« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Rigsdagen
Kvinderne og Finansloven.
Efteraarets Hovedbegivenhed paa Rigsdagen er den store Finanslovsdebat i Folketinget. Denne er nu afsluttet, og vi bringer i det følgende Uddrag af de Taler, som omhandler Spørgsmaal, der i Øjeblikket har særlig Krav paa Kvinders Opmærksomhed.
Den kvindelige Ungdomsskole
(K. M. Klausen, S.):
„Frem for alt gælder det imidlertid om at skaffe Lærere til den kvindelige Ungdom, dem mangler man i høj Grad ud over Landet, navnlig til at optage Undervisningen i saa vigtige Fag som Madlavning og Husholdning, der dog maa betegnes som nogle af de allervigtigste Fag for de unge. Ud over Landet, hvor man ikke har Lærerinder, som kan paatage sig dette Arbejde, staar man og mangler Lærerkræfter. Vi har haft denne Sag fremme et Par Aar i Finansudvalget, og vi har navnlig haft Opmærksomheden henvendt paa Fru Lauridsens Husholdningsskole i Sorø, hvor saadanne Lærerkræfter kunde uddannes. Det vil sikker blive nødvendigt at tage under Overvejelse, hvorledes man skal skaffe Lærermidler, men ogsaa de nødvendige Lærerkræfter for at denne sag kan faa den Fremgang, den maa og skal have.
Enker
Finansminister Brandes:
,,Det tredje Lovforslag, jeg skal have den Ære at fremsætte for det høje Ting, vedrører derimod en ny foranstaltning, nemlig Bestemmelsen om et Fjerdingaars Efter-Indtægt for Tjenestemænds efterladte. Lovforslaget gaar ud paa, at Enker efter Tjenestemænd, der har haft en Tjenesteindtægt, der gav adgang til Pension, eller har nydt Ventepenge, Pension eller fast Understøttelse for Tjenestetid, og enker efter Præster i Folkekirken i tre Maaneder efter Mandens Død skal nyde hans Statsindtægt med 1/12 hver Maaned, altsaa i Virkeligheden oppebære samme Indtægt som Manden oppebar. Ligeledes skal samme Ret tilfalde den paagældendes uforsørgede Børn under 18 Aar, hvis ingen Enke efterlades, og endelig skal, hvis en Enke efter en Tjenestemand dør, ogsaa hendes og Mandens uforsørgede Fællesbørn nyde samme Ret.
Jeg skulde ikke tro, at der behøves nogen synderlig Forklaring af, hvorfor Ministeriet har ment det rettest at fremsætte dette Lovforslag; det vil uden videre Udvikling være klart, at naar Forsørgeren dør, vil der for Familien indtræde en meget pinlig og meget pludselig Forandring af dens økonomiske Kaar, Livsvilkaarene i det hele, og det er for at lette denne Overgang, for at lindre den da fremkommende Tilstand, at man fremsætter dette Lovforslag, Jeg skulde ikke tro, at jeg behøver at sige synderligt til Anbefaling derfor; jeg mener at kunne forsikre, at et saadant Lovforslags Gennemførelse vil møde stor Sympati og stor Paaskønnelse i den hele store Tjenestemandsskare, baade blandt de store og de smaa Tjenestemænd. Det er bestemt i § 2, at en Enke naturligvis ikke samtidig kan nyde pension og oppebære denne Indtægt. - Foranstaltningen vil efter den Beregning, der er anstillet, koste 145,000 Kr. om Aaret; det er ikke nogen synderlig stor Sum, i alt Fald næppe nogen Sum af Betydning overfor det Gode, som denne humane Foranstaltning utvivlsomt vil føre med sig.
Lovforslaget omfatter ikke Folkeskolens Lærere. Der er i Underdervisningsministeriet paabegyndt en Undersøgelse af Forholdene for Lærernes Vedkommende, og der er paabegyndt en Forhandling med de forskellige kommunale og andre Myndigheder, der maa forhandles med. Men som Lovforslaget foreligger, omfatter det altsaa ikke disse Tjenestemænd, men alle andre i videste Udstrækning. Jeg skal meget anbefale det høje Ting at se paa dette Lovforslag med Velvillie, idet jeg tror, det angaar en Sag, der fortjener i al den Velvillie, der kan vises den af den høje Rigsdag.”
