« Tilbage til søgeresultaterne
Tre Ungdomsbøger
Ellinor Killgast: Pigebørn i Persien.
Bogen fortæller let og livligt om, hvordan Livet former sig i et af de mange Ungpigepensionater nede ved den blaa Genfersø med Udsigt over de sneklædte Alper.
Inge Aagaard kommer lige fra København dumpende ned mellem alle disse fremmede Pigebørn, som har deres Hjem spredt over hele Jorden, i Tyskland og Amerika, England og Italien. Hurtig føler hun sig hjemme mellem Kammeraterne, Arbejdet optager dem, men der er Tid til mange muntre Løjer, naar de f. Eks. smugler Godter ind i deres Strømper for at kunne holde Fest om Aftenen efter Slukketid, eller de finder de mærkeligste Ting i deres Senge. En dejlig Rejse og flere Bjergture foretager de i Schweiz’ skønneste Egne, og ikke saa lidt faar vi at vide om deres Fremtids-drømme, - en af dem bliver forlovet med Læreren i Kunsthistorien; hun maa næsten selv fri til ham!
Alt i alt en uskyldig og fornøjelig Bog for ganske unge Piger uden større Forsøg paa dybere psykologisk at udrede Ungdommens stærke Udvikling.
Forfatteren synes at være stedvant, men anbringer dog Jurabjergene syd for Genfersøen, hvor de savoyske Alper dog ellers plejer at ligge!
Christopher Boeck: Porsby Præstegaard.
En hyggelig og fredsommelig Bog, som mange nok vil glæde sig ved uden at mærke, at Livet selv alligevel har en anden frisk Farve og Fart om sig end heri Bogen. Smukkest er Skildringen af Hjemmet derovre i Porsby Præstegaard, hvor Præsten vandrer rundt med Slobrok og Pibe, fodrer Ællinger, pusler i Haven og nyder Eftermiddagskaffen i Lysthuset; hans Ukendskab til Livet derude er derimod ret utrolig. Datterens Længsel efter den store Verden, hendes Studium i Byen og Deltagelse i radikal Kvindebevægelse, der fjerner hende fra Hjemmet, er ogsaa noget konstrueret; hendes egen Beretning om, hvordan hun finder tilbage til en saadan Vurdering af Livets Værdier, er derimod fin og køn.
Bedst og smukkest er Bogens Hovedperson skildret: Moderen, med sin dybe Kærlighed og ægte kvindelige Trofasthed, der aldrig slipper det, hun engang har knyttet sig til, selv om Kampen, der skal kæmpes, er haard; den Hjælp, hun faar gennem Musiken er ogsaa fint og sandt opfattet. Der er stærke Kræfter, Troens Kraft, i hende, hun er ægte og levende.
Anna Baadsgaard: De grønne Øer.
Jevn og stilfærdig fortalt; lidt gammeldags bredt i Begyndelsen, men Interessen fanges af den Slægt, der vokser op ved Svendborgs lyse Kyst. Far og Mor begyndte smaat, nu er Hjemmet stort og velhavende, Skibsføreren er bleven en stor Reder, men Kærligheden til Søen er gaaet i Arv til de fem Børn, som Bogen fortæller om. Ikke lige lyst og lykkeligt former Livet sig for dem alle, hver faar sin Del af Alvor og Sorg, men den sunde Kraft, de tog i Arv fra Far og Mor, gør sig i det lange Løb gældende hos hver eneste af dem. Mest levende staar den yngste Datter Riborg for os; som ganske ung møder hun i Rouen den Mand, der ved sin udholdende Kærlighed tilsidst fører hende hjem som Brud. To Gange siger hun nej, først i Frankrig og saa derhjemme i Svendborg, hvor han besøger hende; saa kommer Krigen, naturligt og ligefremt fortælles der om, hvordan den griber ind i deres Liv og tilsidst fører dem sammen, da hun er Sygeplejerske i Paris, og han ligger haardt saaret og mister sin Arm.
De unge, der endnu ikke er ødelagt af Films og Knaldroman, vil nok holde af denne Bog.
