« Tilbage til søgeresultaterne
To Festdage
Den syttende og den attende Marts 1917 vil staa som Mærkedage i Dansk Kvindesamfunds Historie. Paa disse Dage hædrede Dansk Kvindesamfund sin firsindstyveaarige Æresformand, ikke ved at paakalde Offentlighedens Hjælp, men indenfor sine egne Rammer, paa en Maade, som var hende og dansk Kvindesag lige værdig.
Vi skal forsøge, saa godt det er os muligt, at give vore Læsere en Forestilling om, hvad der skete disse to mindeværdige Dage.
I Jubilarens Hjem.
Den syttende Marts henad Tolvtid indfandt en Deputation fra D. K.s Forretningsudvalg sig i Jutta Bojsen Møllers Hjem i Østersøgade for at overrække hende Dansk Kvindesamfunds Gave, et Legat paa 5000 Kr. til Fremme af Kvinders økonomiske Selvstændighed. Den hyggelige Dagligstue var af kærlige Vennehænder forvandlet til en farvestraalende, duftende Blomsterhave, og midt i denne Have sad hun selv højtidssmykket, omgivet af sin nærmeste Familie, smilende og elskelig som altid og modtog med udbredte Arme de lykønskende Gæster.
Efter at Fællesstyrelsens Formand, Astrid Stampe Feddersen, havde overrakt hende en stor Buket af Gyldenlakker og dobbelte gyldne Tulipaner, oplæste hun det Brev, som ledsagede Dansk Kvindesamfunds Gave.
Kære Fru Bojsen-Møller!
Paa denne store og sjældne Højtidsdag i Deres Liv, hvor Tanken naturlig søger tilbage og fæster sig ved alt, hvad De gennem de mange Aar har betydet for vor fælles dyre Sag, føler vi en dyb Trang til at sige Dem Tak for den Kærlighed og Troskab, hvormed De altid har omfattet Dansk Kvindesamfunds Gerning og baaret Deres Del af Arbejdets Byrde, og samtidig med at vi frembærer vor Tak og Lykønskning, har vi ønsket at give Dem et Bevis paa, i hvor stor Udstrækning Deres offervillige, utrættelige Virksomhed i Kvindesagens Tjeneste har vundet Dem en Plads i Hjerter Landet over.
Vi har derfor ladet foretage en Indsamling i By og paa Land, og vi har haft den Glæde, til Trods for de trykkede Tider, gennem smaa og større Bidrag fra nær og fjern at se tilvejebragt en Kapital paa 5000 Kr., som vi gerne vil bruge til Grundlæggelsen af et Legat, der bærer Deres Navn og skal tjene til Fremme af Kvinders økonomiske Selvstændighed. Ingen har mere end De, vor kære Æresformand, forstaaet den store Betydning af, at den kvindelige Ungdom faar den Opdragelse og Uddannelse til selvstændigt Erhverv, som er Betingelsen ikke blot for en økonomisk, men ogsaa for en personlig Frigørelse, og intet Navn vil med bedre Ret kunne knyttes til et Legat i dette Øjemed.
Vi beder Dem derfor om Tilladelse til at kalde det paatænkte Legat, som er danske Kvinders og Mænds Gave til Dem paa Deres firsindstyveaarige Fødselsdag: „Jutta Bojsen Møllers Legat til Fremme af Kvinders økonomiske Selvstændighed”. Paa en smukkere og værdigere Maade mener vi ikke at kunne overgive Deres Navn til Efterkommerne. Tillige beder vi Dem om, at De selv vil uddele Renterne af dette Legat, saa længe De lever. Derefter vil Legatet blive lagt ind under de andre Legater, som Dansk Kvindesamfund forvalter. Vi vedlægger Udkastet til en Fundats, som vi vil lade konfirmere, saafremt den vinder Deres Bifald.
Kære Fru Bojsen-Møller! Det er os en usigelig Glæde at opleve denne Dag sammen med Dem, og vi haaber, det maa forundes os at beholde Dem iblandt os en lang Tid endnu.
Vi bringer Dem Dansk Kvindesamfunds hjertelige Hilsen og Hyldest og ved, at der bag os staar Tusinder af danske Kvinder, hvis Tanke i Dag søger Dem, som i en lang Aarrække var vort Enhedsmærke, vi alle saa op til.
Jutta Bojsen Møller takkede dybt bevæget og sagde derpaa med Haanden lagt paa Dr. Eli Møllers Skulder:
„Det er mig en stor Glæde, takket være denne økonomisk selvstændige Datter, at kunne føje Tusind Kroner til Legatets fem Tusind; saaledes at det bliver paa seks Tusinde Kroner.”
