English
« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Rigsdagen

« Se emneord

(Fortsat).

Kvinderne og Finansloven.

Lærerenker.  Nøhr (R.):

Jeg vil takke den højtærede Fi­nansminister for det lille Lovfor­slag, han fremsatte her i Tinget forleden Dag om et Fjerdingaars Efter-Indtægt for Tjenestemænds efterladte. Det er en af disse Smaalapper paa det sociale Klædebon, om hvilke man kan sige, at de pynter ikke, men med Hensyn til hvilke man paa den anden Side al­tid har den tilfredsstillende Følel­se, at de varmer saa langt, som de naar. Men maa jeg atter her ud­tale en Beklagelse, nemlig over, at Lærerenkerne ikke er taget med. Jeg hørte nok, at Finansministe­ren henviste til, at man for Lærer­enkernes Vedkommende var ved at anstille nogle Undersøgelser. Maaske jeg heraf har Lov til at slutte, at naar disse Undersøgelser - forhaabentlig hurtigt - bliver tilen­debragt, der da maa blive fremsat lignende Lovforslag for Lærerenkernes Vedkommende, de trænger saa vist i samme Grad som de an­dre dertil.   For Resten vil jeg angaaende Lærerenkerne i Almindelighed sige, at det er en Klasse Mennesker i vort lille Land, som lever under de allerusleste Vilkaar. Disse gamle Kvinder paa i Regelen 60-70-80 Aar oppebærer af det offentlige Pensioner paa 2-300 Kr., og dertil kommer den Overlevelsesrente eller Livsforsikring, som deres Mand har sikret dem, saaledes at deres Indtægt i det he­le varierer mellem fra 3-400 Kr. til 6-700 Kr. Hvis det er Enker efter Købstadlærere, som har sid­det i forholdsvis bedre Embeder, navnlig hvad Pensioneringen angaar, kan de komme lidt højere op. Men for saadanne gamle Enker, der saa godt som allesammen er fuldstændig ude af Stand til at tje­ne det allerringeste, og hvoraf mange ikke en Gang kan passe sig selv, men maa have Hjælp, er det ganske umuligt at leve af disse 4-5-6-700 Kr.  Hvorledes klarer disse Mennesker sig da i Dyrtiden? Ja, de klarer sig ved Understøttel­ser fra private eller fra Legater, Hjælpekasser eller Fattigvæsenet. Jeg vil henstille til den højtærede Undervisningsminister at tage under Overvejelse, under alvorlig og indgaaende Overvejelse, om det ikke var muligt at finde en Form, hvorunder man kunde hjælpe dis­se gamle Enker.

 

Børneforsorg.  K. M. Klausen (S.):

„I Fjor forhandlede vi i Finans­udvalget med den højtærede Indenrigsminister - nu vil det blive Un­dervisningsministeren - om vore Børnehjem og Opdragelsesanstal­ter, og vi var enige om, at vi vilde bygge et nyt Børnehjem hvert Aar. Meningen var, at man ifjor skulde være begyndt med at bygge et Bør­nehjem ved Skanderborg.

Der findes et gammelt Børnehjem, vel drevet er det, men det raader over meget daarlige Bygnin­ger. Det var derfor Meningen, at der skulde opføres et nyt Hjem, og vi var alle enige om den Bevilling, der skulde ydes dertil. I sidste Øje­blik strandede Sagen, fordi vi fandt, at den Grund, som var udset til det nye Børnehjem, var for daarlig, det var elendig Sandjord, vi vil­de finde en bedre Jord at bygge Hjemmet paa. Jeg vil saa haabe, at vi maa kunne skride f il at opfø­re dette nye Børnehjem i Aar, og da vi, som sagt, ikke kom til at bygge noget i Fjor, mener jeg, vi i Aar maa bygge to. Jeg har blandt andet tænkt mig, at man kunde ombygge et gammelt, forfaldent, brandfarligt Børnehjem i Fredens­borg, saa at der kunde fremkomme Forslag om disse to nye Børnehjem under Finanslovens videre Be­handling.

Saa vil jeg endvidere henlede Op­mærksomheden paa, at vore Bør­nehjem lever under meget vanske­lige Kaar. Overfor dem har Dyrti­den gjort sig stærkt gældende. En­hver vil kunne forstaa, at et Hjem, der fører en stor Husholdning, om­fattende 30, 40, 50 Personer, vil mere end noget andet komme til at mærke Dyrtiden. Vi traf derfor den Foranstaltning i Fjor, at vi gav den et ekstra Tilskud og fordelte det paa to Gange, det første til Jul og det andet til April. Jeg vil haabe, at det samme maa kunne ske i Aar, at vi maa kunne give Børnehjemmene et ekstra Tilskud til Jul, som kunde anvendes f. Eks. til Indkøb af Brændsel, og et andet ekstra Til­skud, naar Finansloven bliver ved­taget til April."

