« Tilbage til søgeresultaterne
Nille
„Folk siger, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker." - Holberg vidste det, og alle de, som kender Holberg og ynder at citere ham, véd det, men, Holberg vidste ogsaa, hvorfor Nille slaar; - desværre synes det, som om Holbergcitanterne har glemt det. Er det, fordi Kvinden, som holder Justits, er Menneskene en Vederstyggelighed? eller fordi vi danske altid har haft en vis Sympati for den skikkelig gemytlige Drukkenbold, som, naar Brændevinsdunsterne slaar sammen
om hans Bevidsthed og tilhyller den prosaiske Virkelighed, bliver Poet, svinger sig op paa sin abildgraa Hest og synger omkap med den sorte Stær?
En kendt Æstetiker har sagt om Jeppe, at han er en poetisk Natur, og vist er det, at han i saa Fald ikke er den eneste danske Poet, som har en Klukflaske i sit Vaabenskjold. Den danske Hippokrene har som bekendt aldrig flydt med Kildevand alene. Desværre ender Jeppes poetiske Ridt altid paa en Mødding, men andre Poeter har jo gjort ham Selskab der.
At Holberg, ligesom Menneskene i Almindelighed, har mere Sympathi for Jeppe end for Nille kan vel ikke nægtes, han var jo til Trods for sit frigjorte Syn paa Kvinden selv et Mandfolk, men han skød ikke Skylden paa Eva, som hans Citanter giver det Udseende af; han fordelte Skylden ligelig mellem Adam og Eva; øg han lod dem hver i sin Monolog retfærdiggøre sig. Hvorfor drikker Jeppe? - Fordi han er gift med en Skarns Kvinde, som drager ham ved Haaret ud af Sengen og driver ham til sit Arbejde med Mester Erik, som sender ham uden vaadt eller tørt fire Mile bort efter Sæbe, mens hun selv gaar ind og æder Frokost, og som sætter ham Horn i Panden sammen med Degnen.
Men Holberg tager ikke denne Undskyldning for gode Varer, han vil dybere til Bunds i Sagen og standser ikke som hans Citanter ved den Kendsgerning, at Nille er en eddergal Kvinde, som svinger Krabasken over sin stakkels Mands Rygstykker: han vil have Forklaring paa, hvorfor hun er blevet saadan, hvad der har tvunget hende Krabasken i Haanden. Og han finder Forklaringen deri, at Jeppe er en Pjalt og en Dovenkrop. Han er ikke længer den stramme, strunke Karl, som vendte hjem fra sine 10 Aar i „Malicien" og daarede den varmblodige Nilles Hjerte. Han er en Dovenkrop, som maa prygles ud af Sengen til sit Arbejde, som elsker sit brogede Bæst, men lader det smægte efter Sit Foder, til han faar draget Bukserne paa: som i Galgen betænker sin lille Marthe med en Hue og sin lille Christoffer med en Trøje, men i levende Live ikke fører en Haand for at bjerge dem for Betlerstaven. Han har saa grundig sønderslaaet sit eget Mandsbillede i hendes Følelsesliv, at Degnen har haft let ved at sætte sit Billede i hans Sted. Fordi Jeppe ikke selv var den Mand, han skulde være, har han forhindret Nille i at blive den Kvinde, hun kunde være blevet. Naar hun har taget Regimentet, er det simpelt hen, fordi han hverken kunde eller gad regere. Til hende kommer Gaardens Folk om deres Arbejdsløn, til hende kommer Ridefogden om Landgilde, for hende præker Præsten om Mandens Herskerret og Kvindens Underdanighedspligt Men Nille svarer, at Herremandens Fæstebrev er nyere end Ritualet, og hun véd, at faar Jeppe Lov at raade, saa bliver der hverken Offer til Præsten eller Brød til Børnene eller Landgilde til Herskaber. Hun staar lige til Halsen i den prosaiske Virkelighed, mens han søger Glemsel for alle Livets Ubehageligheder i Brændevinen. Men Poesien har nu altid her i Verden haft flere Velyndere end den prosaiske Virkelighed, derfor giver Dommeren i Holbergs Stykke ogsaa Jeppe 4 Rigsdaler at drikke videre for, mens han jager Nille bort med Trudsler og haarde Ord.
