« Tilbage til søgeresultaterne
Literatur
Ellen Key: En djupare syn på kriget.
(Stockholm. Pr. 3 Kr.).
Skønt denne Bog nærmest er af polemisk Natur, foranlediget af Angreb mod Forfatterinden for Taler af Artikler, som hun henviser til, slutter den sig dog som et naturligt Led til hendes tidligere Kæde af Bøger. Den er som disse en Fordybelse i de alvorligste Spørgsmaal - endnu alvorligere og meget klarere end hine. Den røber en Sikkerhed i Tankegangen og en Uforfærdethed i Bedømmelsen, som er meget sjælden i disse oprørte Tider og derfor virker saa meget mere velgørende og vejledende. Hun vender sig først imod den Opfattelse, at Krigen som saadan skulde være en Opdrager, mens Bestræbelserne mod en varig Verdensfred kun er Udtryk for Materialisme og Ulyst til at ofre og lide. Nægtes kan det ikke, siger hun, at Krigen har frembragt moralsk Stordaad, men den vejer kun fjerlet mod al den Forraaelse og Rædsel, som breder sig over de Lande, hvor den gaar frem. Der skal ikke mindre Pligtopfyldelse og national Selvfornægtelse til, naar det gælder om at organisere det europæiske Statssamfund paa Retfærdighedens Grundvold netop med Verdensfreden for Øje, end Folkene har haft Behov under Organisationen for Krigen. Krigen er ikke fordømmelig, fordi den kræver Offer og Lidelse - for alle ædle Sjæle er der Værdier højere end Livet - men fordømmelig er den, naar den bliver sat i Gang for Værdier, som staar langt tilbage for dem, der kan tabes. At sammenblande Krig og Kristendom er en Haan mod ham, som sagde: jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet, og hvis Krav er uafviseligt. De to Ting kan af Menneskene forenes, kun fordi Kristendommen endnu er det Kompromis mellem Stat og Kirke, hvorved Jesus anden Gang blev forraadt. Det er netop de Kristne Værdier, som nu er i Fare, fordi Hedenskabet i Nationalismen opretholder det internationale Anarki. Krigen er ikke en Skæbne, men en selvforvoldt Ulykke, som alle Nationer har mere eller mindre Skyld i. Det, som det gælder om for alle, saavel Nationer som Individer, er en Optugtelse til Selvopofrelse og ædel Selvhævdelse. „Den mandige Renæssance" triumferer for Tiden og lader haant om „de feminine Synspunkter". Men naar Mandens Magtvilje og Skabertrang fremtræder som statsbyggende, saa er det hidtil sket paa en Maade, som ødsler med den Værdi, der er saa meget større end Staten, som Livet er mere end Formerne: nemlig Slægten. Hvad kan dog ”Riget” vinde, som opvejer hvad Slægten, Folket, Menneskeheden taber? Saa spørger oftere og oftere Kvinderne, Livgiverinderne. Men først naar Kvinderne viser et straalende Bekendermod med Hensyn til denne deres Overbevisning, først naar de tør udsætte sig for den Haan og den Lidelse, som deres nye Syn paa Statens Velfærd kommer at paadrage dem, først da bliver deres Trosenhed en Sejerskraft.
Den sidste Halvdel af Bogen er optaget af indgaaende Betragtninger om de forskellige krigsførende Lande. Den er næppe mindre interessant end den første, og fra Blad til Blad kan man følge det varme Hjerteslag for det gode og det rette, hvor det end møder én, og ved Siden deraf den ufor-færdede Dom over Uretten uden Hensyn til, hvad gamle Venner i de forskellige Lande kan mene.
Eva Moltesen.
K. K. Steincke: Haandbog i Forsørgelsesvæsen. - 446 Sider. – G. E C. Gads Forlag. - København.
De senere Aars forcerede Lovgivningsarbejder har medført et Utal af ministerielle Skrivelser og Cirkulærer dels til Forklaring af selve Lovenes Paragraffer, dels til Vejledning i de i Lovene paabudte Bestemmelser om ministerielle Instruxer o. l., saa det endog for Fagmænd mangen Gang er vanskeligt at finde sig til Rette i de nugældende Lovregler, hvorfor denne Haandbog utvivlsomt vil afhjælpe et føleligt Savn baade for disse som vel især for Lægfolk, baade mandlige og kvindelige.
Den er ikke alene en ny Udgave af samme Forfatters i 1910 udgivne praktiske Vejledning paa samme Omraade under Titlen: »Offentlig Hjælp«, men en fuldstændig saa godt som fra Grunden af udarbejdet og langt mere omfattende ny Bog med en ganske anderledes klar Inddeling af Stoffet, saavel som en langt større Overskuelighed af samme og med et meget udførligt og ganske uundværligt Register.
Intet offentligt Kontor bør være den foruden, og ingen, der i nogen Grad har med offentlige Sager at gøre, vil let kunne undvære den, saft vi tør dristig spaa den en hurtig og almen Udbredelse. - F -
Povl Drachmann: Kampens Mænd. - 200 Sider. - G. B. N. F.
Med kraftig Fantasi og aldrig svigtende Virkelighedssans er denne Bog sat op. Den skildrer en „Kampens Mand", der efter den store Krigs forudsatte Slutning staar midt i en stor Industrikamp med en af de mægtige udenlandske Truster, og med en enorm Anspændelse af Vilje og Evne overvinder denne til Gavn for sig selv og sit Land. Og denne Kamp former sig som en spændende Roman. Men mest interesserer dog maaske en ung begavet Professordatters Deltagelse for og i denne mægtige Holmgang, idet den viser os en Kvindes dybe Forstaaelse af Mands Snille og Mands Evne - men ogsaa Forstaaelsen af hans Uformuenhed til i visse Tilfælde at kunne dele sin Interesse mellem sit Arbejde og sin Kærlighed; hvor hint fordrer ham helt, maa han ofre denne, som hun indser i bedste Fald vil blive ham en Lænke om Benet.
„Jeg har haft den Glæde, at De har hørt paa mig. Det vilde være en Forbrydelse mod Dem at fordre mere, mod mig selv at vente mere. - - Jeg føler selv, at jeg ikke er stor nok, eller hvad De nu vil kalde det, til at holde af Deres Arbejde, naar det er Dem selv, jeg elsker. - Jeg, som beundrer Deres Arbejde, vilde komme til at hade det, hade alle dem, De arbejder for . . . . Men De og Deres Arbejde er ét, og jeg vilde ikke dele Dem med nogen eller noget.”
Saaledes skriver hun i sit Afskedsbrev til ham, og han svarer hende med samme Forstaaelse, der dog maaske nok forklares noget tydeligere ved en ret betydelig Aldersforskel imellem dem.
En tredie Person i Bogen, den unge Piges Vennekammerat, der af „Kampens Mand" er sendt til Udlandet for at tjene hans Formaal, kunde man have ønsket at faa noget mere at vide om, men muligvis tænker Forf. at stille vor Nysgerrighed i saa Henseende i en Fortsættelse, da Emnet meget vel kunde fortjene det, og Læserne vilde sikkert imødese en saadan med Glæde.
- F -
