« Tilbage til søgeresultaterne
De russiske Kvinder
Den 18. April holdt den russiske Forfatterinde Anna Mironowna Leepa et interessant Foredrag i
D. K.s Københavns Kreds.
Det har været overordentlig vanskeligt gennem de Telegrammer, der i knap Stil har meldt om den russiske Omvæltning, at danne sig et klart Begreb om, hvorledes Kvindernes Stilling er og antagelig vil blive under disse nye Forhold. Vi griber derfor med Glæde Lejligheden til for vore Læsere at gengive en russisk Kvindes Syn paa Tingene. -
Madame Leepa, der har været bosat i Danmark i 7 Aar, og som taler godt Dansk, udtalte efter nogle almindelige Bemærkninger om Omvæltningen i sin Helhed, at det ikke lader sig gøre at drage en Paralel mellem russiske og vesteuropæiske Kvinder. Deres Opdragelse og Levevis er saa vidt forskellige, at der nødvendigvis hos den ene af Parterne altid vil findes Træk, som den anden ikke synes om, men som ingen af dem vil undvære.
Russiske Kvinder var f. Eks; ikke i den Forstand huslige, som danske Kvinder. De var slet ikke indstillede paa at fungere som Husmoder, som Finansminister i den lille økonomiske Indretning, som et vesteuropæisk Hjem er. Grunden hertil var den, at det russiske Folk økonomisk var saaledes stillet, at de enten slet ikke havde noget at føre Hus for, eller ogsaa saa meget, at der aldeles ingen Brug var for økonomiske Overvejelser, god Tilrettelægning for at faa Budgettet til at slaa til o. s. v., alt det, som uddanner den vesteuropæiske Kvinde til en god Forvalter af store Værdier. Det havde hovedsagelig været de besiddende Klasser, som hidtil havde skabt Værdier og ogsaa Retninger, og da den russiske Adel ikke behøver en husmoderlig Økonomi, findes dette Træk saa at sige slet ikke i Befolkningen. Det var ikke frit for, at det endnu for ganske faa Aar tilbage, hørte til „daarlig Tone”, at være huslig, bl. a. ogsaa i Kredse som de akademiske, der dog ingenlunde kunde siges at leve i Overflod.
Men staar den russiske Kvinde i denne Retning paa Grund af Forholdene tilbage for den vesteuropæiske, da forekom det Taleren, at man med Rette kunde sige, at hun ingenlunde stod tilbage for dem i politisk Interesse, en Egenskab, som endog var stærkt udviklet hos hende, fordi der - i Modsætning til Husligheden - var Brug for den.
Ruslands Frihedsbevægelse begyndte ikke med, at Underklasserne rejste sig, den begyndte med at Overklassen fik Samvittighedsnag. „Den syge Samvittighed”, som det hedder. En Mand, som Krapotkin, blandt andre, vakte manges Samvittighed ved sin Protest imod, at en enkelt Klasse kan leve paa hele Folkets Bekostning. Frihedsideerne fængede ogsaa hos de russiske Adelskvinder, og allerede i 1825 viste det sig, at der var russiske Kvinder, som var politisk følende. To Fyrstinder gjorde den Gang deres Mænd, der var dømt for at have talt Frihedens Sag, frivilligt Følgeskab til et Forvisningssted i Sibirien, og da man foreholdt dem, at disse Mænd, der ved deres Frihedsfantasterier havde styrtet Hustru og Hjem i Ulykke, ikke var dette Offer værd, som deres Hustruer nu bragte dem, at de maatte betragtes som troløse, svarede en af dem, at naar „Rivalen var Friheden”, tilgav hun al Troløshed.
Og op gennem Aarene træffer man Kvinder, der Side om Side med Mændene i de politiske Rejsninger, som Rusland har været Skuepladsen for, og man havde fra Begyndelsen vænnet sig til Tanken om Kvindens Frihed som noget lige saa ønskeligt og selvfølgelig som Mandens.
