« Tilbage til søgeresultaterne
Sange
II.
Vi bringer hermed de sidste af de lovede Sange. - Der vil nu tillige blive taget Særtryk af dem. - Herom nærmere i næste Nummer.
Red.
Dronning Margrethe
28. Oktbr. 1412-1912.
Mel.: Der vanker en Ridder.
I henfarne Tider Danmark var i Nød
Fjenden farer ikke frem med
Lempe –
For Fred sukked’ Kvinder og Børnene
for Brød,
For Livet vort Land maatte kæmpe.
Da sad der en Kvinde klædt i Konge-
skrud
- Led og Love var saa helt af Lave –
Hun bad og hun bød, og da lød de
hendes Bud
Og rensede Dannemarks Have.
Thi viste hin Dronning, from og klog
og ren
- Aldrig hendes Navn os gaa af
Minde -
At hvor der i Enighed lægges Sten
paa Sten,
Er Udgang af Nødstid at finde.
Hun førte sit Folk mod Frihed og mod
Fred
- Da er Dagens Byrde let at bære –
Det søndrede Land blev ved Love lagt
i Led,
Slig Lovgiver maa vi vel ære.
Fem Hundredaars svundne Slægters
Sæd og Skik
Kranser Fru Margrethes Navn og
Minde,
Dog end ej i Glemme den Frues Vis-
dom gik
- En Lovgiver, skønt kun en Kvinde.
D. P.
Mel.: Droslen slog i Skov sin klare Trille
Danmarks Træ, den lyse Bøg i Lunde,
staar i Sommersus med dunet Blad,
drikker Dug med Løvets tusind Munde,
fanger Sol og gynger Skatten glad, -
dvalebunden nys i Tider trange
taalsom, tavs den stod i Stormes Brag,
samled Kraft og Marv i Nætter lange,
vented trygt en vaarblaa Løvsprings -
dag.
Danske Kvinder lagde Frø i Mulde,
Frø, der spired tyst i varme Sind,
blev et haardført Træ i Slud og Kulde,
som nu løves lyst i Sol og Vind.
Liv det drog fra Hjærters rige Brønde,
dybe, dulgte Væld til Roden flød, -
da fik Stammen Kraft og bar den
skønne
stolte Krone højt mod Solens Glød.
De, som planted, saa ej Træet skygge,
før de klare, kloge Øjne brast, -
vi som hviler nu i Læet, trygge,
greb dog deres Maal og holdt det fast,
Maalet: i vort eget Bryst at dyrke
for vort Land ny Jord, ny Kræfter
frem
og med ærligt Sind og trofast Styrke
rejse Danmark nye frie Hjem.
End vort Land staar ungt med lyse
Skove,
Vind og Lærker stryger over Vang,
i dets Dale duver Sædens Vove,
om dets Strande bruser Havets Sang.
Djærve Mænd dets Tarv og Fremgang
pleje,
tjene det af Viljens fulde Magt.
og hos dem med Hjærtets Glød i Eje
frie Kvinder staar om Hjemmet Vagt.
Christine Møller.
Mel.: Langt højere Bjerge.
Ej spørges om Kvinden fra gyldne Pa-
lads
ej Kvinden fra Indsidderstue,
vi spørger om Kvinden, som fylder sin
Plads,
hun bær’ Diadem eller Hue.
Om sart eller grov kommer lidet os
ved,
naar Hjærtet blot slaar paa det rigtige Sted.
Hil Kvinden, som samler i Renhed og
Tugt
os under Begejstringens Fane,
som Ynglingens Liv giver Spænding
og Flugt,
og Manden til Arbejd’ kan mane,
som fylder med Lykke og Livsmod
sit Hjem,
og bærer i Folket det dygtige frem.
Hil Kvinden, som over sin Gryde, sit
Garn,
ej Aandslivets Dagværk forglemmer,
som kæmper for Lys og for Luft for
sit Barn,
og Folkelivets Groning forfremmer.
