« Tilbage til søgeresultaterne
Jutta Bojsen Møller. 80 Aar
Der vil komme en Dag, hvor Kvindesagen i Danmark hører Historien til; der vil gaa Aar, maaske Aartier, før vi naaer saa vidt, men hvis Dansk Kvindesamfund ikke svigter sin Opgave her i Landet, vil denne Dag komme lige saa vist, som der oprinder en ny Dag for hver Dag, som gaar til Ende.
Og naar den Dag kommer, hvor Kvindesagen tages af Tidens Dagsorden og tilhører det forbigangne, da vil Historieforskningen begynde at beskæftige sig med den, og én for én vil dens store og betydningsfulde Skikkelser blive stævnet ind og krævet til Regnskab hver især for deres personlige Indsats i Kampen.
Og bliver der spurgt: „Hvad gav Du?” Da vil den ene svare: „Jeg gav min Tvivl - Tvivlen paa, at den gamle Ordning mellem Mand og Kvinde var den bedste, som tænkes kunde.” Og en anden vil svare: „Jeg gav min Tro - Troen paa en større Lykke for Menneskene gennem Kvindens Frigørelse til Selvstændighed.” Og en tredie vil svare: „Jeg gav Brødet, - de praktiske Opgavers nærende, styrkende Brød.” Og en fjerde: „Jeg gav Saltet - Videts ætsende, rensende Salt.”
Saaledes vil de møde frem, én efter én, Kvindesagens udvalgte, de, som aldrig satte Personen over Sagen, og med oprejst Pande vil de aflægge deres Bekendelse. Og ud af Rækken vil der ogsaa træde en gammel Kvinde med hvide Haar, men med den Ild i Øjet, som aldrig slukkes før i Døden, og hun vil svare: „Jeg gav det bedste, jeg havde at give, jeg gav Glæden - min egen Frigørelses Glæde.” Og den Slægt, som da sidder tildoms, vil bøje sig i Anerkendelse af denne gamle Kvinde og hendes Gave, og den vil sige: „Sandelig, den, som gav Glæden, staar ikke tilbage for nogen anden Giver. Glæden er for Menneskene, hvad Solen er for Spirene under Mulde.”
- Den Gang Jutta Bojsen Møller paa Fællesmødet i København 1894 første Gang traadte frem for Dansk Kvindesamfunds Medlemmer og blev løftet op paa Formandens Plads med det samme, da brød Solen gennem det Skydække, som havde skjult Kvindesagen for de mange udenfor de indviedes snævre Kreds, da faldt der Lys over dens Veje, og Folk begyndte at forstaa, at det var ikke lutter Splid og Kedsommelighed, der ventede den, som meldte sig til Banebrydernes lille Hær. Egentlig havde Formandspladsen været tiltænkt Elisabeth Hostrup, den Gang Kirstine Frederiksen paa Grund af Sygdom maatte trække sig tilbage, men hun foreslog i sit Sted sin gode Ven, Jutta Bojsen Møller.
Den Opgave, som ventede den nye Formand, var at erobre Landet for Kvindebevægelsen. Det var kun to Aar siden, at Dansk Kvindesamfund havde organiseret sig som et Landsforbund, og det gjaldt nu om at lægge Bevægelsens Tyngdepunkt fra København ud i Landet. Ingen kunde synes bedre egnet dertil end en Kvinde med saa megen Rod i Højskolebevægelsen som Højskolemoderen i Sorø, Budstikke-Bojsens Datter, Venstrepolitikerne Frode og Peter Bojsens Søster. Jutta Bojsen Møller gik da ogsaa uden Betænkelighed løs paa sin Opgave. I samme Øjeblik hun traadte i Forhold til Kvindesagen, stod den indridset i hendes Hjærte ligesom Ordet Calais i hin engelske Dronnings, og hun tilhørte den for Resten af sit Liv. Det var vist ikke langt fra, at hun saa en Slags Skæbnens Fingerpeg i, at det var hende, som paa dette kritiske Tidspunkt blev stillet paa Dansk Kvindesamfunds Førerplads; hun havde jo det bag sig, som ingen af de andre indenfor Kvindebevægelsen dengang havde, hun havde, som hun selv har sagt med et Citat af den tyske Feltherre Moltke: „Bajonetter i Ryggen,” - og med Bajonetterne mente hun Højskolebevægelsen.
