« Tilbage til søgeresultaterne
De smaa Kredse
Selv om man ikke holder af at fremføre sine Besværligheder ved Møder, hvor man ellers samles for at hjælpe hverandre med Raad og Daad, saa er der nu alligevel mange Formænd for smaa Kredse, som underhaanden ofte letter Hjerterne for nogle af de Vanskeligheder, smaa Kredse altid har at slaas med.
Fra først af tvivler man maaske paa sine egne Kræfter og en lille Kreds’s Eksistensberettigelse, selv om man ellers har frisk Mod og den dybeste Interesse for vor gode, fælles Sag.
Kommer saa hertil de uundgaaelige økonomiske Vanskeligheder, Ulemper af forskellig Art, Skuffelser over Nedgang af Medlemstal, Ulemperne ved at arrangere noget paa egen Haand, naar Kredsen er saa lille, saa skal der en meget stor Energi og Selvtillid for at holde en lille Kreds i Live.
Især da, hvis Hovedbetingelsen for, at man trods alt dette, med Taalmodighed kan finde sig i at være Formand for en lille Kreds, ikke i fuldt Maal er tilstede. Den Betingelse, som hedder: Fællesstyrelsens og Fællesmødernes Anerkendelse af, at de smaa Kredse ikke alene taales, men at de betragtes som trofaste Vagt- eller Forposter, der ingenlunde har nogen let eller betydningsløs Opgave - tværtimod. Som Banebryder, hvor Jorden er ufrugtbar og som Agitator, hvor ellers ingen vilde røre en Finger, gør den lille Kreds et Arbejde, der maaske netop, fordi det udføres under saa vanskelige Forhold, burde paaskønnes mere end Tilfældet stundom er, i hvert Fald fra Fællesmødernes Side.
Som nu ved Vedtagelsen af de sidste Love, da Bestemmelsen om Kredsenes Repræsentation var til Forhandling, og hvor man nok saa nydelig foretog et stort Tilbageskridt ved at ændre den Paragraf i de gamle Love, der lyder saaledes: „Kredse paa 25 Medl. og derunder...." til „Kredse paa 25 Medl.....”. Selv om man sikkert i Praksis vil holde sig til de gamle Vedtægter, saa er det jo alligevel mildest talt en Taktløshed mod de haardt arbejdende smaa Kredse, at det kun er pr. Velvilje, man tager mod deres Repræsentation, især da det lille Ord „indtil” foran 25 saa udmærket kunde have været føjet til. Jeg foreslog det ved Mødet i Odense, men da det - ulovligt altsaa - skete fra min Plads, hvor jeg stadig nævnte Ordet „indtil” paa rette Sted, hver Gang Forslaget læstes op - blev der jo ikke taget Hensyn dertil. Og jeg ønskede ikke paa det Tidspunkt at tage Ordet fra Talerstolen, da jeg gik og stod saa daarligt netop den Dag.
Ganske bestemt har jeg ogsaa hørt, at man - en enkelt Person vist - paa „højere Steder” mener, at hvis en Kredsformand ikke formaar at skaffe og holde paa mindst 25 Medl., saa duede hun ikke som Formand. Hvis en saadan Udtalelse virkelig er falden, har vedkommende saamænd gjort Kvindesagen en Bjørnetjeneste, al den Stund Kvinderne paa Landet trods deres Spredthed eller maaske netop paa Grund af deres Spredthed, forlanger at regnes med og sikkert ogsaa har en retfærdig Fordring derpaa.
Som jeg nylig hørte om et kvindeligt Skolekommissionsmedlem, der ikke vilde tage en Plads uden Lovens fulde Tilladelse, saaledes kan der maaske blive mange Kredsformænd, der ikke ønsker at repræsentere deres 18 eller 20 Medlemmer ved Fællesmøderne, naar vore Love ikke hjemler dem Retten dertil. Det er i Forvejen et meget større Pengespørgsmaal for en saadan Formand end for en af de mange Delegerede fra en stor, velstillet Kreds. Og sikkert trænger den enlige Formand for en lille, stillestaaende Kreds langt mere til lidt Ekstrakt fra et Fællesmøde end mangen Tillidsmand, der fra en stor Kreds slumper med uden at have halvt saa megen Glæde og Udbytte deraf som den „lille” Formand.