Hver Kvinde, som nemmed i Alvor sit
Kald,
skal signes i Hytte og hyldes i Hal.
Zakarias Nielsen.
Mel.: Dej vil al Tid klage og hyle.
En Stormvind gaar over Jorden,
den slider i Hjærtebaand.
Fra Syden og op til Norden
der strides med Aand og Haand.
Her sidder vi Kvinder stille
og stirre tavse der paa;
hvad Under, om Taarer trille
ved, hvad vi kun halvt forstaa!
Hvad Under vel, om vi længes
og sukke efter Fred?
Thi se! naar Mændene trænges,
da trænges vi Kvinder med.
Da ved de store Møder,
hvor Sandhed i Holmgang gaar
med Løgnen, den Folkeøder,
vort Hjærte i Kamptakt slaar.
Da briste de Sytraadslænker,
som fæste vil os til Støv,
de Smaalighedsbaand, som krænker,
henvejres som visnet Løv.
Marie Wexelsen.
Mel.: Droslen slog i Skov sin klare Trille
Kvinden! Naar i Sang og Digt og Tale
prises Kvindens Magt og Kvindens
Kaar
da er Rimet: „Rosenflor i Dale -"
som var Kvindens Liv en evig Vaar;
som var alt, hvad her paa Jord hun
skulde,
kun at blomstre, elskes varmt - og dø,
og som trued’ ingen Vinterkulde
Kindens Blus og Øjets blanke Sø.
Og dog har hun meget mer’ at virke,
meget, som den vise knapt forstaar.
Hun skal bygge med paa Sandheds
Kirke,
med paa Fædrelandets Odelsgaard.
Hun er Menneske - ej Blomst, ej
Stjærne,
Morgenrøde, Æther, Duft og Damp, -
hun har ikke Hjærte blot, men
Hjærne, -
hendes Liv er ikke Leg, men Kamp!
Pauline Worm.
Mel.: Vort Land, vort Land.
Skin Sol ud over Danmarks Land,
lys Retfærdstanker ind –
med Plads for Kvinde og for Mand,
i Livets Strid for hver en Stand,
da Folkelykken hos os bor,
mens Fredens Kræfter gror!
Gør Hjemmet lyst og smukt og godt,
selv under Hyttetag.
Smyk Kærlighedens Kongeslot
med Haabets lyse „Himmelblaat".
Tænd Troens klare Alterild,
Gud Livet signe vil!
Øv ydmygt kun dit Kald, din Pligt,
vent saa paa gode Kaar!
Det er ej Drøm, ej heller Digt,
men Livet lyst og Livet rigt
vi skaber da i Relfærdsnavn
til Folkeheld og Gavn.
Ræk Haanden til vor Samfundspagt,
til Arbejd og til Fest;
Hver Evne i Din Sjæl er lagt
skal vokse op ved Sandheds Magt,
saa Næstekærlighedens Sol
kan naa fra Pol til Pol.
Marie Preuss.
Egen Melodi.
Jeg saa’ kun tilbage. Mig Livets Lyst
bortklang;
da toned mig i Sjælen saa trøstelig
en Sang:
Se frem, men ej tilbage! - Hvad Hjer-
tet attraar,
maaske dog engang under Solen du
naar.
Lad Bølger bortrulle, lad Løvet flagre
hen!
rask bruser dog Strømmen, frisk Sko-
ven staar igen.
Lad Solen formørkes og Maanen tage af!
dog Sol og Maane stiger fuldkarsk
over Hav.
Der springer en Kilde ved Livstræets
Rod:
i Verdenshavet strømmer Udødelig-
heds Flod;
og Havet ej ældes, og Jordens grøn-
ne Ø
hver Sommer staar forynget i livs-
grønne Sø.
En Draabe kun af Kilden, hvor først
den udsprang!
en Blomst kun af Grenen, hvor Livets
Æbler hang!
og Haaret aldrig graaner, og Sindet
bli’r ej tungt;
men Hjertet gløder evig lyksaligt og
ungt.
