Fra Borgerrepræsentationen

Kommunalt Fødehjem., (Fortsat).

Fru Helga Larsen skulde paa sin Gruppes Vegne anbefale det forelig­gende Forslag til Beslutning. At Kom­munen skrider til Oprettelse af et Fø­dehjem vilde sikkert vække stor Glæ­de og Tilfredshed i Arbejderbefolk­ningen. Desværre bor mange Arbej­derfamilier her i Byen i meget smaa Lejligheder, og det vilde være af Be­tydning baade for den fødende og Fa­miliens Børn, om der var et saadant Fødehjem, hvor de Kvinder, som maatte ønske det, kan blive indlagt. Naar en Familie kun har to smaa Værelser og 3-4 Børn, er det under­tiden meget vanskeligt at faa disse an­bragt under Fødselen. Navnlig naar denne indtræder om Natten, har man ofte set, hvilke Vanskeligheder det har voldt at faa Familiens større og min­dre Børn taget op af deres Senge og flyttet rundt om til andre Familier. Hun havde ofte hørt Arbejderkvinder beklage, at de ikke boede paa Frede­riksberg, fordi de saa kunde komme paa Frederiksberg Fødehjem, som har vist sig at gøre god Fyldest, og det samme vilde sikkert blive Tilfældet med et kommunalt Fødehjem i Kø­benhavn. Hermed anbefalede hun Forslaget meget varmt.

Fru Welding bemærkede, at Tan­ken om Oprettelse af et kommunalt Fødehjem for gifte vel ikke er saa gammel her i Forsamlingen, som den efter Fru Hoffs Udtalelse var i Læ­gekredse, hvor den har været oppe i en Snes Aar, men i de senere Aar har adskillige Medlemmer taget til Orde for den. Allerede i 1912 udtalte Fussing sin Glæde over, at man ved at lægge en Funktionærbolig ved Bispebjerg Hospital i det sydøstlige Hjør­ne i Stedet for paa den oprindelige paatænkte Plads, frigjorde et Areal, som kunde bruges til Udvidelse af Ho­spitalet, f. Eks. til en Fødeafdeling. Og i 1915 udtalte Fischer i Udvalget angaaende Monteringen af Bispebjerg Hospital, da der rejste sig Stemmer for at indrette Laboratorium i nogle af de tomme Lokaler i den ene Operationsbygning, at man burde holde denne Bygning fri til eventuel Indret­ning af en Fødeafdeling. Men til Trods herfor er Tanken ikke ført videre. Trangen til et Fødehjem for gifte Kvinder er bleven stærkere og stær­kere i de senere Aar, men Krigen og al den Usikkerhed, der har hersket, har medført, at man ikke har faaet Spørgsmaalet taget op. Krigen vedva­rer jo endnu, men Kommunens finan­sielle Situation er i Øjeblikket saa gunstig, at man har ment nu at kun­ne fremkomme med Forslaget, og Trangen til et saadant Fødehjem er nu bleven saa stor, at man ikke har anset det for forsvarligt at sidde Kra­vet overhørig længere. Det var For­slagsstillernes Haab, at Magistraten maa finde Midler og Veje til at føre Planen ud i Livet.

Forslaget tager Sigte paa de gifte Kvinder, thi, som Fru Harbou Hoff fremhævede, for de ugifte fødende er der sørget. Enhver ugift Kvinde, som c. 6 Uger forinden Fødselen melder sig til Rigshospitalets Fødeafdeling, den saakaldte Fødselsstiftelse, vil bli­ve modtaget til vederlagsfri Behand­ling, og Kommunen giver et aarligt Tilskud af 10,000 Kr. til Fødselsstif­telsen. De gifte er ikke saa gunstigt stillede. Hvis de vil have vederlagsfri Behandling, maa de møde med Attest fra Distriktsforstanderen for, at de har fast Ophold i København, og at de, foruden at være fattige, lever un­der saa daarlige Forhold i Hjemmet, at det maa anses for betænkeligt, at Fødselen foregaar der. For Betaling optages gifte Kvinder kun, hvis Overaccuchøren skønner, at det vil være forbundet med megen Fare for Mode­ren eller for Barnet, at Fødselen fo­regaar i Hjemmet. Altsaa gifte Kvin­der skal enten være meget fattige, el­ler man skal befrygte en særlig van­skelig Fødsel, for at de kan faa Ad­gang til Indlæggelse paa Fødselsstif­telsen. Og at Grænserne trækkes ret nøje, vil fremgaa af nogle Tal, hun skulde nævne. De afviger lidt fra de af Fru Harbou Hoff nævnte, idet hun af Stadslægens Aarsberetninger for 1914-1915 havde uddraget Tallene for Finansaaret 1914-15, hvorved man faar en bedre Statistik til Sammenligning, da Rigshospitalets Fødeafdelings Statistik angaar Finansaaret, medens Stadslægens Beretning angaar Kalenderaaret. Ganske vist har de gif­te Kvinder lettere Adgang til Rigshospitalets Fødeafdeling, end de havde til den gamle Fødselsstiftelse paa Fre­deriks Hospital, hvor Pladsforholdene var mere indskrænkede, men dersom de gamle strenge Bestemmelser, som hun før nævnte, ikke stadig stod ved Magt, dersom de gifte Kvinder uden videre kunde melde sig paa Fødsels­stiftelsen, hvor man ganske vist har stillet sig saa imødekommende, som man kunde, vilde Murene snart spræn­ges, det vilde være ganske umuligt at optage alle de Kvinder, som ønskede Optagelse.

