« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinder paa Scenen
Ellen Rindom i ,,Romantik”.
Dagmarteatret.
Hvor er Grænsen mellem Talent og Geni?
Talentet formaar ved Flid og alvorligt Studium, gennem mange Enkeltheder at skabe et levende Menneske, som vi tror paa som saadant, og hvis Lidelser og Sorger vækker vor Medfølelse, saa længe vi ser dem, men fordi vi stadig føler Rummet mellem os og den lidende, bliver vi ikke selv Part i den Kamp, som udspilles paa Scenen, men forholder os til den alene som Tilskuere, der nyder Kampen paa behagelig Frastand!
Geniet har derimod den Evne at paatvinge Tilskueren de Smerter og Glæder som Rollen gennemlever; det kan undertiden føles næsten som en Indiskretion at være kommen dette levende Væsen saa nær ind paa Livet.
I den sidste Maaned har Dagmartheatret Aften efter Aften for fuldt Hus opført den amerikanske Forfatter Edmond Sheldons Skuespil »Romantik« med Fru Rindom i Hovedrollen. Denne dygtige Skuespillerinde har atter med sin utrættelige Flid og sit ubestridelige Talent Baaret dette Stykkes Sukces. For hver ny Rolle, der overdrages hende, vinder hun en ny Sejr. For hver Gang skaber hun en ny Skikkelse. Med Beundring saa vi hendes Liza Doolittle i »Pygmalion« og hendes alvorlige Steinun i »Ønsket«, men her i »Romantik« i den næsten tragikomiske udenlandske Divas Rolle, har hun dog naaet højst, naaet langt ud over Flid og Talent.
Hendes Maske var ypperlig, det fremmedartede Udseende med det mørke Haar sat op med Krøller, som fra det sidste Kejserdømmes Dage, hendes livlige, undertiden næsten formløse Bevægelser, som man tidt træffer hos temperamentsfulde Naturer, gjorde hende ret ukendelig. - Det umelodiske i hendes Stemme dækkedes godt af den saa tappert gennemførte italienske Accent. I denne Rolle, som nærmest hører ind under Kategorien »Stjernekomedie«, hvor der fra Forfatterens Side er gjort adskillige Forsøg paa at føre den ud i det latterlige, maa man beundre, hvorledes Fru Rindom paa den mest indtagende Maade overvandt Vanskelighederne, ved Gennemførelsen af den let komiske Akcent, selv under de mest løftede Stemninger, tilmed iført et af Damemodens mest uklædelige Luner: Krinolinen. Hun naaede som Rita Cavallini at føre sit Publikum med sig gennem alle sine. Skuffelser og Sorger.
Den Kunstnerinde, der som Fru Rindom, uden at fremkalde Smilet, men hos Tilskuerne kun deres fulde Medfølelse, ja næsten Taarer, efter Bruddet med den elskede, kan tage sit gode Tøj paa den ene Arm, sin lille Abe paa den anden og glide stille ud af Stuen - har overskredet Grænsen mellem Talent og Geni.