« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindesagen i Københavns Borgerrepræsentation
Under Budgetbehandlingen i Københavns Borgerrepræsentation har de kvindelige Borgerrepræsen- tanter taget livlig Del og ikke mindst i Spørgsmaal om Anvendelse af kvindelig Arbejdskraft i Kommunens Tjeneste og Lønvilkaarene for de kvindelige Funktionærer.
Ogsaa fra mandlig Side er der fremkommet vigtige Udtalelser angaaende Kvinders Arbejde i Samfundets Tjeneste, som Verdenskrigen jo i alle Lande har bragt i Forgrunden og i mange Henseender ændret Synet paa. Vi bringer t dette og de følgende Numre autentiske Referater af denne Drøftelse, som maa vække stor Interesse hos alle i Kvindesagen interesserede.
Forhandlinger i Borgerrepræsentationen 16. Nov. 1916.
Kvindelig Arbejdskraft. - Gift og ugift Kvinde.
Becker: Et af de Forhold, der syntes ham at være kommet frem i første Række, var dette, at det har vist sig gørligt at anvende Kvinderne i en ganske anden Udstrækning, end man hidtil har tænkt sig Muligheden af. Her var sikkert et Forhold, som man indenfor Kommunen burde beskæftige sig med. Her har Krigen givet en Lære, bortset fra at man nu har faaet den nye Grundlov, der giver alle, baade Mænd og Kvinder, lige Stemmeret. Naar der kræves det samme med Hensyn til Ydelsen til det offentlige, var det et Retfærdighedskrav, Kvinderne kunde stille, at der saavidt muligt indenfor Kommunen gives dem samme Rettigheder som Mændene. Men dernæst vilde sikkert Arbejdsmarkedet efter Krigen strække sine Fangarme stærkt ud efter de Lande, som har været saa heldige at forblive neutrale, til hvilket forhaabentlig Danmark vil høre. Der vil Verden over blive stor Efterspørgsel, efter den mandlige Arbejdskraft, som vil kunne komme til at gribe i høj Grad hemmende ind i Kommunens daglige Virksomhed. Thi med Konjunkturer som dem, der vil komme, under hvilke det blot gælder om at skaffe Arbejdskraft, medens Bekostningen er et underordnet Spørgsmaal, paa samme Maade som det nu er Tilfældet med Hensyn til Fødevarer til de krigsførende Lande, vil Kommunen meget let kunne komme til at ligge under i Konkurrencen derved, at det Forhold, som allerede er til Stede i det smaa ved Sporvejene, hvis Funktionærer forlader Kommunen for at gaa over i det private Erhverv, breder sig mere og mere. Det vilde derfor sikkert være overordentlig heldigt i Tide at have Opmærksomheden henvendt paa atter at faa Rammerne udfyldt. Naar han i denne Forbindelse nævnede Kvinderne, tænkte han dog kun paa de ugifte. Man burde sikkert ved Anvendelsen af kvindelig Arbejdskraft sondre meget skarpt mellem den ugifte og den gifte Kvinde. Der er en Del Arbejder indenfor Kommunen - det gælder navnlig de Arbejder, som kræver, at de vedkommende skal staa op - som den ugifte Kvinde let vil kunne udføre, medens den gifte ikke i Længden vil kunne holde dertil. Hvor de skal anvendes, maatte Magistraten afgøre, og han nærede ikke Tvivl om, at Borgmester Marstrand, der jo er en varm Ven af Kvindesagen, vilde vide at finde store Opgaver for Kvinderne indenfor det meget betydelige Omraade, som han regerer over. Han kunde ikke med sin bedste Vilje forstaa, hvorfor ikke en Kvinde ligesaa godt som en Mand kan gaa omkring med den lille Kande med Vand og fylde paa Gasmaalerne og læse dem af. Dette Arbejde var formentlig ikke sværere, end at en Kvinde meget godt kunde udføre det. Naar Verdensmarkedet lægger Beslag paa Mandens Arbejdskraft andre Steder, var der næppe noget i Vejen for at søge Rammerne udfyldte med Kvinder. Han vilde opfordre Magistraten til at tage dette Spørgsmaal under nøje Overvejelse, for at det ikke skal komme bag paa Kommunen ved Krigens Afslutning, saaledes at man risikerer at være for sent paa Færde.