Hvor kunde hun tænke sig, at disse ,,Bajonetter” vilde svigte hende, at den danske Højskole, som saa gæstfrit havde aabnet sine Døre for Landets kvindelige Ungdom vilde forholde sig passiv
Overfor den Bevægelse, som vilde drage Junigrundlovens Konsekvenser ogsaa for Kvindernes Vedkommende. Og dog maatte hun opleve dette, og det har sikkert ikke været hendes Livs mindste Skuffelse. Andre vilde maaske have følt Bitterhed mod Højskolen herover, men intet ligger Jutta Bojsen Møllers lyse Sind fjernere end at ruge over en bristet Forventning. - „Om end et Haab eller to blev brudt - blinker et nyt i Dit Øje, - straks det faar Glans af det Høje.” Disse Ord af Bjørnson har hun mere end én Gang trøstet sig selv og andre med; de har sikkert ogsaa lydt i hendes Øre den Gang.
Genvejen til Maalet over Højskolen var altsaa spærret. Vejen blev længere end hun straks havde tænkt sig, men hun gik den uden Knurren, hvad enten den gik ud til Agitationsmøderne rundt i Landet eller til Ministerværelserne og de lovgivende Forsamlinger. Altid førte hun slagfærdig Kvindernes Sag, hvad enten hun talte til de lydhøre eller til dem, som ikke vilde høre, og den Varme, som fra hendes Hjærte forplantede sig til hendes Ord, smeltede Isen om mange Hjærter og vandt dem for hendes Sag. Tidt udretter som bekendt de hjærtevarme Ord mere end de bedste Argumenter. Og i de Tider gjaldt det først og fremmest om at overvinde den Kulde, som stod Kvindesagen i Møde fra det hele Land.
Den Dag Jutta Bojsen Møller ikke mere møder frem paa vort Fællesmøde og istemmer Morgensangen før Mødet aabnes. Den Dag, hun ikke mere træder ind i Salen, hvor Fællesstyrelsen er samlet til Forhandling og hilser med sit Straalende smil paa Medlemmerne fra Landet – den Dag, det lyder over Landet, at hun ikke mere er iblandt os, da vil det føles koldt og trist i dansk kvindesamfund, som naar en Sky gaar for Solen, og der vil blive underlig stille. Og mange, som ikke før har forstaaet, hvad hun betød, vil til den Tid forstaa det.
- Men vi vil ikke tænke paa den dag, saa længe vi har hende rask og livsglad iblandt os. Vi vil glæde os med hende over, at det blev hende forundt at se Danmarks gamle Junigrundlov lyst i Kuld og Køn, og ikke blot i Mandskøn, men ogsaa i Kvindekøn, og vi vil ønske for hende, at hun ogsaa maa opleve den Glæde, at se den nye Grundlov træde i Kraft, at afgive sin Stemme som politisk Borger.
Ingen har fortjent det mere end hun, og bedre ved vi ikke at ønske hende paa hendes Højtidsdag.
Og saa sluttelig en Tak rettet til Dem selv personlig, vor gamle, kære Æresformand, en tak fra det Blad, som De fra tidlig Tid har elsket og elsket med en Kærlighed, som aldrig søgte sit eget, men giver af sit eget, saa tidt det paakræves, med en Kærlighed, som forstaar og, hvis den ikke forstaar, sætter Tillid i Stedet, kort sagt med den Kærlighed, som er Dansk Kvindesamfunds hemmelige Styrkekilde. Sangbunden, som, hvor forskellige Strenge der sættes i Svingning, altid giver Tonen ren og fuld tilbage - forudsat, at det er de rette Hænder som spiller.
Fra en gammel Arbejdsfælle.
Hvor utroligt det end maa forekomme dem, der kender Fru Jutta Bojsen Møller, at hun nu skulde være 80 Aar gammel, saa er det ikke desto mindre sandt, og der er da en Anledning for dem, der paa deres Vej i livet har mødt hende, til at besinde sig paa og til at udtale sig om, hvad de mener at skylde hende Tak for.
Til disse hendes Skyldnere hører jeg og vil derfor gerne aflægge min Tak og bringe min Lykønskning paa Højtidsdagen.
Det var en Sommerdag i Aaret 1860, jeg saa Fru Møller første Gang. Vi var en Flok unge, glade Mennesker, maaske lidt viltre, der var komme ud paa en mærkelig Køretur til Himmelbjerget og Silkeborg, mærkelig fordi vi var 7 i Tallet og kun havde een Hest og en lille Vogn, hvorfor ogsaa de 6 af os for det meste gik. Vi kom til Sejling Præstegaard, hvor den unge 23-aarige Præstefrue tog imod os med alle Tegn paa Glæde og viste os en storartet Gæstfrihed saa vi endog alle 7 blev der om Natten - der var saa vidunderlig rummeligt i Præstegaarde i de Dage, og det er der vel endnu.