End ikke paa hendes egen Hædersdag, hvor alle Venner kappedes om at give hende Beviser paa deres Kærlighed, vilde Jutta Bojsen Møller give Afkald paa den Glæde, der altid var hendes Livs største, at være med blandt Giverne.
Lidt senere indfandt en Deputation fra Dansk Kvindesamfunds Københavnskreds sig og udtalte i smukke, varme Ord sin Lykønskning samtidig med at den lagde skønne Blomster for hendes Fødder. -
Resten af Dagen var for Jubilaren helliget Familielivet.
Lys og Liljer.
Disse Ord danner Rammen om Dansk Kvindesamfunds Fest for sin gamle Æresformand, saaledes vil den fæstne sig i deres Minde, som oplevede den.
Kvindernes Handels- og Kontoristforenings Lokale var lejet for Aftenen, og D. K. havde selv paataget sig Restauratørens Rolle for saaledes at kunne byde Gæsterne det mest mulige for de tre Kroner, som Adgangstegnet kostede.
Fra den tidlige Morgenstund var her i Gang en Stab af frivillige Kræfter - alle Medlemmer af
D. K. - uden hvis Hjælp Festen ikke var blevet det, den blev.
Desværre indløb faa Timer før Festens Begyndelse den Jobspost, at Formanden for Fællesstyrelsen var blevet syg og ikke kunde komme og overtage Værtens Hverv. Dette kom da til at paahvile Næstformanden, Esther Carstensen.
Alle Gæsterne, over halvandet Hundrede i Tal, havde taget Opstilling i den egentlige Festsal, dengang Jubilaren kom, ledsaget af Næstformanden.
Idet Fløjdørene aabnedes for dem, intonerede Klaveret, og to smaa Pager i violette Fløjlsdragter og med brændende Kærter i Hænderne skred ind i Salen foran Hædersgæsten, som førtes ved Næstformandens Arm. Medens de langsomt nærmede sig det Højsæde, som ventede Jubilaren midt paa Salens Længdevæg, bruste følgende Sang fra den ventende Forsamling dem hilsende imøde.
Graanede Gæst,
Elskede Høvding, velkommen til Fest!
Hjærternes Kongsporte vide opspringer,
Hør, som med Harpen i Luften det klinger:
Fælle i Striden! Moder i Fred!
Vaar og Solskin bringer Du med.
Under Sangen havde Hædersgæsten taget Plads. Paa hver Side af hendes Stol plantede Pagerne deres Kærter og blev staaende der for at være til hendes Opvartning. Paa Væggen bagved Højsædet var Dansk Kvindesamfunds Banner ophængt. Lige overfor, dog i nogen Afstand, stod et hvidduget Bord, hvorpaa firsindstyve brændende Lys dannede et Ottetal og et Nul, adskilte ved et stort Overflødighedshorn.
Efter at Næstformanden havde budt Jubilaren velkommen, opfordrede hun Gæsterne til at sprede sig i Lokalet og forsyne sig af de fremsatte Forfriskninger, Sandwich, The, Kage og senere Kransekage og Frugtbowl. Sidst paa Aftenen Kaffe.
En halv Timestid efter samledes man igen om Jubilaren i Festsalen, og Næstformanden oplæste den Festtale, som Formanden havde skrevet og skulde have holdt. Derefter talte Jutta Bojsen Møller under stort Bifald, og efter hende Dr. Eli Møller. Endelig paa „Kvinden og Samfundet”s Vegne Redaktøren Gyrithe Lemcke, og paa Københavnskredsens Vegne Kredsens Næstformand Thora Knudsen. Disse Taler findes gengivet andet Sted her i Bladet.
Desuden talte Formand i Venstreorganisationen Poul Roed, Briet Asmundsen fra Island, Magdalene Lauridsen, Sorø, Landinspektør Frede Møller - paa Børnenes Vegne -, Pastor Jensen, Søllerød, og Henni Forchhammer.
Ind imellem Talerne sang man efterstaaende tre Sange, skrevne til Festen.
Nu fulgte Aftenens Overraskelse, en Fremstilling i Lysbilleder af Jubilarens Liv og Virken, ledsaget af en versificeret Tekst, forfattet af Christine Møller og fremsagt af Asta Iversen.
Smukke og morsomme Billeder gled afvekslende henover det hvide Lærred. Gamle, mosgroede Præstegaarde, Familiegrupper, Højskoler, set udvendig og indvendig, „Mor Jutta”, som kører paa Cykle til Himmelbjergsfesten 1915, Kvindernes Valgretstog, „Mor Jutta”, som raaber: „Grundloven leve” fra Folketingets Tilhørerloge, tegnet og skænket til Dansk Kvindesamfund af Kunstneren Rasmus Christiansen.