Fru Harbou Hoff glædede sig over, at Krigen dog havde bragt noget godt, idet den havde lært
Becker, at Kvindernes Arbejde kan bruges, om end Becker endnu ikke var kommen til den hele og fulde Erkendelse af Kvindernes Arbejdsevne, eftersom han mente, at den holder op, naar Kvinden bliver gift, eller at man i saa Fald af andre Grunde ikke bør benytte den. Becker vilde imidlertid nok komme til bedre Erkendelse, det var jo muligt, at Freden vil kunne belære ham i saa Henseende. Da Fru Arenholt for nogle Aar siden talte om, at Kvinderne meget godt kunde benyttes til visse kommunale Hverv, var der nogle af Antisocialisterne, som haanede hendes Udtalelser, og hun skulde huske meget fejl, om ikke Becker hørte til disse. Men det var jo bedre sent end aldrig at komme til Sandheds Erkendelse.
Kvindeligt Politi.
Fru Harbou Hoff fandt det overordentlig rigtigt og godt, at de 2 kvindelige Politibetjente, som er blevet ansat for 3 Aar siden, nu har faaet fast Ansættelse paa samme Betingelser som de mandlige, men maaske kunde det vise sig nødvendigt, at der ansættes flere kvindelige Politibetjente.
Frk. Blom: Ogsaa hun vilde udtale sin Glæde over, at de to kvindelige Politibetjente nu indstilles til fast Ansættelse. Bevillingen udløber den 1. April 1917, og hun kunde ligesom Fru Harbou Hoff have ønsket, at der var kommet Forslag om Ansættelse af flere kvindelige Politibetjente, hun tænkte herved særlig paa 3die Afdeling, Sædelighedspolitiet. Hun skulde henvise til det i indeværende Møde omdelte Andragende. Hun havde tænkt sig, at der maaske fra en vis Side kunde ventes nogen Modstand, men at dømme efter de faldne Udtalelser var denne Frygt maaske ganske ugrundet. Man kunde have ventet Udtalelser om, at Dansk Kvindesamfund og de, som nærer Interesse for Spørgs-maalet, saa ensidigt herpaa, men maaske var der ikke Grund til nu at vente saadanne Udtalelser.
Dansk Kvindesamfund peger paa, at man for at faa Udtalelser om, hvorvidt det maa anses for heldigt, at der ansættes flere kvindelige Politibetjente i Sædelighedspolitiet, kunde spørge forskellige Institutioner, som har med unge Kvinder at gøre, f. Eks. Overværgeraadet, Hospitalsafdelinger for Kønssygdomme og Ledelsen af de kommunale Hospitaler. Det kunde være, man fra de Steder vilde faa et gunstigt Svar med Hensyn til Nytten af, at der ansættes flere kvindelige Politibetjente.
Kvindelig Arbejdskraft.
Fru Anna Johansen: Naar Becker henstillede til Borgmesteren for 4., Afdeling, at han skulde se sig om efter kvindelig Arbejdskraft var det næppe saa meget af Hensyn til Kvinderne som ud fra et ganske almindeligt Arbejdsgiverstandpunkt. Meningen var antagelig, at hvis Mænd ikke kan faas, eller man ikke kan give dem den Betaling, de fordrer, skal man have Kvinder til at arbejde. De, der har lidt Føling med Bevægelsen indenfor de industrielle Virksomheder, vilde vide, at det er ikke ganske faa Kvinder, der vandrer ind paa Arbejdsmarkedet. Becker vilde kun have ugifte Kvinder ansat i Kommunen, men det kunde jo tænkes, at de giftede sig, efter at de var kommet i Kommunens Tjeneste, og de skulde dog vel ikke afskediges, selv om de begik denne Forbrydelse. Regelen er jo, at der kommer Børn i Ægteskabet, og hvor skal Mødrene gøre af Børnene, naar de skal passe deres Arbejde? Selv om Kommunen tager Hensyn paa dette Punkt, gør den private Arbejdsgiver det ikke, han spørger ikke, om den Kvinde, han har i sit Arbejde, er gift eller ugift, om hun har Børn eller ej. Derfor maatte Offentligheden tage sig noget mere af Børneforsorgen, end den har gjort til Dato.
