« Tilbage til søgeresultaterne
De kommunale Valg i 1917
Alle gode Gange er tre, sagde vi til os selv, da det ved Valget i 1913 kun lykkedes at faa indvalgt 10 Kvinder mere end i 1909 til Trods for, at Raadene mange Steder var blevne udvidede med to Medlemmer. Tallet var 137 Kvinder imod 127 i 1909. Men tredje Gang, vi gik til Valg, skulde det gaa frem, lovede vi os selv, glippede de gamle Veje, maatte vi prøve nye.
Men de Spørgeskemaer, som Kontoret udsendte til Kredsene i Februar, taler et andet Sprog, nu de for en stor Del er vendt tilbage i udfyldt Tilstand. De taler om afgjort Tilbagegang, om skuffede Forventninger og om Uvirksomhed fra et Flertal af Kredsenes Side. Fire store Nej’er stirrer os trøstesløse i Møde fra de fleste af de hvide Ark: ingen Kvinder valgt, ingen Henvendelse foretaget, ingen Kandidater udpegede, ingen selvstændige Lister opstillede. I Beretningerne fra de tidligere Valg var der dog altid noget af Fanfaren, noget af Indignationen ved at se Kvindenavnene anbragt som Lokkeduer paa Listerne paa Pladser, hvor der ikke kunde være Tale om Valg; men denne Gang er det Selvopgivelsen, Modløsheden, Eftergivenheden, som præger Beretningerne for mere end Halvdelens Vedkommende. Endnu foreligger de statistiske Efterretninger om dette Valg ikke, vi har kun Kredsenes Svar at dømme udfra, men naar de hovedsagelig melder om Tilbagegang er der ingen Grund til at tro, det staar bedre til, hvor der ikke er D. K.s Kredse. Foretagsomheden fra Kvindernes Side maa dog vel være stærkere der, hvor D. K. har en Kreds, end hvor det ingen har.
Af de Svar, vi indtil denne Dag har faaet, fremgaar det, at i D. K.s Kredse er der valgt noget over 60 Kvinder; desværre har ikke alle Kredse forstaaet, hvor vigtigt det er, at „Kvinden og Samfundet” faar Svarene omgaaende, som der blev bedt om i det udsendte Spørgeskema. Ganske vist er et Fjortendags Blad som Kv, og Sf. kun en langsom Agepost, men saa meget mere Grund er der da for Kredsstyrelserne til ikke yderligere at sinke Farten ved at vente med Svarene længere end nødvendig.
Vi har imidlertid ingen Anledning til at tro, at de udeblevne Svar har nævneværdige Sejre at melde om, glædelige Efterretninger plejer ikke at være sene om at naa frem, og vi tør derfor allerede paa det foreliggende Grundlag anstille Betragtninger over Situationen.
Flere af vore gamle, grundmurede Kredse, som før havde indtil tre Kvinder i Byraadet, melder nu, at der slet ikke mere findes Kvinder i samme Raad; andre Kredse, som havde indtil fire kvindelige Byraadsmedlemmer at opvise, fortæller os nu, at Tallet er indskrænket til et eneste kvindeligt Medlem. At der et enkelt Sted er vundet frem betyder kun lidt i den almindelige Tilbagegang. Hvad er nu Grunden til dette lidet glædelige Resultat? Stigende Modstand fra Mændenes Side, eller Mangel paa Interesse fra Kvindernes? -
Skylden maa vist lægges paa begge Sider. Det er fra flere Kredse betonet, at man under de forhaandenværende Forhold ikke ønskede Forandringer i Sogneraadenes Sammensætning. Men hvorfor da saa mange Steder berøve dem Kvinderne? Skulde man ikke tro, at under Forhold, hvor det gælder Afhjælpning af Nødstilstanden, som Krigen har fremkaldt, Lindring af Dyrtiden, maatte der være særlig Brug for Kvinderne, som ellers altid anses for særlig skikkede for Fattig- og Forsørgelsesarbejdet? - Snarere er der vel Grund til at tro, at det er den almindelige Anskuelse, at med Vedtagelsen af Kvindernes politiske Valgret og Valgbarhed er Kvindeorganisationernes Opgaver forbi, som har lammet Handlekraften hos Kvinderne og gjort det mindre magtpaaliggende for Partierne at stille Kvinder paa Listerne.
Men det er ørkesløst at forske efter Aarsagerne. En Kendsgerning er det, at flere Valg som dette sidste taaler Kvindesagen ikke. Det er nu ikke længere Tid at vugge sig i den Illusion, at hvad vi taber i Øjeblikket reelt, det vinder vi, i det lange Løb ved fortsat Beskedenhed og Fordragelighed. Nu maa vi bide os fast, hvor vi staar, og ikke lade os tvinge en Fodsbred længere tilbage. - Har det vist sig, at de gamle Veje ikke mere er farbare, da maa vi se os om efter nye Veje. Først og fremmest maa vi vænne os af med at tro, at der nogensinde kommer den Tid, hvor Mændene af sig selv lader Mandaterne regne ned i Skødet paa os, uden at vi rører en Finger derfor. Det gaar ved et Kommunevalg som ved Kampen om Pladserne i en Sporvogn, den som beskedent holder sig tilbage i Haab om at hendes Beskedenhed vil blive belønnet af en aller anden ridderlig Herre, faar Lov til at staa paa Gaden. Kvinderne har ved Loven om de kommunale Valg faaet ganske den samme Ret som Mændene til at besætte Pladserne i By- og Sogneraad, lad dem da bruge denne Ret; lad dem bruge den Magt som ligger i at have en Organisation. De fleste Steder i Landet opstilles der nu kommunale Fælleslister ved Samvirken af politiske og borgerlige Foreninger. Det er den selvfølgeligste Sag, at D. K.s Kredse melder sig til dette Arbejde for de Medlemmers Vedkommende som ikke hører til paa andre Lister, og forlanger at være med ved Opstillingen af en saadan Fællesliste; ingen vil med Skygge af Ret kunde nægte dem det. Selvfølgelig maa der samtidig forsøges Samarbejde med de rene politiske Lister, selv om der ingen Sandsynlighed skulde være for at faa et saadant i Gang.