Hvor Livskilden springer, did hen
staar min hu.
Hvor Livstræet blomstred, dér blom-
strer det endnu.
Se frem, men ej tilbage! - Hvad Sjæ-
len attraar,
maaske dog engang under Solen du
naar.
Men naar under Solen ej Sjælen, hvad
den vil,
saa er der andre Sole og andre Stjer-
ner til.
Og slukkes alle Sole og Stjerner en-
gang -
dog Livets Kilde springer, hvor evig
den sprang.
Ingemann.
Mel.: Paa Tage Bondes Ager.
Foragtet af de store, men elsket af de
smaa –
sig, er det ikke Vejen, som det nye
maa gaa?
Forraadt af dem, som Vagt burde væ-
re, just af dem -
sig, er det ikke saadan, at en Sandhed
staar frem?
Begynder som en Susen i Kornet Som-
merdag
og vokser til en Brusen gennem
Skovenes Tag –
indtil at Havet bærer med Tordenrøst
den hen,
da intet, intet høres uden den, uden
den!
I Goter-Folkets Kampe den nordre
Fløj vi tog;
vort Fanetag er: Folkeliv i Frihed og
Tro.
Den Gud, som gav os Landet og Spro-
get og gav alt,
han findes i den Gerning, hvortil Fol-
ket blev kaldt!
Den er det, vi vil løfte, vi mange og
vi smaa,
i frygtløs Kamp mod alle, som ej ville
forstaa -
begyndte som en Susen i Kornet Som-
merdag
og gaar nu alt som Brusen gennem
Skovenes Tag.
Det vokse vil til Storm, før end nogen
det ved af,
med Torden i sin Stemme over ende-
løst Hav.
Et Folk, som føler Kaldet, er Jordens
største Kraft,
for den maa al Ting falde, det staa
højt eller lavt.
Bjørnstjerne Bjørnson.
Mel.: I alle de Riger og Lande.
Jeg elsker de grønne Lunde
med Tonernes vuggende Fald;
jeg elsker de blanke Sunde
med Sejlernes Tusendtal.
Jeg elsker hver Dal, hver Banke,
med Kornets bølgende Flugt,
hvor flittige Hænder sanke
af Arbejdets gyldne Frugt.
Jeg elsker de brede Sletter
i Sollysets Sommerpragt,
i Vinterens Stjernenætter
bag Snetæppets Juledragt.
Mig fryder din Ros, din Ære,
mig knuger din Sorg, dit Savn;
hver Glans, hver Plet vil jeg bære,
som falder paa Danmarks Navn.
Thi du er mig Fader og Moder,
- saa synges fra Strand til Strand,-
langt mer end Søster og Broder,
thi du er mit Fædreland.
Forstummed hver Røst i Skoven,
og falmed hver gylden Frugt,
faldt Nat over Mark og Voven, -
jeg fandt det dog lige smukt.
Om alle de Drømme bristed,
du har fra din Ungdom drømt,
om Trængsel og Nød du fristed, -
jeg elsker dig dobbelt ømt.
Men end er der Sang i Skoven,
højt bølger det røde Flag;
end er der en Gud for oven,
der raader for Danmarks Sag!
J. Helms.
Mel. al R. Nordraak.
Løft dit Hoved, du raske Gut!
om et Haab eller to blev brudt,
blinker et nyt for dit Øje,
straks det faar Glans fra det Høje.
Løft dit Hoved og se dig om!
noget er dér, som raaber: kom!
noget med tusende Tunger,
som om Frejdighed sjunger.
Løft dit Hoved! thi i dig selv
blaaner ogsaa et udstrakt Hvælv,
hvor der med Harper klinger,
jubler, toner og svinger.
Løft dit Hoved og sjung det ud:
Aldrig kuer du Vaarens Skud!
