« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Rigsdagen
Underholdsbidrag til Børn født udenfor Ægteskab og Børn af forladte eller fraseparerede Hustruer.
Justitsministeren har 15. Febr. d. A. i Folketinget fremsat følgende Forslag:
De i Lovene Nr. 130 og Nr. 131 af 27. Maj 1908 Par. 8 omhandlede Normalbidrag fastsættes særskilt for Tidsrummet fra 1. April 1917 til 30. Juni 1918. Den ændrede Fastsættelse kommer kun til Anvendelse med Hensyn til Bidrag, som forfalder 1. April 1917 eller senere.
I Anledning af ovenstaaende skal vi bemærke, at D. K.s Børneforsorgsudvalg allerede var paa Trapperne med et Andragende om en saadan ændret Fastsættelse af Normalbidraget, da Justitsministerens Forslag unødvendiggjorde en Optræden fra D. K.s Side. Dyrtiden har medført, at det Underholdsbidrag, som blev fastsat 1913, nu paa langt nær svarer til de tre Femtedele af samtlige Udgifter til Barnets Underhold, som Loven af 27. Maj 1908 kræver, og Forholdet er nu næsten overalt det, at Moderen svarer de tre Femtedele, mens Faderens Bidrag næppe dækker de to Femtedele. Det er derfor paa høje Tider, at denne Uretfærdighed mod den kvindelige Part afhjælpes.