« Tilbage til søgeresultaterne
Sygeplejerskerne og „Samariterdamerne”
I Tidsskrift for Sygepleje af 8. Marts findes følgende Artikel af Overplejerske ved Hærens Sygeplejerskerkorps, Cæcilie Lütken, som var med blandt Tillidsmændene ved Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde i Aarhus sidste Sommer, og tog Ordet under Forhandlingen om Tilsynet med Plejebørn.
Allerede i flere Aar har „Samariterdame-Spørgsmaalet været diskuteret i forskellige Lande og dette ikke uden Grund. Det er nemlig et vigtigt Spørgsmaal at faa besvaret: „Hvorledes skal man under en Krig skaffe Hjælp nok til at pleje alle de saarede og syge, naar man, som man vel nødes til, gaar ud fra, at der ikke kan skaffes faguddannede Sygeplejersker nok til at udføre dette Arbejde. Sygeplejerskerne er selvfølgelig allevegne særligt interesserede i, at der træffes en Ordning, der ikke skader deres Standsinteresser. Disse er i Virkeligheden ogsaa hele Samfundets, saa vist som det er alles Ønske, at de saarede og syge Soldater faar den bedst tænkelige Pleje.
Da der fra flere Sider er rettet Henvendelse til undertegnede om Anmodning om at oplyse om, hvorledes vi her i Danmark har tænkt at ordne den militære Sygepleje under en eventuel Krig, og det fremgaar af disse Henvendelser, at Sygeplejerskerne ogsaa her nærer nogen Ængstelse for at blive sat tilside for og eventuelt komme til at arbejde under Damer af de højere Samfundskredse, der maatte opkaste sig til Ledere af private Lazaretter, saa skal det være mig en Glæde at give en lille orienterende Beretning om, hvorledes Forholdene er, og hvorledes man agter at gaa frem herhjemme under en Mobilisering. Jeg haaber, at disse Oplysninger skal bidrage til at nedslaa al Ængstelse for, at der skulde komme til at herske ligesaa uheldige Forhold her som nu i England, hvor uuddannede Damer med mere eller mindre Held optræder som Sygeplejersker. Det er en Kendsgerning, at man har gjort uheldige Erfaringer i samme Retning ogsaa i andre Lande end England under denne og tidligere Krige og f. Eks. i Tyskland er Bestemmelserne skærpede betydelig netop nu under Krigen m. H. t. Adgangen til at gøre Tjeneste ved Krigslazaretter for ikke uddannede Sygeplejersker, ligesom man i Frankrig har indkaldt Hundreder af uddannede engelske Sygeplejersker til at raade Bod paa de af Mangel paa kyndig Pleje opstaaede uheldige Tilstande,
men selv fra England forlyder det, at Autoriteterne nu ikke mere tillader andre end uddannede Sygeplejersker at tage til Fronten og til Krigslazaretter, hvilket til at begynde med var den mest yndede Sport for de omtalte Damer. En Sport, der satte Autoriteterne i mange Forlegenheder, og som ikke virkede til Gavn for de saarede.
Her i Danmark har Krigsministeriet bestemt, at al den militære Sygepleje sorterer under det Hærens Lægekorps underlagte „Hærens Sygeplejerskekorps”, som ledes af en Overplejerske. I Krigstid kommer alle Sygeplejersker, saavel de, der henhører under „Det røde Kors”, som de der sorterer under Justitsministeriet som Følge af, at de af dette har modtaget Hjælp til deres Uddannelse, samt alle frivillige Sygeplejersker ind under Hærens Sygeplejerskekorps. Ogsaa „Sygehjælpersker”, Kvinder med kortvarig Uddannelse, samt anden Sygeplejehjælp indgaar under Korpset, der saaledes har det i sin Haand at anbringe de rette Personer paa de rette Steder.
Da der haves et meget betydeligt Antal fuldt uddannede Sygeplejersker til øjeblikkelig Raadighed ved Mobilisering, og der blandt disse allerede er udpeget saavel Overplejersker som Plejersker til de Militærlazaretter, der maatte blive oprettede, er der ingen Fare for, at der her i Landet skulde blive Brug for „Samariterdamer” til den egentlige Sygeplejegerning end sige til at administrere Hospitaler.
En helt anden Sag er det, at der paa Lazaretterne vel vil kunne behøves „Sygehjælpersker”, der, som Navnet betegner, skal hjælpe Sygeplejerskerne ved Pasningen af de syge. Der vil sikkert kunne behøves mange Kvinder til dette Brug, samt til Hjælp i Lazaretkøkkener, Sovestuer, Vaskerier, paa Kontorerne osv.
Det er vel meget muligt, at der blandt Publikum ogsaa her i Landet hersker den Idé, at i Krigstid kan alle Kvinder pleje saarede, uden at have lært det. Herpaa tydede den store Tilstrømning til „Røde Kors” i Augustdagene 1914, da Damer i tusindvis meldte sig til Sygeplejegerningen; da vilde næsten alle pleje „saarede”, - ikke „syge” og mange vilde til „Fronten”. Det maatte ustandseligt forklares dem, at hvis de vilde pleje saarede eller syge, maatte de lære det først, og uden at de gik ind paa Sygehusene og tog Kursus, kunde de ikke blive „Sygehjælpersker”, men maatte henvises til at yde anden Hjælp paa Hospitalerne. Mange var fornuftige nok til at indse det, naar det blev dem forklaret, og kun enkelte sagde, at de vilde „ved Gud!” til noget interessant. Mange hundrede Kvinder lærte Samaritergærning, og i Aarenes Løb har sikkert tusinde lært den, men kun de, der bagefter er gaaet ind paa Hospitalerne har faaet Udsigt til at komme til at hjælpe til ved Plejen af de syge og saarede.
Til at begynde med, gik en Del ogsaa ind, særligt paa Garnisonssygehuset for at tage den forlangte praktiske Uddannelse paa Sygestuerne. Det var ikke alene bedrestillede Damer, men der var ogsaa jævne Kvinder imellem.
Nogle viste kun Interesse for Operationsstuer og Saarbehandling, - det er sandt nok, - men de allerfleste viste stor Flid, Interesse og Dygtighed samt indordnede sig villigt Hospitalsdisciplinen samt forstod, hvilken Plads de skulde lære at udfylde. De vægrede sig hverken ved det ene eller ved det andet Arbejde og blev hurtigt velsete af Sygeplejerskerne. Der var adskillige unge Damer, - men langtfra nok, - endnu er der ikke 50 helt uddannede Sygehjælpersker, - der ikke veg tilbage for at møde Kl. 6 om Morgenen og tage deres Tørn af Arbejdet og som senere - efter endt Uddannelse, er mødt op i trange Tider, naar det har knebet for Sygeplejerskerne med at overkomme Arbejdet, og som i Maanedsvis har været ideelle „Sygehjælpersker”, som alle har været glade for. Af saadanne kunde der som sagt bruges mange flere, og man maa blot haabe, at denne udmærkede Form for „kvindelig Værnepligt” maa finde flere Tilhængere.
Jeg tror ikke, at Sygeplejerskerne her hjemme behøver at frygte for at blive fortrængt af de Stillinger, der tilkommer dem, og heller ikke, at de vil blive udsat for at komme til at arbejde under Hospitalsdirektricer, der kun er det, fordi de kalder sig saadan, og gaar med en Dragt, som de ingen moralsk Ret har til at bære.