Betegnende er det saaledes, at da man i den første Duma*) frembragte Forslag om at give Kvinder Adgang til at blive Advokater, ikke fremkom med en Modgrund som er typisk vesteuropæisk; man sagde ikke, at saadant vilde være „ukvindeligt”. Det, der fik Forslaget til at strande, var derimod den sædvanlige Jødeskræk, idet man gik ud fra, at alle de juridisk uddannede Kvinder var Jødepiger, og som saadanne ikke maatte „slippes løs”. Som bekendt har den nuværende provisoriske Regering straks bekendtgjort, at alle kvindelige Jurister skal optages i Advokatstanden og arbejde som Advokater.
Ogsaa i det Arbejde, som i Aarenes Løb mere eller mindre aabenlyst med mange Hindringer har været udført for at forberede en endelig og sejrrig Omvæltning, har Kvinderne været i høj Grad medvirkende. De har i en Række ansvarlige Stillinger som Semsstvo*)
*) Rigsdag.
*) Semstvo = en Slags kommunale Raad.
- Læger, som Lærerinder i de øde Landsdele gjort et stort Arbejde, som har sat dem overordentlig fast i Befolkningens Gunst. Begge Stillinger er daarlig lønnet og forbunden med Opofrelser og strængt Arbejde af enhver Art Men dette Arbejde var dog, om aldrig saa slet, lønnet. Paa et andet Omraade, helt ukendt her i Danmark, har russiske Kvinder derimod ladet deres Hjertevarme og Idealisme komme til fuld Udfoldelse, nemlig i de Perioder, som Regel hvert 3.- 4. Aar, hvor Landet har været hærget af Hungersnøden. I 1891 og senere i 1897 oplevede Rusland en forfærdelig Hungersnød med medfølgende Epidemier, og her er det, at utallige russiske unge Piger har lagt et Arbejde, der ikke kan vurderes højt nok og som i Masser af Tilfælde kostede dem Livet. Uden Tøven og Frygt drog disse unge velstillede Piger til tatariske Landsbyer, hærgede af Epidemier, og her veg de ikke tilbage for noget som helst Offer for at lindre og bringe paa Fode igen saa godt det lod sig gøre i et saa slet organiseret Land som Rusland.
Den russiske Kvindes Stilling maatte under denne Udvikling føre til den naturlige Ting, som nu ogsaa fra alle Sider og alle politiske Partier indrømmes: Hendes fulde Ligeberettigelse i alle Forhold med Mænd.
Af russiske Kvinders aktive Deltagelse i det nyere politiske Liv baade indenfor det socialdemokratiske Parti og indenfor de borgerlige Partier, fremdrager Taleren følgende Træk:
Der var som bekendt ikke Trykkefrihed i „det gamle Rusland”, og Følgen heraf var, at Partierne var henvist til i al Hemmelighed at oprette smaa maskerede Trykkerier, som kunde forsyne dem med de trykte Meddelelser, de ligeledes i Hemmelighed søgte at sprede. Det var et meget farligt Arbejde at holde et saadant Trykkeri i Gang. Den der paatog sig dette Arbejde for sit Parti, maatte leve i et fuldstændigt Eksil fra alt og alle, og navnlig fra alt det og alle dem, som man var Meningsfæller med. Intet Blik maatte forraade, hvor ens Sympatier var, da dermed selve Sagen stod i Fare. Til dette Arbejde meldte Kvinderne sig. De indrettede sig og levede den stilfærdige Syerskes eller lignende tilbagetrukne Menneskers Liv. Ved daarlig Belysning, med daarlige Typer med elendige Arbejdsmidler, har talløse russiske Kvinder Dag ud og Dag ind, Aar ud og Aar ind arbejdet i det hemmelige Trykkeris Tjeneste, hver Time paa Dagen udsat for Fare, aldrig nogensinde opløftet ved Samværet med Mennesker, hvis Meninger og Anskuelser de delte, og hvis Drømme de drømte. „Den Kvinde, som er bleven blind ved at stille disse slette Typer sammen, har aldrig nogensinde set et Øje straale af Glæde ved at læse det, der stod”, saaledes har med Rette en russisk Forfatter udtalt sig.
