« Tilbage til søgeresultaterne
De kvindelige Malere paa Charlottenborg 1917
Et ganske træffende Træk om Julius Paulsens Arbejdsmaade kom mig for Øre for nylig. En af de ældre Malere paa den Tid, Jul. P. var ung, udtalte til en Ven følgende om J. P.: „Han arbejder saa mærkeligt, - han maler over - og han sletter ud, skærer af og maler over igen og igen for at finde den rette Farvenuance - er saa kritisk over for sig selv - aldrig rigtig tilfreds - dette forekommer mig lidt vel søgt.”
Denne utrættelige, energiske Søgen, der aldrig slog af paa sine Fordringer, har vi nu at takke for de ypperlige Værker, som denne Kunstner formaar at frembringe.
Som ovenstaaende lille Anekdote antyder, forstaar den ældre vel sjældent de Unges Krav og Veje, men jeg tror dog at turde lægge vore yngre Malere og Malerinder paa Sinde at lære af denne store Kunstner at arbejde utrætteligt med Stoffet, thi det vil lønne sig i Fremtiden.
Hele Nutiden lider af Utaalmodighed, som let kan gaa over til Overfladiskhed. Naar de store Aander maa arbejde saa grundigt, hvad kan man saa ikke forlange af de mindre. - Tro ikke, at Geniet kan lade være med at arbejde. - Det forekommer mig at være paa sin Plads at opfordre vore unge kvindelige Malere til at være mere fordringsfulde over for sig selv, der er endnu ikke rigtig Groning i Kvindernes Kunst - ikke fordi de unge mandlige Malere paa Charlottenborg i nogen særlig Grad overskygger dem med deres stærke Vækst, men der findes endnu gennemgaaende hos Manden paa dette Omraade som paa saa mangle andre mere selvstændigt Syn. Vi Kvinder maa arbejde stærkt for at kunne indhente Manden med de mange Aartusinders Forspring - ikke lade os nøje med det nette, det pæne - det efterlignende - men ville yde noget af os selv.
Lad os begynde med at udtale vor Glæde over, at der er to Kvinder, der i Aar er tilkendt Akademiets Guldmedalje, ganske vist den mindre, men det kan jo næste Gang blive den store. Naar Guldmedaljen er tildelt Anne Marie-Carl Nielsen for hendes Pietá „Marias Klage over Christi Lig”, har vi Kvinder kun Grund til at være stolte og glade - men det vilde være af større Virkning, om man fik lidt Vejledning til Forstaaelse af, hvad der bevirkede denne Bedømmelse. Thi Menneskene forstaar nu ikke altid Gudernes Veje. At hun i sit Arbejde virkelig har faaet frem et intensivt Udtryk af Lidelse, forekommer os ikke tilstrækkeligt til en saadan Anerkendelse, naar baade Farvevalget, de løst udførte Lemmer, ja endog de plastiske Linier ikke efter vor Mening er et særlig godt Resultat.
Af Magdalene Hammerich er der ogsaa en „ Pietá ”, der ligeledes lider af en usigelig Farvetyngde, og den skødesløse Udførelse af Ansigtstrækkene udsletter ganske det Medlidenhedsudtryk, som maa være karakteristisk for en „Pietá”.
Hos en Kunstnerinde som Marie-Ahlmann, for hvis Alvor og Dygtighed vi har den dybeste Respekt, gør det os ondt at se. at hun Aar for Aar sætter sin Farveskala længere ned. Man frygter uvilkaarlig, at hendes Farvetrang er ved at tørre ud. Det er ikke tilstrækkeligt for et Maleri at have et godt Motiv, der, som her, bliver smukt fremhævet ved en klar og udtryksfuld Tegning. Farverne er Maleriets Tyngdepunkt - og her føler man et Savn; selv om Farvevalget er holdt i faa Toner, kan Uddybningen af hver Farves Værdi gøre Billedet rigt.
