« Tilbage til søgeresultaterne
Nordiske Kvinders Sammenslutning
Som tidligere meddelt her i Bladet havde svenske Kvinder indbudt til en nordisk Kvinde-sagskonference, som afholdtes i Stockholm den 10. og 11. November.
Til Præsident for Konferencen havde Sverige udset Formanden for »Fredrika-Bremer-Förbundet«, Agda Montelius, til Sekretær Anna Lemberg-Bruun, endvidere var Damerne Eva Upmark, Anna Wicksell og Axianna Thorstenson Medlemmer af denne forberedende Komité, som havde ordnet alt paa en yderst tilfredsstillende Maade.
Følgende havde efterkommet de svenske Kvindeforeningers venlige Indbydelse: vi nævner, saaledes som det blev vedtaget paa Konferencen, Landene i alfabetisk Orden: Danmark: Astrid Stampe-Feddersen, Formd. f D. K.s Fællesstyrelse, Redaktionssekretær Thora Daugaard, Skole-køkkeninspektrice Eline Hansen, Clara Thybjerg, Fabriksinspektør Julie Arenholt, Medl. af D. K.s Fællesstyrelse, og Henni Forchhammer. - Finland: Annie Furuhjelm, Medl. af Landtdagen, Hedvig Gebhard, Aini Nevander, Lucina Hagman, Medl. af Landtdagen, Ilmi Hallsten, I Stenwall, Olga Oinola og Elin Holmberg. – Istand: - Briet Asmundson, cand. phil. Björg Blöndal, Medl. af D. K.s Fællesstyrelse. - Norge: Margarethe Christensen, Redaktør Fredrikke Mørch, Fabriksinspektør Betzy Kjelsberg, Doktor Dagny Bang og Karen Grude-Koht.
Den 10. November.
Formiddagsmøderne afholdtes paa »Jernkontoret”, Kungsträdgaardsgatan 6, hvor vore svenske Værtinder havde indrettet et stilfuldt og bekvemt Mødelokale.
Præsidenten, Agda Montelius, bød Velkommen, idet hun udtalte: »Efter at den store overordentlig vellykkede nordiske Kvindekongres, som fandt Sted i København i Sommeren 1914 med bl. a. den i alle skandinaviske Lande saa aktuelle Ægteskabslovgivning som Forhandlingsemne, var afsluttet, blev der paa et privat Møde fremlagt et Forslag om at danne en fast Sammenslutning mellem Nordens Kvindesagsorganisationer, hvorved disse skulde blive i Stand til at raadføre sig med hverandre, hvor Lovgivningsspørgsmaal paa det Omraade, som angaar Kvinder og Børn, kræver dette.
Allerede flere Aar før havde et Møde været afholdt i Kristiania, og Turen var saaledes kommen til Stockholm, og det besluttedes, at man skulde søge at ordne en mindre Konference her i 1915, hvor Spørgsmaalet om den planlagde Organisation nærmere skulde behandles.
Da 1915 kom, var de raadende Forhold af den Art, at man mente det bedst at udskyde Mødet i Haab om, at Verdenssituationen dog snart skulde forbedres. Da Maaneder og Aar nu gik, uden at Stormen og det ødelæggende Uvejr syntes at ville stilne af, maatte man paa Trods af dette søge i det mindste at holde Liv i de hensygnende ideelle Planter, som kun i Solskin ret kan udvikle sig. Der syntes ikke at være Grund til at vente længere med at realisere Planen, omend Mødet maatte blive enkelt og. uden større Festligheder, da der hverken findes Lyst eller Midler til saadanne. -
Paa vor Indbydelse er nu - trods Efteraarsmørket og den paa Grund af den almindelige Uro besværlige Samfærdsel - Delegerede fra Danmark, Norge, Finland, ja, endog, fra Island kommet for at deltage i Overvejelserne angaaende Formen for et stadigt Samarbejde, »Fredrika Bremer Förbundet«, »Landsföreningen för kvinnans politiska röstratt« og »Svenska Kvinnornas Nationalforbund«, som har udsendt Indbydelsen, takker Eder, fordi I fulgte Kaldelsen og hilser Eder nu ved mig hjertelig Velkommen.