Det sidste Billede viste Jubilaren midt i Blomsterfloret i sin Stue paa selve Fødselsdagen. Billedet er fotograferet af Dansk Kvindesamfunds trofaste frivillige Hjælpere Hoffotograferne Julie Laurberg og Franciska Gad. Dette Firma havde ogsaa udført Lysbillederne og med sin sædvanlige Rundhaandethed skænket disse til D. K.s Arkiv.
Under levende Bifald sluttede dette sidste Punkt af Aftenens Program. Men udenfor Programmet fulgte endnu et Optrin, maaske det allerskønneste, affødt af en pludselig, lykkelig Indskydelse som det var, og derfor Udtryk for den Stemning, som beherskede alle.
Omgiven af sine Børn, Svigerbørn og Børnebørn, sad Jutta Bojsen Møller i sit Højsæde, og forbi
hende drog i Procession alle Festens Deltagere, to og to med Paaskeliljer i Hænderne, som de i forbigaaende med en dyb Bøjning lagde i hendes Skød.
De firsindstyve Lys var nedbrændte, men Kærterne vel Højsædets Sider straalede endnu, og i Lyset af deres Flammer sad lykkesmilende den gamle Kvinde, hvis Navn skal bære Dansk Kvindesamfunds Gerning videre til kommende Slægter; om hende stod hendes Børn som en taknemlig Kærlighedsvagt, og i hendes Favn laa som en rig, overdaadig Høst alle Festens gyldne Liljer.
Astrid Stampe-Feddersens Tale.
Halvfjerdsindstyve er Støvets Aar,
de Stolsteste Strid og Møje,
om firsindstyve en Kæmpe naar,
des mere han har at døje.
Vi har her blandt os en Kæmpe, der har naaet de 80 Aar! Hun har ogsaa prøvet Strid og Møje, men hun kan se tilbage paa et rigt Liv, og hun har udrettet meget i Livet.
Hvad hun har udrettet som Moder for en stor Flok ypperlige, dygtige Børn, og hvad hun har udrettet i Folkehøjskolens Tjeneste, tilkommer det ikke mig at takke for, og den Tak har sikkert ogsaa lydt fuldtonende til hende igaar paa hendes egentlige Festdag.
Men Dansk Kvindesamfund har ogsaa en varm og inderlig Tak at bringe hende! I 16 Aar var hun
D. K.s Formand og prægede det med sin lyse, vennesæle Maade at færdes iblandt os paa, og hun gav D. K. dets ægte danske folkelige Karakter. Hun aabnede altid Møderne med en Sang, og gjorde D. K.s Medlemmer til et syngende Folk, og Sangen er en uvurderlig Skat, thi, som B. Bjørnson siger, „Sangen forener, idet den forsoner kamplystne Kræfter i samstemmig Trang”, og, det er mit Haab, at aldrig maa Sangen dø i D. K. Var der end stundom Uenighed iblandt os - hun forstod at samle de stridende og faa os til at føle os som et. Hendes moderlige Væsen skaffede hende i D. K. Navnet „Mor Jutta”, som hun endnu bærer. –
Et mere officielt Navn har hun ogsaa faaet i D. K., og det vil jeg tilskrive mig lidt af Æren for, nemlig Fru Bojsen Møller. Da jeg kom ind i Fællesstyrelsen, blev hun altid kaldt Fru Møller, men jeg begyndte saa at kalde hende Fru Bojsen Møller og spurgte hende, hvorfor hun ikke vilde have sit eget Navn med. Det vilde hun gerne - hun véd nok, at Navnet Bojsen har en god Klang i Danmark - og nu har det Navn slaaet til den Grad igennem, at selveste Berlingske Tidende kalder hende Fru Bojsen Møller.
Var der en god Sag, som skulde bæres frem, altid var Mor Jutta rede med et rundeligt Bidrag, hvorvel hun ingenlunde er Kapitalist.
Som Æresformand har hun ikke svigtet D. K., men overværer for det meste vore Fællesstyrelsesmøder og Forretningsudvalgsmøder, og kan hun, kommer hun til vore aarlige Fællesmøder og aabner ofte nogle af Møderne, og saa snart hun viser sig paa Talerstolen, bryder der altid en Jubel ud. -
Fru Bojsen Møller har haft den store Glæde som Æresformand at opleve, at vi Kvinder fik politiske Borgerrettigheder, og at gaa med i Toget til Konge og Regering, og dette har sikkert været et af de gladeste Øjeblikke i hendes Liv.