 

Jacobsen (S.):

„Medens jeg er ved dette Emne angaaende Børneforsorgen her i Lan­det, vil jeg gerne henvende mig med et Par Ord til den højtærede Under­visningsminister. Jeg savner paa Undervisningsministeriets    Budget en Bevilling paa 8,000 Kr., som de danske Plejehjemsforeninger an­drog om at faa til Oprettelse af Optagelseslhjem for Spædbørn her i Landet. De danske Plejehjemsforeninger har besluttet sig til at op­føre saadanne og er i Gang der­med, men det er umuligt for disse Foreninger at føre denne Sag igen­nem, hvis de ikke faar den Bevil­ling, de har ansøgt om. Og de dan­ske Plejehjemsforeninger er i for­vejen saa haardt spændt for, at det er dem ganske umuligt selv at skaffe større Beløb, end de alt har bundet i de forskellige Hjem, de er interesserede i. Jeg haaber derfor, at den ærede Undervisningsmini­ster vil gøre Plejehjemsforeningerne den Glæde at søge at faa denne Bevilling paa 8,000 Kr. ind paa Fi­nanslovforslaget til anden Behand­ling, og jeg tror at turde sige, at Ministeren sikkert vil møde al mu­lig Velvillie  hos  Finansudvalget, naar han kommer med Forslag om at faa denne Bevilling optaget. Det forekommer mig ogsaa, at det er et ret beskedent Krav, der her stilles af de danske Plejehjemsforeninger, idet de selv til Udvidelser og til Op­førelse af Optagelseshjem skaffer et Beløb paa ca. 60,000 Kr. Det er i Virkeligheden det Beløb, For­eningerne selv sætter ind paa de Byggeforetagender, de i Øjeblikket er i Gang med, og mere kan de ikke under nogen Omstændigheder sætte ind. Jeg henstiller endvide­re til den højtærede Undervisnings­minister   at tage under velvillig Overvejelse Muligheden af at for­høje det Tilskud, der paa Finans­lovforslaget er opført til Byselska­berne, der staar under Plejehjemsforeningernes Organisation. Der findes til disse Selskaber opført et Tilskud paa 11,000 Kr. Disse Sel­skaber som i Reglen hedder ”Bør­nenes Vel", driver, som det er Mi­nisteren bekendt, en meget omfat­tende Virksomhed med Asyler, Vuggestuer, Fritidshjem, Dagarbejdsskoler o. s. v. Jeg skal jo ind­rømme, at jeg ser nok, at Tilskud­det allerede er forhøjet med 2,000 Kr. sammenlignet med i Fjor, men trods denne Forhøjelse har disse Selskaber meget vanskeligt ved med det lille Beløb, de hver især herigennem kan faa i Mertilskud, at fortsætte den Gerning, som ud­øves netop gennem disse Virksom­heder.  Derfor tillader jeg mig at henstille til Undervisningsministeren, at dette Tilskud forhøjes til 13,000 Kr.”

 

Klaus Berntsen (V.):

„Det æredeMedlem (K. M. Klausen) Udtalte sig for, at man ogsaa i Aar skulde give en forøget Un­derstøttelse til Børnehjemmene. Jeg vil føje min Anmodning til det ære­de Medlems, thi det er umuligt for disse Børnehjem med de Midler, de raader over, at yde deres Disciple et ordentligt Underhold. Men paa den anden Side vil jeg henle­de Opmærksomheden paa, at man visse Steder foruden at have Børnehjem, har bestræbt sig for at skabe, hvad jeg mener er endnu bedre for de forsømte Børns Underhold, nemlig Plejehjem. Paa Fyn har vi i Aar kunnet fejre 25. Aars Jubilæum for Plejehjemsforeningen. Jeg har med Glæde set, hvilken værdifuld Betydning det har haft, at man i Stedet for at sende Børnene til Børnehjem, hvor der er flere Børn fra højst forskellige Hjem og med højst forskellige Tilbøjeligheder, kan finde Hjem, der vil tage sig af de enkelte hjemløse Børn og sørge for deres Opdragel­se. Jeg har, naar jeg har haft Lej­lighed til at tale med kommunale Raad ligesom ogsaa det Sogneraad, jeg i saa mange Aar har været For­mand for, stadig hævdet, at vi al­drig skal spørge om, hvad Barnets Anbringelse koster, men kun om, hvor Barnet faar den bedste Op­dragelse. Der er enkelte Kommu­ner, som i saa Henseende har spa­ret paa Skillingen, og ladet Daleren gaa, men jeg er vis paa, at efterhaanden vil de kommunale Raads Medlemmer, der for en stor Del bærer Ansvaret for disse Børns Op­dragelse, føle det som en Samvittighedspligt ikke at spørge om, hvorledes de kan spare Kommunen for nogle Penge, men først og sidst om, hvorledes de kan bidrage til at finde et Hjem, hvor der kan skaffes Barnet en forsvarlig Opdragelse, hvor det kan lære Arbejde, Lydighed og Pligtopfyldelse under hyg­gelige og gode Forhold. Det er en langt bedre Vej at gaa. Og disse Plejehjem trænger i lige saa høj Grad til Støtte og Opmuntring af Staten som Børnehjemmene,"