Vi er kun en Haandfuld Kvinder fra Landene i Europas nordligste Hjørne, som mødes her, og nogen vidtrækkende Betydning har dette Møde altsaa ikke, men enhver Tilnærmelse mellem Kvinderne, saaledes at de lærer at kende og forstaa hverandre, kan i mangt og meget komme til at paavirke
Udviklingen.
I disse Tider, da Misundelse, Havesyge og Magtbegær væbner Folk mod Folk, - i disse Tider, hvor den Kærlighedens Aand, som Kristendommen vil indføre som Verdenshersker, og som vi haabede lidt efter lidt skulde sejre Nationerne imellem, har maattet vige for Hadets Aand, som med sine sorte Vinger skygger over næsten hele Europa, under saadanne Tider er enhver Stræben efter et venligtsindet internationalt Samarbejde som en. Solstraale i den formørkede Verden og glæder de Hjerter, som vaander sig under det for Menneskeheden saa uværdige Skuespil, som nu foregaar.
Og vi Nordens Kvinder bør i Sandhed let kunne samarbejde, da vi har saa mange Berøringspunkter og stor indre Lighed.
Denne Lighed mærker man bedst, naar vi mødes paa fremmede Steder, f. Eks. i Italien, til hvis Sol alle vi fra de vintermørke Lande gerne drages; der føler vi os alle som Landsmænd. Man ser og mærker da alene de store Hovedtræk, som er ens og som udskiller os, nordiske Folk, som Gruppe, fra alle andre Folk. De smaa Uligheder, som falder i Øjnene paa nært Hold, forsvinder aldeles. Der er vi Nordboere, og det er nok for os.
Under de Forhandlinger, som nu forestaar, maa Særpræget helt naturligt komme frem, thi gennem det skulde vi lære af hverandre, men vi skulde, haaber jeg, ogsaa her mærke, at i Hjertelaget er vi ens.
Alt Samarbejde forudsætter, for at et godt Resultat skal naas, en vis Imødekommen fra alle Sider og Evne til at se bort fra alt uvæsentligt. Maatte vi alle vise denne Imødekommenhed med glad og kærlighedsfuldt Sind, saaledes som vi gerne vilde, at den ene Nation skulde gaa den anden i Møde ved de store Verdenskonflikter.
Vi glæder os til disse Dages Samvær og til det, vi skal faa Lov til at lære af vore kære Stammefrænder.
Fra Danmarks aabne, solrige, glade og venlige Land;
Fra Norges knudrede Fjælde med de dybe Fjorde og »Vidderne«, hvor kun Stilheden taler, og hvor man er Himlen nærmere.
Fra Finland, det flængede, sønderskaarne - Søernes Land - rørende skønt og hjertevindende just derigennem; og
Fra Island, den fortryllede Sagaø, udvendig klædt i Is og Sne men med Ild i Dybet, Øen, som knap synes os virkelig men som en Luftspejling over det norlige Hav.
Eder alle hilser vi med trofast Haandslag.
Naar disse Dage er forbi, og vi atter maa skilles, maatte det da være i den Forvisning, at ingen Misforstaaelser skal kunne skille os ad, men at tværtimod en fast Grundvold til en varig Forstaaelse imellem os er lagt.
Lad os ville det - og det bliver saaledes.«
- - -
Derefter gik man over til Dagsordenen. Efter at have valgt til Vicepræsidenter: Annie Furuhjelm, Astrid Stampe-Feddersen og Betzy Kjelsberg, aabnedes Forhandlingerne om:
Formerne for et fortsat Samarbejde mellem Nordens Kvindesags foreninger.
