« Tilbage til søgeresultaterne
Parlamentariske Betragtninger
Høsten er Stormenes og de overraskende Bygers Tid, hvor Barometret svinger med nogle Timers Mellemrum og Landmandens Humør med det.
I det parlamentariske Liv plejer dog under normale Forhold Høstmaanederne at være helligede den landlige Hvile eller den stilfærdige Agitation paa Efteraarsmøderne Landet over, mens inde i København Finanslovsanretningen forberedes. Men i Aar - »Ak, hvor forandret!« Den gamle Rigsdagskaserne har summet og brummet fra Morgen til Aften som selve H. C. Andersens Elverhøj, da Dovregubben ventedes paa Frierbesøg. Det har holdt haardt for en Rigsdagsmand at faa sit Partis Tilladelse til at forlade Byens Grund for at se til sin Høst eller sine Vælgere. Tænk om der blev Afstemning imens, og Modparten tilluskede sig en Sejr, fordi han tilfældigvis kunde mønstre alle sine Folk! Det er jo hændt mere end én Gang i denne mærkværdige Samling. Stakkels Foredragsforeninger og Landboforeninger, for ikke at tale om Kvindeforeninger Landet over! Der har været ligesaa knapt om politiske Foredragsholdere i denne Høst som om Sild ved Gammelstrand efter Exportreguleringen.
Men nu er Høststormene overstaaede, nu raabes der atter med Sild i Gaderne, nu kan atter en Rigsdagsmand faa nogle Dages Permission for at vejlede Stemningen i saa og saa mange »upolitiske« Foredragsforeninger, Rengøringskonerne kan atter komme til at varetage deres velsignelsesrige Gerning i Rigsdagens og Udvalgsværelser - det nylig saa oprørte Hav har gynget sig til Ro.
Tungt aandende hviler det ud efter Dysten og gider knap aabne Øjnene for at se paa de Retter, som Finansministeren dækker op med i denne Samling, endnu mindre høre efter Ordførernes Taler under Finanslovens første Behandling. - Enigheden er jo paa Forhaand garanteret - Opmærksomheden er andetsteds henne, den patrouillerer op og ned foran den Dør, bag hvilken den vestindiske Kommission arbejder til Beroligelse for det opskræmte Folk. Thi Ro er det, vi nu mest af alt trænger til, - derom er alle enige - derfor: Ingen Valgkamp! intet Pressehysteri! Ingen Mistænkeliggørelse, hverken indenfor Partierne eller Partierne imellem! Urostifterne sættes udenfor. Ministeriet sættes under Kontrol, Kvindernes Valgret udsættes for Gud maa vide hvilken Gang. Borgfreden er genoprettet. Borgfreden leve! Men blandt Kvinderne, de stadig resignerende, stadig offerberedte, hæver der sig en Røst, enfoldig og ligefrem, som den uskyldige Barnerøst i »Kejserens nye Klæder«.
»Hvis alle Vælgere skal være repræsenterede i Samlingsministeriet, maa da ogsaa Kvinderne være repræsenterede,« siger den, »fik vi ikke baade Valgret og Valgbarhed ved Junigrundloven af 1915? Er det vor Skyld, at vi endnu ikke har faaet Lov til at gøre Brug af denne vor Ret? - Har vi ikke allerede frivillig paataget os alle en virkelig Vælgers Forpligtelser, meldt os ind i Partierne i stort Antal, og deltaget i Agitationen med Pen og Mund sammen med vore mandlige Partifæller? Har vi ikke Gang efter Gang stiltiende set vore egne Interesser, ja, selv vor Valgret tilsidesatte for Almenvellet? - Et det da kun os, det tilkommer at bringe Ofre og betale Borgfredens Omkostninger? Vilde det f. Ex. have været en urimelig Tanke, at de tre kontrollerende Partier havde valgt hvert især en af sine dygtigste kvindelige Partifæller til at vaage over Borgfreden indenfor Ministeriet og saaledes uden en Valgkamps Risiko havde skaffet Kvinderne Oprejsning for uforskyldte Tilsidesættelser ved en Repræsentation i det Ministerium, hvori Kongen jo ønskede, at alle Vælgere skulde være repræsenterede?«
Saaledes taler den uskyldige Røst, uden fjerneste Respekt for de parlamentariske Indvendinger, som Kravet om en Kvinde som Minister i Øjeblikket vil møde, og da det som bekendt er af de uskyldiges Mund, at man skal høre Sandheden, og vi selv er af den Mening, at der er saa megen Sandhed i, hvad denne Røst siger, at den fortjener at blive hørt, har vi med Glæde gengivet den i vore Spalter. Ganske vist anser vi det for utænkeligt, at nogen af de 3 Kontrolministre paa dette Tidspunkt skulde vige Pladsen for en Kvinde, men der var jo den Udvej at Ministeriet supleredes yderligere med 3 Kvinder, valgt af hvert af de 3 Partier. Regeringens parlamentariske Flertal indenfor Ministeriet vilde alligevel være bevaret, Kvinderne vilde have faaet den Oprejsning, som det forekommer os, de har Krav paa, og Borgfreden vilde være beseglet ogsaa af Kvinderne.
Høststormen er for denne Gang redet af, men den kloge Sømand sørger i Tide for at have rebet alle sine Sejl, han ved aldrig, fra hvilken Kant, Uvejret næste Gang bryder løs.