 

Sygeplejersker. Jacobsen (S.):

„Under Finanslovforslagsbehandlingen i Fjor fremdrog jeg nogle Spørgsmaal vedrørende Rigs­hospitalet. Jeg spurgte blandt an­det den højtærede Minister, om han ikke tænkte paa at gøre noget for at Sygeplejerskernes Arbejds­tid, som jo nu er meget lang, blev indskrænket, og at deres Løn, som i Virkeligheden er meget ringe, blev forbedret. Forholdene er i Aar de samme som i Fjor. Derfor tillader jeg mig atter at spørge Ministeren, om han ikke har tænkt sig at ind­føre en Forbedring paa en eller anden Maade af disse Assistenters Stilling. Jeg ved, at det, der helst skulde gøres, nemlig at indskræn­ke deres Arbejdstid ganske bety­deligt, er en meget vanskelig Sag. Men jeg vil meget gerne sige til den højtærede Undervisningsminister, at indtil den Sag kunde blive behandlet færdig og ført tid i Li­vet, synes jeg, man kunde gaa en anden Vej, f. Eks. den, at disse Assistenter, disse Sygeplejersker, fik en Fridag oftere, end de nu har. Det vilde dog hjælpe noget paa den anstrengende Gerning, som vi sikkert alle indrømmer, at disse Kvinder udfører. Det er jo rigtigt, som det en Gang er ble­vet sagt her, at disse Sygeplejer­sker mærker ikke Dyrtiden saa stærkt som mange af de øvrige Funktionærer ved Rigshospitalet, fordi de i Forvejen har fri Station, det vil sige: Kost og Logis. Men det er jo ikke alene paa disse Omraader, der er indtraadt en Stig­ning, der er andre Omraader, paa hvilke Dyrtiden mærkes, og selv­følgelig ogsaa for Sygeplejersker­ne. Derfor synes jeg, det var paa sin Plads, at man nu, da en hel Del af Rigshospitalets andre Funk­tionærer har faaet Løntillæg, tog dette Spørgsmaal op til Overvejel­se, og at Ministeren stillede sig vel­villigt overfor disse Kvinder, saaledes  at de fik en mere menneske­lig Arbejdstid, end de har nu, og en bedre Løn for det haarde, op­slidende Arbejde, de maa udføre. Jeg synes ikke, det kan forsvares vedblivende blot at tale om det, man maa skride til Handling og bevilge det, som er fornødent for at hjælpe disse Mennesker."

 

Krigen og Kvindearbejdet.

Borgbjerg (S.):

”Der vil jo i de krigsførende Lande indtræde et uhyre vanske­ligt Tidspunkt, der maaske vil bli­ve Aarsag til en social Krise, til sociale Kampe, som vi neppe rigtigt kan forestille os, i det Øjeblik, da Millionhærene vender tilbage til Erhvervene, tilmed under en Si­tuation, hvor Kvinder i Hundred­tusindvis, ja vel i Millionvis i de store Industrilande er kastede ind paa Arbejdsmarkedet. Der er sagt om denne Verdenskrig, at den er meget mere end en Verdenskrig, at den er en Verdensrevolution, der i sine Virkninger vil vise langt mere dybtgribende og vidtrækkende Følger end hele det sidste Aarhundredes borgerlige Revolutioner til­sammen, og jeg er tilbøjelig til at tro, at der er noget i det. Paa det Punkt vil der jo i de krigsførende Lande opstaa uhyre sociale Van­skeligheder og voldsomme Kampe, naar nu alle de Millioner Kvinder, der er kommet ind paa Arbejds­markedet, faar de hjemvendende Mænd, Sønner og Brødre som Konkurrenter, tilmed naar saadant sker paa een Gang. Her i vort lille Land, der jo heldigvis ikke er kommet med i Krigen, har vi vel ogsaa nok bedre Betingelser end de fleste andre Steder for at undgaa noget i denne Retning, og det vil her være af stor Betydning, om Sikringsstyrken kunde indskræn­kes efterhaanden, saaledes at det, naar Krigen slutter, kun bliver en forholdsvis mindre Del, der bliver hjemsendt paa een Gang.Det vil­de virke regulerende paa Arbejdsvilkaarene, paa Arbejdsmarkedet, og vilde derfor have stor social Værdi, saaledes som det jo bør væ­re Kærnen i alt socialt Arbejde, i vor Tid at virke regulerende og udjævnende."