For de smaa Kredse selv kan det være et mindre Onde at slutte sig sammen med andre Kredse end at køre videre i den Selvejerbefordring, som alle skubber efter. Men om det vil være bedst for vor Organisation som Helhed - det er dog næppe saa iøjnefaldende. Tre interesserede Repræsentanter for maaske blot 3 Gange femten Medlemmer vilde ganske sikkert gavne mere end en Repræsentant for en Kreds paa 45 Medlemmer.
Den Grundpille, som udadtil holdt mit Mod oppe: De smaa Kredses Repræsentationsret, den faldt paa Odensemødet. Og selv om min Interesse for Dansk Kvindesamfunds Sag er lige varm og ung og altid vil være det, - saa længe D. K. bestaar - saa kan jeg ikke mere staa som Leder for en lille Kreds, men maa gaa med de af vore Medlemmer, som ønsker at følge, over til en Nabokreds, stiftet af Kredsen her, hvis den vil tage imod os. Ellers kan man jo være direkte Medlem, og vaagent Medlem bør enhver Kvinde altid være, hvis hun tænker paa Fremtiden og især, hvis hun er Mor.
Kerte Skole, d. 12. April 1917.
Rigmor Vigild.
Hvorledes Rigmor Vigild har faaet den Opfattelse, at Paragrafen om Kredsenes Repræsentationsret til Fællesmødet blev ændret ved Odensemødet i 1915, saaledes at Ordene „og derunder” udgik, og der kun kom til at staa: „Kredse paa 25 Medlemmer”, er ikke godt at forstaa. Der har lige siden 1909 altid staaet i omhandlede Paragraf: „Kredse paa 25 Medlemmer,” og der blev ikke foretaget nogen som helst Ændring ved Paragrafen i 1915. Kredse med mindre end 25 Medlemmer har altid sendt og sender fremdeles en Tillidsmand til Fællesmødet. Muligvis det havde været ønskeligt, om Paragrafen dengang var bleven ændret i Overensstemmelse med § 8 i Distriktslovene, hvor der staar: „Hver Kreds paa indtil 50 Medlemmer har Ret til at sende en stemmeberettiget Tillidsmand,” men da intet Forslag herom blev indsendt fra Kredsene, skønt Ændringsforslag i god Tid var Kredsene i Hænde, kunde Fællesstyrelsen jo ikke godt vide, at der paa visse Steder herskede en saa stærk Misfornøjelse med Repræsentationsparagrafen som i Kerte-Kredsen.
Det forekommer os, at det gamle Ord om af tale i Tide her vilde være paa sin Plads.
Fællesstyrelsen undervurderer ingenlunde det Arbejde, som gøres i de smaa Kredse og er sig bevidst aldrig at have paadraget sig en berettiget Mistanke herfor. Stod der flere Pengemidler til Raadighed for Fællesstyrelsen, vilde den kunde komme de smaa Kredse til Hjælp med billige eller helt gratis Foredrag og Kursus, men desværre, Indtægterne er ikke større, end at det lige kan gaa rundt, som man siger. Hvis Rigmor Vigild vil gøre sig bekendt med § 4 i de nye Distriktslove, vil hun forøvrig se, at Fællesstyrelsen i 1915 langt fra at forurette de smaa Kredse indførte en Stigning i Aarsbidraget til Distriktskassen saaledes, at mens en Kreds paa 49 Medlemmer betaler l Kr., betaler en Kreds paa 75 Medlemmer 4 Kr.
Den Bitterhed mod Fællesstyrelsen, hvoraf ovenstaaende Artikel er gennemtrængt, savner efter vor Mening ethvert Grundlag.