„Men Kredsene har ingen Kvinder, som egner sig til Arbejde i et Sogneraad,” siges der flere Steder. - Saa maa Kredsene arbejde paa at gøre Kvinderne egnede dertil, og dette vil aller bedst ske ved at oprette de af os saa tidt anbefalede Kursus i Samfundslære, eller rettere Aftenskoler i Samfundslære. Lad der forud for et Kommunevalg i Kredsene finde en Undervisning Sted i alt, hvad der vedrører det kommunale Liv, lad Deltagerne faa Lejlighed til at se og gennemgaa et Kommuneregnskab, lære, hvorfra Indtægterne kommer, og hvortil Udgifterne gaar - Lysten til at beskæftige sig med Kommunalpolitik skal nok herved vækkes, og hvad mere er, Kredsens Ledere skal nok faa Indblik i, hvilke Medlemmer, der vil egne sig til at sidde i Kommunalraadet og hvem ikke, thi det vil hurtig vise sig under Samtalen mellem Læreren og Eleverne, hvem der virkelig har Vilje og Evne til at gaa tilbunds i Tingene, og en Interesse, paa hvilken der kan bygges Forventninger.
Efterhaanden som Lighedsprincipet mellem Mand og Kvinde mere og mere gennemtrænger vor Lovgivning, og de gamle Skel forsvinder, vil Arbejdet indenfor Dansk Kvindesamfund i stigende Grad komme til at paahvile de enkelte Kredse, og Fællesstyrelsens Gerning vil for en stor Del komme til at bestaa i at vejlede og understøtte Kredsenes Styrelser og befordre Samarbejdet mellem Organisationens enkelte Led. Et Skridt i denne Retning er Distriktsinddelingen med den stedbundne Repræsentation i Fællesstyrelsen. For enhver Kreds, som med god Vilje og Arbejdslyst tager fat, ligger der en stor Arbejdsmark at opdyrke. Kvindernes sociale Forstaaelse maa vækkes, og det behøver ikke alene at ske ved oplysende Foredrag i stor og bekostelig Stil, det kan ske paa Medlemsmøderne, ved at man i denne snævre og fortrolige Kreds samtaler om de Opgaver udenfor Hjemmet, som i særlig. Grad har Krav paa Kvindernes Interesse og overvejer, hvorledes Kredsen kan bidrage til deres Løsning. - Forholdene er selvfølgelig højst forskellige i de forskellige Kredse, men alle Steder findes der Opgaver, som kalder paa Kvindernes Hjælp.
Findes der Kvinder i paagældende Kommunalraad, bør Kredsen søge Samarbejde med dem og paavirke dem i kvindesaglig Retning, findes der ingen Kvinder i Raadet, bør Kredsen ved enhver Lejlighed, hvor det drejer sig om Kvinders Interesser; sætte sig i Forbindelse med de mandlige Sogneraadsmedlemmer og lade dem forstaa, at der findes Kvinder i Sognet, som med Interesse og undertiden med Kritik følger Raadets Arbejde.
Udviklingen gaar stadig i Retning af at aflaste Kvinderne for Arbejde i Hjemmene; den Tid, som herved spares for Hjemmets Kvinder maa ikke gaa til Spilde med ørkesløs Tidsfordriv, thi det vil betyde en Sænkning af den husmoderlige Kultur og dermed ogsaa en Sænkning af Hjemmenes Kultur, men den indvundne Tid bør bruges af Kvinderne til efter Evne ude i Samfundslivet at varetage de Opgaver, som engang var Hjemmets, og som aldrig vil kunne blive løst paa en tilfredsstillende Maade, hvis Kvinderne undslaar sig ved at yde deres Medvirken. At overbevise Kvinderne om deres Pligter paa dette Omraade, og at lære dem at elske disse Pligter, er det Arbejde, som paahviler Dansk Kvindesamfunds Kredse; det gøres ikke paa én Dag, heller ikke paa ét Aar, det kræver som enhver Omdannelsesproces sin Tid, og det kræver af de ledende først og fremmest Taalmodighed og virkelig Kærlighed til Opgaven.
Kommunevalget i 1917 betyder et tabt Slag for Kvindesagen - det hjælper ikke at ville bortforklare denne Kendsgerning - men der er endnu Tid til at vinde et nyt, hvis vi drager den rette Lære af dette Nederlag og gør den rette Brug af de fire Aar som ligger foran os inden næste Slag.