Som en Tak for alt det, Fru Bojsen Møller har været for D. K. har det været D. K.s Ønske at sætte hende istand til at gøre det, som ligger hendes kærlige Natur nærmest: grundlægge et Legat for uformuende Kvinder, der vil uddanne sig til selvstændigt Erhverv; og det har været os en stor Glæde igaar at meddele hende, at et sligt Legat er grundlagt med 5000 K., saaledes at det en Gang, naar Dyrtiden holder op, stadig vil kunne øges ved Gaver fra Sagens Venner. Den første imponerende Forøgelse har det faaet ved, at Fru Bojsen Møller igaar lagde 1000 Kr. til Summen, noget vi er usigelig taknemlige over.
D. K. er stolt over at have vokset sig saa stort og stærkt, at det selv kan hædre sine egne, og vi er lykkelige over af Medlemmerne at være sat i Stand til at grundlægge dette smukke Legat. Legatet skal jo bære Fru Bojsen Møllers Navn og vil gennem Tiderne - naar alle vi, som er her tilstede har lukket vore Øjne - altid minde Efterslægten om, at D. K. har haft en inderlig kær, elskelig og afholdt Formand som hed Jutta Bojsen Møller!
Alle tilstedeværende vil sikkert af Hjertet raabe et: Længe Leve Jutta Bojsen Møller.
Jutta Bojsen-Møllers Tale.
Ved Festen paa min 70 Aars Fødselsdag sagde jeg: „70 Aar er Støvets Aar, og hvad vi mere faar er Tilgift.” Nu i Dag har jeg faaet 10 Aar i Tilgift, og dem er jeg inderlig taknemmelig for, thi i disse 10 Aar oplevede vi Sejren, som vi havde kæmpet og stridt for i de mange og trange Aar.
Et lille Træk af Modstand viser, hvad vi havde at kæmpe imod. Efter at Juni-Grundloven af 1849 var traadt i Kraft blev der i Landstinget sagt: „Nu kan vi vadske vore Hænder, for nu har vi givet alle dem Valgret, som var værdige dertil, for man vil vel ikke forlange, at vi skulde give Fruentimmere, Fattiglemmer og Forbrydere Valgret.”
Glæden var stor den 5. Juni 1915, vi glemmer aldrig Valgretstoget og vore Efterkommere vil ogsaa altid høre om det. Himmelbjergsturen, hvor jeg plantede et Egetræ, heller ikke den glemmer jeg nogen Sinde. Træet staar nu i sin fulde Kraft og kan maaske blive en af de tusindaarige Ege, der med sin Indskrift skal minde Efterkommerne om den 5. Juni 1915.
Vi har jo rigtignok ikke set Sejrens Frugter. Grundloven ligger gemt i Sølvskrinet, men den kommer jo ud engang, og jeg vil nok ønske, at jeg kunde faa endnu en lille Tilgift, saa jeg kunde faa at se, hvordan den Ting vil gaa til.
Eftertiden skal afgøre, om vi faar Stene for Brød. Vi har hørt mange Spaadomsord i den Retning. Vi har hørt om, hvorledes vi som Vælgere vil rende fra Hjem, Mand og Børn. Det har ikke anfægtet os meget. Lige saa umuligt som det er at faa et Æbletræ til at bære Pærer, lige saa umuligt er det for Kvinderne at forsømme deres kvindelige Opgaver.
Det Ord, der fra Modstandernes Side har gjort stærkest Indtryk paa mig, er et Ord fra Alfred Poulsen i Ryslinge. Han sagde engang: „Hvad I vinder i Magt, taber I Indflydelse.” Jeg sagde engang til ham, at jeg havde tænkt meget paa disse Ord og var kommen til det Resultat, at Indflydelse uden Ansvar var forfærdelig farlig, hvad jo ogsaa Historien viser. Det kunde han ikke nægte: „Men,” tilføjede han, „pas paa, at I ikke mister Jeres Kvindelighed, det stærkeste I har.”
Bjørnstjerne Bjørnson sagde, at Kvindeligheden er den stærkeste Magt i Verden. Grundtvig kalder den „Mildhedsmajestæten”. Mister vi ikke vor Kvindelighed, da er der ingen Fare ved at have Magt. Kvindeligheden er en Gave fra den store Mildhedsmajestæt heroven til, og har vi ham i Haanden, saa farer vi ikke vild.
Jeg retter en hjærtelig Tak til alle de Tilstedeværende, særlig og mest dog til Dansk Kvindesamfund, der har foranstaltet denne Fest for mig. Om Legatet, den smukke Tanke, som Dansk Kvindesamfund har villet glæde mig med, har jeg bedt min selverhvervende Datter at tale.
Her vil jeg slutte med det Ønske, at Dansk Kvindesamfund maa faa Fremtid, som det fik Minder.
Dr. Eli Møllers Tale.
Mor har ønsket, at jeg her i Aften skulde sige nogle Ord i Anledning af det Legat, Dansk Kvindesamfund har stiftet og som bærer Mors Navn. -
Jeg vil da paa Mors og Børnenes Vegne takke D. K. for denne smukke Tanke.