Forslag til Love forelaa fra Danmark, Finland og Sverige. Efter en Forhandling, der tog hele Formiddagen og hele Eftermiddagen, vedtog man Love, hvis Hovedtræk er følgende: Arbejdet er et kvindesagligt, - Møder af større eller mindre Art skal holdes mindst hvert 3. Aar, - hvert Land bærer sine med Samarbejdet forbundne Udgifter, - Optagelse af nye Organisationer sker kun paa Anbefaling af de i et Land allerede optagne Forbund.
Sammenslutningen fik Navnet: Nordiske Kvindesagsforeningers Samorganisation. Den hilstes med Haandklap og Begejstring, da Ordstyreren erklærede den for stiftet.
Signe Bergmann, Formand for »Landsföreningen för kvinnans politiska rösträtt«, foreslog, at den nydannede nordiske Samorganisation skulde afsende en telegrafisk Hilsen til Præsidenterne for de to store internationale Kvindesammenslutninger: Amerikanerinden Carie Chapman-Catt, som er Præsident for »Den Internationale Kvindevalgretsalliance« og til den irske Lady Aberdeen, Præsident for »Det Internationale Kvinderaad«. Forslaget vedtoges med Begejstring.
Om Aftenen blev der i »Läkaresällskapet«s store Sal afholdt et offentligt Møde; som var saa stærkt besøgt, at Salen ikke paa langt nær kunde rumme alle de, der ønskede at komme ind.
Emnet var: »Kvinderne og Højnelsen af det huslige Arbejde«. Pladsen tillader ikke, at vi kommer nærmere ind paa de Foredrag, der her holdtes af Skolekøkkeninspektrice Eline Hansen, Danmark, Ilmi Hallsten, Finland, Briet Asmundson, Island, Margarethe Christensen, Norge, og Kerstin Hesselgren, Sverige. Som en rød Traad gik det gennem alle Foredragene, at det huslige Arbejde bør skattes langt højere, end Tilfældet er og bør varetages som det, det er, et stort, vigtigt, nationaløkonomisk Spørgsmaal, som saaledes gennem Opdragelse og Uddannelse maa faa den Plads i Samfundet, som det fortjener. Samtlige Foredrag var yderst interessante og vil antagelig om kort Tid findes trykt i den Beretning, som, saa vidt vi har forstaaet, den svenske Komité agter at udgive.
Den 11. November
traadte Konferencen sammen for at drøfte, hvilken Stilling de nordiske Kvindesagsorganisationer burde tage til et Opraab, som er sendt ud til samtlige Lande, baade neutrale og krigsførende, fra Madame Duchêne i Frankrig, og som tager Sigte paa Spørgsmaalet: Lige Løn for lige Arbejde. Efter Krigen er der vel ikke et Spørgsmaal i Verden, der vil blive mere brændende. Mændenes Pladser stod tomme, og Kvinderne er gledet ind i dem. Hvorledes skal nu de derigennem opstaaede Forhold reguleres? Madame Duchêne ønsker allerede nu at vække alle Landes Kvinder til Forstaaelse af, hvor vigtigt dette Spørgsmaal er, og hun har stillet forskellige Forslag, bl. a. en indgaaende Undersøgelse i alle Lande og en international Optræden fra Kvindernes Side, saa snart Fredsbetingelserne skal skrives.
Anna Klemann redegjorde for hendes Tanker i et klart og interessant Foredrag, og det vedtoges, at man skulde henvise Spørgsmaalet til den nordiske Samorganisation til nærmere Overvejelse.
