« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Inga Nalbandian: Den store Jammer. 144 Sider. Aschechoug & Co. Københavnskontoret. Forfatteren skriver i Forordet om sin Ret til at skrive denne Bog: „Min Ret er Smærtens Ret .... Den som Livet - og Døden - har rakt mig. Og som er mig en hellig Arv fra det Folk, der var blevet mit Folk, og som nu er gaaet under i den store Blodbølges Dyb."
Som en dybt syngende Akkord, som ikke slipper Læseren et Øjeblik, slaar disse Ord Bogens Stemning an. - Der sidder en ung sørgeklædt Moder, ladt tilbage af den, hun elskede, af det
Folk, som ved ham blev hendes Folk, Døden tog dem alle, og hendes smærtekøbte Arv blev den at rejse dem et Minde i de Hjerter, som endnu ikke er saa forhærdede af Dødsjammeren derude, at de lukker sig for den utrolige Beretning om et Folk, som uden paaviselig Skyld blev myrdet, udryddet, uden at en eneste civiliseret Nation saa meget som forsøgte at hindre det. - Bred og svulmende stiger Akkorden, mens Beretningen stilfærdig skrider frem, indtil den mod Bogens Slutning brister i et Suk - et ædelt, mishandlet Folks Dødssuk.
- Denne Bog om den store armeniske Jammer er til Trods for sin digterigske Iklædning saa præget af det selvoplevede, det personlig gennemlidte, at et Forsøg paa en kunstnerisk Vurdering let kunde forekomme som en Mangel paa Ærbødighed for den Sorg, som har ædlet hver af dens Sider. Men paa den anden Side betegner den en saadan Udvikling af Forfatterens kunstneriske Evner, at det er umuligt at lade denne uomtalt, saa meget mere, som hendes tidligere Bøger „Børn" og „Barndom", uagtet de indeholdt mange fine og nye Iagttagelser og Tanker, ikke afgav usædvanlige Løfter i kunstnerisk Henseende.
Bogen skildrer ikke direkte de armeniske Rædsler, og dette er et Bevis paa kunstnerisk Selvbeherskelse og Overlegenhed, men vi erfarer dem kun paa anden Haand gennem forskellige Personer, som alle færdes i eller omkring det store armeniske Hospital i Konstantinopel, hvorfra Forfatteren selv har oplevet det, hun fortæller. Midtpunktet i denne Verden, Armeniernes eneste Tilflugtssted, er Garekin Effendi, Formand for Hospitalets Bestyrelse, og en vis og kærlig Fader for dem alle, gamle, unge og Børn, syge og sunde. Her holder han Stillingen midt i den fjendtlig sindede Hovedstad, til alt styrter sammen, og hans udslidte Hjerte brister af Fortvivlelse, dog endnu i Døden klamrende sig til det svage Haab, den sidste Drøm, at de unge Armenere, som er undslupne Blodbadet og lever som Ørneunger i Lilleasiens Bjergkløfter, skal kunne holde sig i Live til Fredens Dag oprinder, eller til Hjælp fra Europa og Amerika kan naa dem, og af deres Haandfuld Folk et nyt Armenerfolk gro frem.
Denne lille gribende Bog vil blive læst af mange, og gid den hos mange vil vække en Følelse af Medskyldighed i den Skændsel, at hele Europa saa rolig paa, at et kristent, civiliseret Folk blev ført til Slagterbænken som Kvæg af sine tyrkiske Bødler. Da vil der maaske være Haab om, at der kan rejse sig en offentlig Mening stærk nok til at puste Liv i den sidste armeniske Gnist - hvis da ikke Garekin Effendis sidste Drøm allerede er bristet.