Jeg ved af Erfaring lidt om, hvor betydningsfuld en lille Sum kan blive for den, der kæmper for at vinde frem. - Trehundrede Kroner, som vel er den Sum, der foreløbig vil kunne uddeles i Rente af Legatet, satte saa at sige mig i Skub paa et vigtigt Punkt af mit Liv. -
Da Mor blev gift og kom fra et Hjem, hvor man var, om ikke forvænt, saa dog i hvert Tilfælde saa godt vant, at man fik Sukker paa Vandgrød, viste det sig, at min Far fandt, at den Skik var en overordentlig stor Luksus. Den første Skærmydsel mellem de to Ægtefolk blev: Sukker eller ikke Sukker paa Vandgrøden. -
Kort Tid efter deres Bryllup skrev en af mine Morbrødre til Mor og bad hende laane sig en Sum Penge - jeg tror 100 Rigsdaler. - Det ordnedes saaledes, at Pengene skulde min Morbroder faa, naar saa Mor til Gengæld vilde love at stryge Sukkeret af Vandgrøden.
Mange Aar efter, da Jeg havde valgt den Livsvej, jeg vilde slaa ind paa, stod jeg og manglede 300 Kr. før jeg turde begynde. Der var mange Brødre i mit Hjem, der skulde hjælpes før mig, saa hvor gerne man vilde, kunde man ikke række til mig ogsaa. Det var rygtedes til den Morbroder, der i sin Tid havde laant Pengene, at jeg netop manglede disse Penge. Han skrev til min Mor, at den Sum, han i sin Tid havde laant, havde i Aarevis henstaaet i den og den Sparekasse, og at den med Renter netop paa den Tid var 300 Kr., som Mor altsaa kunde disponere over. Hun gav mig straks de 300 Kr., og hun har givet mig mange Kroner siden, men dog aldrig nogle, der har haft saa stor Betydning for mig som disse første 300. Jeg kom til at tænke paa denne lille Episode i mit Liv, da jeg i Dag læste den Fundats igennem, som Dansk Kvindesamfund har opsat om dette Legat.
I samme Fundats staar ogsaa, at Kapitalen er urørlig. Det vil sige, at Mors Navn kommer til at leve ind i en uoverskuelig Fremtid. Selv om Dansk Kvindesamfund opløses, opløses Legatet ikke, det skal leve videre under Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet.
Dette, at Legatet kan forøges, er jo en udmærket Anvisning, som Dansk Kvindesamfund har givet os selverhvervende Kvinder. Jeg ved i hvert Fald nu, hvor jeg kan gaa hen med det, jeg muligvis har i Sinde at gøre godt med.
Jeg véd af Erfaring - jeg har haft Marie Rovsings Mindelegat - hvor meget en lille Legathjælp kan hjælpe En.
Jeg bringer endnu engang Dansk Kvindesamfund Mors og Børnenes hjerteligste Tak for den smukke Maade, det har hædret hende paa.
„Kvinden og Samfundet”s Hilsen.
af Gyrithe Lemcke.
Kære Fru Bojsen Møller! Ogsaa jeg har en Tak at bringe Dem, en Tak fra Dansk Kvindesamfunds
Blad, hvis uværdige Redaktør jeg i Øjeblikket er, og en Tak fra mig selv personlig. Hvad De har været for dette Blad, véd kun den, som har D. K.s Historie gennem de mange Aar klart for Øje.
Der var jo en Tid, hvor Bladet ikke var Medlemsblad, hvor det maatte opholde Livet for en stor Del ved frivillige Gaver og frivilligt Arbejde, hvor det sled sig frem fra Fællesmøde til Fællesmøde og altid maatte være forberedt paa, at det forestaaende Fællesmøde vilde dreje Halsen om paa det for at gøre en Ende paa dets kranke Tilværelse. Mere end én Gang traadte De, kære Fru Bojsen Møller, til i de Aar og lagde Deres bekendte Hundredekroneseddel paa Bordet, - man faar for øvrigt, naar man læser Dansk Kvindesamfunds Historie det Indtryk, at der ikke eksisterede mindre Penge-Enheder for Dem end en Hundredekroneseddel, ja igaar blev Hundredekronesedlen jo oven i Købet til tusinde Kroner, som De højsindet og storladen som altid, hvor det gælder Ofre til en kær Sag, føjede til vor indsamlede Legatkapital. De har til alle Tider forstaaet, at det ikke er nok, at en Fører gaar i Spidsen dér, hvor Ære og Anseelse er at vente, men at hun ogsaa maa gaa i Spidsen, der hvor Ofrene kræves. Thi hvor Førerne gaar, der gaar de mange efter. Det Kræmmersyn, som intet vover og intet vinder, laa Deres Adelsind fjernest af alt.
