« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Montessorimetoden. (Pios Forlag).
De store Pædagoger, hvis Navne vi ialtfald kender, var alle Mænd. Det er jo egentlig imod Naturens Orden, da den grundlæggende Opdragelse i Barnets første 7 Aar i Regelen hviler paa Mødrene. Der er heller ingen Tvivl om, at mange af de Egenskaber, som er særlig vigtige paa Opdragelsens Omraade, fortrinsvis findes hos Kvinder: Evne til Sympati, Sansen for de smaa Tings Værdi, Taalmodigheden, den personlige Hengivelse. Men disse Egenskaber har ikke kunnet forslaa ud over det daglige Livs Praksis og har ikke afsat mange Spor i den Samling af Menneskeslægtens indvundne Erfaringer, som den pædagogiske Literatur udgør. Det kommer vel deraf, at Overblikket, Helhedsopfattelsen, der skal stille de enkelte Iagttagelser paa deres rette Plads, til Udformning af Systemer, ikke er saa almindelig hos Kvinder, og at Lejligheden til teoretisk Udannelse i Regelen har været dem spærret i tidligere Tider. I vor Tid er imidlertid disse Skranker blevet nedbrudt, og i Maria Montessori har vi faaet et Kvindenavn at føje til i Rækken af de store Pædagogers. Hos hende er den videnskabelige Uddannelse blevet forbundet med de moderlige Anlæg, Lægens Kendskab til det fysiske med Psykologens Forstaaelse af det sjælelige, Erfaringerne fra Børnelægens og Børnelærerens praktiske Arbejde, Forskerens sammenstykkede Iagttagelser, med Filosofens og Videnskabsmandens Dybsind og Overblik. Og alt dette har hun udnyttet energisk og med fuld Hengivelse i det Arbejde, hun følte som sit Kald. Arnestederne for hendes Opdragelsesforsøg og Sejre, hendes „Case dei Bambini”, er blevet verdensberømte.
Naar nu denne Kvinde lader høre fra sig i vor Læseverden og hendes „Montessorimetoden” udkommer i dansk Oversættelse, maa alle i Børneopdragelsen interesserede Mennesker, ikke mindst Kvinderne selvfølgelig, gribe efter Bogen med Spænding og Iver. Ved første Gennemlæsning vil maaske kun de skønneste Steder med de dybeste Tanker og den mest poetiske Form (desværre i høj Grad forringet i Oversættelse ad Omvej fra Engelsk) fange Læseren. Hver Side i Bogen er ikke lige meget værd. Men ved gentagen Læsning, særlig naar samtidig det læste søges anvendt i Praksis, vil der dukke et klarere og klarere Helhedsbillede frem gennem de mange forskellige Indtryk af den gennemgribende Forandring i Børnenes Verden og derved efterhaanden i hele Samfundet, der kunde ske gennem en virkelig alvorlig Gennemførelse af hendes Grundtanker.
Ja, hvilken Forskel, naar Vejledning til Selverhvervelse af Kundskaber afløser Paafyldningsmaskineriet, naar Selvvirksomhed og Selvhjulpethed afskaffer Opvartnings- og Afhængighedssystemet, naar Arbejdsglæde og Arbejdsfordybelse træder i Stedet for den kunstige Iver og den nedbrydende Sliden, som fremstaar gennem Belønning og Straf, naar Selvherredømme unødvendiggør al paatvungen ydre Disciplin. Det var Tider, der var værd at opleve!
Hvorledes disse nye Veje banes, kan der ikke i en kort Anmeldelse gøres Rede for; kun skal det understreges, at det netop er i den Alder, hvor Børnene særlig er under Mødrenes Omsorg, at Grunden lægges dertil; men ellers er der kun det Raad: Læs selv!