I Aaret 1914-15 indlagdes der paa Fødselsstiftelsen i alt 3183 Kvinder. Af disse var 2369 ugifte, 718 gifte. Af de gifte havde 59 Bopæl udenfor Kø­benhavn; der var altsaa her fra Byen 659 gifte Kvinder. I samme Tidsrum 1914-15, fødtes der i København 8098 ægtefødte Børn. Efter dette Tal havde Fru Harbou Hoff næppe gan­ske Ret i, at der i 1913 skulde have været 8000 Fødsler af gifte ubemid­lede Kvinder med under 2000 Kr.s aarlig Indtægt. Det maatte vistnok bero paa en Misforstaaelse af Hospitalsdirektøren. Naar man fradrager de 659 gifte Kvinder, som har ligget paa Stiftelsen, bliver der 7439 gifte fø­dende tilbage. Nu er det klart, at en ret stor Del af disse meget vel kan føde i deres Hjem eller har Midler til at lade sig indlægge paa en Klinik. Men tilbage bliver der mange, som er for velstillede til af Distriktsforstan­deren at henvises til Fødselsstiftelsen - hvilket dog ikke betyder noget stort Maal af Velstand - og dog for ubemidlede til at skaffe sig selv forsvarlig Pleje. Megen Svaghed og Syg­dom hos Kvinder, megen svigtende Arbejdsevne kan føres tilbage til en Barselaffære, hvor Moderen har maattet staa for tidligt op. Hun havde truffet Kvinder, som er staaet op den 3die, 4de, ja endogsaa den 2den Dag efter Fødselen for at vaske Børnetøj og sørge for Huset, da de ingen hav­de, som kunde gøre det for dem. Lig­nende, om ikke saa grelle Tilfælde kunde nævnes ogsaa fra noget bedre stillede Hjem, især i de senere Aar, hvor det er blevet saa vanskeligt at faa baade fast og midlertidig kvinde­lig Hjælp i Huset, fordi saa mange har deres Arbejde udenfor Hjemmet. Og hertil kommer, at efter som Hus­lejen stiger, begrænser Folk sig saa meget som muligt og nøjes med de færrest mulige Værelser. Derfor bli­ver Trangen til et Fødehjem for gif­te Kvinder stadig større. Det er baade en vanskelig og uheldig Sag, naar en Fødsel skal foregaa i et lille, snæ­vert Hjem. Der kan ikke skaffes den fornødne Plads til en Undersøgelse af den fødende Kvinde, og det er uhel­digt, at Børnene, navnlig de større, skal være til Stede ved en saadan Lej­lighed. For et Par Uger siden mod­tog Forsamlingen en Skrivelse fra Jor­demoderforeningen, hvori det blev gjort gældende, at en Fødsel ikke er Sygdom og derfor ikke kræver Hospitalsbehandling. Det er til en vis Grad rigtigt, men alligevel er der noget gan­ske urigtigt deri. Nu har Kvinder Ge­nerationer igennem fra Moder til Dat­ter lidt under daarlig Barselpleje. Mange forhen sunde Kvinder har ved daarlig Behandling, særlig under den første Fødsel, faaet en Skavank, som de har maattet slæbe paa hele Livet. De har baaret det, fordi de troede, det var noget, som det var nødvendigt at finde sig i. Men nu har den moderne Barselpleje, især paa Klinikkerne, lært os, at næsten alle de Svagheder, som man tidligere troede var en uundgaaelig Følge af besværlig Fødsel, kan forhindres ved en forsvarlig Barselbe­handling. Derfor er det, Kravet rejses om et Fødehjem. Den rationelle Bar­selpleje skal ikke længere være forbe­holdt de ugifte Kvinder, som kan komme paa Rigshospitalets Fødsels­stiftelse, og de velstillede gifte Kvin­der, som har Raad til at betale for sig paa en Klinik. Ogsaa de mindre be­midlede gifte Kvinder bør have Ad­gang til for en billig Betaling at kom­me paa Fødehjem, for at Fødselen - som altsaa ikke er nogen Sygdom - ikke skal blive Indgangen til en lang Række Sygdoms- og Svaghedsaar.

(Fortsættes).