Saa saa jeg ikke Fru Møller i mange Aar. Den næste Gang var i Halvfemserne, da hun ikke var Præstefrue i Sejling, men Husmoder paa Sorø Højskole. Men, var de ydre Omstændigheder forandrede, saa var hendes Gæstfrihed lige stor, og hendes Livlighed og Elskværdighed lige betagende.
Vi kom derefter til at bo under Tag sammen i 8 Aar: hun som Husmoder og jeg som Forstander for Grundtvigs Højskole ved Lyngby. Og der lærte vi jo hinanden ret godt at kende - ogsaa hinandens svagere Sider. Ingenlunde var vi enige om alle Spørgsmaal, der kunne komme paa Tale i vor Tid og med Hensyn til vor Gerning.
Imidlertid var vi enige i, hvad der for danske og kristne Mennesker er det væsentlige, og vi var ogsaa enige om i de andre Spørgsmaal at unde hinanden den nødvendige Frihed.
Jeg kan og maa derfor hjertelig takke Fru Møller for de 8 Aars Samarbejde og for det Venskab, hun siden den Tid har vist os her ved Grundtvigs Højskole. Hun var altid frisk og fornøjelig, hjertelig og venlig overfor unge og gamle, moderlig omhyggelig for Eleverne, og hun var mig til megen Opmuntring, fordi hun var en saa udmærket Tilhørerinde. Trods hendes mangeartede Virksomhed havde vi Lærere næsten altid den Glæde at se hende i Tilhørerskaren, naar da Foredraget nogenlunde faldt indenfor den Kreds, hvori hendes Tanker bevægede sig, og denne Kreds var ikke snæver. Hun kunde sige med den gamle Romer: Jeg er et Menneske, og intet menneskeligt er mig fremmed.” Ja, det var en Glæde at komme til at se paa hende, naar man stod paa Katedret; thi hendes Øjne sagde tydelig nok, at hun fulgte med hele sin varme Sjæl, naar der da faldt Ord, som havde noget som helst godt i sig. - Og hendes Eksempel virkede paa mange af de unge, saa jeg er vis paa, at det bragte dem til at høre bedre, og hendes Samtaler med dem bragte vist mangt et Indtryk til at fæstne og klare sig hos og for dem.
Hun havde i sine unge Dage været med til at samle Bidrag til at grundlægge Grundtvigs Højskole, og hun har fra sit 60de til 68de Aar været en god Moder for dens Elever og en nidkær Arbejder i dens Tjeneste.
Derfor er Skolen hende taknemmelig, sender hende en kærlig Hilsen paa hendes sjældne Højtidsdag og udtaler Haabet om, at det profetiske Ord mere og mere maa stadfæstes paa hende: „De, der forventer Herren, de skal forny deres Kraft; paa Vinger skal de hæve sig som Ørne; de skal løbe uden at trættes, de skal vandre uden at mattes.”
Grundtvigs Højskole i Marts 1917.
H. Rosendal.
Jutta Bojsen Møller som Nabo.
En gammel Nabokone fortæller: „Da Pastor Møller kom hertil kom først alle Hestene, derefter alle Køerne tøjrede sammen paa jysk Manér - sidst kom Fru Jutta med alle Børnene; meget snart var hun omme hos os og sagde: „De har mange Børn og jeg har mange Børn, skal vi nu være enige om at holde godt Naboskab - og ligesom der kan komme en Kurre paa Traaden mellem Børnene, kan der maaske ogsaa komme en Kurre paa Traaden mellem os store, men lad os saa være enige om at gaa lige til hinanden og faa den jævnet ud lige saa let, som det gaar for Børnene.” Og det gode Naboskab blev ogsaa holdt, og Programmet blev fulgt. Fru Jutta har trøstet os mange Gange, naar det kneb, og hun har taget Del i vore Glæder; hun har sunget for os og bedt med os, og vi kom meget sammen; - jeg husker navnlig en Jul, der var saa streng med Frost og Sne, at vi bogstavelig ikke havde Mad i Marvede, fordi ingen kunde komme hertil; men Fru Jutta kunde ikke tænke sig ikke at have Juletræ for Børnene, og endelig kom da min Mand afsted med en af Karlene efter et Juletræ og samtidig efter Mad til os alle; det var en streng Tur, som tog hele Dagen; men Juletræet blev pyntet, og vi kom alle med og var glade - og det var det første Juletræ, jeg nogen Sinde havde set, - og Fru Jutta var gladest af os alle.