M. M. har selvfølgelig i sine Opdragelsesteorier optaget store Forgængeres Tanker. Ogsaa hendes samtidige, Ellen Key, er i sin Bog „Børnenes Aarhundrede” kommet hende mærkelig nær i sine Drømme om en ny, rig Udfoldelse af Børnelivet. Men M. M. staar som den, der har handlet fuldt ud efter sit Syn og sin Tro, derfor giver man sig tryggest hendes Vejledning i Vold, og kun hvor man vil gøre Skridtet fuldt ud og ganske bryde med vort Eksamensvæsen, vort Offer til et vedtaget „Dannelses” begreb og et fastslaaet Kundskabsstof, kun der vil Arbejdet bære Frugt. Halvhed her vil føre til Karikatur og Latterlighed.
Thora Constantin-Hansen,
Overlærerinde ved Skolen for Vanføre.
Karl Mantzius: Skuespilkunstens Historie. Klassicisme og Romantik. 6. Bind. G. B. N. F.
I over 20 Aar har Forf. arbejdet paa sit Værk »Skuespilkunstens Historie«, af hvilket 1. Bind udkom 1897, de følgende 4 Bind fra 1899 - 1907, og han har hermed skænket Læseverdenen ikke alene et interessant og lærerigt, men ogsaa et i høj Grad morsomt og underholdende Værk. Forf. mener hermed at ville slutte, idet han angiver at have naaet sin Hensigt: at give en Skildring af det Grundlag, hvorpaa den moderne Skuespilkunst hviler.
Uden at gøre Krav paa Fuldstændighed giver Værket et meget overskueligt Billede af Skuespilkunst ned gennem Tiderne baade ved sit klare og letlæselige Sprog, som ogsaa ved sine mange gode og morsomme Billeder. De 2 foreliggende Dele af sidste Bind giver en Fremstilling af Klassicismen og Romantiken i England og Frankrig. At gaa i Detailler vil føre altfor vidt. Her skal kun nævnes et Par enkelte Skuespillerinder, ihvorvel vi ingenlunde er blinde for, at det er Mænd som Sheridan, Kemble og Kean i England og Talma og Lemaitre i Frankrig, om hvem Interessen i væsentlig Grad knytter sig.
I England er det Kembles Søster, den smukke Mrs. Sarah Siddons, der som den første Bærer af den »klassiske« Stil dannede Skole. Født af omrejsende Provinsskuespillere i et Værtshus i Wales, havde hun allerede i 10-12 Aars Alderen spillet en Mængde Roller, og skønt hun som ganske ung af sin Moder blev sendt ud som Kammerjomfru i en velhavende Familie, gik hun dog efter sit
Giftermaal med den smukke, men ubetydelige Skuespiller Siddons i 18 Aars Alderen atter til Scenen og blev en yndet Primadonna ved Faderens Selskab. Det var dog først paa Drury Lane Teatret i London som »Isabella« i »Det skæbnesvangre Ægteskab«, at hun for første Gang fik rigtig Tag i det Londonske Publikum, senere vandt hun en lignende Sejr som »Lady Macbeth«, hvor hun i Søvngængerscenen gjorde stor og gribende Virkning. Hun brød her med en gammel Tradition, idet hun satte Lyset fra sig paa et Bord, hvorved hun fik »frie Hænder« og opnaaede derved en dramatisk Virkning langt større end de tidligere Fremstillerinder. Hendes Fremstilling af den ulykkelige Dronning Katarina i »Henrik den 8.« skal efter Sigende have været Fuldkommenheden selv. - Om hendes rent personlige Forhold skal kun meddeles, at hun i Modsætning til de fleste af sine Kolleger paa de Tider, var urørlig i erotisk Henseende, saa man endog sagde om hende, »at man lige saa let kunde falde paa at gøre Kur til Ærkebispen af Canterbury som til hende.«
Af franske Skuespillerinder skal nævnes den grimme Mlle. Saint Val, som en kort Tid ved sin Intelligens og sit originale Talent begejstrede det parisiske Publikum, men som Teatrets despotiske Hersker, Hertugen af Duras, en af de første 4 Kammerherrer under hvilke Teatret sorterede, fik fordrevet til Fordel for den smukke men ordinære Mme. Vestris, hvem Hertugen »interesserede« sig levende for. En yngre Søster af Mlle. St. Val var kønnere, men havde ikke hendes Talent. Det parisiske Publikum betragtede hende dog som en fremragende Tragedienne.