Men det er ikke blot ved Deres eksempelløse Offervilje, at De har gjort Deres til, at Dansk Kvindesamfund den Dag i Dag har et Blad og et Blad med de bedste Traditioner bag sig, men det er ogsaa ved den inspirerende Kraft, hvormed De til forskellig Tid har paakaldt Medlemmernes Interesse for Bladet og indblæst nyt Mod i den selvopgivende Redaktion. Ikke mindst her har Deres vidunderlige Evne til at sige det rette Ord paa det rette Sted lagt sig for Dagen.
Der er et Ord af Dem, som staar optegnet i Dansk Kvindesamfunds Historie blandt mange andre fortræffelige Ord, De har sagt, og som vi alle sammen kan have godt af at lægge os paa Hjærte, og det er de Ord, De skrev i „Kvinden og Samfundet”, dengang Sørgebudskabet om Kirstine Frederiksens Død i Amerika naaede hertil over Havet og et Øjeblik virkede næsten lammende paa Kvindesagens Venner og aller mest paa den Styrelse, der skulde fortsætte det Blad, som Kirstine Frederiksen med Opbydelse af sine sidste Kræfter havde holdt oven Vande. De skrev: „Havde Kirstine Frederiksen kunnet sige os sin sidste Vilje, da havde den lydt med Helten Læssøes Ord, da han faldt ved Isted: Lad mig ligge, Kammerater, men tag Skoven!” De Ord ruskede op i Samvittighederne, man saa ikke længer tilbage efter den mistede Fører, men fremad imod Skoven, som skulde tages, Ligegyldighedens, - Vantroens, Lunkenhedens Skov, hvor aldrig en Solstraale finder Vejen ned til Spirerne i Jordbunden, hvor alting staar i Stampe og kvæles af Mangel paa Luft.
Skoven blev taget den Gang og Æren derfor er for en stor Del Deres, men Skoven maa tages stadig paany, thi den trives saa velsignet godt i dette lille Land, hvor Menneskene er saa optagne af at passe paa hverandre, at de ikke faar Tid at tænke paa deres egen aandelige Vækst.
Men der er kun én, som kan tage Skoven, og det er den, som ejer Solens Ild i sit Hjærte og kan gennemstraale alt det, som skygger og stænger og holder Straalerne ude. En saadan Lysridder var De, og gid vi aldrig maa savne en saadan Lysets Ridder indenfor Dansk Kvindesamfund! Den Dag, De falder paa Valen, som alle gæve Riddere en Gang skal falde paa Valen, og som Kirstine Frederiksen faldt med Tanken fyldt af lyse Fremtidssyner, da véd vi saa usvigelig sikkert, at Deres sidste Ord til os vil være de samme, som De med saa megen Ret lagde hende i Munden: „Lad mig ligge - men tag Skoven,” - og saa længe der endnu lever iblandt os en Gnist fra Deres Esse, skal Skoven ikke faa Lov til at brede sig, Mørkeskoven, Skræppeskoven, den klamme, golde, livstængende Skov.
Kære Fru Bojsen Møller, naar et Menneske har naaet en saa høj og sjælden Alder som De, da ved Verden ikke noget bedre at ønske ham end Fred, Fred med Verden og Fred med sig selv. Jeg ønsker Dem ogsaa at hele mit Hjerte en saadan Fred, og dog ønsker jeg, at De maa dø som De har levet, med Sværd i Haanden, rustet mod alt det, som vil indsnævre og indgrænse Lysets Rige her i Landet. Større Retfærdighed vil Livet ikke kunne yde Dem.
Jeg læste i min Barndoms Læsebog om en gammel Kæmpe, som havde kæmpet sig gennem Livet med de Vaaben, som det i hine fjerne Tider sømmede sig en Kæmpe at kunne bruge. Men nu var han bleven saa gammel, at ingen vilde kæmpe med ham mere, saa fattig, at han ingen Fjende havde mere. Men vilde ingen mere kæmpe med ham, saa var han dømt til at dø den Død, som var en Forsmædelse for en Kæmpe, Straadøden, Afmagtens og Usselhedens Død, saa vilde han ikke faa den Løn, som ventede alle brave Kæmper i Valhal, at drikke Gudemjøden ved Valfaders Bord.