 

Boligkommissionen.

Hans Nielsen (S.):

„Der er talt saa meget ondt om den Byggesvindel, der fandt Sted før det store Bankkrak i 1908. Det er ogsaa rigtigt, at der fandt me­gen Svindel Sted den Gang, men det kan ikke nægtes, at der blev skabt mange Tusinde nye gode Huse her i København netop i den Periode, og hele den Bevægelse, der fandt Sted, blev i Virkelighe­den i nogle Aar til Fordel for den københavnske Befolkning, fordi der var rigeligt af nye og forholds­vis gode Lejligheder her i Byen. Som Følge deraf udvandrede her i København en stor Del Mennesker fra den indre By til den allernye­ste Del af København, og i en Aarrække efter i908 stod en stor Del af de gamle faldefærdige Rønner her i den indre By ledige. Men det er nu forlængst forbi.

Alle de Mennesker, der var flyttet ud til de nye Kvarterer, er blevet drevet tilbage til den indre By, og i Spidsen for dem drev man først og fremmest Enker og enlige Kvinder og alle dem, som har den allerringeste Løn. Det var dem, som først blev drevet tilbage, og det er dem, som atter har maattet tage de gamle usle Lejligheder i Besiddelse. Det er ikke saa uhyre længe siden, at jeg havde Lejlig-hed til at tale med en saadan Enke, som bor i den indre By og forsør­ger en 4-5 Børn, og de to eller tre af Pigebørnene er snart oppe ved Konfirmationsalderen. Hun be­klagede sig meget; grædefærdig talte hun om, at det var forfærde­ligt drøjt at bo der, nu var Pige­børnene saa store, at de begyndte at forstaa mange Ting og saa skulde hun tvinges til at bo Dør om Dør med prostituerede Kvinder. Der er mange i København, som bor paa denne Maade. Folk, baade paa Landet og i Byen, som bor i store, flotte, gode Lejligheder, gør sig i Virkeligheden ingen Forestil­ling om, hvad fattige Mennesker, som lever i den Slags gamle, elen­dige Rønner, maa døje daglig paa næsten alle Omraader, ikke alene fysisk, men ogsaa sjæleligt.”

 

Moltesen (V.):

„Jeg tillader mig at henstille til den højtærede Minister ogsaa at tage Hensyn til Kvinderne, naar denne Kommission skal nedsæt­tes."

 

Indenrigsminister Rode:

„Det forekommer mig, at det, der skal tages Hensyn til, udelukken­de er at vælge Repræsentanter, som er inde i dette Spørgsmaal. I øvrigt har allerede Dansk Kvinde­samfund henvendt sig til mig."

 

Tjenestemandens Hustru.

Ivar Berendsen  (R.):

„Ved Jernbaneforeningens Jubilæumsfest talte den højtærede Trafikminister med stor og beret­tiget Sympati om en lille Artikel, som havde staaet i et Fagblad og var skrevet af en Tjenestemands Hustru, der nøjagtigt og usenti­mentalt skildrede sit Hjems Gang mod Ruin i disse Aar. Den højt­ærede Minister udtalte sin Sympati og tilføjede: Maaske findes denne lille Frue her i Selskabet og kan, da jeg ikke kan bringe hende andet - jeg kan ikke bringe hende Penge i Aften - i alt Fald faa den Trøst at høre, at der er Sympati med hende blandt de ledende. Ak nej, svarede nogle Dage efter det Tjenestemandsblad, som havde haft Artiklen, den Tjenestemandshustru fandtes ikke i Forsamlingen, thi selv om hun havde haft en Mand, der kunde afse Billetten, var hendes Klæder ikke i Orden til at kunne deltage i Festen, og hendes opslidte Sind, som Dag ud og Dag ind arbejder med at holde det Hjem i Orden og oven Vande, som truer med at synke og at hol­de den Kultur oppe, som dette Hjem betød, er ikke skikket til Fest, selv om Fest i Kammerater­nes Kreds er et lille Lysstrejf over den haarde Tilværelse. Nej, Kampen mod Ruin, mod den skjulte Nød, Kampen for Børnenes Op­dragelse, samtidig med at Manden slider sin Ungdom eller Manddom op i ansvarsfuld Gerning, er et Slid paa et Befolkningslag, som ikke er berettiget, fra Statsmagtens Side. Dersom en af disse Mænd med stort Ansvar og for ringe Er­næring forser sig og for en latter­lig ringe Sum indvinder et mangecifret Tals Fortjeneste for andre, og hvis saa Hustruen giver ikke i første Række ham, men Staten Skylden - og vær forsikret om, at det er hun fristet til, den Stat, som udsætter ham for overmenneskelige Fristelser -, vil jeg ikke si­ge, at det. er berettiget, men jeg siger, at det er forstaaeligt.”