Fru Nina Bang: Becker rejste ogsaa Spørgsmaalet om Kvinders Ansættelse i Kommunens Tjeneste paa Omraader, fra hvilke de før er blevet holdt ude, og hvorfra Becker selv har villet holde dem ude. Selvfølgelig havde Beckers ændrede Syn paa Kvinders Ansættelse intetsomhelst at gøre med det friere Syn paa Kvinderne, det havde intet at gøre med den Retfærdighedsfølelse, der siger, at det dog ogsaa maa være tilladt Kvinderne at tjene deres Brød. Ændringen i Beckers Opfattelse illustrerede udmærket den af hendes Parti hævdede materialistiske Historieopfattelse: at den Livsopfattelse, Menneskene til enhver Tid har, er dikteret af de forhaandenværende Produktionsforhold. Da de forhaandenværende Produktionsforhold kræver en større Anvendelse af Kvindernes Arbejdskraft, forsvinder ogsaa den Fordømmelse heraf, som tidligere er fremkommet. Under dette Synspunkt maatte Beckers Omvendelse ses. Selvfølgelig billigede hun i høj Grad, at der gives Kvinderne Adgang til Erhverv, men hun havde den Anskuelse, at Kvindernes Inddragen under Arbejdet maa begrænses saaledes, at Kvinderne ikke hindres i paa fyldestgørende Maade at varetage deres sociale Kald: at føde Børn, og at Kvindernes Inddragen under Arbejdet ikke maa sættes i Forbindelse med et Tryk paa Lønnen. Medens hun altsaa var stemt for en udvidet Adgang for Kvinderne til Erhverv, kunde hun paa den anden Side ikke dele det Syn, der gjordes gældende af Fru Harbou Hoff, og ifølge hvilket det skulde være en ny Triumf, naar ogsaa de gifte Kvinder opdages, og at det skulde være en Sejr for Friheden, at gifte Kvinders Erhvervsarbejde blev almindeligt. Det er ganske vist i Overklassen Erhvervsarbejde, som er de paagældende kært, og som giver dem, der udøver det, Anledning til Udfoldelse af rige Evner og Udfoldelse af deres Personlighed. Det er ogsaa Arbejde, der som oftest lønnes nogenlunde godt, og som ikke beslaglægger hele Dagen. Men den Paastand, at den gifte Kvinde godt kan fortsætte Arbejdet, naar Moderskabet er indtraadt, gælder slet ikke med Hensyn til det største Flertal af de gifte Kvinder, der søger eller har Erhverv. De gifte Kvinder, der søger Erhverv eller beholder deres Erhverv, gør det kun, fordi de økonomiske Forhold kræver det, og det er for dem en daglig Kamp at være delt mellem Erhvervsarbejdet og Hjemmet og Børnenes Pasning, thi dette Kvindearbejde, der søges af Nød, lønnes selvfølgelig ikke saaledes, at de af Udbyttet kan betale for Udførelsen af Husets Arbejde.
De gifte Kvinders gradvise Inddragen under Erhvervsarbejdet stod for hende som en aarhundred-lang Tragedie, en Tragedie for dem selv, for deres Hjem og deres Børn, men naturligvis vidste hun godt, at intet Tilbage er muligt. Mennesker kan ønske, at Forholdene var anderledes, de kan ønske at beholde de nedarvede Forhold, men deres Ønsker preller af mod Nødvendigheden, og det, der er forladt, rummede ogsaa dybe Skader for Kvinden. Det var ikke et umuligt Tilbage, hun ønskede, men et Fremad, et Udover den nuværende Tilstand, hvor det gode, som man er begyndt at vinde, Kvindernes økonomiske Frigørelse, bevares, medens Kvinderne befries for den ulidelige Byrde, som det gammeldags Husvæsen paalægger dem. Dette gammeldags Husvæsen har jo allerede længe været i Forfald, og dette Forfald er blevet mere og mere aabenbart. Krigen har ogsaa paa dette Omraade ryddet godt op. Dyrtiden og den Knaphed, der er paa mange Varer, gør den lille Enkelthusholdning stadig vanskeligere at føre. Man har læst Beretninger om, hvorledes i Tyskland
Kvinderne Time efter Time, ja Natten igennem har staaet opstillet foran Butikkerne for at naa frem og faa fat i lidt Varer, man ved, at ogsaa herhjemme maa Husmødrene bruge deres Tid til at løbe fra Butik til Butik for at skaffe sig de almindeligste Varer. Allerede før Krigen var en Enkelthus-holdning en Bortødslen af Tid, men under Krigen er Forholdet blevet endnu mere grelt. Dertil kommer det stærkt deprimerende, som ligger i stadig at foretage disse mange smaa Indkøb af Varer, som hver har sin Prisstigning, saa at Husmoderen stadig faar sin ringe økonomiske Evne saa at sige hamret ind i sin Bevidsthed. Man