Kvindelige Ledvogtere
Andreasen (S.):
Denne Finanslov gaar nu til Finansudvalget, hvori det ærede Medlem har Sæde, og der vil der komme til at foreligge for ham blandt mange andre Andragender et fra to Ledvogtere paa Slagelse- Næstved-Banen. Jeg har nemlig tilladt mig paa disse to Ledvogteres, to Enkers Vegne den 21. Februar i Aar til Generaldirektoratet at indsende et Andragende om, at der træffes Foranstaltninger til paa en eller anden Maade at komme disse i høj Grad ulykkeligt stillede Enker til Hjælp. Den ene har en Pension af 123 Kr. 81 Øre, og til fire Børns Opdragelse faar hun 20 Kr. om Maaneden. Den anden har ingen Børn; hendes Pension er 252 Kr. 25 Øre. For dem begge gælder, at de har for Bevogtning af Banen de paagældende Steder en Dagløn af 85 Øre, og Statsbanerne siger, at der endda er tildelt dem 30 Øre mere i Dagløn, end Ekstraledvogtersker i Almindelighed faar. En dagløn af 85 Øre i en Dyrtid den vi lever i! Maa jeg tilføje, at i Sygdomstilfælde slettes Daglønnen, saa at de ikke en Gang faar de 85 Øre. Det forekommer mig, at naar de udfører Mandens Gerning, faar Lov at blive paa Mandens Post burde de ogsaa i Hovedsagen have Mandens Løn. De har ingen Ferier, det er overhovedet kun ved sær Naade, at der er tildelt dem Rejse paa Fripas. Der løber paa denne Jernbane siden Krigens Begyndelse omtrent 12 i Døgnet, som de ikke faar rød Øre for, fordi der, da Daglønnen i sin Tid blev fastsat, løb et betydeligt mindre Antal Tog. Hvad svarer da Generaldirektøren mig med Hensyn til, denne Sag vedrørende disse to Enker? Ja, den skriver: „Da en Forhøjelse at Daglønnen til disse to Enker maatte medføre en Forhøjelse af Lønnen for andre Enker, der er Ekstravogtersker, ser man sig ikke i Stand til at yde de omhandlede, af Dem anbefalede Enker Lønforhøjelse”. Altsaa, fordi der er en hel Række andre Enker der er lige saa daarligt stillede som disse to, kan Generaldirektionen, kan de danske Statsbaner ikke imødekomme disse to. Der er ikke noget oplyst om, at de ikke har det daarligt, og det tør vel ingen paastaa. Hvorfor i al Verden, kan man i det hele ikke imødekomme de særdeles retfærdige Krav, der er fremsatte af Ledvogterstanden om en Lønforbedring? De fleste af Ledvogterne ved Statsbanerne lønnes med under 3 Kr. pr. Dag, skønt Tjenesten kræver baade Mandens og Hustruens eller Mandens eller Hustruens Tilstedeværelse ved Posten hele Døgnet igennem. For en Betaling af under 3 Kr. kræver man baade Mandens og Hustruens Arbejdskraft. Jeg behøver forhaabentlig ikke at appellere mere end én Gang til den højtærede Ministers Velvillie overfor disse Enker, for jeg er sikker paa, at det vil gaa overmaade let med at faa bevilget dem den Hjælp, de i saa høj Grad trænger til, naar det ærede Medlem for Københavns 1. Valgkreds (Wulff), hvis Parti har stor Indflydelse i det andet høje Ting, og som i sidste Rigsdagssamling benyttede Magten til at forhindre Statstilskud til en fattig Landkommune ude i min Egn, nu vil yde os sin Støtte. Jeg haaber, vi ikke skal komme til at savne den.
Kvinder og Statsseminarier.