Da skete det, som han laa mismodig paa sit Leje og gik i Rette med Skæbnen, at en Mand i sid, blaa Kappe, traadte ind af hans Dør og hen til hans Leje. „Hvorfor ligger Du der?” spurgte han. „Har Du intet Sværd - har Du ingen Hjælm, op og forsvar Dig, Mand.” - Og den gamle sprang op, glad som en Yngling, greb sit Sværd og satte Hjælmen paa sit Hoved. Nu skulde han ikke dø Straadøden, men falde som en ærlig Kæmpe i Sværdenes Strid. Og han svang endnu engang sit Værge, og i næste Øjeblik sad den fremmdes Sværd i hans Hjærte. Men i Døden fangede hans Blik den fremmedets straalende Øje, og nu vidste han, hvem hans Banemand var, det var Valfader selv, som var kommen for at føre ham hjem med sig til alle brave Kæmpers Lag.
Kære Fru Bojsen Møller, naar jeg har hørt de mange vidunderlige Fortællinger om, hvad De i Deres høje Alder har vovet, hvorledes De er draget over Sund og Bælt til Møder, ja end ikke har frygtet for at bestige en Cykle for at naa frem, saa har jeg altid tænkt paa den gamle Kæmpe, som ikke vilde dø Straadøden, men falde med Vaaben i Haand. Derfor er det heller ikke Kakkelovnskrogens Fred, jeg ønsker Dem, ikke den Fred, som betyder aandelig Straadød, men jeg ønsker Dem, at saaledes som De sidder her i Aften i Deres Høvdingsæde og ser ind i de firsindstyve brændende Lys og i Mindet fremmaner Deres Livs glade og uforfærdede Kampdage, saaledes maa De sidde Deres Livsaften ud og se tilbage over Deres Liv uden Fortrydelse i den trygge Forvisning om, at De som en ærlig Stridsmand for Lysets Sag har brugt de Vaaben, som var Naturens Naadegave til Dem.
Da vil det sikkert ogsaa forundes Dem, at naar Kræfterne er ved at svigte Dem, og Modet ved at ebbe ud, da vil hele Deres Livs frejdige Kampglæde uventet træde ind af Deres Dør, som Valfader kom til den gamle Kæmpe, blaa og straalende, tage Dem i sine Arme og bære Dem over Angstens mørke Vande ind til Lysets evige Ridderskab.
Bedre ved jeg ikke at ønske Dem, trofaste gamle Stridsmand for Kvindernes dyrebare Fællessag, og i dette Ønske ligger som i en samlet Sum min egen personlige Tak til Dem.
Københavns-Kredsens Hilsen,
af Thora Knudsen.
Kære gamle Mor Jutta!
Det er overdraget mig at bringe Dem en Hilsen og en Tak fra Københavns Kredsen, og jeg skal sige Dem, at vi er glade ved at have Dem i vor Kreds; - men ud over dette véd jeg knapt, hvad jeg skal sige Dem, thi hvor jeg end vil begynde, vil det kun blive Gentagelse, - der er allerede sagt Dem saa meget godt og smukt, langt bedre end jeg kan gøre det.
Skulde jeg fastholde noget fra den Hyldest, som i Aften er bragt Dem, saa vil jeg gentage sidste Linie af det lille Vers, vi nys sang ved Deres Indtrædelse i Festsalen her - „Vaar og Solskin bringer Du med.”
Ja, Mor Jutta er der noget, som passer paa Dem, saa er det disse Ord - De har altid bragt Vaar, Sol og Varme med til os alle, enten vi stod Dem nær eller fjærnere. - De aabnede Deres Favn for os og gav os gerne alle noget af Deres glade frejdige Sind.
Det er en Lykke at faa et glad, lyst Sind i Vuggegave, det spreder Varme og Glæde over ens Vej gennem Livet, og just derfor har vi Dem jo ogsaa saa ung og saa glad imellem os her paa Deres
80-aarige Højtidsdag.
Vi i Københavns Kredsen bringer Dem vor Tak for Deres gode, trofaste Arbejde for vor Sag, og vi ønsker inderlig, at vi endnu i lang Tid maa se Dem færdes rask og med det lyse Smil imellem os.
Jeg foreslaar, at vi synger den Sang, som jeg har hørt Mor Jutta aabne saa mange Møder med, og som jeg véd, hun holder af: - „I alle de Riger og Lande”.
Mens Lysene brænder.
Festen d. 18. Marts 1917.
Mel.: „Blev nu til Spot Dine tusindaars Minder.”
Elskede Moder, se Lysene skinner,
Firsindstyve Sole paa Vandringens Sti,
Alle Din Livssagas jublende Minder
Drager Dig i Flammernes Festtog forbi.
Men ogsaa Søndringens blodige Aar
Ser Du derinde i de lysende Kærter;
- Endnu i Skjoldet, det ældgamle, staar
Løver og brændende Hjærter.