Den offentlige Mening i Danmark har altid haft mere Aflad for den, som sløser sit Ansvar bort, end for den, som slæber sig til Krøbling baade paa andres og eget Ansvar. Nille har slæbt sig til aandelig Krøbling paa det Ansvar, Jeppe smed fra sig, hun er bleven en Skændegæst, en Rappenskralde, en Hustyran, men Jeppe havde ikke desto mindre god Grund til ikke at ønske Livet af hende, dengang hun laa syg af Gulsot, thi den Dag, Tøjlerne faldt ud af hendes Hænder, var han sikker paa at maat-te gaa fra Gaarden. Og lad os sætte, hun i levende Live blev træt af det hele og lagde Krabasken bort, lad os sætte, at den Frygt, som i Mester Eriks Skikkelse stadig hænger over Hovedet paa Jeppe og gør ham til det skikkelige Fæ, han er, at den pludselig ikke var tilstede mere, hvad vilde Følgen saa blive? - Holberg har selv vist os det. Dengang Jeppe er trukken i Naadigherrens Klæder og tror sig langt hinsides Nille og Hendes Krabask, afslører han sig som en Tyran af den tarveligste Slags, prutter med sine Lakajer om Kost og Løn, dømmer Ridefogden til Galgen og begærer hans Hustru. Hvis Nille ophørte at være den Tugtemester, hun er, vilde Jeppes Skikkelighed være forduftet med det samme, og han vilde ikke fare lempfældigere frem i sin Rus mod Kone, Børn og Tyende, end han fo’r frem mod Baronens Folk. Thi naar Pjalten ikke har mere at frygte, bliver han en Tyran.
Naar Nille slaar, er det altsaa, fordi Jeppes Pjaltethed har tvunget hende ud over hendes Kvindeligheds Grænse og væbnet hende til Selvforsvar for sig og sine. Den Dag, hun ikke længer skælder og smælder, vil det blive ham, som svinger Krabasken.
Jeppe og Nille er altsaa paa en Maade hinandens Forudsætninger. Jeppe drikker, fordi Nille slaar, og Nille slaar, fordi Jeppe drikker.
Jeppe er den magtesløse Magthaver, og Nille den ansvarshavende ansvarsløse. Var de halvt om Magten og Ansvaret, da vilde ingen af dem blive drevet ud i Karikaturen, men den ene naturlig supplere den andens Mangler. Kun den, som tilriver sig Herredømmet, skælder og smælder, kun den, som ikke er Herredømmet voksen, la’r sig prygle fra Tronen. Først den Dag, det ikke er en Skam for Nille, at hendes Mand er Nummer to, vil hun kunne raade for Gaard og Hjem uden at tage Krabasken til Hjælp; først den Dag, hvor det ikke er en Skam for Jeppe, at hans Kone er Nummer et, vil han leve i Fred for Menneskene uden at behøve at drikke sig „Kurasje" til i Brændevinen.
Naturen har i Flæng skabt Mænd og Kvinder som Ettere og Toere; det er kun Menneskepaahit, som her har villet lade Kønnet være det bestemmende; derfor har mangen Mand solgt sin Krone for en Nathue, og mangen Kvinde betalt sin Herskermagt med sin Kvindelighed.
Komedien om Jeppe og Nille er i Virkeligheden en Tragedie, Tragedien om to Mennesker, som her i Livet har byttet Roller. Holberg formaaede med sin Tids Øjne ikke at se det. Han anede vel glimtvis en ny Kvindetype langt ude i Fremtiden, men for ham var Kvinden som Regent i Hus og Hjem og Bonden som Regent i det offentlige Liv lige store Naturstridigheder. Vor Tid har oplevet det sidste, uden at Verden derfor er kommen af Lave, ag vil sikkert ogsaa komme til at opleve det første. Thi „den bære Kronen, som er Kronen voksen", er vor Tids Løsen.
Holberg giver Jeppe fire Rigsdaler at drikke videre for og lover at beskytte ham imod Nille. Holberg var selv Poet, og undte gerne Jeppe en ærlig Rus paa en Mødding, naar blot han vilde lade Være at tragte efter Baronens Seng, han var heller ikke døv for, hvad Nille havde at fremføre til sin Retfærdiggørelse, men han foretrak Jeppes poetiske Rus for hendes Vaskeballe-Prosa. Men hermed løste han ikke Konflikten mellem Jeppe og Nille, det var ikke hans Tid givet.
Vor Tid er nu i Færd med at forsøge derpaa. Derfor maa vi ikke blive stikkende i at belære Menneskene om, hvorfor Jeppe drikker, men vi maa lige saa samvittighedsfuldt stille os selv og andre det Spørgsmaal, hvorfor Nille slaar. Thi saa længe Jeppe drikker og Nille slaar er der „something rotten in Denmark".