(Laursen, V.) :
„Jeg ser, at der paa Finanslovforslaget er foreslaaet en lille Løn paa 600 Kr. til en Lærerinde i kvindelig Haandgerning og Gymnastik til Skaarup og Ranum Statsseminarier, og jeg kan skønne deraf, at det er Meningen, at der skal optages Kvinder ogsaa ved disse to Statsseminarier. Jeg er ikke sikker paa, at det er rigtig at gøre det. Det vil blive en ret dyr Foranstaltning, da det vil kræve Ændring af forskellige Forhold, men jeg vilde tro, at saadan som Forholdene er paa de private Seminarier, der i Øjeblikket har vanskelige økonomiske Vilkaar, vil man let kunne enten erhverve et af de private Seminarier som Statsejendom eller ogsaa indrette sig med et af de private Seminarier ved Hjælp af en Understøttelse, saa at Kvinder kunde komme til at besøge det og gennemgaa Seminarieundervisningen uden større Udgifter, end Mænd nu har paa Statsseminarierne. Jeg tror ikke, man er inde paa den rigtige Vej, men derom kan vi maaske senere tale.”
Nørgaard (V.):
„Der er endnu et Par Spørgsmaal vedrørende Seminarierne, som jeg i stor Korthed skal omtale. Jeg har hørt en lille Fugl synge om - om det er rigtigt, ved jeg ikke -, at den højtærede Undervisningsminister skulde have i Sinde at faa oprettet et Statsseminarium for Kvinder. Jeg ved ikke, hvor langt den højtærede Minister er naaet i sine Overvejelser, eller om det er en ganske falsk Fugl, der har sunget for mig, men hvis der er noget i Rygtet, kunde jeg have Lyst til at henlede den højtærede Ministers Opmærksomhed paa en By, hvor det forekommer mig, at dette Statsseminarium for Kvinder bør ligge, hvis vi skal have det. Det er Ribe. Jeg kunde have Lyst til - men Stedet er ikke dertil, forekommer det mig - at synge Ribes Pris som Skoleby. Det er en stille By, som i høj Grad er egnet til Studier, og som er rig paa historiske Minder, og den og dens Omegn, vil danne, og danner den Dag i Dag den smukkeste Ramme om et Skoleliv. Der er en anden Ting, man skal tage Hensyn til, naar man, taler om Ribe. Vi har her inde fra, synes jeg, nogen Forpligtelse til at hjælpe denne By, som ved Fredsslutningen i 1864 blev berøvet en Del af sit Opland. De, som vil have en Begrundelse for dette, kan læse et Par gode Taler, som det ærede Medlem fra Ribe (Brorsen) holdt her ved Finanslovforslagsbehandlingen i 1907. Jeg henstiller ganske kort til den højtærede Minister ikke at glemme Ribe i sine Overvejelser, hvis der er saadanne i Gang, angaaende Oprettelsen af et Statsseminarium for Kvinder.”
Brorson (V.):
„Jeg haaber ogsaa, at den højtærede Minister vil tage Hensyn til det ærede Medlem fra Nørresundbys Henstilling. - Der ligger jo et privat Seminarium i Ribe med fuldstændig nye Bygninger. Det er blevet opført for ganske faa Aar siden, og der er for mig ingen Tvivl om, at de netop i fortrinlig Grad vil egne sig for et Statskvindeseminarium. Jeg skal ikke komme dybere ind paa dette, men kun i Almindelighed udtale, at ærede Medlemmer vist vil være enige med mig i, at det er af uhyre stor Betydning, at vi ovre ved Grænsen, ogsaa hvad Ribe angaar, har Lejlighed til at faa et kraftigt aandeligt Liv. Vi maa huske paa, at ikke ret mange Mil Syd derfor mødes den danske Kultur med et fremmed Lands, og det er da netop af stor Betydning at have aandelige
Grænsefæstninger liggende ikke ret langt fra Grænsen.”
Klaus Berntsen (V.):
„Siden jeg er ved Seminarierne, vil jeg sige, at jeg er ikke nogen Ven af det Forslag, som er opført paa Finanslovforslaget for i Aar, og som gaar ud paa, at man skal tillade Kvinder at søge Optagelse paa to af vore Seminarier, nemlig i Ranum og i Skaarup. Jeg tror ikke, det er rigtigt, at man gaar den Vej. Jeg synes, det er langt bedre at støtte ubemidlede Kvinder, som egner sig til og har Lyst til at blive uddannet som Lærerinder, til at faa deres Uddannelse paa de private Kvindeseminarier. Man Skal helst holde sig fra dette Eksperiment at sætte unge Kvinder ind paa Statsseminarier, der er oprettede for at uddanne Lærere.”
