« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Rigsdagen
Kvinderne og Finansloven. Ugifte Mødre.
R. Rasmussen:
I Lov Nr. 130 af 27. Maj 1908 om Børn fødte udenfor Ægteskab fastsættes det, at Faderen skal udrede de tre Femteparter af det Bidrag, som er nødvendigt til Barnets Ophold. Dette er jo en god og sund Bestemmelse, thi Faderen er i social Henseende den stærkeste, og derfor bør han bære den største Byrde ved Barnets Opdragelse. Men ser vi nu paa, hvorledes Forholdet er mellem det, der er Lovens Forudsætning og Ord, og saa den Maade, hvorpaa den i Praksis fungerer, saa er der et gabende Svælg. Ovre i vor Kommune var der en Kvinde, der fødte et Barn udenfor Ægteskab. Det var hende om at gøre at faa det anbragt i et Hjem, hvor det kunde faa en god Pleje og Opdragelse, og dette tjener jo til Ære for hendes Moderfølelse. Hun var saa heldig at finde et saadant Hjem hos et Par brave Haandværksfolk, der havde Kærlighed til Børn og gerne vilde paatage sig Opgaven, men de var fattige og havde derfor ikke Raad til at være Filantroper, selv om de gerne vilde det. Følgen blev, at Pigen for sit Vedkommende maatte betale 128 Kr. om Aaret for Barnets Pleje og Opdragelse, medens Faderen slap med 72 Kr. Det Forhold, der her kom til at foreligge i Praksis, var altsaa det stik modsatte af, hvad der var Forudsætningen ved Lovens Vedtagelse. Spørger vi nu om, hvad Grunden er til, at dette Misforhold er kommet til Stede, saa er Svaret ligefor: det er den allestedsnærværende Dyrtid, der er Skyld deri. Den Skala, hvorefter Overøvrigheden fastsætter Alimen-tanternes Bidrag, er af langt ældre Dato end Dyrtiden, og derved fremkommer dette Misforhold. Nu vil jeg gerne henstille til den højtærede Justitsminister, om han ikke kunde drage Omsorg for, at der blev tilvejebragt Overensstemmelse mellem Lovens Ord og Aand og den Maade, hvorpaa den praktiseres. Jeg synes, at det er uforsvarligt, at et Forhold som det, jeg her har peget paa, skal finde Sted. I det tilfælde, jeg her har omtalt, var Karlen velstillet, han havde Raad til at betale, men han slap med det lille Bidrag, hvorimod Kvinden, som var fattig og ubemidlet, maatte svare de tre Femteparter, som det egentlig havde været Faderens Pligt at betale.
Justitsministeren: Det ærede Medlem fra Skanderborg (R. Rasmussen) spurgte mig, om det ikke var muligt at træffe nogle Bestemmelser vedrørende Fædrenes Pligt til under de nuværende Dyrtidsforhold at yde forøget Bidrag til deres uægte Børn. Jeg skal i den Anledning oplyse, at i Henhold til Lov Nr. 130 af 27. Maj 1908 § 8 fastsættes for 5 Aar ad Gangen Normalbidraget. Det er senest fastsat den 1. Juli 1913 og gælder altsaa til den 30. Juni 1918, og heri kan der ikke ske nogen Forandring uden ved Lov. Det er naturligvis muligt, at man kan gaa til en Lovforanstaltning i denne Henseende.
Kommunal Beskatning.
Hans Nielsen (S.):
Jeg vil gerne benytte Lejligheden til at pege paa en anden Fejl i Loven; det er Bestemmelsen om, at saafremt Kommuneskatten ikke er betalt inden et bestemt Tidspunkt, mister vedkommende sin Valgret. Denne Bestemmelse er i sin Tid indsat for at presse Folk til at betale deres Skat i rette Tid, og man troede, den skulde have haft gavnlige Virkninger i saa Henseende; men man tænkte næppe paa, at Bestemmelsen kunde bruges til at frigøre sig for at komme til at overtage et byrdefuldt Hverv. Det skal imidlertid nok vise sig, at noget saadant vil ske, hvis Loven ikke snart bliver ændret. Det kan da let gaa saadan, at det bliver de bedste Kræfter i Folket, som paa den Maade befrier sig for at deltage i det kommunale Arbejde, idet Valgloven anviser en Vej til saadan Frigørelse. Og hvad Grund er der i det hele til, at nogen blot paa Grund af Skatterestancer skal miste sin Valgret? Han bliver dog ikke fri for at betale sin Skat; og da Dyrtiden baade i Aar og i Fjor har været tyngende for mange, er det slet ikke saa mærkeligt, at en Del Mennesker kan døje med at faa Skatten betalt rettidigt i Aar. Men de kommer, som sagt, til at betale den senere. Jeg vil henstille
til den højtærede Indenrigsminister at overveje, om der ikke nu var Grund til at fremsætte Forslag om Ændringer i den kommunale Valglov, saaledes at de kunde vedtages og træde i Kraft til det forestaaende Valg.
Interneringsanstalter for Drankere.
Hans Nielsen (S.):
Der er af en Mand herhjemme, der interesserer sig meget for dette Spørgsmaal, foranstaltet Undersøgelser over, hvor mange af dem, der gaar paa vore Landeveje, der er mere eller mindre ødelagte af Spiritus. Det er Amtmand Andersen i Randers; han har oplyst, at vi herhjemme har imellem 6000 og 7600, som færdes paa Landevejene skiftevis med, at de enten sidder paa en Fattiggaard eller Tvangsarbejdsanstalt og for nogle Vedkommende efterhaanden glider længere og længere ud, indtil de havner i vore Fængsler. Disse Mennesker kan man prædike for saa meget, man vil, og fortælle dem, at det er galt at drikke Spiritus; det ved de i Forvejen, saa det behøver man ikke at fortælle dem, men det er dem ikke muligt at afstaa fra Nydelsen af Spiritus. Man maa da spørge: Er der ikke en Maade at hjælpe disse Mennesker paa? For nogle Aar siden traadte adskillige Udvalgsmedlemmer fra Købstæderne sammen her i København for at drøfte Muligheden af at komme dem til Hjælp. Man kom til det Resultat, at den eneste Maade at hjælpe dem paa, var at oprette store Interneringsanstalter, hvor de kunde opholde sig en 2-3 Aar, som man regner for den korteste Tid, der er nødvendig, naar man skal faa Spiritustrangen ud af Kroppen. Man var tillige klar over, at skulde man have Interneringsanstalter, som skulde rumme disse 6000-7000, var det ikke nogen helt billig Affære. Hvis jeg nu vilde henstille til den højtærede Finansminister saa hurtigt som muligt at anskaffe saadanne Interneringsanstalter, vilde han hurtigt oplyse mig om, at han i sin Indledning havde frabedt sig alt for store Udgifter, og at det kunde der næppe være Tale om foreløbig. Jeg ønsker alligevel at fremdrage Spørgsmaalet, fordi jeg synes, at disse Folk har Krav paa, at man hjælper dem, naar de ikke kan hjælpe sig selv, idet Forholdet er det, at en stor Del Mennesker er forfaldne til Spiritus og fortvivlede over deres Hang til Spiritus og ikke ved, hvordan de skal komme bort fra den. Dér vilde en Interneringsanstalt, indrettet til Arbejde for disse Folk, og hvor de skulde blive, indtil de var kurerede saa nogenlunde - for det er jo en Sygdom -, være til Gavn for dem selv og for Samfundet, som ikke er tjent med, at de spadserer paa Landevejene.