« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og Afholdssagen
Ligesom D. K. hvert Aar afholder sit store Fællesmøde med Repræsentanter fra sine forskellige Kredse, afholder Afholdsselskaberne ogsaa sine aarlige Fællesmøder. Et saadan Møde afholdt Afholdssamfundet i Juli 1916 i Odense. Ved den Lejlighed stillede undertegnede en Resolution til Dansk Kvindesamfunds Hovedbestyrelse. Resolutionen blev enstemmig vedtaget og indsendt.
Resolutionen indeholdt væsentlig en Opfordring til Fællesstyrelsen om indtrængende at henstille til sine Kredsafdelinger ved enhver mulig Lejlighed at søge Samarbejde med de lokale Afholds-foreninger. Hertil svarede Fællesstyrelsen, som maaske var rigtig, at den ansaa det ikke for rigtig, at rette en saadan Henvendelse til sine Kredse; men saa gerne, at der var frit Samarbejde imellem to saa ideelle Bevægelser som Afholdsbevægelsen og Kvindebevægelsen.
Det er et Svar, som har glædet Afholdssamfundets Hovedbestyrelse, og det har forsaavidt ogsaa glædet mig, om jeg end hellere havde ønsket, at de to Bevægelser, som afgjort hører sammen, kunne have arbejdet Haand i Haand.
Naar jeg beder om Plads for denne Artikel i „Kvinden og Samfundet", er det, fordi jeg gerne vilde, at alle D. K.s Medlemmer kan se, at Fællesstyrelsen sympatiserer med Afholdsbevægelsen. Og naar jeg skriver, at de to Bevægelser hører sammen, ja saa vilde jeg ønske, at det rigtig maatte komme til at staa Medlemmerne i D. K. klart, at de hører hjemme i Afholdsfolkenes Rækker.
Hvad vil vi i D. K.? vi vil forbedre Kvinders og Børns Kaar, særlig ad Lovgivningens Vej; jamen tror vi, at der gives et Omraade, hvor Kvinder og Børns Kaar trænger til større Forbedring som just der, hvor det gælder at fri Hjemmet fra en fordrukken Mand og Fader. De mange, som er i Besiddelse af den Lykke at have en ædruelig Mand og Fader, kan ikke have Lov til at gaa ligegyldig forbi de Stakler, hvor Hjemmet lider af Drikkeriets Forbandelse.
Og jeg tror, at der findes mange Kvinder, som godt sympatiserer med Afholdsbevægelsen - paa Afstand; men melde sig ind i dens Rækker, kunde aldrig falde dem ind, og dog maa de vide, at paa den Maade hjælper de bedst. Ved at være med i Kravet om at faa Danmark renset for Spiritus,*) hjælper de utallige Gange mere, end for Eks. ved at være med i en eller anden Komité, eller maaske Bidragsyder til Indsamlinger til fattige Børns Bespisning o. s. v.
*) Vi vil til denne Udtalelse knytte den Bemærkning, at en Diskussion for eller imod Forbud ikke kan finde Sted her i Bladet. Red.
Det er godt at være med til at hjælpe de mange Stakler til at faa lidt Solskin paa Skyggesiden; men hjælp dem til, at det kommer saa vidt, at de aldrig faar at se en fuld Fader, og der er derved hjulpen mere, end maaske nogen aner; for hvad et saadan lille Barnehjerte kan lide i et drikfældig Hjem anes maaske, men kendes ikke i hele sin forfærdelige Udstrækning af udenforstaaende.
At der indenfor D. K. heldigvis findes mange, som er afholdsvenlige, og støtter Bevægelsen ved at melde sig i Rækkerne, er jeg vidende om; men jeg vilde inderlig ønske, at det maatte gaa op for de mange, som hidtil har holdt sig tilbage, at dér er deres Plads, naar de vil hjælpe til at forbedre Kvinder og Børns Kaar.
Kerteminde i Decbr. 1916.