- som Elev.
Jutta Bojsen-Møller gav en Gæsterolle paa Vejlby Højskole i Sommeren 1912. Selv kaldte hun sig „Elev” og fulgte med Liv og Begejstring Foredragene. Hun blev i Frikvarterene hos Eleverne og drøftede med dem, hvad de havde hørt, og gjorde Foredraget derved mere værdifuldt for dem. Livfuldt fortalte hun om sine egne Oplevelser. Maaske det mest værdifulde, hun gav, var hendes Aftenandagt, der var knyttet til et Salmevers, et Skriftsted eller en Oplevelse. Dette varme, personlige Vidnesbyrd lod En saa stærkt føle, hvor hun hentede sin Livskraft og Glæde fra. Alt, hvad der vedrørte Skolens Fornøjelser, tog hun levende Del i og var den gladeste blandt de glade.
Før en Skolefest fik hun det Hverv at skaffe godt Vejr. „Jeg har siddet ved mit Vindue og besværget Vind og Vejr, siden Kl. 2 i Nat, og se, det hjalp.”
Hendes nøjsomme Fordringer til Kosten gjorde, at tarvelig Højskolemad var hendes Livretter.
A. H.
Om dette Elevophold skriver J. B.-M. følgende i „Vejlby Højskole” for Juni 1912:
I det sidste Elevblad skrev Redaktøren, at jeg kom her til Skolen til Maj, og jeg havde den Ære, at mit Billede kom i Bladet, og nu er jeg her, - jeg har meldt mig, som Elev, - og jeg vil opfordre alle ældre Mennesker, der har Tid tilovers til at gøre det samme. - Vi vil saa nødig blive gamle, og jeg vil næsten sige - naar vi ikke er virkelig syge - lidt Alderdomssvaghed regner jeg ikke - kan vi undgaa det, naar man lever med blandt de unge og Tidens Spørgsmaal.
Og saa vil jeg raade dem til at komme her paa Vejlby Højskole som Elev. Baade Forstanderen, Hostrup, og hans Kone Astrid, har haft og har saadanne udmærkede Forældre, og derfor holder de saa meget af de gamle (af Alder naturligvis), saa De kan aldrig tro saadan et Hensyn, der bliver taget til os paa alle mulige Maader.
Og saa gaar det altsammen i det gamle, rigtig gode Spor, som slet ikke er blevet gammelt endnu, og saa leger, synger og danser vi, jeg med saa godt jeg kan. Og man kan, fordi Ungdommen hjælper en saa dejlig. Og saa er Maden saa udmærket godt stegt og kogt -, saa man kan tygge det. Egnen her er aldeles mageløs - 10 Minutters Gang gennem Skov ned til Havet og til Badehusene -. Det er en Morgentur, kan De tro, man har godt af. Men det allerbedste er Foredragene - baade kristelige og folkelige -, jeg skriver dem op, for at huske dem -, og dem holder Forstanderen og hans Kone. Ja, jeg fortæller dem nu ogsaa sommetider noget, og det opliver jo mig selv, kan De nok forstaa. Og saa maa jeg ogsaa nævne vore to unge, en Lærer og en Lærerinde, som boer paa Skolen, livlige, interesserede, musikalske, er med over alt.
Summa summarum, kom her til Vejlby Højskole, det er som Idunnas Æbler for Guderne.
Jutta Bojsen-Møller.
I samme Blad for Juli 1912 finder vi følgende „Tilbud” med Svar:
Glamsbjerg, 14. Juni 1912. Til Højskoleelev Jutta Møller!
Da jeg til November har Brug for en ældre Pige eller Jomfru, vilde jeg gerne herved rent ud spørge Dig, hvad Du forlanger i Løn, og om Du mulig har Lyst til Pladsen hos mig. Jeg har fire Børn og en grundmuret Gaard og Arbejde nok til mig selv og en til. Det forekommer mig ved at se dit gode Brev i Vejlby Højskoleblad, at Du ikke helt er uden Sans for at staa paa din Husbonds Side. Mine Børn har været i Danseskole, saa det kan de, det behøver Du ikke at lære dem. Det Du siger, at Maden koges og steges godt, passer mig rigtig bravt. Ja, jeg vil nu slutte med at sige Dig, at jeg har bedt Peter Sørensens Ane, som er paa Højskolen om at se lidt efter Dig, saa kan jeg altid faa at vide, om du passer mig, hvad jeg for Resten tror, Du gør. Saa lever vi da i Haabet.
P. Andersen,
Glamsbjerg pr. Tvede Station.
Da Glamsbjerg pr. Tvede ikke kan findes i Rejselisten benytter jeg Elevbladet til Svar. Jeg vil da sige Tak for det det morsomme Brev, jeg har haft megen Fornøjelse af det. Jeg kunde nok være fristet til at prøve Pladsen hos dig, men efter nøjere Overvejelse har jeg opgivet det. Men vi kan jo tale om det ad Aare.
Jutta Bojsen Møller.
- som Madmor.
I Minderne om Fru B. M. er der et lille Træk, der kendetegner hende som Madmoder, som jeg her vil fortælle. Som ung Præstekone i Sejling havde hun en Gang en lille 17-18 Aars Pige, der hed Therese. En Søndag var Fru Bojsen-Møller ikke hjemme, og nævnte unge Pige var da saa uheldig at slaa en Lampe i Stykker. Pigen var meget ulykkelig derover og tænkte med Gru paa, hvad hendes Madmoder vilde sige. Ved Hjemkomsten fandt Fru Bojsen-Møller sin ellers saa glade lille Pige forgrædt i en Krog af Stuen. „Men kære Therese, hvad er der dog i Vejen?” spurgte Fru B.-M. Pigen fortalte sit Uheld, og de flestes Tanker havde vel først gjaldt deres Lampe, men Fru B.-M. var større end de fleste, med sine kære, milde Øjne, som vi alle kender saa godt, saa hun paa Pigen, og idet hun lagde sin Haand paa hendes Skulder, sagde hun kun: „Stakkels lille Therese, og for den Lampes Skyld har du ødelagt din gode Søndag Eftermiddag.”
Gertrud Mikkelsen Hedensted.
„Paa Cycle.”
Tante Jutta skulde med Toget fra Aarhus til et Møde paa Himmelbjerget. Hendes økonomiske Sans var imod at faa Vogn. Turen var lang at gaa, og da Bertel Jensen og hans Frue netop var her og skulde cykle ind til Aarhus, besteg hun let og glad Cyklen. Mindre let var det for Bertel Jensen og min Mand, der trak hende herfra og til Aarhus.
Vejlby Højskole.
Astrid Hostrup.
I Mulm og Mørke.
En god Ven af Jutta Bojsen Møller har fortalt os følgende morsomme Træk, som forekommer os at vidne i lige høj Grad om hendes Angst for at volde Besvær og hendes Uforfærdethed i vanskelige Situationer.
Hun havde i et Brev meldt til Forstanderen paa Rødkilde Højskole, at hun vilde ankomme til Stege en bestemt Aften Kl. 11 ½ og bedt om at blive afhentet med Vogn ud til Skolen, som ligger en halvanden Fjerdingvej fra Byen. Hun havde imidlertid ikke beregnet, at Brev først kunde naa Højskolen Morgenen efter hendes Ankomst. Da hun kom til Stege, var der ingen Vogn til at modtage hende. Et Øjeblik overvejede hun, om hun skulde tage ind paa et Hotel, men fandt, det vilde være en stor Urimelighed. Hun havde jo raske Ben og kunde nok klare den Smule Vej. Saa begav hun sig i Mulm og Mørke og uden Ledsagelse paa Vej til Fods. Et Stykke ud af Vejen blev hun indhentet af en Vogn, og da hun paa sit Spørgsmaal om, hvor den skulde hen, erfarede, at den skulde ad samme Kant som hun, bad hun om Tilladelse til at køre med og faldt snart i livlig Passiar med Kusken. Ved sin Ankomst til Højskolen var alt lukket og slukket, men i Stedet for at slaa Alarm, fandt hun efter nogen Søgen en aaben Dør, famlede sig i Mørket op ad Trapper og henad Gange og havnede i et tomt Elevværelse, hvor hun straks gik til Sengs. - Da Familien næste Morgen samledes i Stuerne, modtog den med Forfærdelse et Brev, som meddelte, at Jutta Bojsen Møller var ankommen til Stege med Damperen Aftenen i Forvejen. - Hvor havde hun nu gjort af sig selv? - Hvad havde hun tænkt ved, at der ingen var mødt for at hente hende? - Spørgsmaalet blev snart besvaret.
Jutta Bojsen Møller kom ned ad Trappen smilende og elskværdig, som om det var den naturligste Sag af Verden, at hun havde klaret sig selv.
Der stode de - og Mor Jutta bød: Godmorgen.
