at her i Danmark endnu ingen Kvinde havde indladt sig paa at studere Medicin. Denne Udtalelse havde Miss Yhlen mærket sig og raadede derfor Nielsine Nielsen til at henvende sig til Professor Fenger. Raadet blev fulgt, og Fenger viste nu Nielsine Nielsen den samme Interesse og Hjælpsomhed, som han tidligere havde vist Mathilde Fibiger. Han indgav personlig hendes Ansøgning til Ministeren for Kirke og Undervisningsvæsenet om at maatte forberede sig til Studentereksamen og faa Tilladelse til senere at studere Lægevidenskab ved Universitetet. Denne Ansøgning var det, som gav Anledning til Professor Saxtorphs berygtede Separatvotum i det lægevidenskabelige Fakultets Erklæring angaaende denne Sag:
„Vistnok kan man indvende imod mig, at Staten paa en Maade kan siges at tage Uanstændigheden under sin Beskyttelse, naar den tillader og ordner Prostitutionsvæsenet, men dette betragtes vel nutildags som et nødvendigt Onde, medens kvindelige Læger kunne kaldes et aldeles unødvendigt Onde, hvilket enhver dansk Mand vistnok maa ønske sit Land forskaanet for.
Fenger oplevede ikke at se Nielsine Nielsen som Læge; han døde Aaret før, hun i 1885 som den første af danske Kvinder tog sin Embedseksamen med Loud.
Hun var det følgende Aar Kandidat ved Kommunehospitalet, studerede derefter et Aar i Paris, blev ved sin Hjemkomst Kandidat ved Vestre Hospital, foretog 1888-1889 igen en Studierejse til England og nedsatte sig derefter i København som praktiserende Læge. I Oktober 1906 blev hun kommunalt ansat som Læge ved den offentlige Behandling af Kønssygdomme i Henhold til Lov af 31te Marts 1906.
Men ogsaa i Kvindesagens indre Historie har Nielsine Nielsen sit Blad. Kvindesagen betød for hende fra første Færd ikke blot Kravet om Kvindens økonomiske Ligestilling med Manden, men ogsaa Kravet om politisk Ligestilling. Den Gang Dansk Kvindesamfund efter d. 15. April 1885 at have sat Kravet om Kvinders Ligeberettigelse med Mænd i Familie, Samfund og Stat i Spidsen af sine Love, foretog det Tilbageskridt paa et overordentligt Fællesmøde s. A. at ændre Ordet Ligeberettigelse til Forbedring af Kvinders Stilling i o. s. v., da var Nielsine Nielsen en af de tretten, som med Navns Underskrift protesterede i Foreningens Protokol, hvor Protesten den Dag i Dag kan findes.
„For Historiens Skyld bør Ordet Ligeberettigelse beholdes,” sagde hun under Diskussionen. Men Akkordens og Forsagthedens Aand gik dengang af med Sejren, og Styrelsen mente at maatte bøje sig for den opskræmte Opinion.
Samme Aar skulde Sædelighedsfejden bringe Nielsine Nielsen paany i Modsætningsforhold til Dansk Kvindesamfunds Flertal. Elisabeth Grundtvig havde paa Opfordring af D. K.s Styrelse den 16. Marts holdt et Foredrag paa et Kvindemøde om Nutidens sædelige Lighedskrav, og dette Foredrag var flere Maaneder efter blevet angrebet af Georg Brandes i nogle Artikler i „Politiken”, som gav Anledning til en hel Avisfejde mellem enkelte af Hovedstadens Blade. Dette vakte Røre ogsaa indenfor D. K., og sammen med 20 Medlemmer forlangte Nielsine Nielsen Indkaldelsen af en overordentlig Generalforsamling, hvor man skulde drøfte Betimeligheden af, at D. K. havde sat det sædelige Lighedskrav under Debat.
Det blev Nielsine Nielsen, som indledede Forhandlingen, bl. a. erklærede hun, at det var inkonsekvent af D. K. at hævde Ligeberettigelsen paa det sædelige Omraade, naar man ikke havde turdet hævde den økonomisk, socialt og politisk, saaledes som bevist var paa Generalforsamlingen 27. Maj 1887. Hun stillede sluttelig som Forslag, at D. K. skulde lade det sædelige Lighedskrav falde og rette sine Bestræbelser mod mere praktiske Opgaver.
Dette Forslag blev dog forkastet med et stort Flertal, og Styrelsen hævdede derved sin Ret til at have rejst det sædelige Lighedskrav som et Spørgsmaal, der vedkom Kvindesagen og dermed ogsaa Dansk Kvindesamfund.
Hermed forsvinder Navnet Nielsine Nielsen af Dansk Kvindesamfunds Historie, men ikke af Kvindesagens. Hun, som flere andre Kvinder, fandt D. K.s Arbejdsmaade dengang for omstændelig og Tempoet for langsomt. Hun søgte derfor over i Kvindeforeninger af mere radikal Tænkemaade og kom ogsaa senere til at beklæde Tillidsposter i det radikale Parti.
Men selv om hendes og D. K.s Veje i Aarenes Løb skiltes, sænker Dansk Kvindesamfund dog ved Nielsine Nielsens Død med Ærbødighed sin Fane for hende som en af de Kvinder, der ved sin ukuelige Energi og Dygtighed har ført Beviset for Berettigelsen af den Kamp, D. K. gennem hen ved et halvt Aarhundrede har kæmpet for at sprænge de Døre, som stængede og endnu stænger for Kvinders Evner og Virkelyst.