Trofaste Fælle, mens Lysene brænder,
Sammen vil vi mindes, hvad sammen vi bar,
Modgangens Dage med Fjender for Venner,
Haabene, der brast som et skrøbeligt Glar;
Himmelbjergs-Timer med Hjærter i Glød,
Støtten, vi plantede paa Skamlinge Banke,
Tingenes Sal, hvor Dit Leveraab lød,
Sprængende Vedtægtens Skranke.
Graanede Fører, før Lysene slukkes,
Sammen vil vi stige saa højt, som vi kan,
Dvæle paa Tinder, i Lysdrømme vugges.
Stirre mod det lovede, lukkede Land.
Fik vi i Eje det kun for en Dag,
Kun for i Mændenes Strid det at miste,
Genfødt og kamprustet stiger vor Sag
Op af sin sølverne Kiste.
Sluktes til den Tid end Lysene alle,
Famled vi i Mørke, tog Fjende for Ven,
Elskede Høvding, Din Lur skal os kalde,
lutrende Din Aand os omstraale igen.
Sprænge vi skal, hvad der stænger endnu,
Holde vort Indtog med Sol og Fuglekvidder,
Kendes det skal, at i Spidsen er Du,
Ildhuens Korsfarerridder.
G. L.
Bækken.
Sang for Jutta Bojsen Møller
ved Festen den 18. Marts 1917.
Mel.: Paa Sjølunds fagre Sletter.
Et Livsløb rent som Bækken,
naar tindrende i Vang
saa kildefrisk den strømmer
med Brus og sølvklar Sang –
et Liv, som draget Kræfter
fra dybe, dulgte Lag,
og legende dog spejler,
hver foraarsgylden Dag.
I Sjællands skønne Dale,
mod Lyset Bækken brød,
langs Digets vilde Roser,
blidt nynnende den flød.
Dog fulde, stærke Toner
steg fra den stille Bund,
da Frihedsgryet tændtes
og spredte Folkets Blund.
Men Tidens Hjul sig drejer
og maler Slægtens Brød,
og Bækken frisk og frejdig,
sin Strøm om Hjulet gød.
Da løstes bundne Kræfter,
da bruste Haab og Mod,
højt steg den under Trykket
og svulmed og blev Flod.
Og da paany i Enge
den mild og munter gled,
der grønnedes og groede
et Foraar langs dens Bred. –
Højskolens spæde Spirer,
som Tusindfryd skød op,
mangt et Frø fik Hjærteblade,
- en Verden stod i Knop.
Et Liv med Lærkesange
og Kildebrus i Pagt, -
et Modersind, der favner
med Hjærtets stærke Magt. –
Levende Strømme glider
ad Veje, ingen ved,
dog Sæd til sene Tider
vil modnes, hvor de gled.
Christine Møller.
Til den danske Kvinde.
Mel.: Du er rig, Du er dejlig, o Syd !
Du er rig, Du er dejlig som Mø,
naar med Øjnene blaa eller brune
Du i Hjerter saa fager en Rune
rister rundt om paa Dannemarks Ø.
Du er frisk som vort bølgende Hav,
bringer Solskin og Foraar til Huse,
:,: ej for grumt maa Du Hjerterne knuse,
„from og stærk” er jo Digterens Krav. :,:
Du er rig, Du er mægtig som Viv,
støt Du færdes i Køkken og Kælder,
selv naar Manden Du kraftig udskælder,
uden Dig er dog ensomt hans Liv.
„Underdanig” just ej Du Dig tér,
Ritualet for det Ord blev tappet,
:,: Danmarks Bisper I listelig klapped’,
saa de ej kunde klare sig mer. :,:
Naar vor Grundlov gaar ud af sit Skrin,
Du paa Rigsdagen løfter Din Stemme,
da maa Du ikke blive derhjemme,
bryd Dig ej om det velkendte Grin.
Lad da lyde en fribaaren Røst
mod Partisag og Hensyn til „Fadet”,
:,: det er Tid nu, at vendt vi faar Bladet,
Danske Kvinde, bliv Danmark til Trøst. :,:
I Guds Hus gennem Sekler Du bor
gennem Slægter og Riger fra Stunden,
da det Ord Du tvang Herren af Munden:
„Kvindelil! o din Tro, den er stor!”
Hjertets Ret til Kamp og til Sejr
brug da stadig til Trods for hver Fjende;
:,: da i Danmark vi Lykken vil finde,
naar „Guds Ark” fæster Bo i vor Lejr. :,:
For „vor Mor” holder Fest i Dag,
hende al Tid I bærer paa Hænder.
Eder alle vi anta’er som Frænder.
Frændehilsen og Tak nu da tag!
Danmark leve! Ved Bælt og ved Sund
vokse fromme og trofaste Kvinder,
:,: som i Pagt med de dyreste Minder
vækker Haab om Befrielsens Stund. :,: