« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindelige Præster - eller?
Fra „Plovfuren” for 1. Marts 1917:
I „Plovfuren” for 1. Februar har Overbibliotekar Lange paa sin sædvanlige fyndige og ildfulde Maade skrevet en meget interessant Artikel om Betimeligheden af at give Kvinder Adgang til Præstetjeneste. - Som han jo gerne plejer, benytter han Lejligheden til at give os mandlige Præster adskillige velmente og - desværre - velfortjente Hip. - Ak, hvem tør vel nægte, at der endnu kan findes meget af den gejstlige Tyrketro paa vor egen Fortræffelighed og vor Eeneret til at drive „ordentligt” kristeligt Arbejde; dette: „Vi alene vide”, vi alene „ville”, vi alene „kunne”, saa man ofte slet ikke føler Trang til at byde nogle i Menigheden velkommen som Medarbejdere; endskønt vi jo burde takke for Lægfolkets Deltagelse og i høj Grad glæde os over hver en Mand og Kvinde, som har Tro, Vilje og Evne til at tage fat.
- Thi sandelig er der Brug for alle gode Kræfter, om Guds Riges Sag skal faa Fremgang i vort Folk; ja, det er ganske nødvendigt, at hver enkelt kommer til at føle og bære Medansvaret for den Gerning, som dog er Menighedens og ikke alene Præstens.
Nu ser Overbibliotekaren altsaa mildt til eventuelle kvindelige Præster, vel ogsaa fordi han haaber, at de vil blive mindre selvsikre og mere medgørlige i det Stykke.
Jeg skal imidlertid ikke prøve paa udførlig at fremsætte min ringe Mening om selve Spørgsmaalet „kvindelige Præster”. - Det er jo bekendt nok, at blandt andet visse Udtalelser af Apostlen Paulus endnu gør Sagen betænkelig, ja, umulig for mange af dem, der søger Lys og Vejledning i den hellige Skrift. - Men, hvis Gud vilde have Kvinder til Præstetjenesten, saa kunde jeg i ethvert Fald tænke mig et ingenlunde betydningsløst Forhold, hvor de vilde være meget heldigere end mange mandlige, - nemlig naar de modtog Opfordring til i Menigheden at virke for og lægge paa Hjærte og bede om Hjælp til en eller anden god Sag, f. Eks. Diakonissesagen (nu staar St.Lukas Stiftelsen for Døren).
- Der vilde en kvindelig Præst utvivlsomt være for fintfølende og rettænkende, for varmhjærtet og offerglad til af egen Magtfuldkommenhed eller Ugidelighed eller ondt Lune at forholde Menigheden en saadan Lejlighed til at gøre godt baade mod sig selv og andre; - og ligefrem hindre Kærlighedens Udførelse.
Naa, men, - det, jeg ellers gerne vilde sige, er dette: Der er en Stilling for Kvinder, hvor de kan virke til Gavn og Velsignelse i Menigheden saa vel som blandt Mennesker udenfor - tidt endnu bedre, end om de var Præster, og gøre et større og mere frugtbringende Arbejde, end mange mandlige Præster nu gør det.
Der er for Kvinden én Tjeneste, hvis Herlighed i ethvert Fald kommer meget nær op ad Præstetjenestens Herlighed, hvor den øves i god Tro og i Kærlighed, i Ydmyghed og i Selvfornægtelse - med det Sind, som er lige uundværligt i begge Tjenester.
Og det er en Stilling, hvor ikke et eneste fornuftigt Menneske kan have den fjærneste Indvending imod at se Kvinder anbragt, thi der er netop særlig Brug for de allerbedste kvindelige Egenskaber. - Og det er en Tjeneste, hvor der i Tiden utvivlsomt er Plads for og Trang til saare mange Kvinder.
Det er Diakonissetjenesten.
Overbibliotekaren har rigtignok nævnt den i sin Artikel, men jeg maatte maaske have Lov til at fremhæve det saa stærkt som mulig. - Der er hverken Paulus eller nogen anden af dem, der fik Aandens Lys og Aandens Myndighed, - der er hverken Guds Lov eller dansk Lov eller noget andet til Hinder nu for de Kvinder, som føler sig kaldet og draget til at tjene Herren og Mennesker paa den rigeste og bedste Maade.
Tværtimod: Paulus anbefaler, hans og vor Herre og Mester, Jesus Kristus kalder, - og vi kalder - baade fra den gamle, veltjente Diakonissestiftelse og fra den unge St. Lukas Stiftelse.
Vi giver de unge Kvinder, som vil være Søstre, et Hjem her og den fornødne Uddannelse, timelig Sikkerhed og al aandelig Støtte, som vi formaar det, - og har derefter Steder nok, hvor en velsignet Gerning venter paa dem.
Altsaa, spørges der nu i Tiden: kvindelige Præster - eller - Diakonisser, saa er vi ubetinget paa den gode og fornuftige, sikre og lovlige Side, naar vi siger: Diakonisser, endelig Diakonisser! - Det kan være lige saa rigt og fint og. velsignet - og - der er Dørene vidtaabne nu!
Hvis jeg nu skulde være kommen til med noget af det, jeg før skrev, at krænke nogle af de eksisterende mandlige Præster, saa haaber jeg, at de vil samle gloende Kul paa mit Hoved ved med rigtig stor Beredvillighed og hensynsfuld Kærlighed at gøre noget ved Offerdagen den 4. Marts, hvor Diakonissehuset St. Lukas Stiftelse har Tilladelse til at faa indsamlet Kollekt i alle Landets Kirker, for at denne gode Sag kan faa en god og i denne slemme Dyrtid højlig tiltrængt Hjælp. - Det vilde i Sandhed være en smuk Hævn; passende for rette Præster.