For Danmarks Vedkommende kan vi jo tilføje, at vi allerede er saa heldig stillet, at vi har taget
dette Spørgsmaal op, idet D. K, der siden 80-90-erne har diskuteret og indgivet Andragender om dette Krav, jo siden Januar 1916 har haft et Udvalg om denne Sag og i Sommer paa sit Fællesmøde, efter et indledende Foredrag af cand. polit. Helge Smith, paalagde Fællesstyrelsen at lade dette Spørgsmaal grundigt belyse i Løbet af Vinteren for derefter at komme det tættere ind paa Livet til næste Aars Fællesmøde.
Et omfattende Undersøgelsesarbejde er allerede taget op indenfor D. K.s Udvalg. Dette Arbejde vil naturligvis faa forøget Interesse, naar man nu ved, at det rimeligvis ogsaa faar international Betydning.
Om Eftermiddagen d. 11. samledes man til et offentligt Møde i K. F. U. K.s smukke Sal og havde her atter Lejlighed til at fastslaa, at man i den svenske Hovedstad raader over en hel Række af smukke, velegnede Mødelokaler, som man her i Danmarks Hovedstad næsten maa misunde den svenske Offentlighed.
Fabriksinspektør Betzy Kjelsberg, Norge, præsiderede ved dette Møde, hvis Emne var: Værdsætning af det kvindelige Arbejde.
Talerne var: Julie Arenholt, Danmark, Annie Furuhjelm, Finland, Björg Blöndal, Island, Karen Grude-Koht, Norge, og Seminarieadjunkt Anna Sørensen, Sverige.
Efter de interessante Foredrag, som ligeledes senere vil findes trykt, var der en ganske kort Diskussion med Indlæg af en Repræsentant for Sygeplejerstanden, Skolekøkkenlærerinderne o. s. v.
Med dette Møde var Arbejdsprogrammet bragt til Ende, og Agda Montelius kunde afslutte en Konference som til de mindste Enkeltheder havde været nyttig og vellykket.
Gæstfrihed - Festlighed.
Svenske Kvinder forstaar at arbejde. De forstaar ogsaa at feste, og de forstaar fremfor alt som Værtinder at give Festen en paa samme Gang stilfuld og hjertevarm Glans.
Hver enkelt Gæst var hele Tiden omgærdet af en overdaadig Omsorg, som tog sin Begyndelse paa Banegaarden, og fulgte en til det Sekund, hvor man atter stod ved Vinduet i en af de for en Dansk misundelsesværdig velindrettede svenske Wagonner og vinkede Afsked til de gode Venner, man havde erhvervet i den smukke By, som lige til sidste Omdrejning breder sine ejendommelige Træk ud for den bortdragende.
Imellem Formiddags- og Eftermiddagsmøderne, serveredes begge Mødedage Anden-Frokosten paa Kastenhof, hvis travle Formiddagspublikum nysgerrigt tog disse »Kvindesagskvinder« i Øjesyn. - Forhaabentlig har der siddet mange af de forbenede Kvindevalgretsmodstandere, som holder svenske Kvinder fra Valgbordet, og forhaabentlig er det begyndt at dæmre for dem, hvor uholdbar Situationen er for dem. Denne Invasion af anerkendte kvindelige Statsborgere fra alle 4 Søsterlande - og saa deres egne dygtige Landsmandinder som umyndige ved Siden af, har næppe faaet deres
Hjærte til at banke af national Stolthed. -
Den 10. mellem Eftermiddags- og Aftenmødet var det »Operakällaren«, vi indtog. Her præsiderede Formanden for »Svenska Kvinnornas Nationalförbund«, Eva Upmark, og her hilste hun os i en Tale, der gjorde et stærkt Indtryk ved den Inderlighed, hvormed hun slog fast, at vi alle hører sammen.
Festen paa »Grand Hotel« den 11. om Aftenen! I smukke Rammer og med vor aldrig trættede Præsident, Agda Montelius, som Værtinde, fandt den Samfølelsens Aand, som havde præget Konferencen fra første Stund, her sine smukkeste Udtryk.