Ogsaa Lissen Ewald har grebet an med et større Motiv, som hun ganske vist ikke har magtet. Hendes „Madonna med Barnet” kan ikke kaldes for udarbejdet, men selv i et saa løst opslaaet Arbejde kunde man jo nok have skimtet en religiøs eller menneskelig Glæde over Moderen med det guddommelige Barn. Noget saadant har hun næppe følt, men lad os glæde os over de store Opgaver, som Kvinderne nu stiller sig, det giver Mod og er udviklende for Evnerne. Den samme Tyngde ved Farverne, som gør sig gældende hos de ovenfornævnte Kunstnerinder, findes hos Carla Colsmann; saaledes skæmmes hendes Blomsterbillede „Digitalis” stærkt af det sorte, Blomsterne vokser ellers saa frodigt op af Stenhøjen, og det er et flot og kraftigt Billede. Hendes to Laboratoriebilleder er dygtige Arbejder, men der er en Ubestemthed over Lysvirkningen, som forvirrer Iagttageren.
Af Landskabsmalerne findes en Del smukke og tiltalende Arbejder. Blandt andre Caroline van Deurs med et yndigt lille Billede af „den røde Længe i Fredensborg”, Charlotte Frimodt fra „Fredensborg Slotsterrasse”, Amalie Müller med „den røde Eng i Egebæksvang”. Ellen Ottesen har kønne Farvetoner i et „Vinterlandskab fra Wärmland”.
Elisabeth Schiødt er som sædvanlig. Else Stenbæk, som har et Billede fra Hornbæk Plantage, taget kraftigt fat og er ikke smaatskaaren, og endelig bør nævnes Gerda Strøm med sit friske, mangefarvede „Vintersol paa Landet”. Cathrine Svendsens „lyserøde Puf” er sat op med lette og lyse Farver, som var det en Akvarel, hendes Billede af „Lille Bælt” virker spredt og uroligt. Mathilde Thalbitzer har to Akvareller, hvor især „Gaardinteriøret” er meget tiltalende. Det er en Fornøjelse at se Marie Thymanns to dejlige beroligende Landskaber fra Knudshoved, hun har sin egen Maade at udtrykke sig paa, har en bred Pensel og smukke dybe og saftige Farver. Mary Grut, som har kastet sin Kærlighed paa Egnen ved Frederiksdal, har baade Stemning og Tegning i Orden, men trænger til at faa mere Kendskab til Farvernes Værdi. Ved et grundigt Studie af Julius Paulsens „Gilleleje. Aften” 445 - faar man ret Fornemmelsen af, hvorledes en Maler maa vide, hvorledes Farverne virker. Hun arbejder saa forgæves med de grønne Farver, de synker ned i hinanden, og Resultatet bliver en tyk, sammenhængende Masse i Stedet for som i ovennævnte Billede, at lade Farverne udskilles i alle Solspectrets Nuancer, for atter at samle sig for Øjet i en Farve. Hendes Billede af et „blomstrende Kirsebærtræ” er lykkedes meget bedre. „Ved Arbejdet” af Ingeborg Rode” viser, at denne Kunstnerinde tager modigt paa Farverne, og opnaar ogsaa megen Kraft derved, men er endnu meget usikker i Farvevalget. - De røde Tage mod Figurenes Silhuetter virker malerisk i Elisabeth Saxtorphs Udsigt fra Marmorkirken.
Af Børnefoilleder er der Bertha Dorffs sædvanlige delikate smaa Piger, samt Anna E. Munchs indtagende „to smaa Søstre” - foruden har hun et farvefint Billede kaldet „den kinesiske Kimono” og et Arbejde i Tempora „Julepastorale”, der desværre ikke staar Maal med hendes tidligere religiøse Arbejder, skønt hun med det stærke og varme Lys, der breder sig i Rummet og over Hyrderne har naaet en forbavsende god Virkning.
Emilie Mundt har naturligvis en yndig Unge, men ogsaa nogle andre Billeder. Sofie Petersen er ikke saa heldig denne Gang, som hun kan være. Emma Meyer har et smukt „Indre af en Kirke”.
