« Tilbage til søgeresultaterne
Indsendt Andragende
Til Københavns Borgerrepræsentation.
Inds. d. 3. Maj 1917.
Dansk Kvindesamfund tillader sig herved at anmode den ærede Borgerrepræsentation om, at Tilsynsraadet for Centralarbejdsanvisningskontoret maa blive udvidet med 2 kvindelige Medlemmer, da § 3 i Loven om Arbejdsanvisning aabner Mulighed for en saadan Udvidelse.
Som Støtte for dette vort Andragende anfører vi, at der tidligere har siddet 2 kvindelige Medlemmer i Tilsynsraadet, mens Arbejdsanvisningen var en ren københavnsk Institution under Kommunen. Endvidere den Omstændighed, at den under de nuværende Forhold truende Arbejdsløshed sikkert vil ramme ogsaa mange kvindelige Arbejdere, som det sikkert vil være af Betydning at kunne skaffe andet egnet Arbejde til, i alt Fald midlertidig.
For saa vidt den ærede Borgerrepræsentation maatte være enig med os om Berettigelsen af vort her fremsatte Ønske, henstiller vi, at Husmødre ev. maa blive betragtet som Arbejdsgivere.
Ovenstaaende Andragende blev tiltraadt af „Arbejdsløshedsudvalget af 1917”, i hvilket foruden Dansk Kvindesamfund tillige K. F. U. K. og Danske Kvinders Nationalraad er repræsenteret.