« Tilbage til søgeresultaterne
Russiske Kvinder
I Rusland har Kvindesagen endnu ikke taget ret stærk Fart, men mange Kvinder ser dog klart, hvorhen Vejen bør gaa. Et af deres Kvindeblade bringer i December 1916 følgende
Opraab.
Det er til Jer Hustruer og Jer, der venter at blive det, at jeg her taler.
Jeg taler til Jer, som elsker; taler baade til Jer, som har givet Jeres Mand Jeres ganske Sjæl og Legeme, og til Jer, som en Gang med Tiden vil gøre det.
I Lykkelige, som glemmer, at Ulykken vaager. Husk:
„Hvem der kan sige:
Jeg har Lykken i Eje,
Han har allerede vandret en Tid
Gennem lysende Dag med Sol saa
blid
Og nærmer sig Nattens mørknede
Veje."
Jeg gjorde som I. Elskede - elskede , vildt, sindssvagt -. Jeg sagde til mig selv, han er den, som jeg ventede, han er saadan, som jeg skabte ham i mine Drømme. Og jeg gav ham Sjæl, Legeme og hver eneste Tanke. Jeg levede ved ham. Bad til og troede paa ham som paa en Gud. Jeg troede ham mere end mig selv. Hele mit Liv, hele mit Haab hvilede i den Tro. Paa den Tro byggedes min Lykke, fra den Tro fik jeg hver en Viljekraft, jeg ejede.
Han var min Sol. - Og Solen slukkedes. - Den slukkedes, som den slukkes for tusinde andre. Han bragte mit Liv som Offer til en smuk Hals og et pikant Ansigt. Uden at tøve styrtede han med et Slag hele mit skønne Slot i Støvet.
Nu maa I ikke tro, jeg vil sige til Jer: Lad være at elske. Eller at jeg vil fordømme Mændene og bebrejde dem deres Daarligdom. Dette er jo en gammel Sag, saa gammel som Verden selv. Nej, jeg vil sige til Jer: Elsk ikke udelukkende din Mand. Elsk Menneskene, elsk Videnskaben, Kunsten, Livet, Naturen. Ja, elsk det gode, det skønne. Gør din Sjæl mangestrenget, saa den kan fange alle Livets Toner. Og skulde det saa ske, at den Streng springer, som har sunget om din Kærlighed til ham, saa har du dog de andre tilbage.
Gaa ud i Livet med den evige Kilde, der hedder: Kærlighed til alt. - Og bliver du Moder, saa lær dine Døtre at bygge deres Liv paa den Maade. Lær dem at kæmpe for deres Frihed. Gennem Kampen vil de erhverve deres Ret, og det vil bringe dem Lykke og Glæde.
Og lad Mændene saa bedrage dem. De vil dog være stærke, modige og fortrøstningsfulde; de vil ikke, som jeg nu, sidde og græde Fortvivlelsens trøstesløse Taarer over et ituslaaet Liv.
Kvinder og Mødre, om I ikke vil tænke paa Jer selv, saa tænk dog i alt Fald paa Jeres Døtre. Vil I virkelig give dem hen til det samme Slaveri, i hvilket saa mange af Jer lever?
„En Kvinde".