Af Portrætter er der en Del - adskillige udmærket gode, som f. Eks. to af Lilli Lundsten og et af Marie Henriques, det er to solide Malerinder; den sidstes Herreportræt virker maaske lidt uroligt ved, at Farverne er holdt saa højt, den mørke Uniformsfrakke virker næsten graablaa, men det staar udmærket til Personens lyse Haar og Skæg - man kan ved alle hendes Billeder, baade Pavillonen fra Chr. d. VII.s Palæ, der virker hel lyserød, men yndefuld, det hollandske buede hyggelige Skib samt de dejlige Pelargonier, føle, hvilken Nydelse hun har af Farven; skønt hendes Tegning altid er smuk og zirlig, er Farverne dog det vanskeligste for hende. - To Malerinder, hvis Navne vi ikke har truffet før, møder hver med et ypperligt Billede: Gustava Grüner med et i hver Henseende smukt udført „Portræt af Student H.”, og Gertrud Klem med et godt anslaaet Billede af „en læsende unge Dame”. Tony Müller maler djærvt og med store Strøg, roligt og koldt staar hendes Figur i „Koldt i Atelieret”. Helga Møller derimod kæmper endnu med de sorte og uskønne Farver, især skæmmer det Portrættet af hendes Moder. Rigmor Klein har nu sin egen Maade at male paa, tørt og uden Dikkedarer sætter hun Farven paa, kun støder den meget gule Ansigtsfarve, som hun anvender, men i Billedet af „Den lille Pige fra Kærteminde” har hun naaet baade et levende og smukt Udtryk.
Endvidere er der en Del Blomsterbilleder, som næsten alle er gode, men ikke særlig bemærkelsesværdige; dog her maa fremhæves Olga. Jensens pragtfulde Buket i Tempera - hvilken Farvepragt - og hvor let og frisk!
Tilbage er der Ellen Hofmann-Bang med sit store historiske Motiv „Frederik d. 2den ser sin nyfødte Søn Chr. IV.”. Det maa jo siges, at det er godt og rigtigt malet og lider ikke af nogen paatagen Farve, som hendes Maleri af et andet historisk Emne fra 1915, men det aflokker en ikke rigtig Interesse, man venter sig ikke en større Udvikling gennem hendes ret akademiske Maade at arbejde paa. Der er kort sagt ikke Grøde i hendes Teknik. Men alt er rigtigt godt - hun har heller ikke kastet sig over en speciel malerisk Opgave i Billedet, det gælder mere Illustrationen.
Efter at have sagt Farvel til Malerierne vender vi os til Skulpturen. Her finder vi den anden Guldmedalje hos Nanna Johansen for hendes Relief af „Faraos Datter finder Moses”. Skikkelserne er stærkt ægyptiserede og ganske ejendommelige; ogsaa en yndefuld Kvindestatuette i Bronce har hun udstillet, hvor hun ligesom Utzon Franck er tilbøjelig til at gøre Figuren meget langstrakt i Benene. Thyra Boldsen har en fritstaaende Gruppe efter samme bibelske Motiv som ovenfor og en tænksom gammel „Job”, som er udarbejdet i et smukt krystaliseret Marmor, som giver Huden Liv. Denne „Job” er meget bedre end Agnete Brandts, der lider af en usigelig Udtryksløshed. Carla Christiansen har et ganske smukt Relief kaldet „Resignation”, de 3 Figurer staar fint til hinanden, det fremstiller en ung Mand, der maa resignere paa Livet, rimeligvis skal han i Krig, Moderen og den unge Kvinde ved hans Side maa give Afkald paa ham; Kunstnerinden er kommen betydelig bedre fra dette Krigsmotiv, der er mere almenmenneskeligt end Krigens Mare, som hun havde ifjor. - Der er flere gode Buster, blandt andet et Kvindehoved hugget halvt ud af Stenen af Helen Dohlmann, det er overordentlig fint tænkt og udført, ligeledes er hendes „Hagar og Ismail” et udmærket Arbejde med en meget livlig Gruppering. Der er Professor Camillus Nyrup, inderligt og smukt opfattet af Ingeborg Plochross- Irminger, et Hoved af Martha Hastedt, en „ung Kvinde” af Karla Koch, og endelig en brilliant udført Buste af „Maleren Anders Zorn” udført af Elise Brandes med hendes sædvanlige Virtuositet, som ikke paa nogen Maade forringer hendes Inderlighed og Alvor i Studiet.
Blandt Arkitekterne finder vi endelig en Kvinde med Tegninger til et Hus ved Roskilde; man kan ikke sige, at det er særlig bemærkelsesværdigt, men det er dog morsomt, at Kvinden nu begynder at arbejde med paa et Felt, som efter vor Mening absolut bør egne sig for hende, som igennem Generationer stærkest har følt de hjemlige Huses Skavanker saa vel som gode Sider.
Dog har hun ikke naaet gennem denne ellers smukke og enkle Tegning at fremkomme med en Plan af mere end almindeligt gængse Tilsnit.
Men vi har jo Fremtiden for os - og den er altid fuld af Løfter.
