« Tilbage til søgeresultaterne
I Danmark
Det sukker saa sært i de danske Skove.
De vindtørre Grene knage saa grimt.
Bækkene hulker, den blanke Vove
lyner derude i haarde Glimt.
Ekko har travlt, hun lytter og melder
om Skibe, der sank med Mand og Mast,
om jamrende Skrig, mens Skuddene
smelder,
om vaandefuld Klage fra Hjærter, der
brast.
Talløse Slægter er stedt i Vaade.
Tiden de blodrøde Runer vil raade.
Mit elskede Land!
Trods Krigens Brand
dine Sønner helt roligt sysler.
De planter og saaer
i Fjor som i Aar,
og varsomt jævnes Skærmydsler.
Mens i Kummer og Kval
paa den blodige Val
Fjendskab og Ondskaben vinder,
blev knyttet et Baand
i Frisindets Aand
mellem Danmarks Mænd og Kvinder.
Han ærligt erkendte sin Fælles Værd,
som i Hjemmet, som Fruen i Stuen,
og i Kampen om Verden. I al deres
Færden
nu sammen det bær.
Og knytted’ de to et Baand, en Fred,
paa Forståelsens Tinder, det binder,
og i den vil hun søge
at højne og øge hans Kærlighed.
Danmark, vor blide, vor venlige Mor,
med dit bløde Grønsvær, din frugtbare
Jord,
din værdige Ro er din Ære.
At dæmme op for en skummende Flod,
ja, dertil hører vel ogsaa Mod,
det gi’r Danmark Ret til at være.