Om den sidste russiske Revolution, som har været forberedt af de foregaaende, omend disse tilsyneladende glippede, siger Madame Leepa, at hun føler sig overbevist om, at den vil føre Rusland ind i frie og faste Former, og den aabner ogsaa vide Udsigter for den russiske Kvinde. Allerede nu ser man dem optaget i Kommunalraadene, skønt man ikke har kunnet naa at indføre nogen Lov om kommunal Valgret, og Valgbarhed. Der er jo ogsaa i det frie Rusland Brug for mange Kræfter. Det gamle Embedsværk er styrtet og skal fjernes og erstattes med nye Mennesker, Mænd eller Kvinder, der har Hjertet paa rette Sted og frem for alt er ærlige. Der kaldes stærkt paa den russiske Kvinde, og hun staar baade udrustet og villig til at følge Kaldet. Fru Miljukov*),
*) gift med Udenrigsministeren i den provisoriske Regering.
som selv har været en af de ihærdigste Forkæmpere i den borgerlige Kvindebevægelse, sidder i Bystyret i Petrograd, og ved Siden af hende en hel Række Kvinder med kendte, ansete Navne.
Naar dette vældige Rige faar sig trukket i Lave og de sørgelige Forhold, som Folket har lidt under i saa lange Tider og stræbt saa haardt for endelig at krænge af sig, afløses af en rolig Ordning baseret paa sund Sans og Ærlighed, da vil den russiske Kvinde i de lavere som i de højeste Stænder faa Ro til ogsaa at udfolde sig til den Hjemmets Beskytter, som hendes vesteuropæiske Søster er. Hun vil have let ved at rette og organisere paa de Omraader, der da vil trænge til Reorganisation, idet hun jo staar med alle politiske og offentlige Rettigheder. Haand i Haand med de vesteuropæiske Kvinder vil hun da arbejde videre til Samfundets Gavn. Hun vil lære af den vesteuropæiske Kvinde, men hun vil ogsaa have noget at give igen. Hun har paa sin Vis, omend paa en anden end den vesteuropæiske Kvinde, kæmpet sin Kamp for det politiske Frihedskrav. Hun har gjort det Side om Side med lige saa undertrykte Mænd. Hun kunde derfor ikke glemmes den Dag Sejren kom. Den Sejr, som hun med god Samvittighed kan sige; hun har sin Andel i.
I „Helsingin Sanomat” læser vi følgende om Mødet i Landdagen i Helsingfors d. 13. April 1917.
„Justitsminister Kerenski havde uventet indfundet sig i Regeringens Loge. Mødet blev afbrudt, og Ministeren rejste sig under Forsamlingens livlige Bifald.
Ministeren, som talte russisk, sagde, at han paa den russiske Regerings Vegne endnu engang vilde hilse det finske Folk som sammen med det russiske Folk havde brudt Selvherskermagtens Aag. Han haabede, at det finske Folk vilde kunne glemme al Uret og vilde arbejde Haand i Haand med et frit Rusland for Fremgang og Lykke. I Særdeleshed vilde han hilse Finlands Kvinder, idet han gjorde opmærksom paa, at den Ligestilling med Mænd, som Finlands Kvinder har naaet, ogsaa vil virkeliggøres i Rusland.
Ministeren fulgtes ud i Landdagens „Kansli” af de borgerlige Partiers Kvinder. Der udtalte Alderspræsidenten iblandt dem Lucina Hagman følgende: „Vi tillader os særskilt at takke Dem for de venlige Ord, som De udtalte til Finlands Kvinder. Vi sender gennem Dem en Hilsen til Ruslands Kvinder. Det er vort inderlige Ønske, at Ruslands Kvinder nu maa vinde fuld Medborgerret, saa meget mere, som ogsaa de har ofret Kræfter og Liv for Ruslands Befrielse.”
Disse Ord oversattes af Annie Furuhjem*).
*) Disse to Kvindenavne vil blandt danske Læsere være velkendt ikke mindst fra det af D. K. sammenkaldte Nordiske Kvindesagsmøde i Sommeren 1914.
Ministeren svarede: „Det er mig en Glæde at meddele Dem, at naar den nye Ordning af Ruslands Retsvæsen skal ske, da vil der ingen Forskel gøres hverken mellem Køn eller Nationalitet.”