I Begyndelsen af det nittende Aarhundrede debuterede 2 Kunstnerinder, som begge skulde faa Betydning for den franske Scene. De var højst forskellige i Udseende som i Talent; den ene grim, Mlle. Duchenois, blev den klassiske Tragedies Hovedstøtte, den anden, Mlle. George, smuk som en Statue, blev de unge Romantikeres fejrede Heltinde og en kort Tid - Napoleons Elskerinde. - Endelig skal blot endnu nævnes den i første Halvdel af Aarhundredet forgudede Mlle. Mars.
Gennem en righoldig Samling Levnedbeskrivelser af engelske og franske Skuespillere og Skuespillerinder fører Forf. os med sikker Haand ind i Datidens Liv saavel indenfor som udenfor Teaterverdenen, og man kan kun beklage, hvis det virkelig er hans Agt at forholde os en Fremstilling af den nyere Tids Skuespilkunst, som han sikkert maa have mange Betingelser for at kunne give.
I Slutningen af 1916 udkom tredie og sidste Del af 6te Bind, omhandlende Weimar og den romantiske Skole. Weimarskuespillene er uadskillelige fra Goethe, og med hans Bortgang efter mange Aars Direktørvirksomhed synker Weimartheatret ned i Ligegyldighedens Mørke. Det var en mangeaarig Konflikt med Theatrets Primadonna, Caroline Jagemann, der uheldigvis var blevet Hertug Carl Augusts Elskerinde, som medførte Goethes Fald.
Bogen indeholder en udmærket Skildring af Theatret under Goethe og de ved dette optrædende, som i den første Tid mest bestod af Dilettanter. Af de i hans Tid optrædende Skuespillerinder skal nævnes Corona Schrøter og den forgudede, desværre allerede som 19 Aar gl. døde, Christiane Neumann, foruden den ovenfor omtalte Caroline Jagemann.
Efter Goethes Theatertid gik Ledelsen af tysk Skuespil og Skuespilkunst over til den romantiske Skole, til andre Theatre og da navnlig til Burgtheatret i Wien, hvor den bekendte Sophie Schroeder, f. Burger, ved sit lidenskabelige og voldsomme Temperament nær havde sat sin Prestige overstyr hos de lattermilde Wienere.
Ogsaa her i Tyskland og Østrig er det dog mindre Damerne, der fører an. Mænd som Anschütz, Wilhelm Kunst, Costenoble, Løwe og fremfor alle Ludvig Devrient, som staar som fuldlødige Repræsentanter for romantisk Skuespilkunst i Tyskland og Østrig, men det vil her føre os for vidt at komme nærmere ind derpaa.
-F-.
Dansk Lovbog. Kongeriget Danmarks vigtigste Love samlede i ét Bind.
Den Tid maa nu være inde, hvor ogsaa Kvinderne forstaar, at vor Lovgivning ikke er et dem uvedkommende Land, men et Fællesomraade, hvor vi alle, Mænd og Kvinder, har lige stor Interesse af at føle os nogenlunde hjemme. Det er os da ogsaa bekendt, at flere af D. K.’s Medlemmer har ytret Ønske om paa en let Maade at kunne skaffe sig Indsigt i de Love, som har mest Betydning for dem, og vi vil derfor anbefale dem at anskaffe sig ovennævnte Bog, som indeholder ca. 100 af vore vigtigste Love, deriblandt ogsaa den nye Lov om Rettens Pleje, ordnede paa en saadan Maade, at man let finder, hvad man søger. Bogen koster indbunden i Papbind med Shirtings Ryg kun 2 Kr. og kan faas gennem enhver Boghandel.