Hvor der er gærende Kræfter,
skyder det Aaret efter.
Løft dit Hoved og tag din Daab
af det høje, det straalende Haab,
som over Verden hvælver
og i hver Livsgnist skælver!
Bjørnson.
Mel. af C. E. F. Weyse.
I Østen stiger Solen op,
den spreder Guld paa Sky,
gaar over Hav og Bjærgetop,
gaar over Land og By.
Den kommer fra den favre Kyst,
hvor Paradiset laa;
den bringer Liv og Lys og Lyst
til store og til smaa.
Den hilser os endnu saa smukt
fra Edens Morgenrød,
hvor Træet stod med evig Frugt,
hvor Livets Væld udflød.
Den hilser os fra Livets Hjem,
hvor størst Guds Lys oprandt,
med Stjernen over Bethlehem,
som Østens Vise fandt.
Og med Guds Sol udgaar fra Øst
en himmelsk Glans paa Jord,
et Glimt fra Paradisets Kyst,
hvor Livets Abild gror.
Og alle Stjerner neje sig,
hvor Østens Sol gaar frem,
den synes dem hin Stjerne lig,
som stod ved Bethlehem.
Du Soles Sol fra Bethlehem
hav Tak og Lov og Pris
for hvert et Glimt fra Lysets Hjem
og fra dit Paradis!
Ingemann.
Mel. af Chr. Barnekow.
Morgenstund
har Guld i Mund,
for Natten Gud vi love;
han lærte os, i Jesu Navn,
som Barnet i sin Moders Favn,
vi alle sødt kan sove.
Morgenstund
har Guld i Mund,
vi til vort Arbejd ile,
som Fuglen glad i Skov og Vang
udflyver med sin Morgensang,
genfødt ved Nattehvile.
Morgenstund har Guld i Mund,
og Guld betyder Glæde,
og glædelig er hver en Dag,
som leves til Guds Velbehag,
om end vi maatte græde.
Gaa da frit
enhver til sit
og stole paa Guds Naade!
da faa vi Lyst og Lykke til
at gøre Gavn, som Gud det vil,
paa allerbedste Maade.
Sol opstaar,
og ned nedgaar,
naar den har gjort sin Gerning;
Gud give os at skinne saa,
som Himmellys, skønt af de smaa!
da randt for os Guldtærning.
Grundtvig.
Mel. af P Heise og Aug. Winding.
Altid frejdig, naar du gaar
Veje, Gud tør kende,
selv om du til Maalet naar
først ved Verdens Ende.
Aldrig ræd for Mørkets Magt!
Stjernerne vil lyse;
med et „Fadervor" i Pagt
skal du aldrig gyse.
Kæmp for alt, hvad du har kært!
dø, om saa det gælder!
da er Livet ej saa svært,
Døden ikke heller.
Chr. Richardt.
Mel. af R. Bay.
Fred hviler over Land og By,
ej Verden larmer mer,
fro smiler Maanen til sin Sky,
til Stjerne Stjerne ser.
Og Søen blank og rolig staar
med Himlen i sin Favn,
paa Dammen fjærne Vogter gaar
og lover Herrens Navn.
Der er saa stille og saa tyst
i Himmel og paa Jord,
vær ogsaa stille i mit Bryst,
du Flygtning, som der bor!
Slut Fred, o Hjærte, med hver Sjæl,
som her dig ej forstaar!
Se, over By og Dal i Kvæld
nu Fredens Engel gaar.
Som du han er en Fremmed her,
til Himlen staar hans Hu;
dog i det stille Stjerneskær
han dvæler her som du.
O lær af ham din Aftensang:
Fred med hver Sjæl paa Jord!
Til samme Himmel gaar vor Gang
adskilles end vort Spor.
Fred med hvert Hjærte, fjærn og nær,
som uden Ro mon slaa,
Fred med de faa, som mig har kær,
og dem, jeg aldrig saa.
Ingemann.
