« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Kvindesamfunds Dyrtidskursus
Da Aarhuskredsen i Marts Maaned i Lighed med alle andre Kredse fik en Henvendelse fra Hovedkontoret ang. disse statsunderstøttede Kursus, havde vi saa mange andre Ting paa Tapetet, at vi i Marts Maaned intet kunde gøre Ved Sagen, og de første to Trediedele af April kunde man af Hensyn til Konfirmation, Paaske og Flyttedag, ikke lave noget sammenhængende 6 Dages Kursus. Dertil kom, at vi her i Byen hele Vinteren havde haft rigeligt med kommunale Husgerningskursus, særlig Aften, men ogsaa Eftermiddagskursus, saa vi følte os egentlig fristede til at lade Sagen ligge til Efteraaret - men der var jo endnu en samlet Uge inden 1ste Maj.
Vi søgte saa om og fik et Skolekøkken til gratis Afbenyttelse, og samme Aften, Avertissementet om dette Kursus var i Aviserne, begyndte Indmeldelserne at strømme ind, og Tilslutningen til dette billige Kursus i billig Madlavning var saa stor, at vi ikke kunde tage imod alle dem, der ønskede at være med, skønt man jo egentlig godt paa Forhaand kunde være lidt skeptisk overfor, hvad der kunde læres i 6 Gange 4 Timer.
Imidlertid var Udbyttet langt over Forventning. Damerne fik forevist Tilberedningen af 12 billige Forretter og 12 billige Efterretter samt billigt Paalæg og lign., som de allesammen smagte paa og fik Opskrifter til.
Undervisningen blev ledet af Emilie Pedersen, som med stor Dygtighed og Energi lagde alt udmærket til Rette.
Deltagerne lagde paa forskellig Vis deres Anerkendelse og Taknemmelighed overfor hende for Dagen, ligesom man bad Dansk Kvindesamfund her i Byen afholde flere lignende Kursus, hvilket ogsaa er vor Hensigt.
Saa vidt jeg ved, har man endnu kun i ringe Udstrækning benyttet sig af Hovedkontorets Tilbud angaaende de ovenfor anførte Kursus. Derfor er det, jeg gerne vilde henlede Opmærksomheden paa dem og anbefale dem paa det bedste. Efter de Erfaringer, vi har gjort her, fortjener de i høj Grad at blive kendt og benyttet.
Aarhus, 15. Maj 1917.