Det maatte gøre et stærkt Indtryk paa alle de tilstedeværende at føle den Iver, hvormed nordiske Kvinder midt under selve den brændende Verdenskrig sluttede sig sammen om den nordiske Sammenholdstanke. Programmet lød vist oprindelig paa en Taler fra hvert Land. Men dette slog langt fra til, dertil var Følelsen for det vigtige Skridt, der i disse Dage var bleven fuldbyrdet, for stærk. Mange fra de 5 Lande maatte give denne Følelse Luft.
Aftenens Hovedtaler var Dr. phil. Lydia Wahlstrøm, der i et fængslende af den fremragende Historiker præget Foredrag talte om Forskellen mellem Fortidens og Nutidens »Skandinavisme« med afgjort Sympati for den sidste, der jo hviler paa en kulturel Grundvold med alle dennes Muligheder for at holde ud.
Derefter talte - - til hvilken Nytte nævne Navne! Lad det være nok, at Broderskabsfølelsen havde Ordet hele Aftenen og sang sig ud i alle fem Nationalsange.
At de Repræsentanter, der var tilstede, fra de forskellige Lande i denne Henseende stod i nøjeste Overensstemmelse med de mange Medlemmer, der i hvert Land stod bag dem, gav Telegrammerne og de forskellige Hilsener rundt om fra et synligt Udtryk for. Vi aftrykker andet Steds i Bladet
D. K.s Hilsen til Kvindesagskonferencen. Desuden fandtes der Telegrammer fra »Danske Kvinders Nationalraad«, fra Jutta Bojsen Møller og Helene Berg. Ogsaa fra Norge og Finland strømmede Telegrammerne ind.
Ind imellem denne mere officielle Selskabelighed slyngede sig en privat Gæstevenlighed, som viste os, at vi ikke alene var formelle Repræsentanter for en fælles Sag. Man saa paa os som Venner, for hvem Døren fløj op, og for hvem Haanden og Hjertet aabnedes. Ingen kan sige »välkommen« saa hjerteligt som en svensk Husfrue. Sent vil den Gæstevenlighed glemmes, som blev os Gæster tildel i de stilfulde svenske Hjem. -
Efterslæt.
Tror man saa, det var blot muligt at skilles efter de to Dages mere officielle Samvær? Ikke alene var der andre internationale Foreningsanliggender at drøfte, nu da man var sammen, - saaledes fik man privat drøftet forskellige vigtige Forhold indenfor ”Den internationale Kvindevalgretsalliance«, hvis Vicepræsident og Kasserer er hhv. Annie Furuhjelm fra Finland og Signe Bergman fra Sverige, men der kom ogsaa den ene fristende Opfordring efter den anden til at tage vore svenske Søsterforeninger og deres Arbejdspladser i nærmere Øjesyn. Der var meget at lære ved de Besøg, som man aflagde paa »Fredrika-Bremer-Förbundet»s Bureau og paa Bureauet for »Landsföreningen for Kvinnans politiske Rösträtt«. Fra disses Virksomhed vil der maaske senere blive Anledning til at fremdrage nogle Træk.
Endvidere skal nævnes, at Stockholms-Afdelingen af sidstnævnte Forbund holdt et Møde den 13. November, hvor Th. Daugaard fra Danmark havde den Glæde at fortælle lidt om Virkningerne af 5. Juni 1915, og hver Betzy Kjelsberg fra Norge holdt et af Kendskab og Lune sprudlende Foredrag om Dyrtiden i Norge og de deraf affødte Foranstaltninger.
Den nordiske Kvindesagskonference er et smukt Minde, som man ofte vil dvæle ved. - Maatte den ogsaa vise sig at være noget mere!
Maatte der bagved Ordene ligge en alvorlig Villie til at tage alt det op, der kan samle os, og respektere alt det, der dog smiler os. - Maatte den Vintersæd, der her blev lagt, spire under Snedækket og en Gang, naar Vintermørket viger, give en velsignet Grøde. -