« Tilbage til søgeresultaterne
Fru Jutta
Første Gang jeg mødtes med Fru Jutta var paa Højskolen i Lyngby. Jeg var der i Besøg hos en Søsterdatter, som var Elev paa Skolen. Fru Jutta og jeg var straks inde i en Samtale, vi havde saa mange Tilknytningspunkter, saa mange fælles Interesser. Begge elskede vi Højskolerne, begge ønskede vi Aandslivet al mulig Fremgang i vort Folk, og begge interesserede vi os levende for Kvindernes Sag.
Jeg husker, at Fru Jutta i Samtalens Løb spurgte mig, hvordan det var gaaet til at jeg var kommen med i Arbejdet for Kvindesagen, og jeg tror, at jeg svarede hende, at jeg vistnok var født med Kærlighed til denne Sag, jeg havde elsket den saa længe jeg kunde huske tilbage.
Siden mødtes Fru Jutta og jeg saa mangen Gang ved vore Fællesmøder, og altid var vi glade ved at mødes. Altid var hun lige mild, lige ung, lige optaget af Kærlighed til vor fælles Sag. Altid glædede hun sig over hver en Sejr, og altid tog hun med godt Humør mod Nederlagene, sikker paa at Sejren, den endelige Sejr med Kvindernes fulde Ligestilling med Mændene, nok engang maatte komme. Og var der en Misstemning ved Møderne, da kunde Fru Juttas glade Sang ligesom vejre Misstemningen bort, hun var som et Samlingsmærke for os alle. Og naar vi har kunnet sige, som der staar i en af de Sange, vi har sunget ved Mødernes Afslutning: ...„ Og har vi ogsaa en Lanse brudt, og har vi fyret med Ordets Krudt, vi giver dog hinanden et ærligt Haandtryk til Slut!” da har Fru Jutta haft sin Andel i, at vi har kunnet synge saaledes.
Det er særlig fra to Fællesmøder jeg levende mindes Fru Jutta. Det ene er Mødet i Silkeborg. Vi havde haft en travl Arbejdsdag om Lørdagen, meget skal ordnes, meget skal der skiftes Ord om i de tre Dage, vi holder vort Rigsdagsmøde. Saa om Aftenen blev der sagt os, at de der vilde med til en Andagtstime Søndag Morgen skulde møde tidlig i Salen, Fru Jutta vilde holde Andagt med os. Vi var mange der kom, vi trængte til at samle vort Sind om det bedste vi vidste, samle os sammen i en stille Time midt i al Travlheden og Optagetheden.
Aldrig glemmer jeg denne Andagtstime. Fru Juttas frimodige Bekendelse, hendes Sang og hendes Tale. Jeg tror, at vi fik en god Indvielse i denne Time til at tage fat paa Dagens Arbejde.
Der er bleven sagt om Gladstone, at han hver Dag begyndte sit Rigsdagsarbejde med Bøn. Jeg vil næsten tro, at om Fru Jutta var kommen ind i den danske Rigsdag, da vilde hun ogsaa have begyndt sit Rigsdagsarbejde med Bøn.
Desværre bliver hun vel ikke valgt ind der, da vor nye Grundlov jo endnu hviler i Sølvskrinet og Fru Jutta er jo ikke ung mere.
Det andet Minde er fra vort Fællesmøde i Kolding. Efter tre travle Arbejdsdage tog vi alle med Toget til Skamlingsbanken, hvor Fru Jutta, Fru Stampe Feddersen og Fru Gyrithe Lemcke talte, og vort lyse, dejlige Banner blev plantet lige foran Talerstolen, mens vi sang Bannersangen. Jeg tror, at mange havde Taarer i Øjnene hin vidunderlige dejlige Skærsommerdag, da Mænd og Kvinder fra alle Landets Egne var samlet om vor dyre Sag paa dette minderige Sted.
Efter Mødet talte min Mand og jeg med Fru Jutta - jeg havde nemlig den Glæde at have min Mand med - og hun var jo højt oppe, som man siger, bevæget og taknemlig over den gode Dag. Hun brugte i Samtalens Løb de Ord af Sangen fra Istedslaget: „O, saa skulde jeg endda i dette Liv den Glæde ha’!” Ja, den Glæde at faa Lov til at være en af de første Kvinder, der talte paa Skamling, den fik hun tilligemed saa mangen anden god Glæde i sit lange Liv.
Og naar hun nu er bleven 80 Aar og vi saa gerne vil ønske noget godt for hende, lad saa et af vore Ønsker forme sig saaledes:
Gid vor Sag, Kvindernes Sag, som hun viede saa mange af sine Kræfter, gid den maa blive til Velsignelse for vort Land og vort Folk. Det var det hun troede paa, derfor talte hun, derfor sang hun, derfor gav hun den noget af sit rige Hjertes Varme. Gud give, at hendes lyse Haab maa gaa i Opfyldelse.