hører ofte fra Husmødre den Udtalelse, at ikke blot gaar Pengene, men man skal tilmed pines. Dyrtiden og Knapheden paa Levnedsmidler og det tiltagende Kvindearbejde har allerede i de krigsførende Lande ændret Husholdningerne. Fra England foreligger der en Beretning om en Komité, som har overvejet Ændringer i Ammunitionsarbejdernes huslige Forhold, der kan hjælpe dem over Enkelthusholdningens Vanskeligheder, og Telegrammer fra Tyskland meddeler, at man vil søge at afskaffe Madtilvirkningen i de private Hjem, da den er for kostbar og for tidsspildende. Fabrik-Køkkenet, hvor Arbejderne bespises, er allerede en almindelig Fremtoning i de krigsførende Lande, og ingen kan tro, at disse Foreteelser vil ophøre med Krigen. Men det er ikke blot Arbejderklassens Hjemforhold, som under Krigen undergaar en Ændring, det samme gælder de mere velstilledes Hjem. Den ringe Tilgang af Husassistenter og de Krav om en mere passende Løn og Behandling, som stilles af dem, stiller de større Hjem overfor Problemer, de ikke før har kendt, og det var næppe tilfældigt, naar der i København under Krigen er opstaaet nye Forretninger, der sender Middagsmad ud i Byen til Priser, som viser, at der kun kan regnes med Kunder fra de velstillede Hjem. I et socialistisk Samfund vil Mobiliseringen af hele Arbejdskraften, baade Mænd og Kvinder, og Fællesdriften paa Husvæsenets Omraade i Forening med Samfundets Respekt for Moderskabet kunne skabe frie og lykkelige Livsformer, men i det kapitalistiske Samfund vil Mobiliseringen af Kvinderne og Enkelthusholdningens Undergang tendere henimod Arbejderklassens forøgede Undertrykkelse, hvis de privatkapitalistiske Kræfter faar Lov at røre sig frit, og hvis ingen regulerende Indgriben finder Sted fra det offentliges Side.
Fischer: Det Problem, som hans Gruppes Ordførere berørte: udvidet Adgang for Kvinderne til Kommunens Embeder, viste sig at være meget indviklet. De Radikales Ordfører var halvvejs bitter, og de Kvinder, som havde talt fra socialdemokratisk Side, havde nærmest været sursøde. Eftersom der var blevet tillagt hans Gruppes Ordfører mindre fine Motiver i Retning af, at han skulde ønske billig Arbejdskraft, skulde han gøre opmærksom paa, at Becker aldeles ikke havde omtalt, hvilken Løn Kvinderne skulde have. Talerens Standpunkt var: Lige Arbejde, lige Løn; det maatte være det naturlige. Den Side af Sagen maatte altsaa let kunne løses og henhørte forøvrigt under Magistraten, som, naar den tager Spørgsmaalet op til Overvejelse, ogsaa maatte overveje denne Side deraf. Der var efter hans Mening mange Evner hos Kvinderne, som maatte kunne anvendes paa en saadan Maade, at de kunde erstatte Mændene i Arbejdet. Først og fremmest i de talrige Pladser indenfor Kontorerne. Men hvorfor skulde de f. Eks. ikke ogsaa kunne anvendes som Konduktører paa Sporvognene? Det forbavsede ham, at Kommunens meget frisindede Magistrat eller Sporvognsdirektøren ikke forlængst er fremkommet med Forslag i saa Henseende, da det dog viser sig at være meget vanskeligt at rekruttere Sporvejsmandskabet. Der kunde være mange Kvinder, som ønskede denne Stilling, og der var Anledning til at give dem Adgang dertil. Antagelig vilde det være rigtigst at ansætte dem forsøgsvis, saaledes som det er sket med Hensyn til de kvindelige Politibetjente. Ifølge Politidirektørens Meddelelse har det jo vist sig, at Kvinderne har gjort god Fyldest i denne Stilling, hvorfor de ogsaa burde have fast Ansættelse. Men ogsaa paa andre Omraader maatte Kvinder kunde gøre god Fyldest, f. Eks. under Belysningsvæsenet; det var ofte nævnt, at de sikkert kunde egne sig til at være Maalerkontrollører. At de skulde egne sig særlig til Lygtetænderbestillingen, troede han ikke. Han havde i Forhandlingerne set, at Fr. Olsen engang fremsatte en spøgende Bemærkning om, at saa højt op som paa en Lygtepæl ønskede han ikke Kvinderne. Det gjorde Taleren heller ikke; det var en Gerning, som ikke egnede sig for Kvinderne. Dels er deres Klædedragt ikke egnet dertil, dels er det et Arbejde, som foregaar paa Tider af Døgnet, hvor det ikke altid er behageligt for dem at færdes paa Gaden.
(Fortsættes).
